Sladder er godt. Ikke bare for drenge og piger, men også for en virksomhed eller organisation. Sladder henne ved kaffemaskinen eller over frokosten. Eller sagt anderledes: fortrolighed, humor, imødekommenhed, daglig kontakt og almindeligt praleri. Det er i virkeligheden alt det uformelle, der får det formelle til at virke. Sådan siger Henrik Stampe Lund som det allerførste i det, der ellers skulle være en seriøs samtale om dømmekraft, og hvorfor den er så hulens vigtig her og der og allevegne. Og så snakker han om sladder.

Han peger heldigvis straks på, at man ikke kan formalisere sig ud af alting. Dvs. naturligvis kan man lave en ny organisationsstruktur, få nye virksomhedsværdier, ny kommunikationsstrategi, nyt gulvtæppe, alt muligt. Det formelle skal bare altid indgå i en konkret kultur, f.eks. på en arbejdsplads, og indlejres i vores vaner og hverdag.

Og her er sladderen med til at sprede information, som måske ikke ellers er tilgængelig, hvorefter den gode dømmekraft får bedre vilkår.

Fra litteratur til oplysning

Egentlig er det lidt mærkeligt, at Henrik Stampe Lund dykker ned i et filosofisk emne som dømmekraft og ytrer sig om, hvordan virksomheder bliver ledet. Manden er litterat, og på hans hylder finder man bl.a. Shakespeare side om side med Thomas Mann, Dostojevskij og John DeLillo i et kreativt rod. I essayets epilog undrer han sig da også selv: ”Jeg står i en boghandel i Paris ved Sorbonne Universitet. Over nedgangen til kælderen står med store bogstaver DROIT. Hele kælderen er fyldt med EU-ret, statsret, forfatningsret og folkeret (…) Hvorfor står jeg egentlig her?”

Ja, hvorfor?

For at forklare baggrunden spoler Henrik Stampe Lund nogle år tilbage. Til dengang, hvor han holdt en række forelæsninger ved Folkeuniversitetet, og hvor han fandt, at de faktisk var for spændende til ikke at blive skrevet om fra noter til tekst. Men det var først, mens han var godt i gang med at skrive , at det dæmrede for ham, hvad han egentlig sad og skrev om.

- Dømmekraft har altid interesseret mig, siger han. – Det samme har oplysningen, oplysningens dialektik og alt dét der, men jeg havde aldrig tænkt på, at dømmekraft og oplysning hænger sammen. Pludselig slog det mig, at alle forestillinger om oplysning er afhængige af den lille brik eller det lille tandhjul, der hedder dømmekraft. Hvis den ikke fungerer, så er der ikke noget, der fungerer.

Den praktiske dømmekraft

Dømmekraft kan oversættes til at have sans for hovedsagen, mener han i dag, og den sans er vigtig overalt i samfundet. Dømmekraftens problem er ikke altid mangel på information, men snarere det modsatte, dvs. for meget information. – Man bliver ikke automatisk en bedre beslutningstager af at vide mere, siger han. Udfordringen ligger i at kunne isolere kernen, se perspektiverne og gøre det abstrakte konkret. - Du kan lave nok så mange planer, men det nytter ikke noget, hvis der ikke er nogen til at oversætte planerne til praksis.

Praksis er et ord, der jævnligt dukker op i litteratens filosofiske talestrøm. Dømmekraft er altid konkret, fastslår han imod alverdens idealister og ideologer, som ønsker at anvende et princip direkte i virkeligheden.

- At dømmekraft altid er konkret betyder, at den altid må forholde sig til de hensyn, der er til stede i en situation. Og som om det ikke var nok, så er der i mange sager en del kloge synsvinkler, som strider mod hinanden. Man kan også sige, at dømmekraft betyder, at der ikke findes noget svar på forhånd. Man slipper ikke for at skulle bruge den hver dag. Dømmekraft er det modsatte af fordomme.

