Obama SWOT

Efter at Barack Obama har vundet 11 primærvalgsejre i træk, skyller Obama-manien ind over USA. Med sine messianske talegaver arbejder han sig frem delstat for delstat og tager de demokratiske vælgere med storm. Hans valgslogan ”Yes, we can” runger i fyldte stadioner, og kampagnedollarsene fosser ind.

I hele 2007 lå Barack Obama flere alen bag rivalen, den tidligere førstedame Hillary Clinton. Men da Barack Obama vandt over hende i Iowa, vendte vinden til hans fordel. Nu tyder alt på, at han vinder Demokraternes nominering, og at han vil have gode chancer mod republikaneren John McCain ved præsidentvalget i november. Hvordan forklarer man sådan en succes?

Obama-SWOT

Styrker	Svagheder	Muligheder	Trusler
Massiv fundraising fra mange små donorer	Manglende Washington-erfaring	Støtte fra uafhængige vælgere	Republikanernes og Hillarys aggressive angreb
Stærk græsrods-organisation	Sort som den sorte kandidat	Fortsat medvind i medierne	Mediernes forsøg på at (op)finde negative historier om frontrunneren
Candyfloss-kandidaten med appel til alle demokrater	Cafe latte-liberal	Et muligt McCain-flop	Forværring af amerikanernes sikkerhed

Denne Obama-SWOT viser, at han sidder med glimrende kort på hånden. En af hans styrker er hans evne til at skabe massiv fundraising. Han er totalt overlegen, når det gælder pengedonationer fra ’almindelige’ mennesker, og han har således kunnet skyde flere penge i personale og tv-reklamer end Hillary Clinton. En million amerikanere har givet penge til Obamas kampagne.

Derudover er det lykkedes Obama at stable en særdeles stærk organisation med et enestående sammenhold på benene. Hans kampagne har været fri for lækager til pressen – eventuelle interne stridigheder er blevet ordnet kollegialt. Hans kampagne afspejler angiveligt hans egen person.

”Han forklarede os, at han ville have en drama-fri kampagne,” siger en af hans kampagnemedarbejdere eksempelvis til online-magasinet Politico.

Samtidig har Barack Obama taget valgkamp på internettet op, hvor demokraten Howard Dean slap efter sit umotiverede hyl under valgkampen i 2004. Som Phil Noble fra Politics Online siger, er ”Barack Obama for internettet, hvad John F. Kennedy var for tv.”

At Barack Obama også har sine svagheder, er uomgængeligt, men de har indtil videre ikke kunnet bruges effektivt imod ham. Både hans muligheder og truslerne mod ham afhænger af ydre faktorer, men netop evnen til at håndtere dem vil vise hans indre styrker og svagheder. Altså om Obama virkelig har det, der skal til.

Candyfloss-kandidaten

Barack Obamas talegaver er en stor del af forklaringen på hans succes. Hans talers svulmende patos ligger i slipstrømmen på store amerikanske politikere som John F. Kennedy og Martin Luther King.

Jeg fik selv en smagsprøve på Barack Obamas oratoriske evner ved et vælgerarrangement dagen før Super Tuesday på et stadion i New Jersey en halv times kørsel fra Manhattan.

Efter at Robert de Niro havde varmet publikum op med en kort snak om, hvorfor han er med på Obama-holdet, dukkede Obamas 184 cm høje, spinkle krop endelig frem fra et hjørne af det kolde stadion.

Hans tale kan vel bedst sammenlignes med kvalitets-candyfloss: Drømmende lyserødt og lækkert – og en smule luftigt. Skønt i små doser, men kvalmende, hvis man får det i kilovis. Obama forstod at time det, så han stoppede, da hans tale toppede efter 30 minutter. Han forlod podiet med et publikum, der ville have mere. ”Yes, we can!” råbte de. Hvad er det, han gør?

Redaktør Jack Shafer, Slate Magazine, nævner, at præmissen bag Barack Obamas taler er, at hans ”kandidatur står som fuldbyrdelsen af det amerikanske ideal, og ved at stemme på ham kan vælgerne tage del i dette ophøjede øjeblik, hvor idealet bliver til virkelighed”.

Yes we can, yes we can

Især to taler er blevet en del af Obama-dyrkelsen, som fortæller det hele og mere til. I sin famøse takketale i Iowa siger han:

They said this day would never come.

They said our sights were set too high.
They said this country was too divided, too disillusioned to ever come together around a common purpose.
But on this January night – at this defining moment in history – you have done what the cynics said we couldn't do.

Obamas takketale efter valgsejren i Iowa.

Her benytter Barack Obama sig af en række gamle retoriske fif. Han skaber et ’dem’ og et ’os’, en ydre fjende, der i dette tilfælde er Det Demokratiske Partis establishment, som i høj grad har støttet Hillary Clinton. Han skaber en David og Goliath-fortælling omkring sig selv og sin kampagne. Samtidig benytter han gentagelsen til at skabe en klassisk, dramatisk effekt. Nogle uger senere, den 27. januar, lyder det sådan fra Barack Obama i hans takketale til South Carolina:

Don't tell me we can't change.
Yes, we can. Yes, we can change. Yes, we can.
Yes, we can heal this nation. Yes, we can seize our future.

