1-2-3 momentum

Vælgerne vil gerne være med der, hvor det går fremad - det er blevet slået fast af de gode vælgeradfærdsforskere. Og det er nok hovedgrunden til, at diskussioner om det politiske, virkelige momentum har haft sit gennembrud ved valget 2015.

Men har det sidste halvår gjort os klogere på momentummets dynamik?

Den politiske farts fire fysiske love

1. Der skal trædes flere gange på kickstarteren

I første uge af valgkampen beskrev Politikens politiske analytiker Sigge Winther 'momentum' i begrebets teoretisk set reneste form. Momentum i sportens verden bygger på seks elementer: 1) En udløsende begivenhed, 2) ændret kognition, 3) ændret adfærd, 4) ændret performance, 5) stigende frustration hos konkurrenten og 6) et bedre resultat.

Vi kender det alle, hvis vi har dyrket sport. Et godt mål, en fed dribling eller en dum udvisning til det andet hold kan få stemningen til at vende.

Men i politik sker den udvikling sjældent med én hændelse. GGGI-sagen alene skabte ikke en katastrofe for Løkke. Nytårstalen alene skabte ikke fremgang for Helle. Bag Socialdemokraternes comeback-strategi ligger derfor ideen om at skabe en række af positive begivenheder, som skaber en mere sammenhængende positiv fortælling om kandidaten.

Nytårstalen alene skabte ikke fremgang for Helle. Foto: Polfoto/Peter Hove Olesen.

2. Omvendt sammenhæng mellem fart og længde

Når bevægelsen først er startet, kan farten befinde sig på et speedometer fra den langsomme, seje fremgang – der stikker dybt – til den korte, modeprægede krafteksplosion på firmamentet. Den første er bedst, og den sidste er farlig.

For mens de langsomme accelerationer oftest er dybere funderet og sværere at opnå, kan den hurtige accelerationscyklus sammenlignes med før-teenagernes yoyoer, hønseringe og årets modehypes. Her konvergerer politisk marketing og almindelig marketings livscyklus-kurver for et stadig større, relativt apolitisk segment.

Den langsomme: Dansk Folkeparti har, især siden Kristian Thulesen Dahl blev formand, været inde i en længere positiv fremgang. Denne type fremgang er kendetegnet ved bevidste, strategiske positioneringer, som korresponderer med folkedybet. Partiet fandt især sit nye folkedyb med sin nye positionering over for regeringens reformdagsorden.

Eksplosionen: Ny Alliance oplevede i 2007 noget af en politisk rutsjebanetur; først fra 0 til 22 mandater – der så på få uger gik ned til fem mandater og en groggy placering lige over spærregrænsen. Kendetegnende for eksplosions-momentummet er, at vælgerne får en overophedet forventning til et politisk parti eller dets kandidat. Eksplosions-momentummet lader også til ofte at være kendetegnet ved en høj grad af persondyrkelse, hvor alle mulige vælgere projicerer deres egne ’forelskede’ håb ind i spidskandidaten.

Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen da partiet Ny Alliance blev stiftet i 2007. Kilde: Polfoto/Jens Dige.

Denne kan kun skuffe de fleste fans, når de ser, at han eller hun svigter dem - og 'boblen' brister, når illusionerne bliver synlige: Partiet var overrated. Her kan hurtig tilstrømning af nye vælgere faktisk udgøre en strategisk fare, når de nye vælgere pludselig flygter igen.

Alternativets skæbne (uagtet at selvforståelsen hos vælgerne nok er, at man ser sig som upåvirkelige i forhold til den slags påvirkninger) er formentlig ikke nogen undtagelse. For eksplosiv har også Alternativets opbakning været - men punkteringen er (indrømmet) endnu udeblevet.

Det hænger nok sammen med, at, som Lehman Brothers havde sin David Einhorn, og Naser Khader sin Pia Kjærsgaard, har Uffe Elbæk endnu ikke fundet sin banemand, der er lykkedes med at sætte ham under tilstrækkeligt pres. Selvom potentialet til det har ligget der.

3. Accelerationen skal times og underbygges

Den fælles udfordring for alle politiske partier i dag er, at opbakningen næsten er evigt skiftende. Man har altid en vis fart på. Lige så hurtigt som det kan gå opad, kan man ramme den modsatte udvikling. Momentum er pr. definition ikke vedvarende.

