Nyhedsavisen R.I.P.
Nekrolog. En rapkæftet, stædig og eventyrlysten krabat er afgået ved døden. Nyhedsavisen er lukket, og en æra med aviskrig, armbevægelser og indædt modstand er slut. Hvem græder, og hvem griner over Nyhedsavisens exit?
Det er en af den slags nekrologer, der kunne være skrevet på forhånd. En af den slags historier, der ligger i skuffen, klar til at trækkes frem, når dagene er talte, og man skal mindes, mens dødsfaldet stadig har nyhedens interesse. Historien om Nyhedsavisens endeligt er historien om et ambitiøst projekt, der for mange var dømt til at mislykkes, men som på nærmest mirakuløs vis i næsten to år formåede at kæmpe mod det etablerede – hele vejen op ad bakke.
Fra fødslen i små kontorer i Københavns indre by var der allerede store armbevægelser for de danske frontfigurer i Nyhedsavisen. Med islandsk kapital og danske mediedirektører skulle det danske dagbladsmarked udfordres, og projektet blev talt i vejret fra start.
The sky was the limit, da man rykkede til Holmen i en nedlagt flyvehangar, og de ambitiøse planer om gratis husstandsomdelt Cavling-journalistik til danskernes morgenkaffe var drivkraften.
Langt fra overskud
Sådan blev det ikke. Desværre. For allerede i opstartfasen og i de første måneder stod det klart, at der var langt til en rentabel forretning for den nye avis. Annoncerne var for billige, distributionen virkede ikke, og for få danskere læste avisen. Samtidig så de etablerede mediehuse bestemt ikke med velvillighed på udfordreren fra nord. Og så var Nyhedsavisen dyr i drift. Med over hundrede fastansatte journalister og fotografer som journalistisk motor var lønudgifterne mindst på højde med de journalistiske ambitioner.
For at holde Nyhedsavisen ude af markedet havde både Det Berlingske Officin og JP/Politikens Hus i huj og hast stablet hver deres uigennemtænkte gratisavis på benene med den ene ambition at splitte annoncerne på gratisavismarkedet op i så mange bidder, at Nyhedsavisens andel blev forsvindende lille. Det dyre træk lykkedes, og udsigten til overskud hos Nyhedsavisen forsvandt i disen af tryksværte og store armbevægelser på Holmen.
Den negative spiral
Trods modgang gik Nyhedsavisen på med krum hals. Ambitionerne fejlede stadig ikke noget: Journalistikken skulle genopfindes, Christiansborg og det etablerede skulle udfordres, og avisens journalister skulle for alvor gå til biddet i historierne og give dem den slags kant, man skærer sig på. Plejer var død, og den unge stab af eventyrlystne journalister gik i ét med projektet.
Med Nyhedsavisen blev ’den intelligente tabloid’ opfundet. Som en mellemting mellem Information og Ekstra Bladet kunne Nyhedsavisen både vise bare bryster og sætte en dagsorden på sundhedsområdet, kaste lys over politiske skandaler og rette en sønderlemmende mediekritik. Men med nedskæringen fra godt 100 journalister i starten til knap det halve i foråret 2008 gik journalistikken på Nyhedsavisen fra fødsel til død, fra nytænkende til folkelig og mainstream.
Med en almindelig gratisavisbemanding var det ikke Nyhedsavisens journalistik, der skabte de store overskrifter i avisens sidste år. Desværre. De blodrøde regnskaber, nedskæringerne og diverse uheldige udmeldinger fra ledelsen afskrækkede både læsere og annoncører, og det frelsende break even på bundlinjen var langt borte. Nyhedsavisens negative spiral syntes ikke at være til at stoppe, og gribbe og grædekoner gjorde sig klar til arbejdet.
