Der var engang, hvor opmærksomheden ikke var overbebyrdet. Lyder myten

"Der var engang", begynder den gængse klagesang om de elektroniske, især digitale medier, der ødelægger vores evne til at koncentrere os om en ting af gangen og i det hele taget ødelægger vores evne til at koncentrere os om noget som helst.

Der var engang, da vi levede i en verden, hvor vores daglige input af information kom fra langsomme teknologier som bøger, aviser og radio. Hvorimod vi i dag er tynget ned af information overload og digital overstimulering. – Hedder det i dystopien.

Facebook og andre populære sociale teknologier er populære at kritisere for deres evne til at forstyrre og gøre os til tilsyneladende hjælpeløse, viljesløse og forstyrrede væsener. For eksempel kunne man tage (og jeg understreger, at dette er et tilfældigt punktnedslag) Christian Schwarz Lausten, der på Mediawatch skriver:

“Vores opmærksomhedsspændvidde (et ord, der i øvrigt ikke er særligt twitter-venligt) krymper dagligt. Fra at vi tilbage i 1860'erne kunne kapere tunge værker af Charles Dickens, er vi nu gradvist vænnet til, at hvis ikke det varer max 17 sekunder på YouTube, så står vi af.”   

Nu er en artikel på Mediawatch jo ikke stedet, hvor man ruller det store teoretiske artilleri frem. Men det er typisk, at når talen falder på information overload og beslægtede teser, er det sjældent, at standpunktet faktisk kvalificeres yderligere end til fordommen, at alt var bedre eller lettere eller mindre komplekst i gamle dage.

Men hvorfra ved vi, at vores opmærksomhedsspændvidde faktisk krymper?

Påstand: Opmærksomhed er en mangelvare

Nej: Dette er en økonomistisk tankegang, der overser menneskets evne til at tilpasse sin filtrering

Hypotesen bag ideen om information overload – den digitale opmærksomhedsforstyrrelse – er, at mennesket ikke er i stand til processere de enorme mængder information, det udsættes for i den senmoderne informationsteknologiske tidsalder. Vi skulle derfor være i den situation, at opmærksomhed er blevet en knap ressource. Opmærksomhed er den nye mangelvare.

Filosoffen Stowe Boyd køber ikke uden videre den dystopiske version af opmærksomhedsøkonomien. Boyd er en af den slags new media pundits, der altid har en kritik parat af gængse og accepterede sandheder inden for kommunikationsfeltet. Hans blogs balancerer hårfint på grænsen mellem akademisk pedanteri og snappy new media-retorik

Men Stowe Boyd, selvudnævnt futurist og naturfilosof, argumenterer i en nylig blogpost for, at ideen om opmærksomhedsøkonomi baseret på bastante hypoteser ved nærmere eftersyn er en ahistorisk syndefaldsmyte om menneskers manglende evne til at leve i en genneminformationaliseret verden.

I sin kritik af tesen om opmærksomhedsøkonomi og alle de lidtfor lette konklusioner, som deraf følger, gør han sig endnu en gang til fortaler for en positiv, men dog kritisk vinkel på et etableret dogme.

Herbert Simon: Informationsrigdom skaber opmærksomhedsfattigdom. Og vågn så lige op: Det er din tur til at trække

Stowe Boyd bygger sin argumentation op på en kritik af Herbert Simon, den amerikanske økonom og politolog der allerede i 1971 formulerede tesen om opmærksomhed som en primærøkonomi og dermed potentiel salgsvare i informationssamfundet. Herbert Simon skrev:

"What information consumes is rather obvious: It consumes the attention of its recipients. Hence a wealth of information creates a poverty of attention, and a need to allocate that attention efficiently among the overabundance of information sources that might consume it."

Med dette mener Herbert Simon, at der er en tendens til at overvurdere værdien af information – og undervurdere værdien af effektiv filtrering.

Følgelig spørger Stowe Boyd: Hvis opmærksomhedsøkonomien er baseret på et økonomisk koncept om knaphed, har vi så ikke altid været ofre for den knaphed? For at fungere skal ideen om opmærksomhedsøkonomien jo påvise, at opmærksomhed er en knap ressource. Og at knapheden er blevet mere udtalt, det vil sige, at vores evner til at forstå og filtrere vores omverden er faldende.

Det finder Stowe Boyd ikke bevist. Boyd fastholder derimod, at beslutningstagning på baggrund af manglende information altid har været et problem, og at informations-overload er en relativ størrelse. Kulturelt set har vi til alle tider udviklet metoder til at kapere information og viden i verden – fra det talte til det skrevne sprog, det trykte til det elektroniske, fra religion til videnskab. Alle tider har deres uoverskuelige informationshorisont, men finder over generationer metoder til at håndtere oplevelsen af uvidenhed og usikkerhed, der er resultatet af en kompleks verden.

