Om Vores mødre, vores fædre
Den tyske hjerteknuser

Skrevet af
I påsken tog den Tyskland med storm. I pinsen var det danskernes tur. Den tyske miniserie, "Vores mødre, vores fædre" går tæt på 5 unge berlinske venner under 2. verdenskrig: en jødisk skrædder, en sygeplejerske, en sangerinde og to soldater. Man ser deres drømme blive knust og identificerer sig med dem. Og det har vakt debatten om den tyske skyld og verdens fælles katastrofehistorie til live igen.
Den tyske tv-føljeton i tre dele, Unsere Mütter, unsere Väter er et historisk tv-drama om tyskerne og 2. verdenskrig. Det er ikke første gang, tyskerne tager stilling til denne del af deres og verdens fælles katastrofehistorie i det 20. århundredes første halvdel. Så hvorfor har den påkaldt sig så stor opmærksomhed?'
 
Det er der flere gode grunde til. For det første var den et seermæssigt hit. For det andet betegnede den med sin nærgående æstetik en ”amerikansk” måde at tilnærme sig tysk historie på. Og for det tredje udløste den i Tyskland en erindringsvirksomhed og offentlig diskussion af omfattende dimensioner.
 
En sidste fejring af venskabet, før krigen splitter gruppen, der har holdt sammen siden de var børn. Deres portrætter leverer et bud almindelige almindelige, unge tyskeres reaktion på og deltagelse i 2. verdenskrig, som ellers har manglet. Foto: ZDF
 
Menneskeliggørelse som strategi i tysk film
Den første tyske film om sammenbruddet var Wolfgang Staudtes Die Mörder unter uns (1946) – en desillusioneret film optaget i Berlins ruiner, der kritisk peger på, at mange nazister fortsatte som embedsmænd og forvaltere af genopbygningen. Men frem til 1980’erne var der kun få filmiske bidrag til historieskrivningen fra tysk side, både i Øst- og Vesttyskland. I 1981 kom Wolfgang Petersens Das Boot. Uden de store, ideologiske armsving fokuserede den på kollektivet på en tysk ubåd, på en måde som både tyskerne og deres tidligere fjender kunne identificere sig med. I fokus stod det nødvendige sammenhold, kammeratskabet, mens fjenden var abstrakt. I 1984 kom Edgar Reitz’ banebrydende tv-føljeton Heimat, der gennem sin kombination af nedslag i det individuelle liv og det kollektive satte en ny standard for tysk selvforståelse.
 
Det er første gang siden Heimat (1884), at en tv-produktion udløser så omfattende erindringsvirksomhed og diskussion i offentligheden, både ude og hjemme. Unsere Mütter, unsere Väter dominerede fuldstændig den tyske tv-sening og mediedebat i påsken 2013
 
Fra omkring årtusindskiftet gik det stærkt. Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004) betegnede et gennembrud for et tysk gensyn med historien om 2. verdenskrig set fra hjemmefronten. Samme år kom Dennis Gansels Napola – Elite für den Führer (2004), der gjorde det kunststykke at skabe forståelse og sympati for en af regimets medløbere, der ganske vist gjorde op med eliteskolens ideologi og tvangsmekanismer til sidst.
 
Flere fremragende film fulgte, f.eks. Mark Rothemunds Sophie Scholl (2005), Stefan Ruzowitzkys Die Fälscher (2007), Günther Rohrbachs Eine Frau in Berlin (2008) og den australske Kate Shortlands tysk producerede Lore (2012). Med undtagelse af Die Fälscher er det karakteristisk for alle disse film, at de fokuserer på det enkelte individ, dets valgmuligheder og deres konsekvenser. De handler om det moralske dilemma, nazismen uophørligt satte individet i.
 
