Ny roman spidder konsulentbranchen

SPIN fortæller historien om management konsulenten Herman, der uforvarende lander i et mareridt af en mediestorm. Men det er også historien om livet tæt på ministeren i et departement, om hvordan strategier bliver til på et pr- og reklamebureau, og om kampen om spalterne på en avisredaktion. For SPIN er mest af alt en kollektivroman med fokus på de mekanismer, der er med til at styre samfundsdebatten i disse år.

”All the world’s a stage
And all the men and women merely players”

Da jeg havde læst Per Helge Sørensens nye roman SPIN færdig, kom jeg til at tænke på Shakespeares berømte citat fra ”Som man behager”. For det er, hvad den handler om, denne tankevækkende, elementært spændende og velgørende samfundskritiske roman: At vi alle er deltagere i et stort skuespil styret af mere eller mindre kyniske magthavere, hvor tidens buzzword er branding.

SPIN fortæller historien om management konsulenten Herman, der uforvarende lander i et mareridt af en mediestorm. Men det er også historien om livet tæt på ministeren i et departement, om hvordan strategier bliver til på et pr- og reklamebureau, og om kampen om spalterne på en avisredaktion. For SPIN er mest af alt en kollektivroman med fokus på de mekanismer, der er med til at styre samfundsdebatten i disse år.

Skurkene og vandbærerne
Overskurken hedder Kyner. Han er pr- og reklamemand og direktør i Kyner Kommunikation, og det ligger lige for at se ham som et satirisk portræt af en kendt guru i den danske pr- og reklamebranche. Det er Kyner og hans medarbejdere, der spinder trådene.

Men romanen vrimler med skurke, som alle har det til fælles, at de har et umætteligt behov for at markere sig i offentligheden. De vil ses og høres.

Det gælder for eksempel vidensministeren, som vil tækkes vælgerne – koste hvad det vil. Og direktør Jørgensen i børneorganistionen Børn i samfundet, som skal ud og kapre flere ”kunder” og derfor leder efter en sag at profilere sig på. Det gælder også konsulenthuset Beck & Brenow, som har forstået, at det er vigtigt, det der med værdierne – og vælger at brande sig på en etisk profil; og Akademikernes Fagforening, som taber medlemmer og derfor har behov for at få nye ind i folden.

Medløbere er der også – vandbærere, som pligtskyldigt parerer ordre af hensyn til karrieren, men også idealister, der bliver fanget ind i spillet, uden at de helt har gennemskuet det.

Det uskyldige offer
Herman lever et lidt for almindeligt liv, synes han, med en lidt for rund kæreste, lidt for kedelig lørdag-morgen-sex og lidt for mange forventninger fra omgivelserne om at snart at stifte familie.

Men han har også en hemmelig brist – han tænder på unge piger, og en sen nattetime ”kommer han til” at klikke sig ind på en hjemmeside med skolepigesex, hvor han burde sidde og arbejde med et oplæg til en kunde. Derhjemme – men han er selvfølgelig koblet op på arbejdspladsens server. Hvem er ikke det i den branche?

Og så er scenen sat. Herman bliver det uskyldige offer, der kommer til at sprælle i edderkoppen Kyners spind. Han kan vælge mellem at gå til grunde – eller acceptere spillets regler og sætte en modoffensiv ind.


Læs uddrag af SPIN
Kommunikationsforum bringer her et uddrag af SPIN. Rebekka er nyansat projektleder hos Kyner Kommunikation og til sit første brainstorming møde. Forude venter et kundemøde hos Børn i samfundet, der har fået ny direktør og skal have en ny profil:

Læs uddraget her



Per Helge Sørensen: SPIN
Forlaget L&R, 2003
299 kr.








SPIN på BogForum
Møde Per Helge Sørensen på den årlige bogmesse i Forum på lørdag, hvor han bliver interviewet om SPIN af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
BogForum, lørdag kl. 15 – 15.30. Stand 100.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også