På vej mod bæredygtighed – et spørgsmål om ledelse

To nye bøger tager fat på et par af tidens absolut mest hotte emner: Bæredygtighed og klima – og hvordan vi arbejder med kommunikation i den sammenhæng. Karin Laljani og Lars Ludvigsens Bæredygtig kommunikation og Sascha Amaransinha og Marie Krauls Førstehjælp til klimakommunikation kommer begge, på hver sin måde, godt rundt om de særlige udfordringer, der er på dette område. Det er udmærket. Men det bliver undervejs glemt, at kommunikation kun er et middel. Alt står og falder med, om ledelsen tager ejerskab på miljøspørgsmålet.
af Jørgen Abildgaard
Begge bøger kommer med en række gode og mindre gode eksempler på, hvordan virksomheder har arbejdet med disse ting. De har også en række værktøjer til, hvordan det er muligt selv at komme i gang.

Laljani & Ludvigsen


Karin Laljani og Lars Ludvigsen sætter først og fremmest spørgsmålstegn ved vores kommunikationsmetode. De mener, der er behov for en helt ny tilgang til kommunikation – der skal ikke kun kommunikeres om bæredygtighed, men kommunikationen skal være bæredygtig i sig selv. Det betyder, at kommunikation tager udgangspunkt i en meget åben proces mellem kommunikationens parter, og de foreslår, at man arbejder meget bevidst med en række principper som: etik, transparens, fakta, udfordringer, profit, konsistens og originalitet. De introducerer en arbejdsmetode ”Udfyld 40 felter”, som går ud på at identificere og klassificere virksomhedens informationshandlinger. I forhold til at forstå de langsigtede strategier opdeler de virksomhederne i fire kategorier: født bæredygtig, konverteret, megabrands og særligt forpligtet for at kunne forstå drivkraften for forandringerne.

Amarashinha & Kraul

Sascha Amarashinha og Marie Kraul har fokus på, hvordan man selv kommer i gang, ikke mindst hvis man er blandt de små og mellemstore virksomheder. De sætter klimadagsordenen ind i en strategisk sammenhæng, og de har en række eksempler fra virkeligheden. Mange af de samme som i den anden bog, så måske er der ikke så mange gode eksempler, når det kommer til stykket. De gør en del ud af kundens/modtagerens interesser, og hvordan de mange interessenter kan inddrages i forandringsprocessen, og hvordan man får stablet en handlingsplan på benene.

Vurdering af sagerne
Og hvilke refleksioner har jeg så efter at have læst de 2 bøger?

Først og fremmest må det slås fast, at kommunikation kun er et virkemiddel i forbindelse med arbejdet med bæredygtighed og klima. Hvis ikke det er meget tydeligt og rigtig godt forankret hos ledelsen og i virksomhedens overordnede strategi, så kommer vi ikke ret langt i forhold til at få et mere bæredygtigt og klimarigtig samfund. Og her halter det stadigvæk. Der er meget, meget langt igen. Alt for mange virksomheder og kommuner har nogle flotte ord på hjemmesiderne og i diverse rapporter. Men når det kommer til stykket, så sker der ikke så forfærdeligt meget bag de flotte billeder og ord. Vi har behov for en langt større politisk forpligtigelse, hvis vi skal komme videre – og det er nødvendigt. Både for klimaets skyld, men også ud fra et ressourcehensyn. Så forhåbentlig bliver der behov for bøgerne i de kommende år.

Laljani og Ludvigsen gør et forsøg på at få defineret bæredygtighed i forhold til kommunikation. Det er forfærdelig svært, og det lykkedes heller ikke rigtigt her. Det er svært, fordi bæredygtighed er et dynamisk begreb, der netop skal udvikle sig i tid og rum, og vi er i alt for høj grad blevet vant til at opfatte bæredygtighed i forbindelse med miljø. Ikke mindst fordi miljøorganisationerne har været gode til at bruge det og tage begrebet til sig. Men bæredygtighed er jo i lige så høj grad et spørgsmål om den sociale dimension og økonomi, og ikke mindst den sociale dimension har været svær at få på plads i forhold til de to andre.

Ære være Al Gore
Begge bøger tillægger Al Gore meget stor betydning for den større fokus på klima og til dels bæredygtighed inden for de seneste år. Det er delvist rigtigt, men når det efterhånden er kommet på alles læber, er baggrunden i mindst lige så høj grad, at det er gået fra at være noget, miljøministre drøftede, til det nu er på G8-mødernes dagsorden og behandles, når stats- og regeringschefer mødes. Selv det forholdsvis konservative og amerikansk styrede Internationale Energi Agentur i Paris har sat klimaet på dagsorden og laver nu alternative scenarier for udviklingen frem til 2050. Det er ganske enkelt kommet højere op på den politiske dagsorden og har dermed også fået større bevågenhed hos medierne.

Langt mere end CSR
Selvom vi måske snart er ved at brække os over at køre om klima og de uoverskuelige klimaproblemer, som vi har så svært ved at gøre noget ved, så er det kommet for at blive. Derfor må der også findes løsninger. Politikerne må tage ansvar, virksomhedslederne må udvikle nye strategier og vise handlekraft, og så skal kommunikationen være i orden. Det er ikke kun et spørgsmål om CSR. Bæredygtighed er et spørgsmål om ledelse og lederskab. Begge bøger giver inspiration til at komme videre med kommunikationen.

Og til sidst et lille hjertesuk. Det hedder CO2-udledning og ikke CO2-udslip. Da jeg i Miljø- og Energiministeriet i 1999 lavede den første danske klimastrategi, havde vi kontakt til Dansk Sprognævn for at få en afklaring. CO2-udslip er ukontrolleret, og CO2-udledning kommer fra en kontrolleret proces. Men det lyder mere dramatisk med et udslip.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job