"… og nu til vores korrespondent i Qatar”

Skrevet af
Vi danskere tror ikke uden videre på, at det billede medierne giver os af krigen i Irak er sandt. Tværtimod viser en Gallup-undersøgelse i slutningen af marts, at vi er særdeles skeptiske over for hvad medierne fortæller os om krigens gang.

Kun godt 20% tror, at vi får sandheden leveret, mens cirka 60% har en betydelig skepsis over for mediernes informationer. Denne skepsis kommer i høj grad fra medierne selv. TV-nyhederne på begge de danske kanaler forsømmer ingen anledning til at fortælle os, at deres kilder er partiske og/eller ufuldstændige. Og i konkrete nyhedsindslag om krigen benytter de konstant formuleringer som ”Det her har vi fra CNN”, og ”ifølge Al-Jazeera har irakerne angiveligt nedskudt en amerikansk kamphelikopter”.

Ind imellem kan man godt have en fornemmelse af, at danske TV-kanaler er hurtigere
til at acceptere CNN’s oplysninger end Al-Jazeeras som sande, eller sandsynligvis sande, og mere tilbøjelige til helt ned i de sproglige formuleringer at lægge mindre afstand til
amerikansk-britiske end til arabiske kilder.

Sandheden er det første offer
Vi ved altså godt, at i krig er sandheden det første offer. Vi accepterer, at sådan må det
vel også være. Og vi ved at medierne – i hvert fald vores egne danske public service
nyhedsformidlere – gør deres bedste for at levere et så sandfærdigt billede som det er dem muligt, og for at indbygge den tvivl, der omgiver informationernes troværdighed, i selve nyhedsformidlingen.

Netop derfor er det betænkeligt, at de selv samme nyhedsudsendelser i én bestemt
henseende underminerer deres egen redelighed omkring nyhedsprocessen, nemlig gennem den måde de benytter egne udsendte korrespondenter på. Studieværten ”stiller om til vores korrespondent i Qatar” og spørger ham: ”Hvad sker der i Umm Qasr lige nu?”
Korrespondenten svarer, at det studieværten lige har fortalt seerne svarer meget godt til ”de oplysninger jeg har”, hvorefter han broderer lidt videre på hvad ’man’ mener der kan være årsagen til den nyeste udvikling.

”Manden på stedet”
Spørgsmålet er imidlertid, hvor korrespondenten har sine oplysninger fra – man aner
som seer, ud fra den måde han så at sige træder vande på, at han formentlig har præcist de samme kilder som folkene hjemme i studiet i København. Han er i hvert fald typisk ikke i stand til at uddybe det, seeren allerede har fået at vide. Men han udstråler for seeren den form for øjenvidne-autoritet, der udspringer af den indarbejdede journalistiske konvention at ’manden på stedet’ jo må vide hvad der foregår, i kraft af egne iagttagelser eller særlige kilder på stedet. Og så er han jo dansker, ’vores’ mand på stedet der ser tingene med vores øjne.

Ører og øjne i regionen
Som Lotte Mejlhede, nyhedssouschef på TV2 Nyhederne formulerede det i en
debatudsendelse: ” Vi forsøger at være så troværdige som muligt ved blandt andet at have
vores egne ører og øjne i regionen og derfor så har vi jo sendt en hel del journalister til
regionen for i det mindste at få deres vurdering af, hvad det er for nogen oplysninger de får” (19Direkte 27.april).

Hvis det nu forholder sig sådan, at korrespondentens kilder hovedsagelig er de alment
tilgængelige, amerikanske-vestlige kilder, underminerer hans rapport gennem sin påberåbelse af øjenvidne-troværdighed den skepsis, som nyhedskanalerne ellers gør deres bedste for at bibringe seeren. Hvis CNN siger, at irakerne har affyret Scud-missiler mod Kuwait, tvivler vi måske på det. Hvis ’vores mand i Kuwait’ også siger det, passer det nok. Effekten af at bruge ’vores udsendte korrespondent i Kuwait’ bliver i værste fald, at vores mand på stedet kommer til at deponere sin øjenvidne-troværdighed hos lige præcis de strategiske, partiske amerikanske kilder, som hans informationer skulle udgøre et korrektiv til. Han iværksætter med andre ord en autoritet, der formentlig i mange tilfælde er fingeret.

