Offentlige institutioner: Departementschef undsiger Politiken-artikel

af Mandag Morgen Monitor

Niels Preisler, der er departementschef i Indenrigsministeriet, tager nu skarpt afstand fra en artikel i Politiken, der for alvor satte udlændingedebatten på dagsordenen i valgkampen og var med til at skabe en forestilling om massiv vækst i antallet af familiesammenføringer i de kommende år. Den angivelige voldsomme vækst skulle være dokumenteret i et “internt notat” fra Indenrigsministeriet, som Politiken havde fået.

Indenrigsministeriet er i denne måned nr. 2 på listen over offentlige institutioner og er således det mest omtalte ministerium i valgkampen. Selvom denne omtale ikke kun skyldes dette notat - har det alligevel været med til at skabe en forestilling om et ministerium, der ikke har styr på sine fortrolige papirer og arbejdsgange.
Ingen eksplosion i familiesammenføringer Fredag den 2. november blev Politikens læsere på forsiden præsenteret for et internt notat fra Indenrigsministeriet. Notatet “tegner et billede af en eksplosiv stigning i antallet af familiesammenføringer”. Niels Preisler mener, at notatet er blevet stærkt overdramatiseret af medierne og de politikere, der forfulgte sagen. “Jeg mener slet ikke, at notatet viser, at der er sket en eksplosiv stigning i familiesammenføringerne,” siger han til Mandag Morgen Monitor.

En af de politikere, der brugte notatet, var daværende indenrigsminister Karen Jespersen, der med baggrund i notatet opfordrede til at stramme reglerne om familiesammenføringer. Endnu mere speget bliver forløbet, når meget peger på, at Karen Jespersen selv er ansvarlig for, at notatet blev lækket (Se Ugebrevet Mandag Morgen nr. 38, 2001). Dermed fik hun sat udlændingepolitikken på valgets dagsorden - en strategi som flere iagttagere mener var medvirkende til det socialdemokratiske valgnederlag.

Men ifølge Niels Preisler er der intet nyt i notatet, hvilket langtfra er det indtryk, artiklen i Politiken giver: “Der jo ikke noget kontroversielt i notatet, som kun indeholder banale oplysninger, som Danmarks Statistik allerede havde offentliggjort. Og de fleste af vores notater er jo interne - det vil sige til eget brug - men det betyder altså ikke, at de er hemmelige,” siger Niels Preisler. "Vores artikel er en opfølgning på en historie i Berlingske Tidende et par dage før om, at Socialdemokratiet vil stramme reglerne for familiesammenføringer," siger Per Knudsen, der er chefredaktør på Politiken. "Vores journalister følger så denne sag og prøver at finde ud af, hvordan der skal strammes. Som led i denne research kan vi så bringe oplysninger om dette her interne dokument."

At notatet så bliver brugt politisk, og konsekvenserne for antallet af familiesammenføringer bliver overdrevet af både Karen Jespersen og de borgerlige partier, mener Per Knudsen ikke er Politikens ansvar.

"Man kan så bagefter tage en holdningsmæssig og substantiel diskussion om familiesammenføringer; i hvilket omfang man skal tage oplysningerne i notatet alvorligt," siger Per Knudsen, der understreger at Politiken på lederplads har kritiseret Karen Jespersens politik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også