Wilhem og Friedhelm siger farvel til deres mor, før de tager til Østfronten. I deres historie ser vi tabet af troen på ideologien, hvor de i stedet kæmper for deres kammerater. Og det er helt utrolig gribende. Foto: ZDF
 
Historiefortolkningen i tysk film leverer således bud på en vis menneskeliggørelse af nazister, spændende fra Hitler selv (Der Untergang), nazisternes børn (Lore) til medløbere (Napola) – en menneskeliggørelse, der fremmer forståelse frem for mekanisk afstandtagen. Og den sætter fokus på den modstandskamp, der trods alle repressalier fandt sted i Tyskland (Sophie Scholl og Die Fälscher). Men en mere omfattende analyse af almindelige, unge tyskeres reaktion på og deltagelse i 2. verdenskrig, som den Unsere Mütter, unsere Väter leverer, har manglet. 
 
Det er da også første gang siden Heimat, at en tv-produktion udløser så omfattende erindringsvirksomhed og diskussion i offentligheden, både ude og hjemme. Unsere Mütter, unsere Väter dominerede fuldstændig den tyske tv-sening og mediedebat i påsken 2013, hvor den blev sendt på ZDF, og debatten bredte sig også til andre lande.
 
Hvorfor denne optagethed af Unsere Mütter, unsere Väter? Hvordan adskiller den sig fra de mange andre produktioner om 2. verdenskrig – film og tv-serier – der som nævnt især siden årtusindskiftet er produceret i Tyskland?
 
Charlotte, som havde glædet sig til at støtte den stolte sag som sygeplejerske, skal hurtigt træffe moralske valg, hun har svært ved at leve med bagefter. Men vi tilgiver hende, for vi kan se, at hun er et godt menneske. Det er en af forklaringerne på, at serien rejste spørgsmål om seriens bidrag til den tyske selvforståelse: Er de unge for positivt fremstillede, for nemme at identificere sig med? Giver det i virkeligheden tilgivelse til en skyldig generation gennem sin menneskeliggørelse af deres lidelser? Foto: ZDF
 
For nem at identificere sig med?
For det første opnåede Unsere Mütter, unsere Väter et publikumsmæssigt gennemslag dokumenteret af usædvanligt høje seertal. Ifølge Süddeutsche.de så over syv millioner tyskere med, heraf 14.5 procent under 50 år, hvilket er bemærkelsesværdigt, for unge ser ikke så meget fjernsyn. Historiefortolkningen i føljetonen havde altså appel til forskellige generationer, og dette blev bemærket i udlandet. I Danmark kommenterede Jyllands-Posten den tyske ”Vergangenheitsbewältigung” positivt den 23.3.2013, og Information fortsatte debatten den 2.4.2013. I Danmark blev Vores mødre, vores fædre sendt på DR 2 i pinsen. Ifølge TNS Gallup fulgte 150.000 seere den.
 
De personlige heltehistorer kender vi mest fra sejrherrernes side, hvor nazisterne fremstilles som de ultimativt onde. Fx i den kontrafaktiske historieskrivning i Inglourious Basterds, hvor en heltemodig og hævngerrig jødinde slår alle nazisterne ihjel. Men i Vores mødre, vores fædre er der også helte på den forkerte side. Foto: fra Inglourious Basterds
 
For det andet satte Unsere Mütter, unsere Väter fokus på den almindelige tyskers rolle i og opfattelse af 2. verdenskrig med betoning af begge køn. Den kender vi jo ellers mest fra sejrherrernes historie. I engelske og amerikanske historiske film har billedet af nazismen som inkarnationen af absolut ondskab været enerådende i film om 2. verdenskrig. Det er også blevet udnyttet i fænomenet nazisploitation (som f.eks. Hunulven Ilse, 1975), og det har været genstand for kontrafaktisk historieskrivning (som i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds, 2009). Og, øh, er det da ikke med rette, at nazismen har spillet og fortsat spiller rollen som uimodsagt prügelknabe? Jo, men netop på den baggrund er det uhyre interessant at få en fortolkning af, hvordan nazismen og krigen fremstod for hovedparten af den tyske befolkning i årene 1941-45 – den periode, tv-føljetonen dækker.
 
