Se filmen her

Læs interview med Guldbrandsen her

Naser møder Dr. Strangelove
Egentlig kunne man alternativt have kaldt filmen for ”Olsen-Banden på Christiansborg”, for den er en lang udstilling af, hvor amatøragtigt Ny Alliance-projektet blev drevet fra start og til slut. Eksemplerne er talløse og når lagkagekomiske højder undervejs. Når filmen tirsdag aften vises på DR2, så bør alle have popcorn og cola parat til den lange, men urkomiske scene, hvor en fuldkommen sortsnakkende Jørgen Poulsen belærer Naser Khader om, hvordan han – efter at have kritiseret regeringens asylpolitik i pressen – derfor nu ifølge sin egen overbevisning skulle have ”sikret” Ny Alliances ”flanke til SF”, alt imens ”S og V går løs på hinanden”. Beundringen hos ”Dr. Strangelove” over egen genialitet og storhed lyser ud af Poulsen i en grad, der vel egentlig passede bedre til en film om en verdensfjern, magtsyg eneboer i en førerbunker i Berlin under 2. verdenskrig. ”Er will Politik Machen”, forstår man på Poulsen i denne fuldkommen surrealistiske scene, som selv for Ny Alliance sætter en ny standard.

Khaders intention med samtalen med Poulsen var egentlig at bede ham holde inde med sine ustyrlige solomeldinger. Men som det fremgår af scenen, så nænner han ikke at sætte den overstadige Røde Kors-generalsekretær på plads. Og dermed får scenen udstillet en anden krystalklar pointe: At Khader aldrig var sin opgave som partileder voksen, især på grund af en helt enestående konfliktskyhed. Det gjorde eksempelvis, at han havde svært ved at skære igennem diskussionerne med en partiformands normale autoritet og træffe beslutninger.  
 
En film uden helte
Guldbrandsen gør det fra begyndelsen klart, at han er privat ven både med Naser Khader og med Ny Alliances første spindoktor Rasmus Jønsson. Og det er sidstnævntes vinkel, som filmen anskuer hele forløbet ud fra. Dermed bliver Jønsson faktisk den egentlige hovedperson i en film uden helte, som så til gengæld kan diske op med et par skurke.

Partikapringen
Det er en historie om et parti af glade, godtroende, ambitiøse plus en del opportunistiske dilettanter, der stille og roligt blev kapret af liberalt-sindede ”onde” kræfter, som ville placere partiet længere til højre, end det oprindelig var tænkt af et par partistifterne. Det stod, som de fleste sikkert husker, ret hurtigt klart, at Anders Samuelsen og Gitte Seeberg ville noget vidt forskelligt med partiet. Flere gange undervejs i filmen siger Seeberg tydeligt fra over for snart sagt ethvert forsøg på at iklæde NA liberale gevandter: ”Jeg har ikke meldt mig ind i et liberalt parti” og: ”Vi er ikke Venstre II”. Og hun bliver ikke sagt imod af Samuelsen. Dermed fremstår han i filmen som en uærlig mand med underliggende dagsordener. I de fleste af de klip, Samuelsen medvirker i, ligner han en mellemting mellem den afdøde amerikanske skuespiller Marty Feldman (ham med de udstående øjne) og en kat, der, mens mor et øjeblik har kigget væk, har benyttet chancen for at tømme hele skålen med fløde. Man sidder nærmest tilbage med et indtryk af manden som småpsykopatisk, og filmen gør ikke meget ud af at nuancere dette billede.

Kyniske ”Spindulla”
Den anden skurk i fortællingen er Ulla Østergaard, som pludselig bliver hyret af Khader for at træde i stedet som spindoktor for Jønsson. Han degraderes – helt uden varsel – til ”kampagnechef” og går frem til valget til hånde og får en lidt ydmygende rolle som praktisk gris blandt andet med at stille partiets baggrundstæppe op i forbindelse med pressemøder osv. Østergaard får til gengæld den ikke så flatterende rolle som det ny partis ”onde stedmor”. Den spiller hun til UG med sin ret kontante facon, hvor hun under irriteret skramlen med møbler meget lidt empatisk irettesætter medarbejderene, herunder Jønsson – ja selv Khader. ”Spindulla”, som Østergaard blev kaldet, bliver ikke hjulpet af, at vi ser hende med tykke mørke nørdbriller, opsat Ilse-hår, tics, vorte på kinden, mundvige, der hænger af træthed, en evighed af tændte cigaretter i kameravinklen signalerende en rastløshed, som kun en frustreret spindoktor i valgkamp med håbløse kandidater kan oppebære.

