Snekanoner har ikke fået tildækket alt det grønne på OL-hjemmesiden

Curlingpigerne er ikke ene om at skuffe ved de olympiske vinterlege. De danske deltagere har ifølge alle danske vintersportseksperter i sofaerne rundt i kongeriget præsteret under niveau (hvordan man så end præsterer under et niveau, der ikke findes).

Desværre er det, som om hele arrangementet i Vancouver er under niveau: Nordmændene vinder ikke, sneen falder ikke, bobslædebanen er livsfarlig, og for at det ikke skal være løgn, er legenes grafiske identitet selvfølgelig usammenhængende, politisk korrekt og kedelig.

Olympisk design er en underlig bastardform. Som jeg ved en tidligere lejlighed har skrevet, er rækken af mindeværdige identitetsprojekter knyttet til et OL-arrangement er ikke så lang. Det er noget, der nager mig, da jeg har et dogme for grafisk identitet: "Hvis noget er vigtigt, finder det en form".

Rekord i grafisk ligegyldighed
Og OL er vel vigtig. Det er i hvert fald en enestående mulighed for en by og en nation til at "brande" sig, som det hedder. Milliarder af tv-seere vil i ugevis vende blikket mod den olympiske lokalitet. Aviser i verden over vil skrive om begivenheden og filmstjerner, kendte og kongelige vil stå i kø for at blive fotograferet i nærheden af begivenheden. Men alligevel synes det som om - når det kommer til grafisk design og identitet i det hele taget - at der altid bliver slået en eller anden komitebeslutning til, og man ender ofte med noget, der er glat, internationalt og forglemmeligt.

Et OL-logo bør knytte et mindeværdigt symbol til begivenheden. Symbolet skal helst sige noget om stedet, begivenheden og årstiden. Det er tre ting på en gang og derfor ikke helt let. Men det kan da lykkes.



Gode eksempler
De senest afholdte sommerlege, i Beijing, havde et mærke, der både refererede til kinesiske laksegl, til landest klassiske skriftkultur, og til noget, der kunne ses som en sportsudøver. Symbolet var dels tegnet "jing", der er det andet tegn i ordet Beijing, hvilket betyder fæstning, dels som sagt en menneskelignende figur. En sand whopper af betydning. På samme måde med mærket for Sydney i 2000, der både havde operahus, boomerang og olympisk fakkel i sig.



Mærket for legene i London i 2012 er i den sammenhæng i en helt anden boldgade. Det er et stærkt symbol, der mest handler om by og energi. Men netop fordi det er London, kan det fungere. Hvis en mindre mytologisk by valgte det samme symbol, ville effekten udeblive.



Sidste gang, Canada var værter for de olympiske vinterlege, var i 1988, da Calgary lagde sne til løjerne. Her havde man lavet et mærke, der er blandt de bedste, der har været i de olympiske vinterleges historie. En figur, der både havde C'er for Canada og Calgary, som symboliserede sport (skispor eller skøjter), og som diskret også var en reference til det canadiske flag.

På den baggrund kunne man knytte visse forhåbninger til Vancouvers bud på en olympisk identitet.



Oprindeligt folkeslag udnyttet
Symbolet for årets lege er en inukshuk - og hvad er så det? En inukshuk er en varde, altså stensætning, der blandt inuitter bruges som stedsmarkør - og som ligner et menneske. Inukshuk betyder på det lokale inuitsprog efter sigende noget i retning af "som et menneske". I pressematerialet står der, at landets oprindelige befolkning har levet inukchuker i "århundreder", så mærket skal også repræsentere arv og oprindelighed, noget klippestabilt. Mærket er dog ikke stenfarvet, men spraglet på en glad og ufarlig måde, som ofte bruges af desperate designere fra Adelaide til Zambia. Og den øverste "sten" i varden har fået en lille mund, så den endnu mere ligner et menneske.

Det er naturligvis sympatisk, at den canadiske olympiske komité vil tage nationens oprindelige folkeslag med ind i historien om nationen. Men at bruge inuit-symbolik forekommer søgt og politisk korrekt i forhold til nationen Canada, der er karakteriseret ved at have en ultrakort historie (Vancouver selv er fra 1886) og ved at være et etnisk mix af alle mulige kulturer. At inuit pludselig kan repræsentere noget "oprindeligt" canadisk er et postulat, der kun gør komiteen glad.


En BBC-tegnefilm formår med et vist held at kæde Vancouvers fortid og nutid sammen

Kun for kinesiske snowboardere?
Derudover har mærket en række problemer. Det er således dumt, at mærket ligner det ovenfor nævnte tegn "jing". Selv troede jeg i lang tid, at logoet var noget, der var blevet til overs fra logokonkurrencen om sommerlegene 2008.

