Ny Alliances stormløb mod den politiske magtbalance i Danmark med fænomenale tal i meningsmålingerne er afløst af krav om at agere som et rigtigt parti, der fremlægger politik i konkurrence med klassens hårde drenge og piger. Mens valgtrommerne høres i baggrunden, fremstår Ny Alliance stadig som politiske turister på sightseeing. En stor skam for alle de vælgere, der støttede Ny Alliance i håb om en forandring til det bedre.

Men det er ikke til at komme udenom: Det, som Ny Alliance hidtil har præsteret og det, de har offentliggjort via deres hjemmeside, er ikke meget mere end almindeligheder og stileøvelser over temaet ”gode hensigter og fromme ønsker”. I det omfang, partiet har formuleret noget, der ligner en politisk linje, er den svær at skelne fra Det radikale Venstres. Hvis man altså kan abstrahere fra det sproglige niveau - for her kan Ny Alliance ikke følge med de Radikale.

Hvad gik der galt?

Hvor hoppede kæden af? Ny Alliances debut var timet, tilrettelagt og spændende at iagttage. Partiet optrådte fra første dag, som var det allerede midt i en succesfuld valgkampagne for sig selv. Orkestreret af spindoktor Rasmus Jønsson og hjulpet frem af en begejstret presse fremstod udbryderne som handlekraftige partistiftere med en strålende fremtid foran sig.

Hvad var det for kommunikationsstrategier, der lå bag partiets succes i begyndelsen? Og hvad skal der til for at få partiet tilbage på sporet?

Det helt rigtige ved Ny Alliances første fremtræden på den politiske scene var timingen: Det politiske forår var præget af enerverende personsager, tørklædefnidder og tomgang. Så dukkede Ny Alliance op og havde enkle og letforståelige politiske budskaber med på sit første pressemøde.

Partiets borgerlige islæt, Gitte Seeberg, talte om asylbørnene i lejrene og appellerede til at gøre op med, at ”Pia Kjærsgaard definerer politikken hen over hovedet på den store del af befolkningen, der ønsker en fair politik”. Med Naser Khaders kritik af de Radikales og Elsebeth Gerner Nielsens eftergivenhed overfor for fundamentalismen og Anders Samuelsens budskaber om lave skatter fik partiet sat sig solidt på mediedagsordenen. Det var tid til besindighed og afdæmpede budskaber, en voksen tone fremfor de barnagtigheder, der havde præget mediebilledet de foregående måneder.

Også på internettet havde Ny Alliance fat i den lange ende med et enkelt, præsentabelt website online allerede fra dag ét. På www.nyalliance.dk lå partiets grundfortælling klar under overskriften: Hvad er kernen i vores politik? (findes stadig på hjemmesiden under menupunktet Hvad vil vi?). Det er en vaskeægte politisk value proposition, en sælgende tekst, der priser Danmarks positive betydning for verden. Slangen i Paradiset, som den udpeges af Ny Alliance, benævnes national indemuring, med adresse til Dansk Folkeparti. Og løsningen anvises: ”en regering, der hviler på et bredere grundlag end alene Dansk Folkepartis stemmer”.

Netop for kritikken af Dansk Folkeparti har Ny Alliance modtaget drøje hug, blandt andet fra Asger Aamund, der ikke finder det holdbart vedblivende at kritisere uden selv at have en politik at byde ind med. Men problemet er, at Ny Alliance i høj grad definerer sig gennem modstanden mod Dansk Folkeparti. Hvilket især kommer til udtryk i den kommunikationsstrategiske kernefortælling, der egentlig er en meget enkel historie om kærligheden til Danmark, det sande Danmark.

Fortællingens essens kan illustreres ved hjælp af aktantmodellen:

I Ny Alliances grundfortælling er Ny Alliance Hjælperen, der hjælper med at tilvejebringe Objektet: de positive danske værdier (herunder anstændighed i udlændingepolitikken, højskoler, andelsbevægelse etc.). Afsender er den politiske virkelighed. Modtageren er Danmark, der skal have sin anstændighed tilbage (både uden ”halalhippie-isme” og Dansk Folkepartis dominans) ved hjælp af Subjektet, som er den enkelte vælger, der lader fornuften råde. I Ny Alliances egen fortælling er der altså både klare modstandere og en attraktiv rolle for partiet selv – hvis blot vælgerne lader fornuften råde.

