Fem fikspunkter for fremtidens journalist

Kend dine data. Vær overalt. Se mennesket. Tænk glokalt. Hav din egen forretningsmodel. – Det er de fem vigtigste ekstra ting, du skal kunne, hvis du vil overleve som journalist i de kommende årtier. Hvis du altså spørger MIT Media Lab og omegn.
af Anna Ebbesen
Svære data: Da et stort passagerfly i 2009 måtte nødlande på Hudson River i New York, var der pludselig efterspørgsel efter viden om, hvor ofte den slags landinger sker. Den lufthavn, der var bedst til at indsamle data herom, blev hængt ud som den mest usikre i landet. Det var ikke den rigtige historie, men det var den, de tilgængelige data beskrev
 
På en konference om journalistik, som for nyligt blev afholdt i USA af The Knight Foundation og MIT Media Lab, pegede deltagere og panelister på fem egenskaber, som fremtidens journalister gør klogt i at tilegne sig – oven i de klassiske dyder, der selvsagt stadig gælder, såsom at tjekke både kilder og kommaer.
 
Her kommer de fem:
 
Kend dine data - eller kend en der gør
Det holder ikke længere, at journalister bare gerne vil fortælle historier og ikke kan se fidusen i at lære at håndtere data. At kunne tænke data ind i en historie, se historier i datasæt og formidle fundene i en meningsskabende kontekst, bliver en eftertragtet evne i takt med, at flere og flere data bliver tilgængelige for den brede offentlighed.
 
Og husk: Der findes ikke neutrale data. Data er altid indsamlet af mennesker med et specielt formål for øje. Og data, der kommer fra mennesker, er ikke altid pålidelige. Fokus på målbare resultater har desværre også fået folk til at "pille ved" statistikkerne, for at få resultaterne til at se bedre ud på papiret. Dertil kommer, at data heller ikke bliver indsamlet på samme måde.
 
Pointen kan tilskrives Laura Kurgan, der er lektor i arkitektur ved Columbia University.
 
Faldskærmsjournalistikken er på vej ud. Vent ikke på brændpunkterne, nej, kom dem i forkøbet ved hjælp af netværk
 
Vær overalt – før brændpunktet flytter sig
Sociale medier gør det for første gang muligt for journalister at indsamle citater og data uden at skulle ud at spørge først. Pointen fremsættes af David Wertime, medstifter af Tea Leaf Nation, der omsætter historier fra kinesiske sociale medier til engelsk og dermed til nye historier i vesten.
 
Sociale medier kan ikke erstatte processen at have journalister til at undersøge en given sag, men kan supplere. Selv den klassiske reportage er en anden i dag. I stedet for den gamle tilgang – arrogant "faldskærmsjournalistik", hvor man blev smidt ned i et brændpunkt og via mellemmænd fik historien – kan det nu lade sig gøre at opdyrke et globalt kildenetværk bestående af andre formidlere, med eller uden titel af journalist.
 
Tænk lokalt-globalt
"Britiske cricket-resultater er lokale nyheder i netop New York-bydelen Brooklyn – det globale er lokalt," siger Charles Sennott, stifteren af GlobalPost. Han anfægter dermed både den idé, at folk ikke er interesseret i internationale nyheder. Og den opfattelse, at det lokale er defineret ud fra geografi.  
 
For moderne, kreative medier handler relevans om modtageren, ikke om afsenderen. Og det stiller krav til alt – fra typer af historier, man vælger at bringe, til kategoriseringer og indeksering af stoffet.
 
Forløs en menneskelig historie
Storytelling is back, den gode menneskelige historie og evnen til at formidle den, så den rammer noget i modtagerne med sin ærlighed og autenticitet.
 
Den gode case er fortællingsarrangøren The Moth, der gennem de seneste 15 år har forfinet disciplinen. Organisationens instruktører formår at få almindelige mennesker til at fortælle deres egne historier, så det fænger foran et levende publikum. Endda så godt, at seancerne nu finder sted flere steder i USA, og udsendelsen med de bedste historier vinder nyt publikum som podcast og som klassisk radioprogram, flere og flere stationer vælger at bringe.
 
Modellen kendes også fra Public Media Exchange. Pointen kan tilskrives Jake Shapiro, stifter af Public Media Exchange.
 
 
MIT Media Lab (MIT School of Architecture and Planning) er grundlagt af Nicholas Negroponte i 1985 og med Joi Ito som nuværende leder. Foto: Madcoverboyen.wikipedia
 
Hav din egen forretningsmodel
Journalistik finansieret af annoncer? Journalistik finansieret af medlemsbidrag? Journalistik finansieret af en fond? Ingen løsning er den bedste og mest fremtidssikre. Det eneste sikre er, at mange forskellige finansieringsmodeller efterhånden vil komme på banen. Som for journalistikken er der for dens finansiering ikke én fremtid, men mange fremtider.
 
Som lederen af MIT’s Media Lab, Joi Ito, pointerede: ”Det har aldrig før været så billigt at teste nye ideer. Før lå magten, hvor pengene er. Nu ligger den hos ideerne.”
 
Få dage efter konferencen blev Joi Ito i øvrigt indlemmet i New York Times’ bestyrelse. Så nu får vi at se, om han har held til at omsætte ideer til prototyper og nye løsninger i den gamle mediebranche.
 
---
 
Baggrund
The Knight Foundation og MIT Media Lab har netop afholdt en konference om civic media – medier for og med borgere: The Narrative and The Algorithm. Ethan Zuckerman, researcher på Berman Institute for Internet and Society på Harvard University, understregede i sin åbningstale, at fortællingen og algoritmen var gennemgående temaer i det daglige arbejde med nye medieformer og måder at bedrive formidling på.
 
Fortællingen og algoritmen er dog ikke et spørgsmål om menneske vs. maskine. Konferencen viste, at robotten også kan skrive og fortælle, ligesom den kan programmere og raffinere algoritmer. Mennesket derimod er forudindtaget i sin tilgang til verden og kan finde på at forringe data ved at lyve. Mennesket kan heller ikke kende forskel på robotter og mennesker – fiktion og fakta. Men da publikum jo er mennesker, har medierne og de menneskelige journalister fortsat en funktion som formidler og kontekstskaber.
 
---
 
Følg et spændende lynkursus for k-folk:
eller
eller
Men se at få fingeren ud, hvis vi må være så fri – der er kun enkelte ledige pladser tilbage.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job