"Helt anderledes end TV-Avisen og Deadline" kalder nyhedsdirektør
Lisbeth Knudsen den nye "Nyhedsoversigt" i en pressemeddelelse.
Nyhedsoversigten bliver sendt mellem kl. 9.00 og kl 9.10 både på
DR1 og DR-online og er en kort præsentation af dagens nyheder. Det
nye ved nyhedsoversigten er, at nyhedsoplæseren optræder på
skærmen sammen med flere forskellige billed-, lyd-, grafik- og supplerende
tekst-elementer.



Jeg vil på ingen måde modsige, at Nyhedsoversigten er anderledes
end Deadline, men ligesom musikken i P3-nyhederne ikke har ændret
noget som helst ved indholdet af de nyheder, der bliver fortalt eller
ved måden, de bliver fortalt på, så har lyd- grafik-
og supplerende tekst-elementer på internettet heller ikke været
med til at lave en anderledes nyhedsudsendelse. Formen er stadig den samme
død konservative omvendte nyhedstrekant. Jeg kan ikke forstå,
hvorfor man ikke, i stedet for at bruge energi på at sende nyheder
på internettet eller på P3, bruger energi på at udvikle
nogle nye kriterier for god nyhedsformidling.



Når jeg dagligt møder Nyheds Danmark, og nu taler jeg både
om TV, aviser, internet og radio - alle som leverer nyheder, så
bliver jeg mødt af tilbud fra flere og flere, som udbyder nyheder
på flere og flere kanaler, alt imens de påstår, at de
formidler nyheder på en helt ny måde. Man skulle altså
tro, at nyhedsbilledet var blevet mere alsidigt med de mange forskellige
nyhedsudbydere, men sådan virker det ikke på mig. Nyhedsformidlerne
sidder alle fast i den gamle nyhedsgenre. Deres kriterier for at lave
nyheder er altså de samme både på TV, på internettet
etc., og derfor bliver nyhederne på trods af de mange udbyder ikke
mere alsidige men stadig lige ensformige.



Om man laver nyhederne til internettet, avisen eller med musik, ændrer
det således ikke ved, at nyheder stadig bliver lavet efter samme
hæderkronet principper om:



- Aktualitet

- Nærhed (folk skal kunne identificere sig med dem)

- Konflikt

- Væsentlighed



Principperne lyder umiddelbart rimelige, og det er de måske også,
hvis de bare ikke blev brugt til at forstene vores virkelighed med. Princippet
om, at der skal være en konflikt i en nyhedshistorie kan være
med til at gøre nyhedsformidlingen konservativ. F.eks. kan det
multietniske samfund, som er multikompliceret, ikke skildres, hvis man
som journalist hele tiden griber fast i grimen på konfliktkæphesten.
En vis form for revurdering af de tilbagevendende historiske konflikter
(eller magtkampe) i vores samfund f.eks. finanslovsforhandlinger, overenskomstforhandlinger
ville også være kærkommen. Måske er de to konflikter
i dag pseudokonflikter, som ikke fortjener konfliktdækning. Måske
er de formodet modstander blot en del af samme konsensus Danmark og konflikterne
er nærmere skabt af medierne end af virkeligheden. Mit syn på
verden har ændret sig, jeg ser nogle nye samfundskonflikter, men
det virker som om, at nyhedsmedierne ser de samme konflikter, som de altid
har set.



Progressivitet på nyhedsredaktionerne ville derfor være, at
man lod være med at tænke på at være først,
være korte og på flere forskellige kanaler på engang,
og i stedet forsøgte at være kreative og finde frem til,
hvad det er for nogle reelle konflikter, som findes i vores hyperkomplekse
videnssamfund. At man analyserede, hvor de nye magtkampe foregår?
At man tog stilling til, om man overhovedet i et sådan hyperkomplekst
samfund kan udpege konflikter? Kan man i en metareferentiel faktionsverden,
hvor alting foregår på engang, og hvor fjernøsten kan
være mere nærværende end naboen, fortælle nyheder?
Er det f.eks. ikke forfejlet at tro, at et formodet udbrud af kogalskab
i en jysk landsby er mere nærværende, aktuelt og væsentlig
for mig, end en jordskælvs katastrofe i Indien, når jeg (og
i hvert fald en stor del af min generation) har rejst mere i den 3. Verden
end i Jylland? At et formodet udbrud af kogalskab (som viste sig ikke
at være et udbrud) kommer på stort set alle avisforsider,
kan kun ske fordi aktualitet er noget, som defineres af den dagsorden,
der er sat af medierne og ikke i forhold til en egentlig virkelighed.
En måned før var "måske kogalskab" aldrig
blevet den forsidehistorie, som den ikke fortjente at være.



For mig at se er nyhedsgenren inde i en krise, fordi den slet ikke egner
sig til at skildre verden, som den tilsyneladende ser ud i morgen. Krise
løses imidlertid ikke ved at sende de samme nyheder - blot pakket
lidt forskelligt ind - men ved for alvor at tænke nye kriterier
for, hvordan man producerer den "gode" nyhed.