Og prisen for årets mest fejlagtige pris går til…

Dansk Kommunikationsforening tildelte i november en hæderspris for ”innovative stakeholder-relationer” til Atlas Publishing, som er selskabet bag dagbladet Dagen. Det få nok betegnes som årets fejlskud.
af Nikolaj Stig Nielsen

Nu hvor Atlas Publishing er gået ind i sin første og måske endelige betalingsstandsning efter at have haft den ellers lovende avis Dagen på gaden i blot halvanden måned, kan de fleste nok se, at der var tale om en pinagtig fejltagelse, da Dansk Kommunikationsforening valgte at tildele selskabet årets specialpris for ”innovative stakeholderrelationer”.

Det påpeger jeg hverken for at tvære i priskomiteens ulykke eller demonstrere mine i forvejen veldokumenterede evner for bagklogskab. Jeg synes derimod, at anledningen er passende til at videreføre diskussionen om, hvad prisværdige stakeholderrelationer egentlig er? For fejl er jo gode for i hvert fald én ting, nemlig at man kan lære af dem.

Jeg kan godt sætte mig ind i, at man helst vil have en prisvinder, der har nogle synlige og aktuelle resultater at fremvise. I den forstand var Dagen på tidspunktet for prisuddelingen en ideel kandidat: Højeksponeret og på alles læber. Men Anker Brink Lund, som overrakte prisen, forsikrede os om, at det ikke var herigennem, at folkene bag Dagen havde gjort sig fortjent til prisen. Den blev givet for på effektiv vis at have skabt et funktionsdygtigt fundament af relationer – han kaldte det vist ”et community” – som kunne sikre Dagen en plads i den erfaringsmæssigt lille gruppe af innovationer, der er levedygtige på lidt længere sigt. (link)

Stakeholderarbejde er ikke for møvere
Nu ser vi, at dette fundament i praksis har været ikke eksisterende, og det giver mig lejlighed til at fremføre min pointe: Stakeholderarbejde er IKKE et redskab til at gennemtvinge sin vilje eller vision på kort sigt - som man udmærket kan rose selskabet bag Dagen for at have gjort. Den slags kaldes møveri og er en højt skattet kvalitet på arbejdsmarkedet. Folk, der kan sætte sig igennem, besnakke og forføre, er en vigtig forudsætning for at drive en succesfuld forretning, men for en organisation er disse typer også underminerende i det lange løb, hvis der i organisationen ikke også eksisterer en tilstrækkeligt stærk forpligtelse til at dække dialogen med omverdenen i en 360 graders vinkel. Det er HER, stakeholderarbejdet kommer ind i billedet: Som garant for at der bagved organisationens konstante bestræbelser på at skaffe sig en plads i verden eksisterer et sagligt og frem for alt demokratisk fundament.

Om det arbejde kan man konstatere, at det tager tid og kræver masser af tålmodighed samt gode, store ører; og dermed er det slet ikke en sag for møverne. Mit personlige råd til priskomiteen skal derfor være, at de næste år retter blikket mod en organisation med mere end et par måneders offentlig levetid på bagen. Prisværdigt stakeholderarbejde handler ikke om glimmer og hurtige gevinster - det er nok lidt kedeligt at erkende, men det er til gengæld sandt.

*Linket i teksten til Anker Brinks tale er et deeplink på Dansk Kommunikationsforenings hjemmeside

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job