Over alle grænser

Så sluttede ”Robinson – det endelige opgør”. Men hvorfra stammer tidens voldsomme behov for at vise sig halvnøgen, sulten og uden værdighed for et grådigt tv-kamera?
af John Mortensen

Kronik fra Information 07. december 2002

Nu er den endegyldigt sidste Robinson løbet over skærmen. Det var den mest dramatiske af dem alle. Der var flere deltagere end tidligere, og disse deltagere var alle kendt fra de tidligere ”ekspeditioner”. Strabadserne fik også en ekstra tand. Og det var flot at se på: Den visuelle æstetik nærmede sig spillefilmens.

De nye formater
Robinson er et eksempel på, at det er lykkedes de kommercielle kanaler at slå igennem til de unge og dermed til det mest eftertragtede segment med nye tv-formater. Der er noget fascinerende ved de nye formater – en fremstilling af en hudløshed, som ellers kun findes i fiktionen.

Hvad er denne hudløshed udtryk for? Hertil må man svare: En opsøgning af det, der fremtræder autentisk. Vi kan se jagten på det autentiske i doku-soaps, i reality-tv og i talkshows af den berettende/konfrontative variant: Ricki Lake, Jerry Springer og det danske Pernilles Univers. Her optræder almindelige mennesker, der fortæller om usædvanlige oplevelser. Emnerne har oftest med det private, det seksuelle og kroppen at gøre. Nogle gange – især i de amerikanske shows – iscenesættes en konfrontation mellem to parter, hvoraf den ene ikke ved, hvad der skal tales om.

I doku-soaps er vi typisk på en stor arbejdsplads og følger nogle af de ansatte både i deres kontakt med klienter/patienter/gæster og i forhold til, hvad de foretager sig bag facaden, bag scenetæppet og måske endda også hjemme.

Reality-tv er et gameshow, hvor nogle individer isoleres og gennem et udskillelsesløb kæmper om at vinde en sum penge. Gruppen af deltagere er isolerede fra omverdenen, og deltagerne må vise sig sociale for at gøre sig fortjent til at vinde.

Det autentiske er bundet til det faktive, og at få øje på det autentiske forudsætter, at seerne læser på en særlig måde: De skal sætte parentes om mediebegivenheden som mediebegivenhed og om det performative. F.eks. skal seerne ikke se på det scriptede i talk-showene, på spil-elementet i reality-tv eller på kameraets tilstedeværelse og deltagernes henvendelse til det i doku-soaps.

Den iscenesatte autenticitet
Autenticitet opleves ikke ved at se deltagerne gøre det, de plejer at gøre, eller tale som de gør til hverdag. At se folk, der spiser, arbejder, sover eller konverserer, fanger ingen ind. Derfor er det nødvendigt at iscenesætte det autentiske, enten ved at konstruere det som et plot ved at placere deltagerne i en usædvanlig situation og så se hvordan de reagerer, eller ved bagefter at konstruere en dramatisk fremdrift i optagelserne ved at indramme dem på en særlig måde.

Mest autentisk virker det, når deltagerne ikke har kontrol over deres selvfremstilling. Dette opnås i talkshows f.eks. ved at konfrontere en uvidende person med ægtefællens utroskab.

Frataget sit sociale jeg
Det autentiske menneske er i vor kultur det menneske, der er ude af ansigtet, det der ikke kan skjule sig og ikke kan unddrage sig andres blikke, når dets sociale rolle går op i limningen. Der er en lang tradition for at opfatte det autentiske menneske som det, der er frataget sit sociale jeg – se f.eks. hos Jean-Paul Sartre! – og for at opfatte det sociale som noget ydre. Denne tradition knytter tv an til.

I reality-tv skal man nå frem til det autentiske menneske ved at placere deltagerne i noget, der ligner en totalinstitution. Man kan sammenligne settingen i Robinson og Big Brother med fængsler, narko-afvænningsinstitutioner og koncentrationslejre.

Sammenligningen med en koncentrationslejr er selvfølgelig voldsom, men dem, der har set den sidste udgave af Robinson, har kunnet iagttage personer, der har sultet, så de blev helt apatiske, og som er blevet sat på opgaver, som har været så hårde, at en af deltagerne faldt om.

Lige som i totalinstitutioner er der særlige procedurer til at ydmyge deltagerne og afklæde dem deres sociale identitet. I narko-afvænningsinstitutioner afskærer man personerne fra kontakt med omverdenen. Det sker også i disse shows. Efter tre uger kan de så få lov til at læse et brev hjemmefra, og det kan få selv voksne mænd til at bryde sammen.

