Den kommunikerende organisation, Helle Petersen og Anne Katrine Lund (red.), Samfundslitteratur, 2000. 167 sider, 198kr.

Måske også lidt for frit? Redaktørerne har efter alt at dømme bedt bidragyderne tømme deres harddiske for upubliceret materiale. Med enkelte undtagelser burde artiklerne være forblevet i hi. Bogens syv artikelbidrag repræsenterer alt godt fra havet, og der opnås ikke noget nyt ved at sætte dem sammen med en limet ryg. Antologier er i orden, men man forestiller sig allerede panikken, hvis man om et par år skulle få brug for at genopfriske en artikel i en af bøgerne i bogserien. Man ville ikke have en chance for at huske om artiklen stod i bog nummer 2 eller 7 i serien.

Det kunne derimod være interessant, hvis alle artiklerne i hver enkelt bog forholdt sig til det samme overordnede tema eller emne. F.eks. digitalisering, medarbejderblade, storytelling, reklame, interkulturel kommunikation, globalisering, PR eller lignende…

Nå, men det er jo ønsketænkning. Virkeligheden er at denne bog starter og slutter med to yderligheder: Første indslag er Johan Peter Paludans eftertænksomme og fremadskuende artikel om "Den kommunikerende organisation i fremtiden", hvor han kritisk og sobert forholder sig til hvilke dilemmaer og konsekvenser den teknologiske udvikling og globaliseringen vil medføre for virksomheders kommunikation med sig selv og med omverden. Den artikel er hele bogen værd. Rosinen i bogens pølseende er begået af Erik Hansen. En artikel om kancellistilen i dansk administrationssprog, som man kunne ønske sig to ting af: At den for det første rummede eksempler fra efter 1988 (det er immervæk 13 år siden) og i forlængelse heraf for det andet, at den stillede spørgsmål om f.eks. hvordan administrationssproget udvikler sig og påvirkes af nye medier. Det er nærmest historisk materiale og kunne godt være redigeret ud af antologien.

Herimellem et sted befinder bogens øvrige artikler sig. Fra den golde genbrugsørken springer dog endnu en inspirationskilde: Steen Hildebrandt sprudler af spørgsmål i sin artikel om "Ledelse og kommunikation - metaforer og spørgsmål om kommunikation i organisationer". Når man vil skabe ny viden er spørgsmål en god start, som der godt måtte have været flere af i antologien. Hildebrandt spørger og diskuterer bl.a. om organisationer er kommunikerende eller om kommunikationen er organiserende? Om kommunikation kan forstås som en kanal, en optisk linse, en kobling, en handling, et symbol, som tale eller samtale, som spiritualitet, som @-kanal eller, gudødemig, som stilhed? Det er klogt, nysgerrigt og tankevækkende og fortjener faktisk at blive citeret:

"Måske skal man først lytte til sit eget indre, før man kan lytte til et andet menneske. Det vil sige, at en indre dialog går forud for det ydre udtryk. Først når der er en indre ro i personen, dvs. når personen er i forbindelse med sit eget selv gennem en indre dialog, kan personen i sandhed lytte til et andet menneske og selv formulere sig autentisk. Før det, er der en indre uro og så meget indre støj, at det er svært overhovedet at lytte til et andet menneske. Det betyder, at man ikke hører, hvad det andet menneske siger. Man er højst i færd med at projicere sine egne billeder, opfattelser, ideer, forudfattede meninger m.v. over på det andet menneske, som man foregiver at lytte til. En leder, der lytter til en medarbejder eller kollega, skal ud fra en sådan forestilling først lytte til sit eget indre, sine egne indre impulser m.m. Ved at gøre det, kommer personen i kontakt med sit eget selv og bliver derved bevidst om den baggrundsstøj, hvorfra den pågældende persons egen tale kommer. Når denne støj har lagt sig, og der er opstået en indre ro, kan personen lytte sandt."