Denne artikel bringes med venlig tilladelse fra KOM Magasinet fra Fagforbundet Kommunikation & Sprog.

Et håndværkersamfund

- Siden 1950’erne er der sket det at hvor man før havde ét familieliv og ét ar­bejdsliv, så er det hele mere komplekst i dag, ikke mindst fordi kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, siger Camilla Kring som fortæller at der frem til 1960 var 700.000 husmødre. I dag er der kun 30.000 tilbage.

Dagens arbejdskultur afspejler imidlertid ikke den nye familiekultur som spænder fra eneforsørgerfamilier til kernefamilier, og som er under stadig konstruktion:

- Det er simpelthen ikke gået op for os at vores verden er forandret. Familierne har ændret sig meget, men alligevel lever vi stadig i et håndværkersamfund.

Et håndværkersamfund? Jeg troede vi alle tilhørte den kreative klasse?

- Vi lever i et samfund hvor vi helst skal have det samme tempo og den samme rytme: 8 timers arbejde, 8 timer fri og 8 timers søvn, og selv daginstitutionerne understøtter denne inddeling af dagen. Men vi er jo forskellige – der findes over 100 forskellige døgnrytmer – og jeg sætter spørgsmålstegn ved den måde vi indretter tilværelsen på for at nå det hele. Vi har fået en pluralistisk arbejds­styrke, men vi udnytter det ikke. Problemet stammer egentlig helt tilbage fra munkene i 1284 hvor uret blev opfundet. Munkene var de første der sagde: o himmel, o ak, o ve – og derpå inddelte dagen i små bidder, tid til bøn, tid til arbejde og så videre. Tiden blev til klokketid, en punktlig og kronologisk op­findelse, siger Camilla Kring og kigger på sit armbåndsur mens Svanemøllen Station ruller forbi. - Her begyndte timens diktatur som er gået i arv og holder os fanget den dag i dag.

Den evige tilgængelighed

Camilla Kring peger også på at den moderne it-teknologi faktisk er med til at øge omgivelsernes forventningspres.

- Mobiltelefoni, e-mails og internet kan i princippet nå dig døgnet rundt og overskrider grænsen mellem job og privatliv. Hvis du kan håndtere det, er det en fordel fordi du så kan arbejde hvor som helst. Men undersøgelser viser at mange netop ikke kan håndtere det og går ned, siger hun.

Er vi blevet teknologiens slaver?

- Sådan vi jeg ikke formulere det, for teknologien er også frigørende. Vi kan bare se at grænsen mellem de to verdener skrider, og at kampen om tid går ud over vores samliv og parliv i familierne. Arbejde er blevet familie, og familien er blevet arbejde. Jeg vil gerne hen til at det er o.k. at sige nej til en arbejdsopgave. At man godt kan gå kl. 16 selv om man ikke skal hente børn, og at chefen får respekt for at vi har et privatliv og en privat ikke-kronologisk tid.

Neuroner på arbejde

At være fanget af den kronologiske tid betyder også at vi måler arbejde i tid. Arbejde er kvantitativt snarere end kvalitativt. Dette gav ifølge Camilla Kring udmærket mening dengang arbejde var lig med fysisk slid og monotone kropsbevægelser. Men når arbejde – som i dag – i meget høj grad er udvinding og formidling af viden, så giver det ikke længere mening at måle arbejde i tid.

Camilla Kring siger:

- Når dine neuroner i hjernen kommunikerer, så skaber det en tanke, og de bedste idéer får du tit i badet, på cyklen eller i sofaen. Nogle er dromedarer, andre er kameler. Det vil sige at nogle topper to gange i løbet af en dag, andre kun én gang. Det er derfor vi må skabe nye modeller for vores arbejde.

Hvad går de modeller ud på – mere konkret?

- Ja, det kunne jo for eksempel være at lade folk vælge om de vil tilhøre A- eller B-holdet, for der skal være plads til forskellighed. Vi kunne give flere forældre tid til at gå i nattøj om morgenen og være sammen med deres børn på andre tidspunkter end normalt. Eller tillade en 4-3-model, det vil sige fire arbejdsdage og tre fridage. Eller præmiere en intensiv arbejdsindsats med en uges ferie og rekreation. I det hele taget give folk bedre mulighed for at kunne navigere i deres arbejdsliv – og dermed også deres privatliv. Jeg efterlyser med andre ord meget mere mod: Vi har ikke været særlig gode til at afprøve forskellige modeller.