Og for det tredje udløste dette historiske tv-drama en offentlig debat af imponerende omfang. Den erindringsfunktion, som historiske film og tv-serier kan udløse, trådte i karakter. Den ældste generation stod frem med hidtil fortiede eller undertrykte oplysninger og erindringer, de yngre generationer stillede pinlige spørgsmål, og vandene delte sig for og imod føljetonens historiefremstilling. Var de unge for positivt fremstillede, for nemme at identificere sig med? Gav dette stykke tv-drama, der tog udgangspunkt i fem almindelige, unge tyskeres liv under 2. verdenskrig, i virkeligheden absolution til en skyldig generation gennem sin menneskeliggørelse af deres lidelser? Var det overbevisende eller usandsynligt, at de alle fem nåede frem til at forholde sig kritisk til krigen og den nazisme, der var skyld i den?
 
Friedhelm har fra starten stillet spørgsmålstegn ved krigens retfærdiggørelse, men viser sig alligevel at være i stand til at kæmpe indædt for sin egen og kammeraternes overlevelse. Foto: ZDF
 
Hvis mødre og fædre?
Titlen Unsere Mütter, unsere Väter lægger unægtelig op til en tænkning i generationer. Hvis mødre og fædre drejer det sig om i 2013 – 68 år efter, at 2. verdenskrig sluttede? Ja, rigtigt, det drejer sig om 1968-generationens mødrene og fædrene ophav. Men de skuespillere, der fremstiller de vordende mødre og fædre i tv-føljetonens fiktion, er allerede næste generation, altså børnebørnene. Og det er sikkert symptomatisk. For 68-generationen drejede det sig om at distancere sig så meget som muligt fra forældregenerationen, som man hverken ville kendes ved eller forstå. For børnebørnene drejer det sig i højere grad om at begribe, hvad forhistorien egentlig gik ud på – nu er der så stor tidsmæssig distance, at det ikke gør helt så ondt som tidligere.
 
I sin artikel ”Vom Fragestellen und Zuhören” slår Kia Vahland i Süddeutsche Zeitung den 20.3.2013 ned på netop dette forhold: ”Generelle bebrejdelser hjælper ikke, diffuse stedfortræderskyldfølelser i forhold til sine egne forældre eller bedsteforældre heller ikke.” Tyskerne er i en situation, hvor ”die Täterkinder”, altså gerningsmændenes børn, er ved at være pensioneret – og hvor det er sidste chance for at ”søge djævelen i detaljen”.
 
Under overskriften ”Kriegserinnerungen” kommenterer krigsveteranen Johannes Werner Günther (95 år) gangen i efterkrigstidens bearbejdning af krigserfaringerne. Lige efter krigen var den almindelige tysker travlt optaget af genopbygningen, og det var tavshed, der dominerede i forhold til fortiden:
”Mindst til op i 1960’erne kunne jeg ikke fortælle noget. Slet ingenting. Det har gjort så ondt. Så gik det langsomt [over], men så var der ingen, der interesserede sig for det. Heller ikke min datter og svigersøn. De ville ikke vide noget.” Ingen kunne holde ud at tale om det i familien; tavsheden var overlevelsesstrategien. Samtidig bekræfter Günthers erindringer i store træk, at tyskerne vidste, hvad der skete og billigede det. Som han siger: ”Alle har vidst, at jøderne blev forfulgt. Det stod jo overalt. ”Jøder er uønskede”.”
 
Grethe er kærerster med en jøde og tror, at hun både kan hjælpe ham og fremme sin engen karriere ved at indynde sig hos nazisterne. I virkelighden var tyskerne i store træk enige om, at jøder var uønskede, siger krigsveteranen Johannes Werner Günther (95 år).  Foto: ZDF
 
Det er aldrig forbi
Frankfurter Allgemeine Zeitung har under overskriften ”Es ist nie vorbei” på sin netavis bragt en samtale mellem Nico Hofmann og en række yngre journalister. Det fremgår heraf, at der også ligger personlige historier og dokumenter bag producenten Nico Hofmanns historiebearbejdning – hans fars krigsdagbøger og hans mors dagbøger fra efterkrigstiden, hvor hun som tidligere medlem af Bund Deutscher Mädchen blev ved med at beklage det tyske sammenbrud og Hitlers bortgang.
 