Ny Alliances hovedfortælling er klar og let at aflæse og identificere sig med, fordi den er behagelig, uden omkostninger og først og fremmest ikke kræver pinefuld selvkritik af vælgerne. Det er en strategi, der handler om at omfavne og elske Danmark ud af favnen på Dansk Folkeparti. Inspirationen kunne nok være hentet fra Venstre, der garanterer tryghed i velfærdssamfundet i kapløb med Socialdemokraterne.

Tæt på folket…

Ny Alliance har allerede fra sin begyndelse optrådt i valgkampagneberedskab. Inspireret af Tony Blairs og Anders Foghs velsmurte kampagnemaskinerier har Ny Alliance været bevidste om, hvad der virker i medierne – og hvordan enkle budskaber kunne serveres bedst muligt for medierne.

Valgkampagne-stilen er kommet til udtryk i en differentieret kommunikationsstrategi, der har satset på at nå ud ad flere kanaler, både via traditionelle medier, lokalpressen og på internettet.

Et godt eksempel på kampagneformen sås allerede dagen efter det første pressemøde, da Ny Alliances tre stiftere gik på gågaden i Horsens. Idéen var klar: De trak sig væk fra Christiansborg og ud i provinsen. Herved undgik man Christiansborg-journalisternes kritiske spørgsmål og kom i stedet ud at høste de gode historier om Ny Alliances modtagelse blandt almindelige mennesker.

Effekten udeblev ikke: Det gennemgående tema i dagspressens historier var den overstrømmende modtagelse, partiet fik – på gågaden i Horsens. Og det blev understøttet af billeder, der viste handlekraftige og håndtrykkende partistiftere i gang med et konkret stykke arbejde: Indsamling af underskrifter.

Den evige valgkamp 

Alle 3 partistiftere optrådte sammen ved Grundlovsmøder i Århus og København d. 5. juni – og med medbragt underholdning i form af DJ i Kongens Have. Derimod gik Naser Khader ikke på Folketingets talerstol d. 31. maj til den afsluttende debat i Folketinget. Igen et tydeligt fravalg af Christiansborg til fordel for ture ud blandt ”almindelige mennesker” .

Endnu tættere på vælgerne har partiet planlagt at komme ved at medvirke i en dokumentarfilm om Ny Alliances første tid. Valget af dokumentarist er bemærkelsesværdigt: Christoffer Guldbrandsen, der står bag den Afghanistan-film, Anders Fogh personligt har kritiseret, skal fortælle historien om det nye parti. Det fortæller flere ting: at Ny Alliances stiftere er klar til at bruge sig selv intenst i en valgkamp, at partiet arbejder meget bevidst med iscenesættelse, og at partiet er klar til tage et opgør med Fogh, hvis chancen skulle byde sig. At den højre side af Folketingssalen med andre ord ikke skal vide sig for sikker.

Invitationen til åben fest i forhandlingssamfundet

Og hvem føler Ny Alliance så fællesskab med? Hvem kommunikerer de til?

I målgruppen kan vi uden videre genkende liberalt og reformistisk sindede, og videre kan udledes en gruppe af ”vagtsomt åbne”. Det vil sige vælgere, der bakker op om kritikken af halalhippier og islamister – men vil føle sig sikre på, at kritikken har et antiracistisk udgangspunkt.

På aksen moderne versus gammeldags placerer partiet sig helt entydigt ved at stille sig i modsætningsforhold til alt, hvad der kan opfattes som gammeldags eller umoderne. Endog måden at drive politik på, selve reglerne for det politiske spil, vil partiet hellere end gerne diskutere. Og med en åben invitation til alle om at være med til at formulere politik, forsøger det at placere sig som en lyttende og fortolkende part i forhandlingssamfundet.

Og netop her virker det, som om kæden er hoppet af for Ny Alliance. Her er stringent tænkning afløst af en let sværmerisk opfattelse af, hvad rollen som politiker indebærer. Har partiets strateger virkelig forestillet sig, at man kan hoppe direkte ind i magtens korridorer, springe over det hårde slid og alt det rugbrødsarbejde, der ligger i at formulere en politik - og gå direkte efter magten og æren?

