Kæmpe skideballe til Metroselskabet
Hvad sker der, når man larmer, roder og skaber kaos i hverdagen uden at åbne op for dialog med de involverede? Så får man en skideballe. Værsgo Metroselskab, her er den.
Kære Metroselskab
Vi skal nok blive gode venner igen. Når først det hele kører, og vi kommer fra Nørrebro til Gammel Strand på et splitsekund, så elsker vi jer igen. Men lige nu er vi altså godt trætte af jer.
Nu skriver jeg vi. Det mener jeg egentlig ikke. For jeg har altid elsket jer. Jeg er født og opvokset i København – og jeg kan tydeligt huske byen, før I kom til. Nedslidt, forarmet og utrolig langsom. Så kom I. Med jeres storbymanerer og effektivitet skabte I mange af de nye bydele, hvor vi bor i dag. Forandrede Bryggen, gjorde Amager fri af overfyldte S-busser og forvandlede lufthavnen til nærmiljø. Tak for det!
Men den man elsker, tugter man – og I trænger til en skideballe. Hvordan kan I tage hele byens kærlighed og forvandle den til had? På papiret er der jo ikke dét, københavnerne ikke vil finde sig i fra jeres side. Byggerod, larm, støv og trafikkaos. Vi æder det hele, for vi ved, hvad I har gjort for os. Men vi vil tales ordentligt til – og vi vil ikke finde os i, at I tager vores kærlighed for givet.
Og det er dér, det er gået galt. I er druknet i jeres egen førerløse selvfedme og har glemt at kommunikere med ydmyghed. Jovist, I prøver at indgå i borgerdialog. Men I gør det uden det, der er essentielt for en frugtbar dialog: Et oprigtigt ønske om at lytte respektfuldt. Som når I med påtaget kækhed inviterer københavnerne til selv at ”opleve”, hvordan det er at bo i en støjplaget lejlighed. Hvad vil I opnå med det? Udstille de klagende naboer som klynkehoveder? Eller måske bare reducere situationen til et hyggeligt weekendarrangement på Politikens Ibyen-sider? Hvis I virkelig gerne vil afhjælpe problemerne, handler det ikke om mediestunts og sporadisk aflad, men om et oprigtigt ønske om at skabe en bedre hverdag for de berørte. Ikke om seks år – men i dag.
På mig virker det som om, I tænker, at borgerne alligevel aldrig bliver tilfredse. At ligegyldigt hvad I gør, vil der være brok. For hvem kan forstå det store billede, når hverdagen gør ondt? Det kan borgerne faktisk godt. I en tid hvor hjulene står stille, kan de fleste godt se, at byggerod er godt. Ikke kun for os selv, men for hele samfundet. Det kræver dog, at I engang imellem finder tid til at gå i dialog om det. For alvor.
Kære Metroselskab. Vi ved alle, at kærligheden mellem os nok igen en dag skal blomstre. Men det bliver godt nok nogle lange år, hvis I ikke bare engang imellem fortæller os om jeres drømme, visioner – og at I faktisk også holder af os. Og respekterer os.
Vi skal nok blive gode venner igen. Når først det hele kører, og vi kommer fra Nørrebro til Gammel Strand på et splitsekund, så elsker vi jer igen. Men lige nu er vi altså godt trætte af jer.
Nu skriver jeg vi. Det mener jeg egentlig ikke. For jeg har altid elsket jer. Jeg er født og opvokset i København – og jeg kan tydeligt huske byen, før I kom til. Nedslidt, forarmet og utrolig langsom. Så kom I. Med jeres storbymanerer og effektivitet skabte I mange af de nye bydele, hvor vi bor i dag. Forandrede Bryggen, gjorde Amager fri af overfyldte S-busser og forvandlede lufthavnen til nærmiljø. Tak for det!
Men den man elsker, tugter man – og I trænger til en skideballe. Hvordan kan I tage hele byens kærlighed og forvandle den til had? På papiret er der jo ikke dét, københavnerne ikke vil finde sig i fra jeres side. Byggerod, larm, støv og trafikkaos. Vi æder det hele, for vi ved, hvad I har gjort for os. Men vi vil tales ordentligt til – og vi vil ikke finde os i, at I tager vores kærlighed for givet.
Og det er dér, det er gået galt. I er druknet i jeres egen førerløse selvfedme og har glemt at kommunikere med ydmyghed. Jovist, I prøver at indgå i borgerdialog. Men I gør det uden det, der er essentielt for en frugtbar dialog: Et oprigtigt ønske om at lytte respektfuldt. Som når I med påtaget kækhed inviterer københavnerne til selv at ”opleve”, hvordan det er at bo i en støjplaget lejlighed. Hvad vil I opnå med det? Udstille de klagende naboer som klynkehoveder? Eller måske bare reducere situationen til et hyggeligt weekendarrangement på Politikens Ibyen-sider? Hvis I virkelig gerne vil afhjælpe problemerne, handler det ikke om mediestunts og sporadisk aflad, men om et oprigtigt ønske om at skabe en bedre hverdag for de berørte. Ikke om seks år – men i dag.
På mig virker det som om, I tænker, at borgerne alligevel aldrig bliver tilfredse. At ligegyldigt hvad I gør, vil der være brok. For hvem kan forstå det store billede, når hverdagen gør ondt? Det kan borgerne faktisk godt. I en tid hvor hjulene står stille, kan de fleste godt se, at byggerod er godt. Ikke kun for os selv, men for hele samfundet. Det kræver dog, at I engang imellem finder tid til at gå i dialog om det. For alvor.
Kære Metroselskab. Vi ved alle, at kærligheden mellem os nok igen en dag skal blomstre. Men det bliver godt nok nogle lange år, hvis I ikke bare engang imellem fortæller os om jeres drømme, visioner – og at I faktisk også holder af os. Og respekterer os.