Påstand: Oprindelig levede vi i en teknologifri, autentisk og overskuelig verden

Nej: Dette er et nostalgisk drømmesyn. Mennesket har altid udviklet sig sammen med teknologi

Man kan sige, at Herbert Simon er ophavsmand til tesen om et informations-overloaded 20. århundrede.  Men Stowe Boyd argumenterer for, at ideen om at være overrumplet af information har dybere rødder. Selv nævner han Diderots oplysningsvenlige encyclopædiske projekt, der bygger på tanken om at reducere al information ned til én håndterlig størrelse. Og endnu dybere ligger forestillingen om, at mennesket engang levede i en autentisk verden, der var fri for den elektroniske informations tunge åg. Vi har en forestilling om et idyllisk før, hvor mennesket levede i en beskyttet Edens have uden stress og jag og teknologi.

På samme måde som teknologifilosoffen Don Ihde argumenterer Stowe Boyd for, at vi ikke kan tale om mennesker uden teknologi. Mennesker og teknologi er opstået i samspil med hinanden, og det er meningsløst at tale om mennesker uden samtidig at tale om teknologibrug. Fra det første stenkast efter et jagtbytte er teknologien opstået i en stadig udveksling med mennesket.  

Påstande: Alt nyt er godt/Alt nyt er skidt

Nej: Det gamle udvikles kontinuerligt til det nye, som både rummer gode og dårlige sider

Sammen med tesen om informations-overload lurer en mulig generationsmæssig kløft, der kan benyttes til at understøtte forestillingen om overload. Både hos dem, der ser positivt frem til en ny informations-tidsalder og hos dem, der begræder tabet af en mytisk autencitet eller betryggende ro, ser man, hvordan en sådan kløft kunne tage sig ud.

I for eksempel Morten Bays begreb om homo connexus fornemmer man en ny (over)mennesketype aftegne sig, det forbundne menneske, der er og erkender gennem netværk. Samtidig er der andre røster som for eksempel Andrew Keen, der beklager sig over ”The Cult of the Amateur - How Todays Internet is Killing our Culture and Assaulting our Economy”. Selvom disse to ikke direkte repræsenterer debatten om opmærksomhedsøkonomien, betjener sig sig af en utopisk eller dystopisk retorik om generationskløften. Det er typisk ”det nye”, ”den nye generation” eller det ”moderne”, der er i fokus. For better or worse.

Jeg mener, at begge former for retorik gør det meget svært at erkende kontinuiteten i vores kultur. Retorikken opstiller falske dikotomier mellem før og nu. Med den dikotomi ender vi med en naiv forestilling om, at vores bedsteforældre – eller måske endda vores forældres generation – levede et sted, hvor kompleksiteten var begrænset til, at telefonen ringede et par gange om ugen, og post var noget, man fik i en rødlakeret metalkasse. En gang om dagen.

Jeg kan ikke helt forestille mig, hvordan mine egne børn kommer til at se tilbage på min generation, men hvis de følger mønstret opstillet herover, kommer de givetvis frem til et romantiseret billede af, hvor hyggeligt det måtte være kun at skulle svare på emails, checke Facebook og skrive et par snedige ting på Twitter.

De sociale medier rummer både flere informationer og flere filtre

Boyd erkender, at det enorme flow af information i vores hverdag kan virke overvældende. Og han argumenterer for, at der stadig er arbejde, der skal gøres, for at de apparater, vi filtrerer vores information og viden igennem, bliver mere effektive. De samme teknologier – for eksempel de sociale informations-teknologier, der sniger sig ind i alle aspekter af vores hverdag –  som potentielt opleves som støjende og forurenende, rummer ifølge Boyd kimen til løsningerne på en verden, hvori produktion og distribution af information bliver stadigt enklere.

Mennesker udvikler sig sammen med teknologierne, og vi må gå ud fra, at selv om vi er overrumplet af information fra alle sider, så bliver vi stadigt bedre til at navigere og bruge information. Det kræver bare tid og løbende eksperimenter med nye, sociale og netværksbaserede måder at omgås information på. Men der er intet der taler for et nærtstående sammenbrud af vores evne til at kapere information. Men selvfølgelig, hvis man er et ”gammelt” medie, der generelt betjener sig af lavere båndbredde, og som i stadigt stigende grad forsvinder i informationsstrømmen, er det jo en bekvem sandhed at forsøge at fastholde et konservativt billede af mennesker som krænket af de ”nye” teknologier. Så vær varsom, når du læser en leder i et papirmedie, der argumenterer for informations-overload.

Altså

Der er ikke noget, der tyder på, at vi står på kanten af et opmærksomhedsmæssigt sammenbrud. I hvert fald ikke mere, end vi altid har gjort.

---

Deltag dybere i debatten - opret en profil på Kforum her