Islændingene mener ja og har satset en halv milliard kroner på, at gratis indhold er den eneste måde at drive avis på i fremtiden. Islændingene skal dog passe på med at overvurdere danskernes behov for at blive kvalt i deres entre med Happy Meal-nyheder. For i en overflod af medier opstår ofte en mangel på opmærksomhed. Krigen minder derfor langt mere om 1. verdenskrig end 2.verdenskrig, hvor alle troede, skyttegravskrigen ville være overstået om et par måneder, og ingen kunne forklare krigens berettigelse. Trads og Dam skylder således både læserne og annoncørerne et svar på, hvorfor de er der og hvorfor de skal vinde den. For hvad er deres licens to operate ud over, at de skal tjene penge? Ingen.

Det triste er nemlig, at det ikke er publicister og verdenssyn, som kæmper mod hinanden. Det er annonceafdelinger, og derfor er der ingen ånd eller mening med krigen. Hvad der også er forretningsmodellens akilleshæl, for læserne skal tiltrække annoncørerne og ikke omvendt. Annoncørerne er altid parasitten på projektet og ånden. Parasitterne kan ikke skabe opmærksomheden, her skal være et værtsdyr, de kan leve gennem. Man skal altså først finde læserne for at finde annoncørerne, ikke omvendt. Tænk blot på de seneste års avissucceser, med undtagelse af gratisaviserne. De er alle nicheaviser med en ide såsom Information eller Kristeligt Dagblad. Den ide kan man skabe et fællesskab omkring, det kan man ikke om en forretningsmodel.

Nyhedsavisen er dog mere meningsfuld end 24 timer. Nyhedsavisen er first-mover på ideen. Det giver respekt, og det giver energi. Dertil kommer, at de har ansat en masse unge og nyuddannede, der brænder for at sparke røv med alle de islandske milliarder. Mens 24 timer er wanna-be copy-cat. Et sammenrend af reservister, som onde tunge påstår er alle de udbrændte journalister, som Politiken skal af med. Med en redaktionel strategi, som skulle være en blød udgave af BT og et hemmeligt håb om, at krigen varer i tre måneder, har de alle odds imod sig. En varmestue for alle dem, som skal væk og slagtes ved fronten? Tv-Charlie som gratisavis. Hvor usexet kan det blive? En ting er dog sikkert. De eneste, som vinder på krigen alt andet lige, er annoncørerne, som får nogle billige annoncer det næste halve år. Naturligvis, alt for annoncørerne, men alt for annoncørerne er aldrig intet for ånden. For uden ide, ingen læser; uden læser, ingen annoncører. Det kan være prisen, der skal betales, når alt skal være gratis.