Konkurrenterne griner
Den enes død er bogstavelig talt den andens brød på avismarkedet. For med Nyhedsavisen væk fra scenen får de etablerede mediehuse mulighed for igen at hæve priserne på indrykninger i deres forskellige titler. Det er afgørende for både betalingsaviser og gratisaviser at få rettet op på den skude, der er ved at kæntre i gratisavishavet, og få sat en stopper for det frie fald i indtjening, der har hersket de seneste år. Det har da heller ikke skortet på tilfredse og optimistiske meldinger fra Berlingske Medias Lisbeth Knudsen og JP/Politikens Lars Munch oven på Nyhedsavisens død. De om ikke griner hele vejen til banken, så i hvert fald smiler ned til annonceafdelingen, hvor man nu kan hæve barren og få mere for sine spalter. De samme spalter, man har brugt til at en lang række negativt vinklede artikler om Nyhedsavisen.
Også hos Danske Dagblades Forening (DDF), sammenslutningen af de etablerede dagblade, er man godt tilfreds med Nyhedsavisens exit. Et ”fantasiprojekt” kalder foreningen Nyhedsavisen, og man kan nærmest høre et lettelsens suk over, at Nyhedsavisen drejede nøglen om før andre af de gratisaviser, der betaler kontingent til foreningen. Uden Nyhedsavisen sover man bedst i DDF.
Alle andre græder
Mens konkurrenterne over en bred kam frydes, vil gavflaben fra Holmen blive savnet af andre.
Blandt annoncører er lukningen af Nyhedsavisen bad news. Her havde man vænnet sig til, at man i gratisaviserne kunne ramme mange i attraktive målgrupper for få penge. Da Nyhedsavisen havde knap 500.000 læsere og en indrykningspris på omkring 15.000 kr. pr. helside, var danmarkshistorien billigste kontaktpris nået, og annoncebudgetterne rakte langt, når man gik gratisavis-vejen. Nu skal annoncørerne vænne sig til igen at betale mere for at komme af med budskaberne.
Også hos de magtfulde mediebureauer græder man salte tårer over Nyhedsavisens død. Her havde man som følge af overkommelige annoncepriser drevet mellemstore annoncører ud på dagbladsmarkedet. Nu tyder alt på, at de tider er forbi, og færre virksomheder vil gæste mediebureauernes bonede gulve for at sætte penge i dagbladene. Samtidig vil de tilbageværende annoncører skulle betale mere, og mediebureauerne skal bruge tid på at overtale annoncørerne til at blive hos betalingsaviserne og de tilbageblevne gratisaviser.
Også blandt iagttagere af dansk journalistik vil man finde folk, der begræder Nyhedsavisens deroute. Ambitionerne om ny og pågående journalistik, der skulle vinde priser og vælte ministre, var måske nok en torn i øjet på det etablerede, men samtidig var Nyhedsavisens ambitioner, jargon og tilgang til historierne en forfriskning i et miljø, der sjældent får modspil udefra. Nyhedsavisens journalistiske drive var at fortælle historierne på en ny måde, og i det perspektiv må man ærgres over, at det journalistiske projekt ikke fik længere tid til at slå rod.
Endelig vil der også blandt nye avislæsere være nedadvendte mundvige. Nyhedsavisen har, sammen med de andre gratisaviser, været med til at skaffe nye avislæsere, fordi aviserne – i sagens natur – er gratis, tilgængelige og henvender sig til læserne på en anden måde end veteranerne på dagbladsmarkedet. Gratisaviserne er kommet for at blive (de få af dem, der er plads til), men med Nyhedsavisens død kan man frygte, at gratissatsningen neddrosles, herunder de journalistiske ambitioner. Det vil især ramme nye avislæsere til skade for hele dagbladsområdet, der kæmper med at få nye generationer ind i folden.
Nyhedsavisen er død og kommer ikke tilbage. Tilbage står mindet om to hæsblæsende år uden et kedeligt øjeblik. Var det det hele værd? Spørg medarbejdere, ejere, konkurrenter, annoncører og analytikere, og svarene vil være forskellige. Men sikkert er det, at Nyhedsavisen provokerede, råbte op og søgte nye veje. Og døde af det.
