Mediemøllens onde spiral
I øjeblikket har alle noget kritisk at sige om den nye offentlighedslov. Men i virkeligheden er det tillidskløften mellem journalister og embedsmænd, der er det største problem i den danske mediemølle.
Folk står i kø for at kritisere den nye offentlighedslov – mere specifikt paragraf 27 og 24, som bl.a. politiske modstandere, toneangivende medier og journalistforbundet har udfordret i stribevis af kronikker og åbne breve til ministeren. Det vil jeg ikke bruge ord på. I stedet er det værd at overveje, hvorfor vi overhovedet debatterer offentlighedens adgang til informationer. Det er der flere grunde til.
For det første er der langt mere information, der bliver dokumenteret – og som man kan bede om aktindsigt i. Alle steder i samfundet kommunikerer vi som aldrig før. Mails, Facebook-beskeder og sms’er. Aktindsigter optager mere og mere af embedsværkets ressourcer – og er kilde til jævnlig irritation hos de embedsmænd, der skal bruge tiden på at håndtere henvendelserne. Og magthaverne oplever et pres, fordi de efterhånden kan kigges efter i selv de mest ligegyldige kort.
Og der bliver kigget nøje efter. Jeg har personlige erfaringer med medier, der beder om aktindsigt i en grad, som tenderer spredehagl – ud fra devisen: Måske rammer vi noget. Befolkningens og mediernes tolerance over for fodfejl er desuden blevet mindre. I dag kan en mediestorm sagtens foregå i et glas vand. Selv en tilsyneladende uskyldig aktindsigt kan udløse en mediekrise.
Ikke alt usynligt er hemmeligt
Resultatet er, at journalister og embedsmænd er holdt op med at tale sammen. Journalisterne tror per automatik, at embedsmænd og politikere har hemmeligheder – og sidstnævnte holder på formerne af frygt for mediemøllen. Resultatet er, at journalisterne oplever, at de kun kan få deres oplysninger ved at søge aktindsigt. Hvilket så ofte også er realiteten. For mange journalister er det derfor blevet et rutineværktøj at søge aktindsigt i snart hvad som helst i stedet for at ringe til en embedsmand og stille et simpelt spørgsmål.
For hver aktindsigt, der opfattes som spildtid, bliver tillidskløften mellem de to parter kun dybere. Så problemet er langt større end den aktuelle debat om en paragraf. Det handler om en ond spiral af gensidig tabt tillid – som både medier og magthavere har et medansvar for. Og dét kan man ikke lovgive sig ud af.
Jeg har en god bekendt, som arbejder i én af landets største kommuner. Når han modtager en begæring om aktindsigt, ringer han med det samme til journalisten og spørger vedkommende, hvad det egentlig er, de gerne vil vide. Og ofte kan det klares med tyve minutters research og en mail – frem for at bruge skattekroner på at sætte hele juridisk afdeling i gang. For sandheden er jo, at ikke alt, der er usynligt, er hemmeligt.
Justitsminister Morten Bødskov (S) på talerstolen under høringen om offentlighedsloven i Folketinget i april. Foto: Jens Nørgaard Larsen for b.dk
Dette indlæg blev først udgivet på geelmuyden-kiese.dk
