Her er mit liv
For nylig bragte New York Magazine et interview med en ung kvinde, der arbejder som bartender på Manhattan. Bartenderen Kitty fortæller om sit liv på nettet, at hun er en flittig blogger på Livejournal, ligesom hun har en profil på MySpace. Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende ved, men journalisten var alligevel næsten flov på den unge kvindes vegne over, i hvilken detaljerigdom de personlige beretninger flyder fra Kittys hånd.

Og her er generationskløften: Imens privatlivs-generationen forfærdet ser til, kaster den nye generation sig ud i et orgie af skriverier om og billeder af sig selv. Ifølge artiklen er vi vidne til den største generationskløft siden Rock and Roll. Kitty fortæller journalisten, at hun da har nøgenbilleder af sig selv på nettet. Samtidig er hun helt bevidst om, at tekst og billeder vil figurere på nettet – formentlig i al fremtid. At hendes ungdom på den måde dokumenteres for eftertiden, er Kitty bare stolt af.

Den nye generationskløft
Vi taler altså ikke om outrerede unge eller folk med hang til ekshibitionisme og voyeurisme, men om ganske almindelige mennesker, der bare lever livet på en ny måde. Det forekommer mærkværdigt og uforståeligt, for vi er jo vant til at værne om privatlivets fred, og det er jo nærmest det modsatte, der er på færde her.

Traditionen for at værne om sit privatliv har dybe rødder, og det er der selvfølgelig gode grunde til. Hvis vi forudsætter, at kontrollen over information kan give magt, så kan det i mange kontekster være fornuftigt at holde igen med de alt for private oplysninger – så vidt det er muligt. For eksempel kan viden om politiske holdninger, seksuel orientering og fritidsinteresser bruges til at kategorisere, profilere samt inkludere eller udelukke mennesker i forskellige sammenhænge. Særlig i totalitære stater, som for eksempel det hedengangne DDR, kunne det få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke værnede om sine informationer. Den form for statsovervågning kender vi ikke herhjemme, men der er selvfølgelig altid en risiko for at bevæge sig mod totalitære tilstande. I de kapitalistiske samfund blegner statens overvågning af borgerne dog i forhold til virksomhedernes overvågning af forbrugerne. Det er i høj grad denne form for potentiel krænkelse af privatlivet, som vi udsættes for i dag.

Det interessante er, at den generation, Kitty tilhører, tilsyneladende ikke abonnerer på den forståelse af overvågning og privatliv, som traditionelt har hersket. Stærke metaforer som Big Brother og ”et øje i det høje” hører ikke med til den nye generations begrebsapparat, ligesom frygten for at blotte sig er begrænset. Nu handler det i stedet om at få folk til at kigge med.

Overvågningens glæder
Den afgørende forskel mellem den traditionelle privatlivs-generation og den nye generation har at gøre med selve oplevelsen af overvågning. Hvor vi traditionelt tænker overvågning som noget krænkende og ubehageligt, der kan associeres med følelsen af blufærdighed, så har den nye generation et mere positivt forhold til overvågning. Hvor den traditionelle diskurs gør privatlivets fred til et gode, der i visse tilfælde med fordel – om end modvilligt – kan byttes for et andet gode (f.eks. sikkerhed), så ligger denne tankegang med trade-offs den nye generation fjernt. At dele sit privatliv med fællesskabet er ikke noget, man gør som led i en byttehandel for til gengæld at få lov til at kigge med hos andre; at være en del af fællesskabet er at dele sig selv med fællesskabet.

Disse tendenser giver sig særligt til kende i forbindelse med de internettjenester, der ofte omtales som ”web 2.0”, herunder social software. Karakteristisk for disse er, at brugerne har lyst til at dele oplysninger om sig selv med andre. Til det formål findes der en lang række tjenester: Man deler sine tanker i sin blog, og man kan dele sine internetbogmærker på websider som del.icio.us. Med Last.fm viser man andre, hvilken musik der lyttes til lige nu, og med en tjeneste som plazes.com kan man vise, hvor man præcis befinder sig geografisk. Når disse ellers adskilte strømme af informationer løber sammen, danner de et nuanceret billede af brugerprofilerne.

Overvågning er her del af en social praksis, som er bærende for fællesskabet. Det betyder, at overvågningen ikke længere blot handler om at blive set, hørt eller registreret, men også om at gøre sig selv tilgængelig for andre. Man kan sige, at man ikke længere kun er objekt for en overvågning, men også et handlende subjekt, der tager aktivt del i overvågningen, som dermed bliver en form for adspredelse, der ikke har meget med Big Brother at gøre. Kritikere vil nok sige, at den nye generation har lært at elske Big Brother, sådan som George Orwell forudsagde det i Nineteen Eighty-Four (1949).

Efter privatlivet
Hvad er etikken i den ekstreme synlighed? Her er det nødvendigt at kortlægge det nye etiske landskab uden at lade sig rive med af velkendte skræmmebilleder. Kodeordene for de nye tendenser i forbindelse med overvågning er leg og adspredelse, som erstatter oplevelser af kontrol og fremmedgørelse.

Også her melder de etiske problemstillinger sig på en ny måde, idet krænkelser selvfølgelig stadig er en potentiel fare. Her bliver det vigtigt at se på de sociale fællesskabers kontekst: Selvom Kitty og andre unge er klar over, at de åbenhjertige bidrag i princippet er synlige for enhver og ikke bare forsvinder fra de forskellige webtjenester, så er det stadig fællesskabet, der er målgruppen. Hvor man kan være indforstået med og måske endda glad for, at ungdommens sociale liv dokumenteres for eftertiden, så vil de fleste opleve det som krænkende, hvis brudstykker fra en blog eller et billede, der er henvendt til venner, hives ud for at blive sat ind i en anden kontekst, som det eksempelvis er sket herhjemme med profiler på arto.dk. Min kollega fra Aalborg Universitet, Malene Charlotte Larsen, har tidligere på disse sider skrevet om, at der er eksempler på, at danske medier har præsenteret unge pigers profiler som seksuelt udfordrende for at konstruere en mediepanik om den angiveligt promiskuøse ungdom, vi trækkes med for tiden, selvom disse profiler rent faktisk er fuldstændig uden seksuelt indhold.

Mig versus den gamle generation
Tendensen er altså, at vi er på vej mod opløsningen af en række velkendte modsætninger som for eksempel producent og bruger samt privatliv og offentligt liv. I forbindelse med web 2.0 og social software er brugerne medproducenter, og det private og offentlige flyder sammen. Pointen med at bruge generationsmetaforen er selvfølgelig, at disse tendenser ikke slår igennem fra den ene dag til den anden; det er jo heldigvis sådan, at forskellige generationer lever sammen. Vi kommer dog ikke uden om, at livet tilsyneladende er ved at miste den lille forstavelse ”privat”, men det aflyser på ingen måde etisk stillingtagen – den nye generationskløft har slet ikke noget at gøre med etisk forfald eller ligegyldighed. Etikken handler stadig om ansvar og handlinger, og i den nye kontekst giver disse sig til kende på nye måder. Og her er en vigtig etisk udfordring, som vi står over for i dag. 

Referencer
Malene Charlotte Larsen: ” Bag om Arto.dk – fra venskaber til mediepanik”, 4. oktober 2006 i Kforum.
Link:

http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12503

Emily Nussbaum: “Kids, the Internet, and the End of Privacy: The Greatest Generation Gap Since Rock and Roll”, February 12, 2007 issue of New York Magazine.
Link:

http://nymag.com/news/features/27341/