Nyhedsavisen efterlader sig 55 journalister, en chefredaktør, et par direktører, sælgere og andre ansatte uden arbejde. Dertil kommer drænede investorer, blødende konkurrenter, et avismarked i opbrud og et journalistisk landskab, der er blevet lidt fattigere. R.I.P.
Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger.
Fra fødslen i små kontorer i Københavns indre by var der allerede store armbevægelser for de danske frontfigurer i Nyhedsavisen. Med islandsk kapital og danske mediedirektører skulle det danske dagbladsmarked udfordres, og projektet blev talt i vejret fra start.
The sky was the limit, da man rykkede til Holmen i en nedlagt flyvehangar, og de ambitiøse planer om gratis husstandsomdelt Cavling-journalistik til danskernes morgenkaffe var drivkraften.
Langt fra overskud
Sådan blev det ikke. Desværre. For allerede i opstartfasen og i de første måneder stod det klart, at der var langt til en rentabel forretning for den nye avis. Annoncerne var for billige, distributionen virkede ikke, og for få danskere læste avisen. Samtidig så de etablerede mediehuse bestemt ikke med velvillighed på udfordreren fra nord. Og så var Nyhedsavisen dyr i drift. Med over hundrede fastansatte journalister og fotografer som journalistisk motor var lønudgifterne mindst på højde med de journalistiske ambitioner.
For at holde Nyhedsavisen ude af markedet havde både Det Berlingske Officin og JP/Politikens Hus i huj og hast stablet hver deres uigennemtænkte gratisavis på benene med den ene ambition at splitte annoncerne på gratisavismarkedet op i så mange bidder, at Nyhedsavisens andel blev forsvindende lille. Det dyre træk lykkedes, og udsigten til overskud hos Nyhedsavisen forsvandt i disen af tryksværte og store armbevægelser på Holmen.
Den negative spiral
Trods modgang gik Nyhedsavisen på med krum hals. Ambitionerne fejlede stadig ikke noget: Journalistikken skulle genopfindes, Christiansborg og det etablerede skulle udfordres, og avisens journalister skulle for alvor gå til biddet i historierne og give dem den slags kant, man skærer sig på. Plejer var død, og den unge stab af eventyrlystne journalister gik i ét med projektet.
Med Nyhedsavisen blev ’den intelligente tabloid’ opfundet. Som en mellemting mellem Information og Ekstra Bladet kunne Nyhedsavisen både vise bare bryster og sætte en dagsorden på sundhedsområdet, kaste lys over politiske skandaler og rette en sønderlemmende mediekritik. Men med nedskæringen fra godt 100 journalister i starten til knap det halve i foråret 2008 gik journalistikken på Nyhedsavisen fra fødsel til død, fra nytænkende til folkelig og mainstream.
Med en almindelig gratisavisbemanding var det ikke Nyhedsavisens journalistik, der skabte de store overskrifter i avisens sidste år. Desværre. De blodrøde regnskaber, nedskæringerne og diverse uheldige udmeldinger fra ledelsen afskrækkede både læsere og annoncører, og det frelsende break even på bundlinjen var langt borte. Nyhedsavisens negative spiral syntes ikke at være til at stoppe, og gribbe og grædekoner gjorde sig klar til arbejdet.
Konkurrenterne griner
Den enes død er bogstavelig talt den andens brød på avismarkedet. For med Nyhedsavisen væk fra scenen får de etablerede mediehuse mulighed for igen at hæve priserne på indrykninger i deres forskellige titler. Det er afgørende for både betalingsaviser og gratisaviser at få rettet op på den skude, der er ved at kæntre i gratisavishavet, og få sat en stopper for det frie fald i indtjening, der har hersket de seneste år. Det har da heller ikke skortet på tilfredse og optimistiske meldinger fra Berlingske Medias Lisbeth Knudsen og JP/Politikens Lars Munch oven på Nyhedsavisens død. De om ikke griner hele vejen til banken, så i hvert fald smiler ned til annonceafdelingen, hvor man nu kan hæve barren og få mere for sine spalter. De samme spalter, man har brugt til at en lang række negativt vinklede artikler om Nyhedsavisen.