Udviklingen i vælgeropbakningen til partierne siden januar 2010. Kilde: Berlingske Barometer Politiko.dk

Partier befinder sig derfor i en fluktuerende virkelighed, hvor timingen med at ramme den opadgående acceleration på det rigtige tidspunkt er afgørende. For det eneste sikre er, at farten topper på et tidspunkt og vender igen – kun accelerationstiden er forskellig.

En brugbar tese er, at jo hurtigere vælgere 'kommer', jo hurtigere går de også. For 'løse' relationer til de nye vælgersegmenter kan i særlig grad skabe en rutsjebane-effekt, hvor høj vælgertilslutning veksles til en dødsdans med historisk lave meningsmålinger. Alternativets egen udviklingsstrategi har bygget på at skabe nære, tætte relationer til partiets nye vælgere, hvilket nu næppe har forhindret, at valgkampen mere fik aktiveret en eksplosionstilslutning.

4. Den journalistiske turbo

Men selvom egne handlinger og intern energi er vigtig i en valgkamp, skal man ikke være blind for, at andre spilleres handlinger betyder noget for partiernes mulighed for at få fart på. Der skal lidt journalistisk hjælp til at skabe 'vinderhistorien'. Partier ender ofte i journalistiske 'frames' eller fortællinger, som de ikke kan slippe ud af. Alt, hvad der bliver sagt og skrevet, bliver på den måde tolket ind i én fortælling om partiet.

Ideen hos Thor Möger og Noa Redington er at skabe en række af positive begivenheder, som kan give en mere sammenhængende positiv fortælling om personen Helle. Det skal opfattes af medierne som en positiv bevægelse, der åbner for en ny tolkning af forståelsen af partiet: "Vi har nok gjort det økonomisk onde, men vi gjorde det for at skabe det gode. Helle er en helt".

Momentum-raketten i 6 accelerationer

Det politiske momentum er altså en opfattet fart, der akkumuleres, hvis partiet formår at bevæge sig gennem følgende seks accelerationer:

1) 0-200 km/t.: En serie af begivenheder skaber et skift i fortællingen om partiet

Helle Thornings genkomst hen over foråret viser, at det afgørende for at opnå momentum er et 'skift i fortællingen om partiet eller partilederen'. Man skal skabe en række af begivenheder, der er udslagsgivende, og der skal et vist medspil fra medierne til for at skabe det momentum.

Selvom egne handlinger og intern energi er vigtig i en valgkamp, skal der alligevel lidt journalistisk hjælp til at skabe 'vinderhistorien'. Foto: Gettyimages.

Løkkes start på valgkampen fik ham aldrig forbi step 1. De første dage bekræftede i meget høj grad den gamle fortælling om Løkke og Venstre. Det var først, da A) nogle stenkast i Vollsmose inspirerede Løkke til at newsjacke valgkampen med et B) Vollsmose-besøg, bakket op af præsentationen af en C) asylreform, at det lykkedes at accelere: altså en række af events, som blev anvendt til at få fart under blå blok.

2) 200-400 km/t.: Ny virkelighed skaber intern begejstring eller uro

Internt i partiet er det vigtigt, om den nye 'fortælling' om partiet får baglandet til at reagere. En ny positiv fortælling om partiet kan skabe den interne begejstring og energi til at bevæge valgkampen. Den interne energi er et bevis på, at det går godt - og derfor er det det, partiernes kommunikationsfolk altid gerne vil udstråle.

Socialdemokraterne vil gerne vise, hvor mange der klapper Helle på skulderen. Og at fx Socialdemokraternes sociale medie-indsats er pumpet op på Red Bull og energiske beats: Det er vigtig at vise, at her er der fed Distortion-stemning mod Christiansborg. De frivillige begynder at strømme til.

Danmark møder Helle, skaber god intern stemning og så strømmer de frivillige til.

3) 400-600 km/t.: Medvind i meningsmålinger

Afgørende i 'beviset' for, at der er fart på, er selvfølgelig, at hændelser, dagsorden og intern energi udmøntes i bedre meningsmålinger. Ved tidligere valg har enkelte meningsmålinger lettere kunnet spinnes til positive historier.

