Nye fyrster af centrumvenstre-pressen

Politiken og Information har fået nye fine folk i de øverste cheflag. Valgene siger en masse om, hvad disse dagblade gerne vil. Men spørgsmålet er, om viljen og de nye chefers indiskutable evner er nok til også at kunne det, man vil. Kan Information faktisk rumme andet end sit gamle selvundskyldende slogan, ’den mindst ringe’? Og spærrer Tøger Seidenfadens debatstil i virkeligheden for udviklingen af graver-journalistikken på bladet?
af Troels Mylenberg

"Den mindst ringe." Ha ha, meget sjovt slogan. Men tyg alligevel på det en ekstra gang, for giver det virkelig god mening at sælge sig selv som den mindst dårlige blandt åbenbart elendige ligemænd? For mig har Dagbladet Informations slogan altid fremstået som netop det ringeste. Tænk at udstille sit eget produkt, sin egen faglighed og hele sin branches troværdighed på den vis. Gad vide, hvad Informations stolte grundlægger Børge Outze ville sige? Mit gæt er, at legenden over alle dansk dagspresse legender vendte sig i graven, da han så sin fine avis med den røde prik over i’et af sig selv og et reklamebureau reduceret til noget, der godt nok ikke var lige så ringe som de andre, men altså alligevel ringe.

 

Information anno 1945 - fra tiden før avisen blev "den mindst ringe" og skrevet ikke mindst af sine praktikanter

 

Al magt til modarbejderne på Information

I sloganet ligger dog ganske store dele af Informations selvforståelse parkeret på den mest selvudleverende facon. Og måske derfor har man længe holdt fast i det slogan. Blandingen af mindreværd og bedreværd plasker jo nedad siderne hver eneste dag. Man har de bedste journalister og skribenter, synes avisen. Alligevel undrer man sig over, at færre og færre af dem headhuntes til andre blade. Og hvis de så bliver det og giver efter for ussel mammon (og ofte langt bedre arbejdsbetingelser), så er det jo naturligvis udtryk for udstrakt illoyalitet mod det medarbejderfællesskab, som Information stadig hævder at være. Eller som det hed for nylig i overskriften til en artikel i fagbladet Journalsten om Informations langvarige jagt på en ny ledelse:

”Al magt til modarbejderne”

 

Man behøvede egentlig ikke læse den artikel, for overskriften sagde det hele. Det medarbejderdemokrati, som siden 1970’erne har hersket i mere eller mindre udstrakt grad på Information, men som vist ganske ofte er blevet netop et modarbejderdemokrati. De glade dage, hvor Jan Stage kastede med skrivemaskiner, og de fleste medarbejdere sov på avisens slidte sofaer i ren forelskelse i journalistikken, i avisen (og i sig selv?), har fået karakter af anekdotisk storytelling, mens de moderne tider langsomt har ædt sig ind på redaktionen i form af medarbejdere, der tillader sig at prioritere livet uden for avisen højere end eller bare lige så højt som livet på og i avisen.

 

Praktikanterne kører showet på Information

I dag er Information måske nok på få udvalgte dage den bedste avis. På den journalistiske front skyldes det primært den tilsyneladende aldrig svigtende evne for avisen til at gafle de bedste, de mest ærgerrige og mest lærenemme journalistpraktikanter fra journalistuddannelserne. Uden dem ville Information falde sammen som en karklud af opsugede meninger. Uden praktikanterne – og de få unge nyligt færdiguddannede journalister – ville Information være et tidsskrift mere end en avis. Et tidsskrift, som man hver dag skulle undersøge for datomærkning for lige at sikre sig om, at det var udkommet i denne måned (eller år).

 

Meningerne er avisen, som alle andre aviser, fyldt til randen med. Men på de gode dage leverer Information trods alt en balance, der gør, at der ved fintælling er mere viden at finde i avisen end blot meninger, hvilket er en stor præstation i denne tidsalder, hvor medieegnede hurtige meninger om det fælles vi’s dårskab langt overtrumfer reel viden og fakta om samme.

 

Op trækker det også, at avisen besidder dansk presses bedst tænkende – og skrivende – meningsmager, Rune Lykkeberg. Selv på sine halvgode dage er han hele avisen og mere til værd. Og så gør Lykkebergs stædige lethed, at man lettere overkommer (overbladrer) Ejvind Larsens tidslomme af (sikkert velkvalificeret) SF-lommeuld og Georg Metz’ evigt redundansende Anders Fogh-bashing.

