Ørnen er dopet

Nu er slaget tabt: Riis har offentligt tilstået sin brøde – at rugbrødsmadderne var højt belagt med EPO og væksthormoner, da han i 1996 vandt Tour de France. Først var Bjarne Riis doping-fri. Men efter årelange beskyldninger om misbrug måtte Riis krybe til korset. Indrømmelsen behøver dog ikke at ende i den store nedtur for Ørnen. Vingerne kan nemlig holdes oppe af både tid og penge.

Når man først har taget afstand fra en ugerning og siden indrømmer sin skyld, så betyder det ofte, at man har afsagt sin egen dødsdom. Hvem husker ikke Per Stig Møllers uheldige afvisning af at have kørt beruset på motorcykel kort efter Hans Engells fuldemandsridt op ad Helsingør-motorvejen? Som det dengang blev præciseret i medierne, var den nybagte partileders fadæse ikke, at han havde kørt beruset – men at han havde løjet om det. Den slags koster point på troværdigheden, og Per Stig Møllers formandskab blev da også historisk kort.

 

Tilfældet Per Stig Møller er ikke enkeltstående. Der er masser af eksempler på, at offentligheden er i stand til at tilgive, når blot ugerningsmanden erkender sin brøde. Men fanges man i en løgn, så falder hammeren prompte.

 

Nu er der selvfølgelig mange forhold i Riis-sagen og Per Stig Møller-sagen, der ikke er direkte sammenlignelige. Men logikken i den offentlige menings dom er forholdsvis generaliserbar, og den rituelle forargelse over Riis’ dobbeltmoral vil formentlig præge medierne en stund endnu.

 

Alligevel er der god grund til at tro, at Riis i modsætning til Møller vil kunne ride stormen af. Men hvorfor nu det? De har jo begge to løjet lige meget. Det er der to svar på. Det ene handler om tid. Og det andet handler om penge.

 

Issues management og timing

Gisninger om systematisk doping i cykelsporten har været ytret offentligt længe før de store skandaler sidst i 1990’erne, som nåede en foreløbig kulmination med sitdownstrejken, der var ved at tage live af Tour de France i 1998. Allerede dengang blev Bjarne Riis udfrittet af den nysgerrige sportspresse, og standardsvaret var i helt tråd med de andre rytteres: "Jeg er aldrig blevet testet positiv."

 

Siden er doping-sagerne eskaleret, og Riis har flere gange måtte forsvare sin uskyld offentligt. Han har taget afstand fra beskyldninger, tilbagevist påstande vedrørende sit doping-misbrug og på anden vis afvist anklagerne. Men nogen helt klokkeklar udmelding om, at han aldrig har taget ulovlige præstationsfremmende stoffer, er det mig bekendt aldrig blevet til. Man kunne fristes til at tro, at han allerede fra begyndelse af skandalerne har indset, at det en dag ville være nødvendigt – eller opportunt – at gøre rent bord. Og den slags fedtspilleri betaler sig i reglen. For havde Riis meldt klart ud fra starten, ville forargelsen have været umådelig stor.

 

Doping er et issue for cykelsporten generelt og for de enkelte ryttere, der er eller har været involveret i det. Et issue opstår, når der er for stor forskel mellem det, man gør (eller det offentligheden tror, man gør) og de forventninger, offentligheden har til, hvad man burde gøre. Når det gælder cykelsporten, har offentligheden haft en mere eller mindre velbegrundet forventning om, at cykling er sundt og at rytterne derfor er sunde idrætsmænd. Det har været normen, og offentlighedens – og især pressens – dom er hård over for dem, der overtræder samfundets normer. Derfor ville det have været halsløs gerning for Riis at melde rent ud på et tidligt tidspunkt i forløbet – mens offentligheden stadig havde høje forventninger til sporten. Havde han forsøgt at forsvare sig med, at doping er sædvanlig praksis i denne branche, ville cykelkollegerne straks have taget afstand fra ham for at bevare billedet af en ren sport – og redde deres egen røv. Nøjagtig som Riis selv har gjort gennem årene.

 

Man kan spørge sig selv, om doping stadig er et issue i cykelsporten. Det er helt sikkert stadig et stort problem. Men næppe et decideret issue, for ingen har vel i dag forventninger om, at en professionel og vindende cykelrytter kan være clean. Dopingskandalerne har gennem de seneste ti år rullet med en sådan intensitet, at sensationseffekten gradvist er forsvundet. Når ordet cykelrytter bliver nævnt, vil de fleste associere til ord som EPO og doping. Doping er blevet normen i branchen.

 

Derfor er det langt fra kontroversielt, når Riis nu går offentligt til bekendelse. De fleste andre ryttere har allerede indrømmet deres misbrug, og de, der hårdnakket fastholder deres uskyld, bliver stemplet som komplet utroværdige. Situation er på under ti år vendt 180 grader. Før ramte offentlighedens sanktioner dem, der tog EPO, mens sanktionerne i dag rammer dem, der påstår, at de ikke har taget det. Derfor er Bjarne Riis’ nylige bekendelse klog. Timingen er velvalgt, og han har undgået at spænde ben for sig selv ved tidligere at komme med alt for kategoriske afvisninger af de mange beskyldninger.