Henrik Stampe Lund uddyber, at selv den mest banale hverdagssituation kan være utrolig kompliceret. Hvis man satte tiden i stå og studerede situationen på nært hold, så ville det vise sig, at den er nærmest uudtømmelig for information. Det er netop denne kompleksitet, litteraturen udnytter og iscenesætter. Alligevel mener han, at f.eks. et overfald på åben gade formentlig ikke er lige så indviklet som delikate politiske sager som f.eks. Muhammed-sagen, hvor der ifølge ham eksisterer mange berettigede hensyn. Ét er, hvad han selv måtte mene om sagen, noget andet er, hvad den bedste dømmekraft tilsiger. Og de to ting er ikke nødvendigvis identiske.

Den kollektive dømmekraft

Hermed antyder Henrik Stampe Lund, at dømmekraft i vid udstrækning er et kollektivt anliggende. Det er en fordel at dele viden, høre andres mening, tage imod rådgivning. Det betyder ifølge litteraten også, at demokratiet er bedst til at pleje den gode dømmekraft.

- Andres mening tvinger mig til at overveje, om jeg selv har ret, og modsat det totalitære regime ejer demokratiet evnen til at blive klogere. Det er jo den store force ved folkestyret: Der er ingen, som har ret i alt og i al evighed. Der er det særlige ved demokratiet, at det formår at rumme indre modsigelser, og at det tillader et flow af informationer, følelser og alt muligt nedefra, og det er alt sammen med til at kvalificere magten.

Det sidste hænger ifølge Henrik Stampe Lund sammen med, at en autonom magthaver simpelthen bliver dummere med tiden, og det ender med, at magthaveren ikke véd noget om virkeligheden.

- Tag nu bare lederne af de tidligere østeuropæiske diktaturer. Dér sad de i deres små parcelhuse og vidste ingen verdens ting om livet udenfor. Dér kan man tale om virkelighedsfortrængning.

Samtidig understreger Henrik Stampe Lund, at dømmekraft ikke blot er nedskrevet i lovene eller givet på forhånd via vores demokratiske institutioner. Disse skal til stadighed fortolkes. Som f.eks. juristerne gør. Lovene skal også forvaltes. Som nu bureaukraterne gør. Der er altid personer – med større eller mindre dømmekraft – bag loven.

- Min pointe er, at vi ikke har reddet os selv, bare fordi vi har lavet en ny lov. Vi skal hele tiden være opmærksomme på dømmekraftens evne til at oversætte det almene til noget specifikt. Regler kan ikke stå alene, og dømmekraft kan heller ikke stå alene. Men sammen kan de udrette mirakler.

Det er her, humanisten Henrik Stampe Lund møder retsvidenskaben, hvor hans synspunkt er, at specialister typisk er bedre end lægmand til at forvalte loven og udøve retfærdighed, fordi de tillader en vis menneskelig unøjagtighed. I stedet for at holde sig til lovens bogstav, fokuserer juristerne på lovens ånd og forbedrer dermed lovens retfærdighed.

- Psykologisk set er det fristende at sige øje for øje og tand for tand, men det kommer der dårlige og hævngerrige beslutninger ud af. I stedet må man lade nåde gå for ret. Jeg mener faktisk, at en civilisation er defineret ved at være i stand til at se igennem fingre med ting.

Klar, parat, omstil!

Henrik Stampe Lund er i sit essay også inde på, hvor vigtigt det er for moderne mennesker at kunne omstille sig til atter nye situationer. Det gør dømmekraften mere aktuel end nogensinde. Her genbruger han statsminister Jens Otto Krags berømte eller berygtede motto om, at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt – med den betingelse, at det nye standpunkt er mere oplyst end det forhenværende.

Han mener, at kompetencer er blevet lige så vigtige som kvalifikationer, fordi vores arbejdssituationer bliver stadig mere komplekse og krævende.

- Kvalifikationer er det, jeg har på mit eksamensbevis, dvs. det jeg kan i forvejen, når jeg træder ind i en jobsituation. Kompetencer derimod er min evne til at oversætte mine kvalifikationer til en konkret situation, og den oversættelse bliver mere efterspurgt dag for dag.