Nico Hofmann formulerer i den forbindelse en generel erfaring om den amerikansk dominerede historiefremstilling: ”Hele det tyske historiebillede er imidlertid også på forhånd blevet formuleret af amerikanske værker. Tiltrækningen i vores film er for mig baseret på min fars fortællinger, på hans erfaring med magten, og på hvad magten gjorde ved ham og hans generation. Denne generation har slået ihjel, hyppigt.”
 
Steven Spielbergs Saving Private Ryan og Band of Brothers er blevet fortolket som ideelle historiske film, bl.a. af Robert Burgoyne i The Hollywood Historical Film (2008), fordi de inddrager krigsveteraners erfaringer og udsagn. Men samtidig fortolker de entydigt 2. verdenskrig som en krig til forsvar for civilisationen, som den måske sidste ”gode” krig, der havde et entydigt formål. På baggrund af nazismens ideologi og praksis er det en nærliggende fortolkning, der har domineret adskillige filmiske fremstillinger. Problemet er blot, at disse film gerne ender som en moraliserende og konservativ hyldest til ”den største generation”, den generation, der udkæmpede 2. verdenskrig, mens modstanderne – tyskerne og japanerne – dæmoniseres.
 

Unsere Mütter, unsere Väter følger udviklingen både i Berlin og ved Østfronten, det værste sted af dem alle. Det er modigt af Hofmann at vælge netop Østfronten, som ellers ikke har figureret i tyske film. Relationen mellem ude og hjemme registreres løbende i underteksterne, der meddeler stedernes beliggenhed, målt på hvor langt der er til Berlin. Foto: ZDF
 
At være tysker under 2. verdenskrig
Det, Nico Hofmann og hans hold fokuserer på i Unsere Mütter, unsere Väter, er at formidle, hvordan det var at være tysker under 2. verdenskrig. Samme ambition havde som sagt Heimat. Men hvor Heimat lagde størst vægt på hjemmefronten i en skånselsløs afsløring af dens mekanismer i Hunsrück og omegn, følger vi i Unsere Mütter, unsere Väter udviklingen både ude og hjemme, både i Berlin og ved Østfronten, det værste sted af dem alle. Det er modigt af Hofmann at vælge netop Østfronten, som ellers ikke har figureret i tyske film. Relationen mellem ude og hjemme registreres løbende i underteksterne, der meddeler stedernes beliggenhed, målt på hvor langt der er til Berlin. Alene dette lille træk er sigende for stedsbevidstheden i Unsere Mütter, unsere Väter.
 
Æstetisk forener Unsere Mütter, unsere Väter nedslaget i de enkelte individer – Charlotte, Wilhelm, Greta, Viktor og Friedhelm – med den kollektive sammenhæng, krigen og nazismen udgør. På den måde løfter den arven fra Heimat. Samtidig anvender den en Steven Spielberg’sk filmæstetik til at belyse virkningerne, hvad enten det drejer sig om pludselig død ved Østfronten, hjerteskærende henrettelser af civile, eller det intrikate forhold mellem den smukke sangerinde Greta del Torre og hendes elsker SS-Sturmbannführer Dorn. Det drejer sig om den konsekvent gennemførte klipning, der i bedste montagetradition modstiller ude- og hjemmesekvenser, front- og nærfront. Ligeledes om de mange close-ups fra ansigter nede i mudderet, vekslende mellem overbliksbilleder af hele landskabet eller skoven, der på skift giver en stemning af uvirkelighed og normalitet.
 