 

Det var det første svar: Timing er essentiel i issues management, og Riis har handlet med det, den gamle Møller kaldte for "rettidig omhu".

 

Sponsoratets kommercielle logik

Alligevel står Riis tilbage med en flosset troværdighed, for selv om man teknisk set kan diskutere, om manden har løjet, så har han i hvert fald ikke været helt ærlig. Og er en mand med Riis’ doping-baggrund en værdig repræsentant for cykelsporten? Der er stadig plads til offentlig forargelse.

 

Men hvad er alternativet? Burde man ikke fjerne de brodne kar? Nej, det ville faktisk være dumt i en situation som denne. For er hele branchen inficeret, vil man stå tilbage med en professionel cykelsport på trehjulede. Problematikken kan sammenlignes med ophøret af apartheid i Sydafrika. Man kunne vælge at retsforfølge alle, der havde overtrådt den nationale lovgivning og internationale konventioner. Men så ville hele nationen skulle sidde og spjælde den. I stedet valgte man en sandheds- og forsoningskommission. Ikke helt uden problemer – men trods alt med mindre og færre problemer, end hvis man havde valgt andre alternativer. USA valgte efter invasionen af Irak den alternative løsning. Væk med de brodne kar. Resultatet af den gode gerning har vi stadig megen glæde af.

 

Men i virkeligheden er det jo ikke de højere etiske idealer, der råder i cykelsporten. Kunne man fyre alle rytterne og lade dværge køre Tour de France på trehjulede cykler, gjorde man givetvis det. Forudsat at seerne gad se på det, og at sponsorerne kunne se en kommerciel gevinst i det.

 

Det er lige akkurat her, vi befinder os nu. I Riis skæbnestime. CSC har udbedt sig betænkningstid om, hvorvidt de vil fortsætte som hovedsponsor. Alm. Brand, som også sponserer Riis’ cykelhold, har aktuelt ingen planen om at trække sig. Men som viceadministrerende direktør Henrik Nordam udtrykker det: "Vi skal forny kontrakten til nytår, og hvis der ikke er kommerciel logik i det, så forlænger vi ikke." Mon ikke CSC i øjeblikket sidder og gør sig de samme overvejelser?

 

Det var det andet svar: Så længe der fortsat er penge i sporten, er problemet til at overse. Og det fører os så til det helt store spørgsmål.

 

Skal cykelsporten være ren?

I kølvandet på de mange dopingafsløringer er der iværksat et væld af foranstaltninger for at gøre sporten ren igen. Bjarne Riis er selv gået i front med en slags egenkontrolprogram, hvor CSC’s ryttere løbende bliver kontrolleret. Den form for selvjustits kan være glimrende, men med Riis’ generalieblad in mente kan man ikke fortænke offentligheden i at møde initiativet med en vis skepsis. Det lugter unægtelig af at lade ræven vogte gæs.

 

Et øget samarbejde mellem cykelsporten – de enkelte hold – og de nationale og det internationale antidopingagentur kunne også være en vej frem. Men spørgsmålet er, om det er i holdenes interesse. Ganske vist arbejder antidopingagenturerne officielt ud fra en målsætning om at begrænse doping i sportsverdenen. Men som alle andre organisationer har de også en mindre altruistisk målsætning om blot at holde sig selv i live. De har brug for dopingproblemer. Helst store problemer, for så er der ingen, der betvivler deres eksistensberettigelse – og midlerne til at finansiere deres aktiviteter vil fortsætte i en lind strøm. Viser dopingproblemerne sig at være mindre, vil det klart være i antidopingfolkenes interesse at fremstille de små problemer som store problemer. Ellers er deres eksistens truet.

 

Ragner E. Löfstedt, som er professor i Risk Management, har for et par år siden skrevet en glimrende bog om, hvordan man som organisation bedst kommunikerer til sine stakeholdere om risici i det, han kalder et Post-Trust Society. Hans anbefaling er – i modsætning til de fleste pr-teorier – at man bypass’er dialogen med de behjertede interesseorganisationer. Dette skal man gøre, fordi interessenterne alt for ofte har en masse skjulte dagordener. Og dem kommer man til at hænge på, hvis man indgår i alliancer med dem. Löfstedt anbefaler i stedet, at man holder fokus på de mest vitale målgrupper og løbende måler, hvad deres sarte ører kan tåle at høre. For det nytter ikke noget at give folk hele sandheden, hvis de ikke er parate til at høre den.

 

Den slags kan man måle gennem fokusgrupper og mere repræsentativt dækkende surveys. I tilfældet cykelsporten kan man også måle det indirekte gennem seertallene. Er seertallene tilfredsstillende, betyder det, at lejet for doping-sager er på et tilfredsstilende niveau. For cykelsporten behøver ikke at være ren. Den skal bare være ren nok til, at doping-sagerne ikke kommer til at fylde for meget på sendefladen. For så bliver det kedeligt tv. Og så slukker vi. Og CSC smækker pengekassen i. Og Bjarne Riis tøffer hjem til Herning. Men så vidt er vi næppe nået.

 

Litteratur: Löfstedt, Ragnar E. (2005): Risk Management in Post-Trust Societies. New York, NY: Palgrave Macmillan

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job