Bange for magt 

Under alle omstændigheder har Ny Alliance gjort sig bemærket med invitationer til ”åben fest og frit slag”, til at alle og enhver i princippet kan være med til at formulere partiets politik. Det er en ganske bemærkelsesværdig tankegang fra et politisk parti. Både fordi politikere tilsyneladende frivilligt indtager rollen som politiske flâneurs – passive iagttagere, når de giver afkald på det initiativ, som ligger i at formulere politik, og fordi denne model indebærer en benægtelse af politik som en kode, der berøvet al forstillelse, er: magt. Og dermed også en benægtelse af politikerens rolle som magthaver.

Det er en forjættende forestilling, at politik kan skabes af store netværk af mennesker som en form for ”open source”, hvor gennemsigtighed og åbenhed råder efter rundbordsmodellens idealer. Og forestillingen har ligget alt for fristende til højrebenet for Ny Alliance, som er optaget af at være med på noderne i den refleksive modernitets æra. Så forjættende har de nye ideer virket, at realitetssansen og den sunde fornuft, som partiet forventer af vælgere, tilsyneladende har været ude af kraft.

At være repræsentativ

Skal vi lige opsummere, at idéen med det repræsentative demokrati er, at politikeren har den lovgivende magt (til låns!) fordi tilstrækkelig mange mennesker har betroet magten til netop hende eller ham. Det ikke bare tillades, men forventes ligefrem af politikere, at de selvstændigt udvikler holdninger og tager beslutninger på vegne af alle os andre. Det er blandt andet det, der ligger i betydningen af at få politisk magt.

Politikere og partier er magtens forvaltere, indsat til at sørge for, at gode viljer, ideer og fromme hensigter omsættes til realpolitik – og det må vi kunne forlange af dem, at de gør.

Det er derfor, det er så mærkværdigt, at Ny Alliances politikere, allerede før de har magt og indflydelse, for enhver pris vil aflevere initiativet tilbage til hvem som helst, der vil tage det.

Én og anden vil indvende, at samfundet har gennemlevet et generelt autoritetstab, der også gør sig gældende på det politiske plan. At magten alligevel siver ud af Christiansborg, at politikere er mere og mere magtesløse i forhold til markedskræfterne, at mere og mere magt overgår til Parlamentet i Bruxelles – men det er vel ikke nogen fornuftig grund for Ny Alliance til yderligere at stække sig selv. Med mindre de altså er utilpasse ved at tage autoriteten og førerrollen på sig.

Seeberg må på banen 

Og det er sådan, det ser ud: Det har været for udfordrende for Ny Alliance at omsætte den uforpligtende dialog til politik. De har veget udenom at påtage sig rollen som de grænsedragere, politikere også er. Derfor fremstår de ledeløse. Khader har vist sig bedst egnet i rollen som den udglattende, den runde og folkelige. Og med Anders Samuelsens defensive optræden in mente - selv med masser af medvind i ryggen i maj måned – må konklusionen blive, at Seeberg skal mere frem på banen.

Også rent taktisk er det en farbar vej at gå på hugst efter konservative vælgere. De Radikale har med lederskiftet lukket flankerne ganske effektivt, mens de Konservative, Seebergs gamle parti, stadig ikke har fundet formen efter 6 år i regering. Partiets kernevælgere sidder i sofaen med krøllede tæer, når Bendt Bendtsen optræder på skærmen. Hvis Ny Alliance formår at tale konservative sager op, sådan om man gjorde det med skattepolitikken, skal der bare flyttes nogle få mandater fra de Konservative for at få magtbalancen til at tippe til Ny Alliances fordel.

Politik, tak! 

Det kræver selvfølgelig alt sammen, at Ny Alliance får sig en politik på fast kurs. Der skal andre boller på suppen – de må vise, at de har evne for helhedstænkning, de må præstere en samlet vision og en moden afvejning af hensyn. Mindre kan ikke gøre det, når Ny Alliances politiske program offentliggøres sidst i august.

Foreløbig har Ny Alliance skippet strategien om først at ville pege på en statsministerkandidat efter valget. Partiet hælder nu mod Fogh, hvor indflydelsen trods alt ser ud til at blive størst. Sådan vælger politikere, der vil magten. Måske, omsider, er Ny Alliance ved at få sig en plan.