Den jødiske Viktor, Gretes elskede, lykkes det at flygte fra en kreaturvogn, der skal bringe ham til en KZ-lejr. Han bliver optaget bandt polske partisaner, blot for at opdage, at de er lige så fulde af had til jøder som tyskerne. Foto: ZDF
 
Konklusionen er, at det var en lang, udstrakt lidelse at være tysker under 2. verdenskrig. At man gik fra at tro på regimet til at tvivle – og at de fleste, i hvert fald dem på Østfronten, udmærket vidste, hvor det bar hen efter nederlaget ved Stalingrad i 1943. Det menneskelige billede af fjenden hænger sammen med den erkendelse, der udmønter sig på forskellig vis for Charlotte, Wilhelm, Greta, Viktor og Friedhelm, der alle desillusioneres.
 
Charlotte deltager som sygeplejerske bag fronten mod øst; hun forråder en kvindelig jødisk læge og dermed sin egen menneskelighed. Brødrene Wilhelm og Friedhelm konkurrerer om faderens gunst og går på hver sin måde på kompromis med deres menneskelighed. Wilhelm bliver vidne til SS’s overgreb mod civile og tvinges selv til at likvidere en sovjetisk politikommissær. Friedhelm må tilsvarende parere ordre og udvikler sig til den ideelle, afstumpede, maskinelle soldat, der selv søger tilbage til fronten efter at være blevet såret og til sidst selv søger døden frem for at kapitulere. Da Greta gør oprør mod sin SS-beskytter og – efter et besøg på Østfronten som sangerinde – reagerer med at sige sandheden om situationen, sættes hun i fængsel og henrettes kort før kapitulationen: ”Troede De, at vi havde glemt Dem?” Og den jødiske Viktor, Gretes elskede, lykkes det at flygte fra en kreaturvogn, der skal bringe ham til en KZ-lejr. Han bliver optaget bandt polske partisaner, blot for at opdage, at de er lige så fulde af had til jøder som tyskerne.
 
Desillusioneringsprocessen virker overbevisende i sammenhæng med den fremstilling af vold, overgreb og meningsløshed, der dominerer tv-føljetonen. Om den var almindeligt udbredt i Tyskland og blandt de tyskere, der kæmpede rundt omkring i verden, er et andet spørgsmål. Attentatet på Hitler d. 20. juli 1944 kunne tyde på, at i hvert fald nogle, også i inderkredsen, var kommet til samme erkendelse.
 
Da Greta gør oprør mod sin SS-beskytter og – efter et besøg på Østfronten som sangerinde – reagerer med at sige sandheden om situationen, sættes hun i fængsel og henrettes kort før kapitulationen: ”Troede De, at vi havde glemt Dem?” Foto: ZDF
 
Spielberg-strategien
Tilbage står blot at konstatere, at de tyske producenter har lært en hel del af den amerikanske historieformidlingsstrategi, af Steven Spielbergs trækken på krigsveteraners erfaringer og oplevelser af konkrete episoder, af hans æstetiske dyk ned i øjenhøjde med de allierede, der gik i land i Normandiet i 1944 og af hans dramaturgi, der både fokuserer på det individuelle og kollektivet. Med Unsere Mütter, unsere Väter er tysk historiefremstilling kommet på omgangshøjde med den amerikanske, og debatten og aktiveringen af erindringsfunktionen viser, at det virker. Unsere Mütter, unsere Väter er et bud på en tysk udgave af "den største generation" – en generation, man ikke kan komme uden om.
 
Viktor, Wilhelm, Charlotte, Friedhelm og Grethe tager et billede af gruppen, så de alle kan mindes deres sidste aften, før krigen spreder dem for alle vinde. Kun tre af dem overlever krigen. Men seeren har hele tiden ønsket dem alle det bedste, som man jo gør, når man lærer menneskene bag at kende. Foto: ZDF
 
Unsere Mütter, unsere Väter, ZDF, påske 2013; DR 2 pinse 2013.  
 
Spiegel online om seriens appel (på engelsk)
Om miniserien på IMDB
 
 

Giv din stemme

27 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

61 JOB

Digital manager

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kreativ kommunikatør til kampagner

Frist: 17. november

Visuel kommunikatør

Frist: 19. november kl. 12.00

Studentermedhjælper

Frist: 20. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.