Det hele liv

Her melder spørgsmålet sig om hvordan eller hvem der skal få virksomhederne til at makke ret. Hertil svarer Camilla Kring:

 - Man må begynde med at tage fat i de faglige organisationer. Jeg tror ikke at initiativet kommer fra virksomhederne selv. Det handler om at skabe hvad jeg kalder for refleksive frirum – og det kan arbejdsmarkedets parter gøre for eksempel via seminarer som bevidstgør os om hvad der skal balancere i den enkeltes liv, og hvordan vi kan lære at være til stede – også mentalt. Problemet er ikke alene individuelt, men kollektivt, og hvis den enkelte finder ud af at kollegerne har det samme problem, så kan vi ændre arbejdspladskulturen.

Men hvorfor skal der være balance? Du taler et sted om det hele liv, ligesom andre taler om det hele menneske. Hvorfor skal vi absolut være udelelige?

- Det er jo sproget … Det hele menneske handler i denne sammenhæng om ikke at være stresset. Jeg har holdt kurser for unge ingeniører med maksimalt fem års erfaring på arbejdsmarkedet, hvoraf mange allerede har haft mareridt om deres arbejde. Det er jo de første symptomer på stress. Det er ikke noget jeg har fundet på ved et skrivebord i Lyngby. Det er noget jeg har kunnet konstatere ude i virkeligheden. Og derfor er der behov for at diskutere hvordan vi kommer sådan noget til livs.

Ingen arbejdskamp, men …

Adspurgt om der er behov for en ny arbejdskamp, svarer Camilla Kring benægtende. Hendes mål er ikke at få arbejdstiden sat ned og lønnen op: - Jeg synes ikke det er en arbejdskamp. Problemet er som sagt at vi stadig måler arbejde i tid. Jeg kan ikke se hvorfor en arbejdsuge nødvendigvis skal være på fem dage, det er vel ikke en naturlov.- Jeg mener at der er behov for nye rammer og strukturer på arbejdsmarkedet for at matche den samfundsmæssige udvikling. Der skal skabes nye organiseringer af vidensarbejdet, og der skal skabes en ny samfundstid der kan understøtte den differentierede arbejdsstyrke. Det skal for eksempel være muligt at få passet sit barn uden for tidsrummet 7 til 17.

 Er dit projekt dybest set en samfundskritik, er det management, HR – eller er du en del af selvhjælpsindustrien?

- Jeg er bestemt ikke en del af selvhjælpsindustrien. Jeg vil gerne give individet bedre arbejdsvaner, og det handler om tid, prioritering, planlægning, motivering, koncentration. At blive bevidst om at ethvert valg er et fravalg, og at vi ikke kan få det hele på den halve tid. Efterhånden arbejder vi så meget at det kun er kollegerne der er vores venner. Hvis du går hen og bliver fyret, så mister du derfor også dine venner – og det duer ikke.

- I dag har mange selv fået ansvaret for at organisere og tilrettelægge eget arbejde, men hvordan skal de gøre det når de ikke har fået kompetencerne? Jeg tror at det ville være godt hvis man allerede i studietiden for eksempel gennem workshopper og kurser blev bevidst om arbejdsvaner. Det ville sætte flere i stand til at leve med – og udnytte – at Outlook aldrig holder ferie.

BLÅ BOG:

CAMILLA KRING

(F. 1977) ER CAND.POLYT. OG PH.D. FRA DANMARKS TEKNI­SKE UNIVERSITET PÅ AFHANDLINGEN ”ARBEJDSLIV OG FA­MILIELIV – GET A BALANCE” (2005), TIDLIGERE EKSTERN LEKTOR VED KØBENHAVNS UNIVERSITET, NU BLANDT ANDET BESTYRELSESMEDLEM I PENSIONSKASSEN DIP OG HOVEDBESTYRELSESMEDLEM I INGENIØRFORENINGEN I DANMARK. DRIVER VIRKSOMHEDEN FRAU K MED SPECIALE I NAVIGATIONSKOMPETENCE. MERE INFORMATION PÅ WWW.FRAU-K.DK