 

Er man i tvivl om Informations forbindelse til fortiden, kan man med fordel anvende disse to skribenter som tryghedsskabende læsning. Her står tiden dejligt stille, og kernelæseren kan få genbekræftet sit verdenssyn, hvilket på ingen måde skal undervurderes som en avis’ faste ærinde.

 

Informations nye mor og far, Mette Davidsen-Nielsen og Christian Jensen. Foto: Sofie Amalie Klougart

 

Hvad med at sælge cykelhjelme med den røde prik

Men nu får avisen så helt ny ledelse – et regulært scoop og et par nummer syv. Jeg skal med det samme gøre det klart, at jeg kender og har arbejdet sammen med både avisens nye direktør, Mette Davidsen-Nielsen, og den nye chefredaktør, Christian Jensen. Begge er mig kære venner, og begge beundrer jeg dybt. Så det følgende kan næppe anskues som andet end subjektivt.

 

De to kommer velsagtens til den avis i landet med størst udviklingspotentiale. Ikke mindst jævnfør ovenstående, men måske endnu mere i kraft af Informations læserskare, som må være af den type, som enhver avischef bare må elske. Mine fornemmelser – samt flere årtier som abonnent – siger mig, at mine medabonnenter er økonomisk velpolstrede samt samvittighedsfulde på den kystbanesocialistiske måde. Der er en masse ting, man skal og bør, synes de. Herunder holde avis, forbruge kultur, knuselske Bob Dylan (både som sanger og maler) og synes, at der er for lidt substans i alt i medierne, men mindst for lidt i Information.

 

Hos dem fænger sloganet ”Den mindst ringe” nok meget udmærket. De vil jo ikke spises af med det værste og elsker derfor den blanding af selvovervurdering og selvundervurdering, der ligger i Informations selvforståelse.

 

Disse mennesker var for 20+ år siden generationen med meget lidt råd til andet end gryderetter og årlige ferier i telte på de danske øer. Men friværdiernes tid er ikke skyllet henover denne gruppe mennesker uden at aflejre pludselig velstand, som nu veksles til dejligt forbrug. Og Informations varemærke ligger perfekt lige for. Avisen signalerer nemlig både kvalitet, politisk bevidsthed og tilpas aflad – man er et godt menneske, hvis man holder Information, og man bliver ligefrem bedre af det, for den er jo ikke så ringe, og slet ikke så ringe som de andre.

 

Til salg i en god sags tjeneste

Mulighederne for at afhænde luksusprodukter med Informations logo (og sjæl) påklistret synes uudtømmelige – fra Politiken-inspirerede designercykelhjelme til kulturrejser i Peter Høegs eller Tove Ditlevsens fodspor. Det marked må og skal Information udvikle – selvfølgelig med konstant betoning af, at alt jo er i en god sags tjeneste.

 

Det bliver Mette Davidsen-Nielsens opgave at få flere penge ud af denne samfundsgruppe, og det skal hun nok mestre i en grad, så de efterlønsramte socialrådgivere vil klappe af begejstring, mens de afleverer guldet i bladhuset i St. Kongensgade. Mette Davidsen-Nielsen kender som tidligere DR2-chef sine velmenende lus på travet. Hun, som stod i spidsen for satiren (og meget andet) på DR2, er guf for målgruppen og en konceptudviklier (Spise med Price, etc.) Og hun skal nok vide at lede den på rette vej – samt udvide den.

 

Børge Outzes arvtager skal administrere kedsommelige båndafskrifter

Voldsommere er opgaven nok for Christian Jensen. Han er et genialt valg og vel den første ansatte chefredaktør i avisens historie, der har lige så meget journalistik i blodet som salig Outze. Jensen har i en årrække stået i spidsen for Berlingske Tidendes journalistik. Her har han formået at give tanten tænder – som endda udmøntede sig i en fortjent Cavling-pris for serien ’Forbrydelsen’, der afslørede politireformens omsiggribende mangler og de heraf følgende alvorlige konsekvenser.

Klassisk undersøgende journalistik, som ikke var blevet lige så godt, hvis ikke Christian Jensen med sin ledelsesmæssige vedholdenhed, journalistiske jugement og evne til at drive journalistik og journalister frem havde kæmpet for den.