Desuden er det et problem, at mærket ikke har noget med vinter eller sport at gøre. Man kan ikke knytte det til begivenheden på naturlig måde, hvilket jeg skal vende tilbage til om lidt.

Hvis man skal læse en form for sportsudøvelse ind i mærket, må det blive snowboarding, og det er nok trods alt lidt begrænset i forhold til den olympiske bredde blot at skilte med snowboarding.

Alt i alt er Vancouvers OL mærke grafisk tilforladeligt - det gør ikke en kat fortræd - men uden ordentligt kommunikativt indhold i forhold til begivenheden. Det knytter meget vagt an til stedet, men på en postuleret og indforstået måde, der ikke passer med Canadas almindelige image.

Reparation ved grafikersammenslutning
Der var megen kritik af måden, mærket blev valgt på - i en åben konkurrence med over 1.600 deltagere. Derfor kom den canadiske sammenslutning af grafiske designere på banen, da garnituren - altså alt det uden om logoet såsom baggrundsgrafik, skiltning, iscenesættelse, pictogrammer og maskot - skulle fremstilles.

Grafikersammenslutningen fik godkendt nogle minimumsbetingelser for udvælgelsen. Der skulle være et vist fagligt niveau blandt indsenderne, der skulle være en professionel vurdering af det indsendte, og grafikerne skulle i øvrigt betales ordentligt for deres arbejde.


Grøn som sne
Desværre er anstrengelserne med udvælgelsen ikke synlige på det udvalgte. Som generelt grafisk look har man valgt nogle sammenslyngede mønstre i grønt og blåt. Ideen skulle være, at de to farver symboliserer den canadiske natur, og de bugtende former skulle symbolisere de mange folkeslag, der blander sig i Canada.

Igen en sympatisk tanke, men altså: Der er tale om vinter-OL, hvis dominerende farve vel er hvid. Grøn er ikke en positiv farve til et vinter OL - den farve betyder jo helt bogstaveligt, at der er noget galt: Der mangler sne. Det virker forkert og forfejlet med alt det grønne til et vinter-OL, og jeg får det næsten dårligt, når jeg ser de mange skiløbere med grønne nummertrikoter.



Nogle gange skal man ikke være bange for det banale: Athen 2004 fik for eksempel et meget heltstøbt program ud af bare at køre på postkortbillederne af Grækenland: Blåt, blåt, blåt og hvidt, hvidt, hvidt. Vancouver burde i højere grad have stolet på sneens kraft, som for eksempel vore norske brødre gjorde i Lillehammer i 1994 - med et af de flotteste programmer, der har været lavet til noget vinter-OL.



I Vancouver er det, som om man har tænkt for meget og tegnet for lidt. Resultatet er usanset, i bedste fald banalt og i værste fald mislykket. Man har for eksempel forsøgt at lave nogle pictogrammer, der skal udfordre traditionel pictogram-design ved at gøre figurerne mere genkendelige og ved at tilføje højlys og skygger til dem. Igen en idé, der vil være mærkelig bare for forandringens skyld. Resultatet er blevet nogle meget dårligt designede pictogrammer, der slet ikke fungerer, og som placerer figurerne uskønt og umusikalsk i deres lille kasse.


Novra, OL er også noget for børn

Asiatiske bamser
Endelig har vi som sidste element i ethvert sportsstævnes visuelle garniture maskotten. Hvad man skal med den maskot, har jeg aldrig fattet. Et bøvet udseende tøjdyr, der render rundt og vifter med armene foran kameraerne i pauserne, gør efter min mening ikke noget godt for publikumsoplevelsen af topsport.

Men jeg går ud fra, at maskotbamser er en god ekstra indtægtskilde - og derfor hører de med. Personligt kan jeg ikke huske en eneste maskot fra de utallige OL, jeg efterhånden har fulgt på tv - og Vancouvers maskotter bliver nok ingen undtagelse fra den regel.

Maskotterne hører dog til noget af det bedste i Vancouvers program. Igen har man valgt en inuit/shamanistisk vinkel og lavet tre underlige tøjdyr, der både er naturkræfter og levende væsner. De er søde på en asiatisk-agtig måde, hvilket er helt i orden. Vi er jo på "the Pacific Rim", og den asiatiske vinkel er et stiltræk, der i det hele taget kunne have været forfulgt meget mere direkte, hvis man ville have arbejdet mere bevidst med det multietniske Canada - Vancouver har en meget stor asiatisk population. Men som det er nu, står de tre bamser alene for den vinkel i et designprogram, der er forvirret fortænkt og forglemmeligt.

Men der er jo heller ikke nogen sne.

Links
http://www.sportslogos.net/league.php?id=64
http://wemadethis.typepad.com/we_made_this/images/2007/06/04/olympics_logos.jpg