Ingen skriftlighed mellem deltagerne er tilladt. Der gøres brug af skjulte dagsordner, der skal fremme mistænksomheden mellem deltagerne, f.eks. skulle en deltager i førsteudgaven af Big Brother stjæle fra de andre deltagere, og at hun gjorde det, var betingelsen for, at de alle kunne få mad og vodka.

Der gøres brug af et del-og-hersk-princip: De sultende ved aldrig, hvornår de får mad, og når der gives noget, gives der ikke til alle. Det mest udspekulerede er dog at gøre magthaveren til deltagerens fortrolige. Den eneste form for privat kommunikation, der tillades, er samtalerne i skriftestolen i Big Brother eller de afsides samtaler med kameraholdet i Robinson. Det autentiske menneske er det, som ikke længere har noget social værdighed at være i.

Man får eksistens ved at blive set
Men reality-tv er også noget andet end ydmygelsesprocedurer til at fremkalde autentiske mennesker. Det er også et gameshow med løfter for vinderen om at erhverve en pengepræmie og for de deltagere, der gør sig godt på tv, om at blive tv-stjerner: En deltager fra Big Brother har efterfølgende fået en sangkarriere; en deltager i Robinson er blevet vært i Dusino og en anden har fået et rejseprogram.

Det kan altså se ud som om, deltagerne i disse programmer først får eksistens ved at blive set af andre. Filosoffen Slavoj Zizek udtrykker det således: »Jeg eksisterer kun for så vidt, at jeg permanent bliver iagttaget«. For det moderne menneske gælder det – skriver han – at det er angst for ikke permanent at blive iagttaget af magten. En måde, man kan dæmpe angsten på, er at bekende offentligt.

De tre genrer, jeg her beskæftiger mig med, er alle karakteriseret ved bekendelser, eller måske mere præcist: Åbenhjertig tale om private forhold. Der kan være tale om offerhistorier (indre gotiske fortællinger), hvor den fortællende bliver udsat for noget, f.eks. at blive bedraget af sin ægtefælle, eller historier om den lastefulde fortæller, der reagerer på at blive krænket ved at hævne sig eller på anden vis optræde lystfuldt aggressivt (ydre gotiske fortællinger).

Den åbenhjertige tale
Hvordan foregår organiseringen af den åbenhjertige tale i de tre genrer? I dokusoaps er der handlingsscener, der lukker sig om sig selv. Disse er bundet til opgaverne, f.eks. på hospitalet eller flypladsen. Disse er iscenesatte, men fremtræder som en del af virkelighedens nødvendighed, som handlinger, der skulle udføres også uden kamera på. Disse scener ligner fiktion.

Men der er også scener, hvor aktørerne henvender sig direkte til en interviewer/et kamera og indirekte til seerne. Disse optagelser er enten foretaget inden handlingerne eller efter. Nogle gange bruges stemmen fra disse sekvenser som voice over til billederne af handlingerne. I disse sekvenser, hvor aktøren henvender sig til kamera, er der mulighed for at tale åbenhjertigt, for at placere skyld og for at reflektere.

Helt analogt foregår det i reality-tv, hvor der er handlingssekvenser, f.eks. relateret til et spil i spillet eller til en prøve, og så sekvenser, hvor deltagerne henvender sig direkte til kamera. I Robinson er deltagerne trukket afsides, i Big Brother er der et særligt rum med en skriftestol.

I talkshows foregår det lidt omvendt. Her dominerer samtale, ikke handling. Der foregår dog ikke en direkte henvendelse fra gæsten til kameraet; gæsterne taler til værten eller til andre gæster, sådan at universet tilsyneladende lukker sig om sig selv. Heri foregår den åbenhjertige tale. I stedet for egentlige handlingssekvenser har vi konfrontationerne eller værtens afsløring af gæsternes hemmeligheder.

Den offentlige skriftestol
Hvorfor er der dette behov for i fuld offentlighed at tale åbenhjertigt om sine private forhold? Det vrimler med erindringsbøger fra folk, der bekender hvem og hvor mange de har været i seng med – bekendelser, der også trives på tv. Det er som om det moderne menneske først træder i eksistens, når det viser sig ude af sin offentlige rolle.

Der kan selvfølgelig også være et behov for at blive forstået, anerkendt og et behov for at få opmærksomhed og medlidenhed (ved de indre gotiske fortællinger). Der kan også være en lettelse ved ikke mere at skulle gemme på en hemmelighed, og på at slippe ud af det vanvid, det er at være lukket inde i sig selv med den.