 

Lige så stor en gevinst han vil være for Information, lige så stort et tab er han for Berlingske, der sandt for dyden ikke ligefrem ellers er berygtet blandt husets egne free-seating-ramte journalister for at have indsat journalistiske fyrtårne i de øverste ledelseslag.

 

Men hvor Christian Jensen på Berlingske Tidende havde et stort korps af landets dygtigste gravere til at levere den undersøgende vare, så er den luksus ikke til stede på Information. Det ved han selvfølgelig udmærket, og hans umiddelbare svar har været, at de gode ideer ikke koster penge.

Nej, det gør de ikke. Men det koster trods alt et eller andet at lave ideer om til ord på siderne. Og på Information vil Christian Jensen nok have udmærkede journalister, men de skal trods alt også skrive en avis hver dag. Her kan ingen undværes, hvilket den jævnlige manglende afkortning af mange af avisens tekster vidner nådesløst om. Båndudskrifter af interviews, der får lov til at brede sig for langt, nyhedsartikler, der vokser til baggrundsepistler og evindelige essays om alt og intet og det midt imellem. Problemet er sådan set ikke, at alle de for mange ord er der. Problemet er, at der hver dag er en, to, tre artikler, der er redigerede, er godt set, godt tænkt og godt udført. Og som derfor tydeliggør alle de andre uredigerede ord, der mest af alt står i vejen.

 

Ønsker modarbejderne dybest set ledelse?

Noget af et dilemma er det jo, at Informations muskelkraft er ret begrænset. Viljerne er enorme, men virkeligheden og jorden kalder uvilkårligt hver eneste dag, når mørket falder på, og trykpressen kalder. En virkelighed, der samtidig tilsiger, at nogle af medarbejderne næsten per definition mener, at avisen ville klare sig bedst helt uden ledelse.

 

Dertil kommer forventningen fra alverden om, at chefredaktøren tilmed skal skrive begavede ledere og være fast gæst i alt fra ’Deadline’ til ’Go’ morgen Danmark’ og ’Presselogen’ på TV2 News.

En af avisbranchens store svøber i disse år er jo helt grundlæggende det mindreværd, der ligger i, at det åbenbart ikke er nok for en avischef at være til stede i sin egen avis med ledere og holdninger og redaktionel ledelse. Først når de elektroniske medier sender bud, er succesen for alvor hjemme, synes at være logikken i bestyrelseslokalerne.

 

Men selv om Christian Jensen ikke har gået meget på de gulve, så vil han givetvis sagtens kunne levere varen også her. I det hele taget er det trods alt mere krævende at skulle drive journalistik frem end at afsige velturnerede meninger til et tv-kamera. Og med årelang redaktør-erfaring, har Christian Jensen naturligvis tilkendegivet massevis af holdninger på utallige redaktionsmøder.

 

Den nye ledelse på Information vil givetvis også gerne give avisen et lysere sind. Det må man i hvert fald håbe. Går man og hænger med hovedet, kan man jo i dag være sikker på, at en bladretur gennem Information vil vise bekymringer, som man slet ikke var bevidst om, man kunne have. Avisen er således gennemsyret af journalistikkens tradition om at ville fremlægge problemer og afdække uretfærdigheder. Prisværdigt og godt, hvis det gøres vedholdende og seriøst, men ligesom man i årevis har vidst det rundt omkring på hospitaler, psykiatriske institutioner og hospice’er, at lyse billeder, lette farver og gode smil letter helbredelsen, kunne et håb herfra være, at det gerne må blive lidt sjovere at være læser af Information.

 

Toppen af poppen på Politiken, sådan som Politiken selv præsenterer den: Tøger Seidenfaden, Anne Mette Svane og Lars Grarup. Direktør Ørskov er ikke med på billedet, han er måske henne at forhandle lån i banken

 

Politiken nu med mindre aggressiv holdning over for bankvæsnet

Så er det straks helt andre udfordringer, der findes på Rådhuspladsen, hvor ansvarshavende chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden har indlemmet to nye ansigter i sin avis’ chefredaktion.

 

Dels er nyhedschef Anne Mette Svane som den første kvinde i avisens historie indlemmet i chefredaktionen. Dels er DR’s tidligere mediedirektør, Lars Grarup, hentet ind som chefredaktør med særligt fokus på udvikling, online og administration.

