Er du belieber eller directioner?

Det er nu, der skal vælges side. Kampen mellem Justin Bieber og One Direction om at være verdens mest populære idoler er ved at gå ind i sin afgørende fase.
One Direction eller Justin Bieber? Har du endnu ikke valgt side i dette væsentlige kulturspørgsmål, kan der kun være to forklaringer: Du er en dreng, eller også er du over 15. Alle, der ikke tilhører ovennævnte kategorier, har nemlig taget stilling og placeret sig et sted i konflikten. Enten på den ene eller den anden side – eller helt udenfor. Men det er jo også et valg. Der er ingen vej udenom.
 
One Direction eller Justin Bieber?
 
Andre kan måske synes, det er en latterlig konflikt, men hey, jorden har jo også engang været beboet af særlinge, der ikke kunne høre forskel på Elvis eller Cliff, på Beatles eller Stones, på Slade eller Sweet, Gasolin’ eller Shubidua, George Michael eller Michael Jackson. Tænk bare  – engang var der nogen, der mente, at det kunne være bedøvende lige meget!  
 
Men den slags musikalske og kulturelle analfabeter får som bekendt lov til at sejle i deres egen sø af uvidenhed om, hvad der er væsentligt i denne verden. Sådan har det altid været.    
 
Det er meget længe siden, Justin Bieber har vist sig på dansk grund
Man kan selvfølgelig også spørge på en anden måde: Hvad skal du den 16. juni næste år? Uanset om du er directioner eller belieber, vil du vide, at det er den dag, One Directions ”Where We Are Tour 2014” bringer dem til Parken i København. Turneen er opkaldt efter den britiske sangkvartets bog om sig selv, som for et par måneder siden skabte tumultagtige scener i og uden for den agtværdige gamle københavnske boghandel Arnold Busck i Købmagergade, da de unge briter var i byen en eftermiddag for at signere den.
 
Det korte besøg i forbindelse med bogudgivelsen, koncerten i Jyske Bank-Boxen i Herning i maj og den annoncerede koncert i Parken til sommer bringer i dansk sammenhæng One Direction foran Justin Bieber med flere hestehoveder. Især for de 14-årige forekommer det i sammenligning med One Direction, som om det er meget længe siden, at Justin Bieber har vist sig på dansk grund. Det var jo helt tilbage i april!
 
'Where we are'-bogen udkom den 27. August 2013 og skabte tumultagtige scener i og uden for den københavnske boghandel Arnold Busck, da de unge briter var i byen en eftermiddag for at signere den
 
Til gengæld kunne Vi Unge på sin hjemmeside så sent som forleden afsløre, at den pige, Justin Bieber var blevet set med på toppen af hotel Phoenix sidste år, var den danske fotomodel Amalie Schou, og hvad de lavede der, var noget så ærbart som en optagelse til en reklamefilm for Justin Biebers parfume ”The Key”. På den anden side blev One Direction så sent som i sidste uge vinder af afstemningen om at være ”MTV's hottest summer super star”. Og nummer to? Jo, det blev såmænd Justin Bieber, hvis danske fans dog i mellemtiden havde fået en vis oprejsning, da ”beliebers” ved The Voice 13-koncerten i Tivoli løb med prisen for at være årets fedeste fans.
 
Et overblik
Sådan bølger kampen frem og tilbage, og i det følgende er nogle centrale holdepunkter for os, der har svært ved at høre forskel på de to internationale tween-fænomener. Et fingerpeg kan dog være, at man som regel kan høre flere stemmer i en One Direction-sang.
 
Justin Bieber er canadier, 19 år, og slog igennem for fem år siden gennem YouTube. One Directions medlemmer er englændere, i gennemsnit to-tre år yngre end Justin Bieber og slog igennem for tre år siden efter at være blevet nummer tre i britisk X Factor.
 
Justin Bieber kan spille guitar. Kun to af medlemmerne i One Direction behersker et musikinstrument.
 
Justin Bieber går i jeans med hængerøv og hættetrøje, mens One Direction trives bedst i pullovere og stramme bukser.
 
Fra sit hotelværelse i Toronto spyttede Justin Bieber sidste år efter sine fans. Det er utænkeligt, at Harry, Niall, Louis, Zayn eller Liam kunne finde på sådan noget.
 
Justin spyttede direkte ned på sine egne fans fra balkonen på hans hotel i Toronto
 
På samme måde har der også været historier fremme, hvor Bieber er blevet sat i forbindelse med pot og alkohol. Nu er One Direction jo også nogle år yngre end Bieber, og som Liam sagde til Hollywood lige ved lanceringen af 2014-turneen: "Til den tid vil vi alle være gamle nok til at gå i byen efter koncerterne. Så det bliver en helt anderledes turne end sidste år".
 
Justin Bieber bruger penge på pot og fester og har også købt en abe. Harry fra One Direction har købt pizzaer til hjemløse, og Zayn har købt et hus til sin familie.
 
Justin Bieber skriver sine egne sange. I hvert fald nogle af dem. Det gør One Direction ikke.
 
Justin Bieber bærer smykker. Det gør One Direction næsten ikke.
 
Justin Bieber har tatoveringer. De har de fleste medlemmer af One Direction nu også.
 
Justin Bieber blev opdaget via YouTube. One Direction blev skabt af X Factor.
 
Et håb om forsoning
Ifølge iagttagere er der flere beliebers, der bliver directioners, end der er directioners, der bliver beliebers. På video-sitet Vevo kunne det forleden konstateres, at One Direction med deres nye video til nummeret ”Live While We're Young” havde overhalet Justin Biebers ”Boyfriend” med hensyn til antal af visninger: One Directions var blevet set 8,24 millioner gange, mens Biebers lå og rodede nede ved de 8 millioner visninger.
 
Meget tyder på, at One Direction i disse måneder har overtaget og er ved at vælte Bieber af tronen. Men Justin Bieber har ikke tænkt sig at give op lige med det første.
 
Er One Direction ved at overtage og vælte Bieber af tronen?
 
Som han udtrykte det forleden til et britisk magasin: "Jeg kan slå alle fra One Direction – altså, de er jo fem, så jeg kan ikke slå dem på en gang. Men hvis vi skulle slås en mod en, ville jeg kunne slå dem alle sammen".
 
Lad os nu ikke håbe, at det kommer dertil. En dansk pige postede forleden på www.olivianet.dk denne hjertegribende opfordring til fred og fordragelighed:
 
"Ikke for noget men ...
 
Til jer der hader 1D:
 
Det er helt okay at have jeres egen menning. Jeg kender en masse beliebers. Men jeg kender også mange directioners. De bliver jo kede af det hver gang nogen siger: "Ej hvor er 1D bare dårlige” eller ”1D er megaklamme" eller noget i den stil. Mange directioners bliver kede af det. Og ikke mindst Harry, Zayn, Liam, Louis og Niall. De er alle fem drenge med følelser og med et hjerte, der kan blive knust når som helst! Så efter min mening skulle I respektere andres idoler!
 
Og til jer der hader JB:
Man bliver ked af at høre på alle, der hader 1D. Jeg er selv directioner
og kender godt følesen af, at alle hader en, selvom det kun er ens idol
de hader. Alle beliebers siger grimme og onde ting om Selena Gomez, og hende er jeg også fan af. Men i stedet for at svine JB til, kunne I måske sige jeres mening på en mindre hår måde!"
 
Indlægget er lagt op på Olivianet under navnet Selena 0296.
 
P.S. Selena Gomez er Justin Biebers kæreste.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også