Obamamama

Præsidentvalget. 2. november 2008, New York City, 17 grader, 2 dage tilbage, efterår, høj sol – meget nervøsitet.
Klæder og fester skaber folk
Det er helt tydeligt, at  der er forskel på de to kandidater. McCain og Obama. Militærmand og  intellektuel. Hvid og sort. Gammel og ung. Elitær og folkelig. Selvom McCain  igennem hele valget med alskens rekvisitter har forsøgt at overtage Obamas  budskab om forandring ('change'), ved at omtale sig selv som en ’maverick’ –  en, der står ud fra mængden, en, der går op imod strømmen, så er det sgu  prellet ret så meget af på vælgerne. McCain er mere af det samme – og nu med  en løs kanon i form af Sarah Palin. Obama er forandring i en overgangstid.  Ligesom Kennedy var det. Eller Franklin D. Roosevelt.
 
Senest er forskellene imellem de to kandidater tydeliggjort i deres valg af  fest på selve valgdagen den 4. Obama holder sin ’fest’ i den offentlige park Grant Park i Chicago

Her forventes det, at over 1 mio. mennesker vil møde op for at vente i  spænding med deres måske kommende præsident. De sidste par dage er der tikket  mails ind i Obama-tilhængernes mailboks om, hvordan de kan donere 5 dollars og  være med i lodtrækningen om at blive fløjet ind til den for længst overtegnede  borgerfest. McCain derimod holder sin fest for en afgrænset skare af pinger i det eksklusive Arizona Biltmore Resort and Spa. Et  luksus hotel og spa-sted, hvor John McCain og Cindy oven i købet også holdt  deres bryllupsreception. Her er der kun plads til få gæster indenfor og  omkring 3.000 udenfor på plænen.

Den almindelige borger bliver næppe inviteret  – så skulle det da lige være, hvis man fik fat i Joe the Plumber, McCains  symbol på middelklassens arbejdsomme amerikaner, som har rejst rundt med  McCain-kampagnen som kaninen i hatten, hver gang McCain tordnede imod skatten  og umuliggørelsen af det private initiativ.
 
Selve valgfesten, og hvor den afholdes, er knap så vigtigt for valgets  udfald. Men det sender alligevel nogle klare signaler og understreger  forskellene imellem de to kandidater.
 
Dagens citat fra komiker og talkshow host Bill Maher

”Grunden til, at ordet ’socialist’ ikke virker skræmmende længere på især de unge  amerikanere, er, at de forbinder det med noget, der foregår på  Facebook”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job