Instagram er ikke for børn

Har du givet dit barn digital omsorg i dag? Højst sandsynligt ikke. For det viser sig, at forældre, opdragere, pædagoger og lærere – de voksne, der har ansvaret for et barns trivsel – er fraværende i barnets digitale liv. Og spørgsmålet er, om vi kan tale om digitalt omsorgssvigt?

Den mobning, der foregår bag skærmen, kræver voksenovervågning.

I forbindelse med research til et bogprojekt om børns digitale trivsel interviewede jeg Mitch Van Geel, professor ved Leiden University. Han står bag ny forskning i de psykiske konsekvenser, der begynder at vise sig i børns digitale liv. Han har sammen med en gruppe forskere undersøgt og sammenlignet studier i både traditionel og digital mobning og selvmordstanker hos børn og unge i alderen 9 til 21 år.

De fandt, at mobning på digitale platforme er langt alvorligere end traditionel mobning, og at et barn eller en ung, der oplever digital mobning, har større risiko for at udvikle selvmordstanker: "Givetvis fordi et offer for online mobning føler sig ydmyget over for en potentielt større gruppe, og samtidig bliver oplevelsen gemt; fotos, kommentarer etc. på internettet, og de genoplever ydmygelsen igen og igen”, påpeger Van Geel.

Gentagelsen og hyppigheden af mobbesituationer er med til at forøge risikoen for alvorlige psykiske konsekvenser som selvmord. Og et stort problem er fraværet af voksne opdragere i online-universet. I den fysiske verden gribes der ind, hvis en kultur er uhensigtsmæssig, og hvis der opstår mobning i form af for eksempel hetz eller eksklusion. Men i det digitale rum er 85 procent af børn og unge ifølge organisationen Nobullying.com overladt til dem selv, når de poster, kommenterer, liker eller unliker. Og over halvdelen – 70 procent – af børn og unge vil ifølge organisationen opleve digital mobning i løbet af deres opvækst.

Når børn "leger" på Instagram
Noget af det, der trender i øjeblikket, er Instagram-"legen": ”Make your best Classroom”. Det er i princippet en uskyldig leg, der handler om at sammensætte den perfekte klasse. Men der er kun plads til ni, og da en skoleklasse ofte tæller flere end ni elever, vil der naturligt være nogle, der ikke kommer med. Her er det en anonym gruppe 10-11-årige, der leger legen på Instagram:

Eksempel på en digital platform, der kan omdannes til et ekskluderende forum.

I denne klasse er det ikke alle, der har en Instagram-profil, men alligevel for mange til, at alle kan få en plads. Legen udfolder sig på flere profiler over en periode. Det er de samme to personer (den ene oftere end den anden), der ikke får en plads, og de samme fire-fem-stykker, der altid får en plads. I begyndelsen kommenterer de, der ikke får en plads, for eksempel med en kommentar som: ”Jeg er ikke med”, og får svaret: ”Der var ikke plads”. Vedkommende prøver igen: ”Bare sæt mig ind alligevel”, hvorefter en tredje svarer: ”Jamen, der er jo ikke plads”. Det samme gentager sig på andre profiler.

Hierarkiet er tydeligt; det er den samme, der holdes ude, og de samme, der ihærdigt kæmper for at holde på deres plads. Deres ihærdighed kommer til udtryk ved, at de anvender stærkt positivt ladede ord over for de, der ser ud til at befinde sig øverst i hierarkiet, ved konstant enten at takke eller komplimentere dem.

Kurus: Vind visuelt med Instagram

Denne leg er et eksempel på de mange små tilsyneladende ubetydelige lege, der foregår på de sociale medier. Legen ville givetvis være stoppet af en voksen, hvis den foregik i den fysiske verden, hvor der var voksne til stede, fordi den minder om mobning. En generel opfattelse af mobning kan ifølge Van Geel beskrives som en gentagende ydmygelse og en ubalance i magtforholdet mellem dem, der mobber, og den mobbede – måske, men ikke nødvendigvis, med en intention om at undertrykke og gøre fortræd. ”Mobning kan være fysisk eller verbal, men det kan også være en eksklusion”, understreger han. Og selvom en leg, som den ovenfor beskrevet, virker uskyldig, så kan den have psykiske konsekvenser for den ekskluderede.

Et socialt medie som Instagram består i det hele taget af et værdikoncept, der er let oversætteligt for børn: At "like" eller "unlike", at "friende" eller "unfriende". Enten er man inde, eller også er man ude. Preteens og teenagere er blandt andet kendetegnede ved at være et sted i livet, hvor de øver sig på at agere mere selvstændigt, lege med roller uden for familie-fællesskabet eller andre fællesskaber, der er modereret af en voksen.

Der er jo ingen, der mobber, hvis der er voksne

Det er i disse år, de langsomt begynder at løsrive sig, bruge mere tid med venner og søge relationer. Og det er i dag en selvfølge, at de skal støttes i disse sårbare år, hvor de afprøver og udvikler deres evne til at indgå i nye relationer på egen hånd. Men det er desværre på ingen måde en selvfølge, når det gælder deres digitale liv. Som en 13-årig nævnte for mig: ”Der er jo ikke nogen, der mobber, hvis der er voksne. Så det er næsten kun på Snapchat”.

Da jeg fortæller Van Geel om den som udgangspunkt uskyldige "sammensæt-den-perfekte-klasse"-leg og om brugen af de sociale medier som mobbe-redskab, svarer han: ”Jeg har ikke kendskab til denne klasse-værelses-leg, men der er ingen tvivl om, at forældre, lærere, pædagoger, psykologer spiller en afgørende rolle i den tidlige opklaring og indgriben i mobning med henblik på at mindske risikoen for den stress, der kan resultere i selvmordstanker eller -forsøg”.