Den bekendende person kan slippe af med angsten for skyldfølelsen og opnå en masochistisk lyst ved at straffe sig selv i offentligheden (de ydre gotiske fortællinger). Men måske er der også et råb om hjælp: Tag mig tilbage i samfundet, selv om jeg er besmudset. De fora, der tidligere anvendtes til bekendelse: den katolske skriftestol og det protestantiske bønnemøde, har ikke den samme tiltrækningskraft som tidligere. Der kræves stærkere midler, og dem leverer tv.

Straf
Til gengæld kræver tv også en pris. I USA frigør bekendelsen den bekendende for skyld – »the truth will set you free«, som Oprah Winfrey siger – og vedkommende stiger i agtelse for at have haft mod til at tale ud.

Så smertefrit går det ikke i Europa. En fransk undersøgelse viser, at nogle af gæsterne i talkshows efterfølgende risikerer at blive fyret eller at opleve, at kollegaer stirrer opmærksomt, men fjendtligt på dem. Nogle oplever, at venskabskredsen skrumper ind.

Ved den åbenhjertige tale i tv kan seerne enten identificere sig med den talende person eller placere sig som et vidne, der har en afstand til den bekendende. Seerne kan både stedfortrædende straffe sig og udtrykke medfølelse med ofret. Men seerne kan også skaffe sig fornøjelser ved at overhøre folk tale om deres seksuelle udskejelser og lyst ved at se andres verden gå i opløsning.

Fald i seer-interressen
På det allerseneste har man imidlertid kunnet observere et fald i seernes interesse for de tre genrer. De tænder ikke rigtig på dem mere:


  • Den udgave af Robinson, der sluttede i denne uge, var »det endelige opgør«, og man var nødt til at indkalde de gamle, kendte deltagere.

  • Af udenlandske talkshows vises kun Ricki Lake stadig, og af danske er der kun TV3‘s med Line Baun Danielsen som vært, Line‘s.

  • Dokusoaps er der dog stadig en del af, men det er dem, der lægger sig tæt op af at skildre hverdagen uden at gå for tæt på aktørerne (Take off!) eller helt har fjernet de direkte henvendelser til kamera (Nede på jorden). I sidstnævnte tilfælde nærmer dokusoapen sig fiktionen.

  • Fiktionen klarer sig godt, især de danskproducerede serier, f.eks. Nikolaj og Julie og selvfølgelig Rejseholdet. (Kun public service-kanalerne har penge til at producere ordentlig fiktion.)

  • Men også en traditionel spil-genre som quizzen klarer sig godt.

  • Den religiøse dimension
    Hvis man sammenligner de nye formater med de tre ovenfornævnte, er det ekstra, der er kommet til, tilføjelsen af en religiøs, overnaturlig dimension. (Det overnaturlige er også gjort til tema i mange fiktive tv-serier og film.)

    Den religiøse dimension findes selvfølgelig også i talkshows. Bekendelsen er en gammel kristen praksis, der går helt tilbage til middelalderen, hvor den erstattede torturen som sandhedsproducerende mekanisme. Der er også træk fra en religiøs praksis i reality tv: Andagt, opståen fra de døde (de begravede deltagere i Robinson!), bekendelse, forløsning, offer, tilgivelse – alt sammen præsenteret i skikkelse af et passionsspil. Der er en hellig bog fuld af regler, af påbud og forbud, som deltagerne skriver under på at ville overholde som betingelse for deltagelse.

    Det nye er, at den religiøse dimension er trængt ind i en så faktuel genre som reality magasinet. I TV-Danmarks Fornemmelse for mord sættes to clairvoyante til at opklare mord, der kan være begået for over ti år siden – selv om det ganske vist ikke er lykkedes at komme med afgørende nye oplysninger ad denne vej.

    Formatet spænder også ben for sig selv, da programmet har behov for at vise, at clairvoyance er et egnet opklaringsredskab. Det betyder, at de clairvoyante ikke får alle de oplysninger, som politiet havde i forvejen.

    Mest effektivt og spektakulært inddrages det overnaturlige i TV 2‘s serie Åndernes magt, hvor vi ser ghostbusters på arbejde. Det religiøse vender tilbage, men i sine fortrængte udgaver, der har trivedes nedenunder de institutionelle former. Virkeligheden, som den traditionelt præsenteres i de faktive genrer, må tilføjes en ekstradimension for at kunne indfange seerne.

    Det bliver spændende at se, hvor den næste grænse er, der skal overskrides.

    Del artikel

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev

    Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

    Forsiden lige nu

    Læs også

    Job