"Yes we can", lyder det mantrisk i Obamas taler. Her i South Carolina.

Igen etableres et modsætningsforhold til de andre, idet ”Yes, we can” er et svar til alle dem, der ikke tror på Obama. Her bruges gentagelsen mantrisk og indhyller publikum i en fælles forståelsesramme. Med metaforerne ”vi kan hele nationen” og ”gribe vores fremtid” bringer han nyt liv til gamle floskler. ”Yes, we can” er siden blevet kampagnens motto – og talen er blevet til en sang produceret af will.i.am. fra Black Eyed Peas, og videoen er set af over fire mio. på YouTube.

Der er skruet op for patos i hyldestsangen til Hollywoods, musikindustirens og hele USA's Obama.

Latte liberals vs. Dunkin Donuts

Barack Obamas kampagne er blevet båret frem af tre grupper: unge amerikanere, hvide mænd og sorte vælgere. Han har samtidig haft opbakning fra højtuddannede og fra den amerikanske elite på venstrefløjen. Hans vælgergruppe er blevet karakteriseret som latte liberals, dem, for hvem kaffe er et livsstilsvalg.

Hillary Clinton derimod har haft godt fat i hvide kvinder, latinamerikanere, ældre vælgere og arbejderklassen, også kaldet Dunkin Donuts-demokrater. Hos Dunkin Donuts serveres kaffen sort, og kagerne er hverken økologiske eller fedtfattige. Symbolikken i forhold til hhv. Obamas og Clintons stil ligger lige for. Men konklusionen er ikke helt så entydig. For intet tyder på, at Obama vil være elitens præsident og Hillary folkets. Tværtimod er det lykkedes Obama at præsentere sig som en præsidentkandidat, der står uden for det etablerede Washington.

Som tidligere førstedame bliver Hillary Clinton derimod opfattet som indbegrebet af Det Demokratiske Parnas og Washingtons intrigante politiske miljø. Med Barack Obamas sejr i staten Wisconsin den 19. februar lykkedes det ham at gøre indhug i vælgergrupper, som Hillary Clinton ellers troede, hun kunne regne med. Dermed var vejen banet for Barack Obama med en Dunkin Donut og cafe latte i hånden.

Microtrends

En forklaring på elitens forkærlighed for Barack Obama kan man paradoksalt finde i Mark Penns bog Microtrends (2007). Mark Penn er chefrådgiver for Hillary Clintons kampagne og CEO i Burson-Marsteller. Han beskriver, hvordan højtuddannede er mere tilbøjelige til at stemme ud fra kandidaternes personlighed, hvorimod folk med kortere uddannelse er mere optaget af det politiske indhold. Han mener, at der er vendt op og ned på den amerikanske vælgerstand. Eliten foretrækker personlighed frem for økonomi. Hvad der forklarer, hvorfor Hillary har fat Dunkin Donuts-demokrater og Obama i cafe latte-segmentet.

Mark Penn forklarer det med, at nutidens amerikanske elite er distanceret fra almindelige bekymringer om sygesikring, arbejdsløshed og råd til uddannelse og børnepasning. De amerikanske masser er derimod bedre uddannet og mere fokuseret på det politiske indhold end nogensinde før. Vejen til Det Hvide Hus kræver derfor, at Obama både kan sælge sig som person til eliten og som en politiker med et trygt løfte til dem, der har brug for det.

En helt almindelig fyr

Hvad er det ved Barack Obamas personlighed, der tiltrækker Hollywood-stjerner som Oprah Winfrey, George Clooney og Steven Spielberg, men også i stigende grad den brede, amerikanske befolkning?

Ifølge Barack Obamas nærmeste politiske rådgiver, David Axelrod, er Obama ikke som de andre politikere i Washington, D.C.

”Jeg kan huske, at jeg sagde til [Obama], at han var for normal til at stille op til præsidentposten. Jeg har arbejdet for mange af disse typer, og jeg kan fortælle dig, at han bare er anderledes. Han vil virkelig gerne være præsident, men han behøver det ikke,” siger David Axelrod til New York Magazine.

Det er dette, der gør Obama Laid Back. Samtidig er Barack Obama symbolet på en ny generation af politikere i USA ude af fortidens skygge. Modsat Hillary og Bill Clinton og mange af de andre politikere er Obama ikke fedtet ind i Vietnam-krigens opdeling af befolkningen i to lige store lejre. I 20 år har en Bush eller en Clinton siddet bag skrivebordet i Det Hvide Hus, og dertil kan man så lægge de otte år, George Bush senior var vicepræsident for Ronald Reagan. Unge amerikanere kender ikke andet end politiske dynastier. De er klar til en ny æra i amerikansk politik, som handler om fremtiden. En fremtid, Obama kommer med.