Har vi givet op over for udviklingen som voksne, når vi ikke holder vores børn i hånden og lærer dem at begå sig med de digitale kommunikationsredskaber? I stedet for at påtage os opdragerrollen synes vi at resignere digitalt. Eller vi vælger en lige så forfejlet strategi: at bruge de sociale medier til at overvåge vores børn.

Svaret skal højst sandsynligt findes i det, at de sociale medier er en uhyre kompleks størrelse, som vi ikke engang selv som forældregeneration forstår og har lært at anvende. Det vidner de mange personangreb, shaming-sager og tilfælde af online mobning af voksne på de sociale medier om.

The Star Wars kid

Som forfatteren Jon Ronson (forfatter til den fornyligt udkomne bog "So You’ve been publicly shamed") siger i en samtale med Monica Lewinsky, der i foråret holdt sin berømte Ted Talk "The Price of Shame": ”Med de sociale medier har vi skabt en scene for konstante dramaer – der enten går ud på at gøre noget heroisk eller at udstille en eller anden person, som vi synes er forfærdelig.” Ifølge Ron Jonson har alle, der befinder sig på de sociale medier, fået et publikum, der enten forguder eller ydmyger dig, og dermed er vi alle potentielle genstande for et sladderblads-drama; en offentlig ydmygelse.

Monica Lewinsky fortæller om sin Ted Talk "The Price of Shame".

At kommunikere med en gruppe kræver en bestemt adfærd, idet der er flere forskellige kulturer, flere kontekster og situationer på spil. Det kan man ikke forvente, at et barn kan administrere og slet ikke uden en voksen. Når man kommunikerer med en stor gruppe, vil der naturligt være forskellige fortolkninger og dermed også en risiko for misforståelser, der kan vække reaktioner, man ikke havde overvejet. Tag for eksmpel et af de mest berømte eksempler "The Star Wars kid":

Den dengang 15-årige Ghyslain Raza, der optog en film af sig selv fægtende med en golfkølle som lyssværd, mens han imiterede Darth Vader. Han filmede sig selv, fordi han syntes, det så sejt ud, akkurat som vi alle på et eller andet tidspunkt har leget med tanken om at fremstå sejere eller smartere, end vi er foran et spejl. Men det var ikke et spejl, og de over 30 millioner YouTube-seere så ikke Raza som sej. Men derimod som et overvægtigt fjols. "Det, jeg så (kommentarerne, red.), var ondt, det var voldeligt. Folk bad mig begå selvmord", udtaler Raza til Mashable.com, da han for første gang udtalte sig offentligt om sin oplevelse med at blive ydmyget offentligt.

"The Star Wars kid" eksploderede viralt og fik en hård medfart.

Der er langt fra Snapchat til selvmord, men der er ifølge Van Geel ikke langt fra oplevelsen af online mobning til depressive tanker og selvhad, selvskade og selvmordsidéer. ”Vi ved nu, at personforfølgelse fra jævnaldrende øger risikoen for selvmord blandt unge. Omkring tyve procent af unge overvejer selvmord, og omkring fem og otte procent forsøger at begå selvmord inden for et år”.

Selvmord er i dag en af de hyppigste dødsårsager hos unge, og i Danmark er selvmord blandt de 10-14-årige ifølge Livslinien fordoblet og blandt de 13-19-årige tredoblet. Men som Lilian Zølner påpeger i rapporten fra Center for Selvmordsforskning:

”... så er de registrerede antal forsøg et udtryk for et absolut minimumstal. De dækker udelukkende over de unge, som i forbindelse med selvmordsforsøg har været i kontakt med skadestuen, egen læge eller er blevet indlagt. De unge, der har forsøgt selvmord, og som er blevet fundet af familie, venner eller andre, og som ikke har været i kontakt med sundhedsvæsenet, indgår ikke i registeret. Der er med andre ord et stort mørketal, når det gælder antallet af selvmordsforsøg. Nogle forskere skønner, at 75-90% af unges selvmordsforsøg ikke bliver officielt registreret. Andre forskere påregner, at antallet af selvmordsforsøg er 8-10 gange højere end de registrerede.”

Det er over ti år siden, Zølner i sin forskning blandt andet konkluderede, at 47 procent af de 14-16-årige piger, der medvirkede i undersøgelsen (fra 88 forskellige skoler i Fyns Amt), havde overvejet selvmord én eller flere gange.

Det var, inden Smartphones og tablets gjorde de sociale medier til det mest foretrukne sted at være for børn og unge. I dag er et af de største problemer, at gruppen af helt unge med psykiske problemer som depressive tanker og selvskadende adfærd bliver større, i takt med at de sociale medier får skylden for blandt andet fænomener som "selvmords-smitte".

Flere sociale medier har forsøgt med forskellige forebyggende tiltag. I foråret lancerede Facebook for eksempel en selvmords-feature på konferencen Compassion Research Day i Menlo Park Facebook HQ: Et samarbejde med blandt andet University of Washington og hjælpeorganisationen Forefront om anvendelsen af sociale medier til at forhindre selvmord.

I foråret lancerede Facebook en selvmords-feature, der skal dirigere den potentielt selvmordstruede til behandlingstilbud.

Et tiltag, der har til hensigt at dirigere den potentielt selvmordstruede til behandlingstilbud. Men en Facebook-feature kan ikke dække det behov for digital omsorg som den voksne, der har ansvaret for barnets psykiske velbefindende, kan. Det er på tide, at vi drager digital omsorg for vore børn. Det gælder i særdeleshed de 9-12-årige, der er for unge til at være på de sociale medier, men alligevel flokkes der i hobetal, og som ikke er mentalt klar til at "lege" med roller i et så komplekst rum som de sociale medier udgør.