Også hos Danske Dagblades Forening (DDF), sammenslutningen af de etablerede dagblade, er man godt tilfreds med Nyhedsavisens exit. Et ”fantasiprojekt” kalder foreningen Nyhedsavisen, og man kan nærmest høre et lettelsens suk over, at Nyhedsavisen drejede nøglen om før andre af de gratisaviser, der betaler kontingent til foreningen. Uden Nyhedsavisen sover man bedst i DDF.
Alle andre græder
Mens konkurrenterne over en bred kam frydes, vil gavflaben fra Holmen blive savnet af andre.
Blandt annoncører er lukningen af Nyhedsavisen bad news. Her havde man vænnet sig til, at man i gratisaviserne kunne ramme mange i attraktive målgrupper for få penge. Da Nyhedsavisen havde knap 500.000 læsere og en indrykningspris på omkring 15.000 kr. pr. helside, var danmarkshistorien billigste kontaktpris nået, og annoncebudgetterne rakte langt, når man gik gratisavis-vejen. Nu skal annoncørerne vænne sig til igen at betale mere for at komme af med budskaberne.
Også hos de magtfulde mediebureauer græder man salte tårer over Nyhedsavisens død. Her havde man som følge af overkommelige annoncepriser drevet mellemstore annoncører ud på dagbladsmarkedet. Nu tyder alt på, at de tider er forbi, og færre virksomheder vil gæste mediebureauernes bonede gulve for at sætte penge i dagbladene. Samtidig vil de tilbageværende annoncører skulle betale mere, og mediebureauerne skal bruge tid på at overtale annoncørerne til at blive hos betalingsaviserne og de tilbageblevne gratisaviser.
Også blandt iagttagere af dansk journalistik vil man finde folk, der begræder Nyhedsavisens deroute. Ambitionerne om ny og pågående journalistik, der skulle vinde priser og vælte ministre, var måske nok en torn i øjet på det etablerede, men samtidig var Nyhedsavisens ambitioner, jargon og tilgang til historierne en forfriskning i et miljø, der sjældent får modspil udefra. Nyhedsavisens journalistiske drive var at fortælle historierne på en ny måde, og i det perspektiv må man ærgres over, at det journalistiske projekt ikke fik længere tid til at slå rod.
Endelig vil der også blandt nye avislæsere være nedadvendte mundvige. Nyhedsavisen har, sammen med de andre gratisaviser, været med til at skaffe nye avislæsere, fordi aviserne – i sagens natur – er gratis, tilgængelige og henvender sig til læserne på en anden måde end veteranerne på dagbladsmarkedet. Gratisaviserne er kommet for at blive (de få af dem, der er plads til), men med Nyhedsavisens død kan man frygte, at gratissatsningen neddrosles, herunder de journalistiske ambitioner. Det vil især ramme nye avislæsere til skade for hele dagbladsområdet, der kæmper med at få nye generationer ind i folden.
Nyhedsavisen er død og kommer ikke tilbage. Tilbage står mindet om to hæsblæsende år uden et kedeligt øjeblik. Var det det hele værd? Spørg medarbejdere, ejere, konkurrenter, annoncører og analytikere, og svarene vil være forskellige. Men sikkert er det, at Nyhedsavisen provokerede, råbte op og søgte nye veje. Og døde af det.
Nyhedsavisen efterlader sig 55 journalister, en chefredaktør, et par direktører, sælgere og andre ansatte uden arbejde. Dertil kommer drænede investorer, blødende konkurrenter, et avismarked i opbrud og et journalistisk landskab, der er blevet lidt fattigere. R.I.P.
Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger.
