Marianne Jelved og Anders Fogh deler euro-mønter ud i City 2. Socialdemokraterne mobiliserer de 40.000 tillidsfolk. Kampagnen er reelt gået i gang. Hvor EU-debatten fra ‘72 var mellem højre og venstre side i dansk politik, har den groft sagt forvandlet sig til at være mellem OverDanmark og UnderDanmark, de der ser langt og de der ser nært. De mandlige erhvervsaktive og uddannede er for - de lavere uddannede og offentligt forsørgede fra smålandmænd til bistandsmodtagere og kvinder er imod.

Tre centrale kommunikationsmæssige spørgsmål er allerede rejst inden Nyrup overhovedet har offentliggjort Euro-afstemningens dato. Kommunikationsforskningen har bidraget til, at de spørgsmål kan besvares ret så entydigt.

1. Skal organisationerne slå sig sammen eller gøre det hver for sig?

Det er enkelt at bevare. Det er altid fornuftigt at koordinere indsatser, men befolkningen er ikke dum og en OverDanmark alliance vil let kunne forstærke modstanden. Derfor kan DI og CO-industri vel gå sammen om arbejdspladserne, men Nyrup og Fogh skal ikke danne markkerpar, hvad de nu nok heller aldrig ville. De har hver deres begrundelse for at anbefale euroen. Det er et spørgsmål om afsenders ethos, dens troværdighed - og et spørgsmål om ikke at bekræfte underDanmark i, at OverDanmark er en sammensværgelse mod dem, men bare en brydning af forskellige rationelle argumenter og interesser.

2. Skal man gå via opinionsdannere eller direkte til den enkelte?

Socialdemokratiet har valgt i kraft af sit fortræffelige netværk at satse alt på at påvirke de tillidsfolk som igen skal påvirke lønmodtagerne. Det er grundlæggende det helt rigtige. Hver socialdemokratiske organiserede må antages at påvrke mindst 10 personer yderligere - på arbejdspladser ofte mange flere. Betonlaget i S skal kende argumenterne for og imod, så de kan fungere i debatten og tør tage den på arbejdspladserne og i boligkvartererne. I den egentlige valgkamp kan man så lade medierne understøtte budskabet.

3. Skal man søge dialog eller propagandere?

Det er uhyre sjældent, at det fører til noget at skræmme. Det ægger langt snarere til modsigelse. Ikke desto mindre vælger fx DI det igen og igen, formentlig fordi industriens ledere gerne ser deres trusler om udflagning til Euroland m.v. ført agressivt frem. Men også den for tillrettelagte dialog rummer sine farer. I Socialdemokratiet er modstanderne selvsagt ikke meget for en "dialog" som forklædt monolog. Hvad vil Nyrup diskutere, når han har forelsket sig i Euroen, spørger de skeptiske. Selv om det er mod partitraditioner, så gør Socialdemokratiet - der har nøglen til valgresultatet - klogt i at give modstandernes argumenter ret stort spillerum og plads i debatten.

Vi vil i Kommunikationsforum følge de enkelte kampagneinitiativer. For mange andre kommunikationsmæssige spørgsmål vil dukke op.

Jesper Højberg, 06.10.99