Fra kilder til skærm
Den norske medieforsker Knut Helland genneførte under den forrige Golfkrig en
undersøgelse af hvordan TV-nyhedsjournalistikken bliver til i processen fra kilder til skærm, især lavede han observationsundersøgelser i redaktionslokalerne, hvor han blandt andet overværede nogle episoder der involverede udsendte krigskorrespondenter.

I én situation kunne redaktionslederen i Oslo fortælle korrespondenten, at et missil
havde ramt den by han var udstationeret i. Det havde korrespondenten intet hørt om.
Redaktionslederen hjemme i Oslo briefede derefter den udsendte medarbejder om
begivenheden på baggrund af de internationale nyhedsbureauers informationer. Den udsendte fik herefter tid til at udarbejde sin ’øjenvidneberetning’, som kort efter blev udsendt til seerne som voice-over til billeder som redaktionen havde modtaget fra de internationale nyhedsbureauer. Helland konkluderer: Begivenheder som denne var mere typiske end atypiske for, hvordan man på redaktionen brugte de udsendte korrespondenter.

Når danske TV-kanaler sender egne korrespondenter til Kuwait, Qatar, Nordirak, osv.
er det selvfølgelig for at kunne levere en lødig nyhedsservice til danske seere. I visse tilfælde lykkes det måske også, for eksempel når Ole Sippel i kraft af sit unikke kildenet i
Mellemøsten udmærket kan rapportere om ’hvordan stemningen er i de arabiske
hovedstæder’, selvom han kun kan beskrive stemningen som øjenvidne i én af disse
hovedstæder, Amman.

”Seriøse nyhedsproducenter”
Men et andet hovedformål er, at både DRs og TV2s nyhedsudsendelser er nødt til
stadig at vedligeholde deres image som ’seriøse nyhedsproducenter’, og til det hører
’udsendte korrespondenter’ til verdens brændpunkter. For at kunne levere nyheder som ser sådan ud, som seerne forventer at nyheder skal se ud, føler begge kanaler at det er nødvendigt at strø udsendte korrespondenter med rund hånd ud over krigszonen, også selv om de ikke kan se andet og mere fra deres observationsposter end redaktionen derhjemme kan se takket være de internationale nyhedsbureauer.

Af hensyn til deres troværdighed skylder DR og TV2 os seere at oplyse os om disse
udsendte korrespondenters faktiske arbejdsvilkår som vores øjne og ører på stedet, så vi seere bliver bedre i stand til at vurdere troværdigheden i hvad de beretter for os. DRs og TV2s nyhedsredaktioner bør derfor åbent fremlægge deres svar og overvejelser i forbindelse med spørgsmål som disse:

• Hvilke forudsætninger og muligheder har de journalister, der udsendes til Irak-området
for at gøre egne iagttagelser på stedet?

• I hvilket omfang kan disse journalister forstå og tale arabisk?

• Hvor afhængige er de udsendte korrespondenter af de samme, primært vestlige,
nyhedskilder som de hjemlige redaktioner benytter?

• Hvilken forskel gør det reelt for seerens informationsniveau om krigens gang, at man
har disse korrespondenter ’ude i marken’?

Relaterede artikler

Misinformationsministeren - Den irakiske informationsminister Mohammed Saeed al-Sahaf blev en kultfigur i Den anden Golfkrig. De første dages forblø...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

56 JOB

Pressechef

Se alle job Indryk job

Job

Senior Digital Designer

Frist: 8. december

kommunikationspraktikant

Frist: 15. december

Digital redaktør

Frist: 17. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.