Kalkulerende Clinton, uskyldsrene Obama

For at forstå Obamas succes – og Hillarys nedtur – er det ikke nok at kigge på, hvad kandidaterne tilbyder i form af ord og handling. For den helt store magtfaktor i dette spil er medierne. Og her spiller den metafortælling, medierne har skabt om kandidaterne, en altafgørende rolle. Alt hvad kandidaterne siger og gør, udlægges i forhold til den enkeltes metafortælling. I en artikel i New York Magazine forklarer Marion Just, professor i statskundskab ved Wellesley University:

”Hillary Clintons metafortælling er, at hun vil gøre alt for at vinde, at man ikke kan stole på hende, at hun er etisk udfordret, manipulerende, kalkulerende og forprogrammeret.”

Omvendt er metafortællingen om Barack Obama, at han er autentisk, ærlig, usmittet, at han er noget nyt, er karismatisk og forandringens mand. Det forklarer, hvorfor Barack Obama er kommet lettere gennem mediemaskinen end Hillary Clinton, der får skrammer og ridser, hver gang hun angriber sin modkandidat. Hans metahistorie er simpelthen bare bedre. Han har i højere grad end Hillary Clinton selv kunnet forme sin metafortælling til netop præsidentvalget, hvor hendes er blevet fortalt i så mange år, at den er blevet en selvopfyldende sandhed.

Obama og frontrunner-syndromet

Obama-fænomenet er næsten for godt til at være sandt. Og netop opfattelsen af, at der tegner sig et glansbillede af Obama, kan blive hans største trussel. Efter en lang periode med ham som mediedarling leder flere amerikanske kommentatorer i disse dage desperat efter hans blinde vinkler. Obama vil frem mod næste store primærvalgrunde den 4. marts i Ohio, Texas, Vermont og Rhode Island mærke, hvordan medierne som automatiserede lemminger prøver at pille glansen af den nye nummer ét.

En presset Hillary prøver i disse dage med alle kneb at undergrave Obama. Her som en mand, der er til fals for islam, selv om billedet blot er fra et officielt arrangement i Afrika, hvor Obama venligt og diplomatisk har iklædt sig den lokale klædedragt.

Racismekortet er i vejen

Hvis ikke Hillary Clinton vinder primærvalgene overbevisende den 4. marts, og det er der meget lidt, der tyder på, vil præsidentvalget til november stå mellem Barack Obama og John McCain. Ifølge meningsmålinger kan Obama slå McCain. Det kan Clinton ikke. Men det er bare meningsmålinger.

Når kampen går i gang, vil det hurtigt gå op for republikanerne, at Obama er svær at angribe. Racismekortet ligger hele tiden og lurer i skjortelommen, og mandens baggrund forekommer at være pletfri, bortset fra et par små forseelser, som han allerede har erkendt.

For McCain bliver det svært at slå hårdt ned på Obamas største svaghed, nemlig hans manglende Washington-erfaring, uden at gøre valget til et spørgsmål om alder. Det er noget, som den 71-årige McCain for alt i verden skal undgå, fordi det kan give bagslag. Omvendt vil republikanerne forsøge at få valget til at handle om lederskab, hvor erfaring er et must, ved at spille på amerikanernes frygt for en ydre fjende. En forværring af den nationale sikkerhed er derfor no go for Obama.

Sorte trusler

Der ligger dog også andre farer og lurer for Obama. Republikanernes aggressive angreb kan udgøre en alvorlig trussel for Barack Obamas velsmurte metafortælling. I 2004 lykkedes det for den republikanske interessegruppe Swift Boat Veterans for Truth at så tvivl om Demokraternes kandidat John Kerrys ellers uplettede indsats under Vietnam-krigen. Og gennem hele sin præsidentperiode blev Bill Clinton forfulgt af Republikanernes evindelige ’undersøgelser’, der i sidste ende bragte Monica Lewinsky ud i offentligheden og Clinton en rigsretssag på halsen.

Barack Obama og hans kampagnestab kan godt begynde at smøge ærmerne op. For der vil komme angreb på hans fortid i det muslimske Indonesien, hans vilde ungdom, og ikke mindst hans hudfarve vil blive gravet frem. Obama har meget bevidst ikke gjort det til et bærende element i sin metafortælling, at han er sort, selvom det altid er præmissen. Han undgår derved at falde i samme hul som tidligere sorte kandidater – som f.eks. Jesse Jackson, der ved at italesætte race bliver gjort til repræsentant for sorte amerikanere – og dermed nemt mister opbakning fra hvide og latinamerikanske vælgere.

Obama har i sin retorik hævet sig over racespørgsmålet. Spørgsmålet er, om det kan lykkes McCain og republikanerne at italesætte Obama som ’den sorte kandidat’ i valgkampen. Sker det, kan Obama ende med at måtte sige: No, I couldn’t.