Han forklarer, at alle efterhånden skal kunne omstille sig til nye opgaver og roller nærmest dagligt, hvilket kræver god, praktisk dømmekraft. Og han vurderer, at dømmekraft bliver en stadig mere efterspurgt vare under tiltagende mere demokratiske, åbne og decentrale arbejdsformer.

- Det er og bliver i endnu højere grad et vigtigt konkurrenceparameter for virksomhederne, at deres medarbejdere er gode til at oversætte kvalifikationer til kompetencer, altså bruge deres kvalifikationer på en god måde.

Henrik Stampe Lund minder dog om, at dømmekraft ikke er lig med list eller det at være snedig. Dømmekraft ejer en etisk kvalitet, mener han, som bringer dømmekraften meget tættere på visdom end ren kalkulation. Dømmekraft stræber efter et etisk godt mål.

- Den gode dømmekraft er interesseret i at ville det gode, men med de rigtige midler. Mit essay er derfor også rettet mod kynikere eller dem, der blot er ude efter at lære sig den bedste list.

Frygt dig selv!

At dømmekraften i en vis forstand er kollektiv, indebærer for Henrik Stampe Lund, at man som menneske, leder eller chef holder sig selv i baggrunden. Man skal styre sin indbildskhed.

- God dømmekraft hænger sammen med, at man er i stand til at tæmme sig selv og gøre sig selv diplomatisk, selv om det er hamrende svært. Der er brug for en klog selvovervindelse.

Den gode leder skal med den britiske filosof Edmund Burkes påbud frygte sit indre og være bange for sin egen destruktive adfærd. Den gode leder udviser ydmyghed og gerne stoisk ro, ligesom vedkommende evner at lytte til det, man med et godt dansk ord kalder common sense i bestræbelsen på at forene fornuft og følelse.

Derfor bliver den ultimativt gode leder for Henrik Stampe Lund en person, der er i stand til at udviske sig selv, sådan at han eller hun bliver mægler eller medium for det, der sker. Dvs. en kraft, der får ting til at ske. Dét sikres efter hans mening bedst ved, at man viser ydmyghed. Han taler ligefrem om ydmyghed som dømmekraftens betingelse.

Bush og Aamund

Når Henrik Stampe Lund skal give eksempler på ledere med god dømmekraft, så fremhæver han den amerikanske præsident George Bush den Yngre og virksomhedslederen Asger Aamund – uden sammenligning i øvrigt.

Det, der efter litteratens mening gør Bush til et forbillede på god dømmekraft, er, at han synes at have erkendt, at han ikke er så klog endda. Derfor har han omgivet sig med nogle af nationens bedste hoveder uanset hudfarve og social baggrund.

- Bush er tydeligvis gået efter de mest estimerede og kvalificerede personer. Heri ligger også en indrømmelse og en åbning mod verden. Det er udtryk for god dømmekraft. Så kan man diskutere politikkens indhold, men strategien er forbilledlig.

Om Asger Aamund siger Henrik Stampe Lund, at han netop har understreget betydningen af, at ledere tør stå ved deres mangler og tvivl.

- Det forbillede, Aamund stiller op, er en leder, som tør være åben og indrømme sin egen begrænsning. En leder, der tør vise sine mangler frem, viser samtidig også sin selvtillid frem og har dermed mulighed for at opnå en autoritet, som en svag leder aldrig vil kunne få. At turde vise, at man leder efter et svar, som man endnu ikke har, er at være modig nok til at finde det gode og rigtige svar på en udfordring.

Blå bog: Henrik Stampe Lund (f. 1964), mag.art. og ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Forskningsadjunkt samme sted og kommentator ved bl.a. dagbladet Politiken. Har bidraget til antologier om demokrati, konservatisme og kønspolitik samt publiceret videnskabelige artikler i faglige tidsskrifter. Udgav sidste år debatbogen Det populære demokrati sammen med Peter Mogensen.