Men ved dette valg har vægtede gennemsnit af målinger dog til en vis grad afkoblet de alt for spinnende fortolkningsmuligheder. Politikos vægtede gennemsnit, Risbjergs snit på Altinget og Asmus Leth, Martin Vinæs, Frederik Hjort og Jens Olav Dahlgaards ”Ræs til Marienborg” er eksempler på dette.

De vægtede snit har gjort det lettere at afsløre 'momentum-spin', fordi det bliver sværere at tro på, at der er tale om en sand vinderhistorie, medmindre udviklingen kan ses i mange målinger. Men vægtede snit lukker ikke momentumsnakken. Den accelererer yderligere, når fremgangen er kvalitetsstemplet, hvor vinderhistorien får endnu mere energi.

4) 600-900 km/t.: Italesættelse af succesen

Succes avler succes. Når først baglandet jubler, og meningsmålingerne peger den rigtige vej, så skorter det ikke på politiske kommentatorer, som nok skal udråbe succesen. 'Kåringen' af momentum er afgørende for, at vælgere og andre oplever den udstrålende energi fra partiet.

Momentum italesættes. Og pludselig kan alt lade sig gøre, og udspil, der før var middelmådige, er nu 'smart tænkt' og 'en del af strategien'. Kampagnefolk bliver udråbt til genier, og journalister leder efter, hvem der nu er manden/kvinden bag succesen.

Ideen hos Thor Möger og Noa Redington er at skabe en række af positive begivenheder, som giver en mere sammenhængende positiv fortælling om Helle. Kilde: Jyllands-Posten.

I denne fart bliver partier og partiledere udsat for journalistisk kausaldrift, og farten bliver for alvor selvforstærkende. Ordet 'hvorfor' er afgørende. Alle forsøgte fx at forstå, 'hvorfor det gik så godt for Socialdemokraterne' frem til og med valgets udskrivelse, hvilket forstærker mængden af positiv omtale af partiet.

5) 900-1100 km/t.: Ændret beslutningstagen i toppen af partiet

Den positive eller negative spiral begynder at have indflydelse på, hvordan ledelsen i partiet træffer både strategiske og impulsive beslutninger. Går det godt, kan man opleve, at man 'kan det hele'. Positivt momentum risikerer altså at skabe en ny række hændelser truffet ud fra politisk overmod, der kan starte den modsatte bevægelse. Uffe Ellemanns 'Den er hjemme-udmelding' er nok det bedste eksempel.

Positivt momentum risikerer at skabe en ny række hændelser, der kan starte den modsatte bevægelse.

Når det går skidt, sættes partier og partiledere under større psykologisk pres og kan ende med at træffe mere uigennemtænkte beslutninger. Den konservative STOP-kampagne virker for mange som et sådan valg. Da blokkene indbyrdes er i så dødt løb ved dette valg, bliver det interessant, om partiledelserne har succes med last-minut-changes.

1235 km/t.: Supersonisk afkobling

Til sidst brænder energien ud. Måske begynder journalisterne at kede sig over den evige vinderhistorie: Nu skal de sgu have lidt modspil. Politisk overmod, dansk jantelov eller journalistisk kedsomhed – eller alle tre ting i treenighed – stopper fremdriften. De vælgere, der kom til opsendelsen, nyder også at se eksplosionen i slowmotion på YouTube. Vinderhistorien er slut, og nu begynder kampen for at holde den negative spiral fra at accelerere den anden vej. Det er dette, som helst ikke må ske på vej ind i eller under en valgkamp.

Og så starter momentumsnakken forfra: For er det nu ikke også det, der er ved at ske for Helle Thorning. Har blå bloks temaer ikke sat dagsordenen de sidste dage af valgkampen? Havde færre dueller med Løkke og en endnu kortere valgkamp denne gang været en fordel?

Til sidst brænder energien ud, men så starter momentumsnakken forfra. Foto: Gettyimages

Valgkampen har understreget den evige momentum-cyklus, som partierne bevæger sig igennem. Valget afslutter på ingen måde den bevægelse. Alle partier vil bevæge sig videre i en uendelig vekselvirkning mellem acceleration og deceleration.