 

Tidligere bestod Politikens chefredaktør alene af Tøger Seidenfaden og Stig Ørskov, men Ørskov er nu hentet op i direktionen i Politikens Hus, hvorfra man må forvente, at han vil indtage en mindre aggressiv holdning over for landets banker, end dem han har diverteret med i avisens spalter.

 

Spørgsmålet er, hvad chefrokaderne siger om livet på Politiken. Anne Mette Svane skal så vidt vides fortsætte med det job, hun hidtil har udført som nyhedschef. Hun er ung, dynamisk, en blændende dygtig journalist og vellidt på redaktionen. Kan det blive bedre? Hun har endda udtalt, at Politiken fremover skal bedrive mere undersøgende journalistik. Onde tunger vil hævde, at det næppe heller kunne gå den modsatte vej for avisen, der overgår alle andre i opprioriteringen af meninger frem for fremlæggelse af fakta.

 

Undersøgende journalistik strider mod Politikens aktivistiske debatklima

Tøger Seidenfaden kan, som det vil være de fleste bekendt, argumentere overbevisende for hvilket som helst standpunkt, uagtet hvor langt ude på papirtynd is, han ellers måtte være. Man fornemmer ofte en næsten fysisk tilfredsstillelse hos manden, når den demagogiske debatform får fuld blus. Som når han for eksempel helt uden blusel flere gange i sin avis har fastslået, at der simpelthen ikke er nogen sag omkring Helle Thorning-Schmidts skatteforhold. Et synspunkt så dumdristigt, at næppe nogen andre ville turde indtage det. For netop det mod, elskes Seidenfaden af både sine medarbejdere og mange af avisens læsere, men man må spørge sig selv, om det harmonerer særlig elegant med chefredaktør Svanes meldinger om mere undersøgende journalistik. Man kunne vel mene, at sagen (den ikke-eksisterende) om Thornings skat netop burde være en, som Politikens journalister burde undersøge det mulige indhold i. Og så derefter kunne chefredaktøren melde ud.

Det er Seidenfadens store styrke, at han egentlig ikke giver alverden for journalistik. Det giver ham stor troværdighed og gennemslagskraft, men det svækker hans avis.

 

Selv vil han næppe nogensinde indrømme, at han ikke brænder for journalistik, ligesom han vækket klokken tre om natten vil forsvare sine journalister og deres journalistik til sidste blodsdråbe.

Men undersøgende journalistik er og bliver ikke Tøger Seidenfadens varemærke. Og dermed næppe heller Politikens, uanset hvor meget dygtige Anne Mette Svane ellers forsøger at hamre det fast.

 

Klip fra Politikens hjemmeside, hvor man fejrer avisens fejring af dronningen. Tøger Seidenfaden skrev royal leder, og Politiken skiftede for en dag navn til "Tillykke". Aktivistisk debatstil, som kan være svær at forene med for eksempel graver-journalistik om problemer med kongehusets rolle

 

Politiken flettet sammen med femikrimi

Politiken har gennem de senere år mistet kraft som et journalistisk korrektiv til virkeligheden, men i stedet vundet klart på at være landets bedste debatforum. Bladets debatredaktører, kommentatorer og løshåndsskribenter overstråler klart dets journalistiske kræfter. Vil man læse et godt slagsmål eller en velturneret anmeldelse af verdens gang set gennem det klassiske kartoffelrække-grundsyn, som avisen på godt og ondt inkarnerer, går man aldrig forgæves. Men den klassiske afdækning af uretfærdigheder og tilstræbt objektive vinkling af døgnets gang, fylder mindre.

 

Den er der, men vægtningen tilsiger, at Politiken selv sætter mere pris på views end news. Den diskussion er alenlang, og en af de mange, hvori Tøger Seidenfaden ikke anerkender andre synspunkter end sit eget. Men pointen er nok også, at Politikens læsere gerne vil det sådan. De køber ikke nødvendigvis Politiken for at få afdækket de hjemløses levevilkår, eller om der nu også er noget at komme efter i Thornings privatøkonomi, men nok mere for at få et velskrevet synspunkt om, at den borgerlige regering er på vildspor og den seneste femikrimi på Politiken Plus-tilbud.

Når Anne Mette Svane melder ud, at der skal undersøges mere, så risikerer hun samtidig, at læserne måske forstår det – og håber det – som flere tests af pulsure i Lørdagsliv, eller guide til bedste brunch på Østerbro.