Til sidst stemples Østergaard som kyniker, da hun tilsyneladende indskrives som ophav til idéen om at invitere pressen til en photo-opportunity med Khader, hvor han besøger en indvandrerfamilie med et multihandicappet barn i rullestol og hele moletjavsen. Hele set-uppet lyder som en parodi på kynisk spin udtænkt af en manuskriptforfatter i Hollywood, men det var ikke desto mindre virkelighed under valgkampen 2007. Det er således ikke komplet uforståeligt, at den tidligere NA-spindoktor Østergaard forgæves forsøgte at stoppe filmen med et fogedforbud.

Malplaceret egoman
Der er andre birollehavere, som får deres sag for i filmen. Erhvervsmanden Erik Rylberg, der senest er sat til at strømline Saxo Bank, får desuden udstillet sin enestående egomani i en helt forrygende scene. Han bliver på opfordring af Anders Samuelsen sat til at rydde op i Ny Alliances håbløse økonomi, men viser sig snart at være fuldstændig malplaceret. Med flipover forsøger Rylberg på bedste managementfacon og alfahan-manér at overføre sine forkromede ledelsesprincipper med fremmaning af den enkeltes ”ansvarlighed”. Det fungerer sikkert og er relevant i en millionvirksomhed, men er tydeligvis skudt over målet i en lille, skrøbelig organisation af semiamatører, der kører på sort kaffe, cigaretter, pizza, cola og et valgbudget på ganske få hundrede tusind kroner. Rylberg reagerer – hvad man ser i filmen – som et forsmået barn, der, lige så snart han bliver sagt bare lidt imod af personalet, selvretfærdigt fyrer sig selv for rullende kameraer!  Undervejs har erhvervsmanden underholdt publikum med sin ret håbløse analyse af, hvordan moderne valgkampagne foregår med et naivt fokus på form frem for indhold. Rylbergs opdukken understreger yderligere, hvilket ustyrligt galehus Ny Alliance rent faktisk var – ikke mindst under valgkampen.

Is this for real?
Der er, som så ofte i Guldbrandsens dokumentarfilm mange fantastisk gode scener, der hver især er særdeles egnede til at bære filmens fortælling. Samtidig er de ofte utroligt underholdende, og derfor blev der grinet ganske mange gange undervejs i Grands store sal torsdag aften. I en anden mindeværdig scene har Guldbrandsen indfanget Rasmus Jønsson i det øjeblik, da han i bil for første gang i radioen hører erhvervsmanden Lars Kolinds frimodige forslag om 40 procents indkomstskat på Fyn. Jønsson stirrer med udspilede øjne vantro ud i luften, og yderligere kommentarer er helt overflødige. Jønssons ansigtsudtryk siger det hele: Is this for real?

Filmens analyse holder vand
Filmen kommer godt omkring og forklarer udmærket de mange indbyggede problemer, som Ny Alliance-projektet havde fra begyndelsen, de centrale konflikter, som opstod undervejs, og hvad der fik partiet til at bukke under – reelt kun få måneder efter sidste folketingsvalg.

Ny Alliance lever – som alle ved – videre som ”Liberal Alliance”, men det er reelt tale om et andet parti. Ny Alliance var dødsmærket i selvsamme øjeblik, Gitte Seeberg forlod folketingsgruppen. Fra da af ændrede projektet fuldkommen karakter politisk, og en væsentlig del af partiets indtil da bærende kræfter, organisatorisk og lokalt, stod i kø for at tjekke ud.

Jeg anbefaler alle at se denne film, der vil stå tilbage og uden tvivl komme til at præge synet af dette projekt i årene fremover. Det vil jeg ikke have noget imod, for dens analyse af Ny Alliances
korte historie holder efter min vurdering vand.


Dokumentaren "Dagbog fra midten" af Christoffer Guldbrandsen om Ny Alliances fødsel, storhed og fald sendes på DR2 tirsdag den 10. februar 2009 kl. 20.40.