Tidligere bragt i januar 1999

I følge den store, tyske sociolog Max Weber var det særlige ved calvinisterne deres livsstil. Dermed mente Weber, at calvinisterne levede et liv, der var helt igennem systematisk og helt igennem indrettet på et eneste spørgsmål: sjælens frelse. I følge calvinisternes tolkning af kristendommen kunne mennesket ikke selv gøre noget for sin frelse. Men gennem et nøjsomt og gudfrygtigt liv kunne det måske være så heldigt at få et tegn fra Vorherre på, at det var frelst. ‘Livsstil’ betød for Weber med andre ord en systematisering af livsførelsen, så den i et og alt gennemsyres af et enkelt - eller ganske få - principper.

For den moderne sociolog betyder arbejdet med livsstil stadig arbejdet med at beskrive og forklare de principper, der fører til en systematisering af tilværelsen. Hvad enten det er ‘de tænkende klassers’ bestandige optagethed af ‘dybde’, ‘essens’ og ‘væsen’ eller ‘de handlende klassers’ lige så bestandige optagethed af overensstemmelse; bedst fastholdt i tommelfingerreglen ‘det ene skal svare til det andet’. Eller det drejer sig om ‘de tænkende klassers’ forestilling om, at ting skal gøres ‘på den rette måde’ over for ‘de handlende klassers’ forestilling om, at ting skal gøres ‘i rette tid’.

Det faktum, at ingen ved lov er forpligtet til at tænke hverken i baner af essenser eller i baner af korrespondancer, må ikke forlede nogen til at tro, at det er tilfældigt, hvem der tænker hvordan. Hvis man gider undersøge sin omverden med sanserne vil man nemlig hurtigt opdage, at man skal være mere end almindeligt heldig for at møde forretningsmænd, der interesserer sig for selve tænkningens proces, ligesom det kræver stort held at møde fx. en professor, der køber en stor bil og en masse smart tøj for at sætte sig i respekt blandt sine kolleger. Dygtige forretningsfolk er altid intelligente, men stort set aldrig intellektuelle. Og alle professorer er stærkt optaget af respekt, men vejen går praktisk taget aldrig over materielle anskaffelser.

Disse to eksempler er de mest banale, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, men der findes mange flere. Skønt alle kan gøre alt, indskrænker de fleste frivilligt deres repertoire drastisk. Billedkunstnere klæder sig af en eller anden grund altid som enten bulgarske trækkerdrenge eller bedemænd. Ikke noget med respektabilitet eller livsglæde her. I alle akademikerhjem hænger en PH-lampe. På alle reklamebureauer er receptionen ‘sjov og anderledes’ på den samme måde. Og så videre og så videre. For ikke så længe siden talte jeg med en politiker om 1.maj-møder. Han sagde, at han ved fællesarrangementer altid med usvigelig sikkerhed kunne kende SF-bordene fra de socialdemokratiske borde. Og mellem os sagt: Denne evne til at skelne mellem partierne på grundlag af deres påklædning er veludviklet hos langt de fleste.

Alt dette kunne være såre godt, men temmelig perspektivløst, hvis det ikke var for en bestemt ting. Livsstilen er ikke blot halvt ubevidste valg og fravalg. Livsstilen er først og fremmest en moral og en utopi. Enhver livsstil er et moralsk univers, hvor det ikke gælder om ‘sort versus ikke-sort’; ‘PH-lamper versus IKEA-lamper’; ‘økologisk versus ikke-økologisk. Hvad det derimod gælder om for enhver livsstil, er at gøre det rigtige frem for at gøre det forkerte. De fysiske objekter, der kendetegner livsstilen (joggingtøjet; slipsenålen; ravsmykkerne) er derfor meget mere end statusmarkører. For den, der bærer objekterne (og for hans og hendes ligesindede) er de vidnesbyrd om, at vedkommende går den rette vej og lever op til de krav, det lokale fællesskab stiller. Den, der ikke bærer det rette ornat (fx. den småborgerligt klædte kunstner), er en rede-skider og brønd-pisser, som fællesskabet gør ret i at slå hånden af. Samtidig er livsstilen en utopi. Ethvert konkret udtryk for en livsstil er et forvarsel om det gode liv; den måde, tingene altid burde være. Det konkrete biblioteksbesøg varsler således den dag, hvor alle vil gå på biblioteket og alt vil være godt.

Hvad kan alt dette bruges til i praksis? Efter min opfattelse mange, gode ting. Helt grundlæggende betyder analysen af livsstil en indsigt i, at ens egen måde at gøre tingene på, ikke har en særligt ophøjet status. Det kan godt være, at jeg foretrækker luksus, blot den ikke er prangende. Det er ikke den rigtige måde at gøre tingene på. Men bare en måde blandt så mange andre måder. Dernæst forklarer analysen af livsstil en række ting, der ellers ville være ganske uforklarlige. Som fx. at skuffede Nyrup-vælgere går til Anders Fogh, hvis eneste fortjeneste i forhold til efterlønnen er en klar udmelding om, at den burde afskaffes.

Men først og fremmest forklarer analysen af livsstil, hvorfor samfundet er så stabilt. Senest har aviserne bragt historier om den sociale mobilitet i Danmark. Eller rettere: manglen på samme. Skønt det i hele efterkrigstiden har været officiel dansk politik at fremme den sociale mobilitet gennem uddannelsessystemet, er der ikke sket synderligt. Naturligvis er der mere end en grund til, at det er mislykkedes, men en af de meget væsentlige er netop livsstilen.

Alle livsstile er små, moralske og utopiske systemer. At være socialt mobil er derfor meget mere end at tilegne sig bestemte færdigheder. Det er også at tilegne sig hele det moralske og utopiske univers, der følger med at være tandlæge; fysioterapeut eller mekaniker. Alle de forestillinger om påklædning; sømmelig optræden; acceptable og uacceptable midler til at fremme sine interesser, der hører til et bestemt erhverv og en bestemt stilling i samfundet. Analysen af livsstil viser således, at den, der ønsker at være ‘mønsterbryder’ står i et ubehageligt dilemma. Hvis man ikke i et og alt tilpasser sig den nye livsstil, vil man blive frosset ud. Og hvis man gør det, slår man hånden af sine forældre, søskende, venner og bekendte. At være gravid og at have en livsstil er noget, man ikke gøre halvt. Og begge dele er en alvorlig sag.

Artiklen er bragt i Politiken 10.01.99