 

Men Anne Mette Svane bør ikke undervurderes. Hun har, hvad påfaldende få af de nye chefer i medierne ellers har – erfaring som redaktør på Christiansborg, på Jyllands-Posten. I mine øjne er en indgående indsigt i det politiske liv nærmest et must for en chefredaktør, der skal trives i en ekstrem politisk virkelighed, hvor visse historier – som eksempelvis den om Helle Thornings skatteforhold – kan afføde et enormt politisk tryk på avisen. Her, når politik bliver værst, giver det trods alt mere ro, hvis chefen kender det politiske spil indefra.

 

Politiken har fået en ’chefredaktør for taxabonerne’

Ved sin side får Seidenfaden som sagt også Lars Grarup, manden der blev fjernet fra DR’s direktion sidste efterår, angiveligt fordi han var for dygtig, i hvert fald dygtigere end generaldirektør Kenneth Plummer.

 

Grarup er en fjernsynsmand, og hans kritikere vil kalde ham det værste, der er sket for DR i de sidste 10 år. Andre vil hævde, at DR var faldet sammen som en selvdød højskole, hvis ikke Grarup havde haft grebet om strategierne og folkeliggjort DR1, søsat nichekanaler og i det hele taget sat sig på magten over DR i en tid, hvor DR var toppresset fra især politisk hold. Nogen skulle jo gøre det, når generaldirektøren var, skal vi sige mindre stærk. Og Grarup tog både magten og ansvaret. I et sikkert og stilrent opgør med de mange DR-meninger, som Politiken sjovt nok var allermest leveringsdygtig i. Nemlig dem om forfladigelsen, om X-faktor som sindbillede på ophørsudsalg af kvalitet, tabet af morgenandagten og hele den øvrige verdens yderligere forfald.

 

Nu skal han så udvikle og administrere Politiken, i den rolle, som Politiken medarbejderne lidt hånligt kalder ’chefredaktør for taxabonerne’. Jobbet dækker dog over noget mere end det, og Lars Grarups ryk fra tv til avis-branchen er samtidig udtryk for, at avis-branchen efterhånden er meget mere end avis. Politiken er både avis og web, men kan sagtens inden længe også være radio. På længere sigt er det stadig regeringens plan, at TV 2 skal sælges, og her står JP/Politikens Hus som en oplagt køberkandidat. Mon ikke Lars Grarups evner også her kan være belejlige.

 

Dertil kommer, at Politiken i Grarup får en mand, der måske nok imponeres over Tøger Seidenfadens oratoriske evner, men som samtidig næppe lader sig benove mere end godt er. Grarup hviler i sig selv og i en sikker viden om mediebranchens store scener – dem som aviser i stigende grad slet ikke finder vej frem til. Med mindre altså, at forretningen udvikles gevaldigt, hvilket jo så er Grarups primære opgave på Politiken.

 

Ansættelserne på Information og Politiken er trods alt scoops

I mediebranchen er udskiftningerne på de højprofilerede chefposter altid kilde til god sladder. Men med de seneste udnævnelser i centrumvenstrepressen kom der altså store overraskelser. Og formentlig en række skuffede forventninger hos dem, der gerne ville have haft et af jobbene. Historien er alenlang med eksempler på forfremmelser af mennesker i medierne, der måske nok var gode journalister, flinke fyre, målrettede stridskvinder eller det der både er værre og bedre, men som viste sig at være mindre gode, for ikke at sige katastrofale chefredaktører.

 

Man må sige, at de seneste udnævnelser i den grad markerer, at der trods alt ikke vælges i blinde. Især hvad angår Informations bestyrelses efter sigende groteske og månedlange ansættelsesproces, er valgene her faldet heldigere ud, end de samlede bestyrelseskompetencer øjensynligt burde have rakt til.

 

Alle fire nyansættelser i centrumvenstrepressen er på papiret scoops. Det siger jeg dels, fordi jeg kender alle fire nye chefers som lynende begavelser og som nogle af branchens bedste kort. De er alle meget mere end de mindst ringe.

 

Og så har de sagt ja til job, der nok aldrig nogensinde har været mere krævende. Gid ingen af dem må knokle forgæves i kampen for at opretholde og udvikle de publicistiske idealer og skabe gode medier i en verden, der måske aldrig tidligere har været hårdere ramt af journalistisk smalhals parret med ingen penge.

 

God arbejdslyst derude. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job