Nyt kommunikationscenter på Handelshøjskolen

Handelshøjskolen i København åbnede i slutningen af april et nyt center for kommunikationsforskning, Center for Corporate Communication. Centret har ikke sit lige i Europa. Kommunikationsforum har talt med projektets ankermand, forskningsprofessor Lars Thøger Christensen.

Det ny forskningscenter, Center for Corporate Communication, har ikke blot som vision at samle, styrke og profilere Københavns Handelshøjskoles kommunikationsforskning på tværs af skolens institutter men også at udvikle sig til et 'European Center of Excellence'. Allerede nu har centret etableret kontakter adskillige steder i Europa og USA.

Lars Thøger, som står i spidsen for projektet, har været ansat på Handelshøjskolen siden 1/9 sidste år. Forinden var han institutleder på Institut for Marketing på Odense Universitet.

"Kommunikation oplever et stort opsving både i erhvervslivet og i undervisnings- og forskningsinstitutioner i disse år. Kommunikation har enormt mange forskellige strenge, men på Center for Corporate Communication vil vi samle forskningen indenfor strategisk og organisatorisk kommunikation på en måde, som det ikke er blevet gjort noget sted i Danmark - ja faktisk i Europa - før."

Lars Thøger Christensen forklarer, at aktiviteterne deles op i interne og eksterne satsningsområder. Internt drejer det sig om at samle og styrke den kommunikationsforskning, som der i forvejen er god tradition for på Handelshøjskolen. Eksternt drejer det sig om forskningsprojekter, seminarer, kurser og samarbejde med erhvervslivet.

Stærke kræfter bag
Center for Corporate Communication er blevet etableret i løbet af vinteren af en task force, bestående af så prominente folk som Majken Schultz, Ole Thyssen, Niels Åkerstrøm Andersen og Lars Thøger Christensen selv.

Center for Corporate Communication er virtuelt, hvilket basalt set betyder, at det er underordnet, hvor folk sidder. Men det betyder også, at centret ikke trækker kompetencerne væk fra de institutioner, hvor de videnstunge kræfter sidder til daglig og beskæftiger sig med kommunikation fra mange forskellige vinkler.

"Der findes lignende centre i Rotterdam i Holland og i St. Gallen i Schweiz, men i Skandinavien eksisterer ingen samlet aktivitet indenfor organisatorisk og strategisk kommunikation. Vi mærker overalt, hvor vi kommer, at der er meget stor efterspørgsel efter kvalificeret viden på området", siger Lars Thøger Christensen, der fortæller, at den netop afholdte reception for centret vidnede om stor opbakning fra den praktiske kommunikationsverden.

Uafhængig forskning i højsædet
Lars Thøger Christensen forklarer, at Center for Corporate Communication - i modsætning til centrene i Holland og Schweiz - vil bringe forskning og erhvervsliv sammen, uden at give køb på den uafhængige forskning.

"I Holland og Schweiz fungerer det ofte på den måde, at eksterne sponsorer fra erhvervsverdenen mere eller mindre dikterer, hvad der forskes i. Dette synes at favorisere kunderne fremfor forskningen. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Vi vil gerne lytte til, hvad virksomhederne mener er væsentligt og interessant, men vi styrer selv forskningen. Ellers burde vi jo være i konsulentbranchen".

Lars Thøger Christensen har ligesom Majken Schultz en glimrende kontakt til danske virksomheder, og de to kender således til aktuelle og relevante 'videnshuller'.

Visionerne er på plads
Lars Thøger Christensen udtrykker store ambitioner på centrets vegne: "Vi vil være et sted, hvor både unge og mere modne forskere får lyst til at tage hen, når de skal tilbringe et år eller to med at blive klogere på - og samarbejde om – strategisk kommunikation. På samme måde som eksempelvis Uppsala er kendt som et kraftcenter indenfor netværksteori, vil vi gerne være det europæiske centrum for corporate communication".

Metoden er simpelthen at være gode men også at sørge for at være synlige i de mest relevante, internationale publikationer samt at holde kurser og seminarer for erhvervslivet.

Centret har høj prioritet for Handelshøjskolen. Det er således ét blandt tre satsningsområder for Handelshøjskolen de kommende år. De to øvrige er informatik og ledelse.

Læs mere om Center for Corporate Communication her


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også