Ny Alliance – en drøm?

I maj 2007 stiftede tre etablerede politikere som bekendt Ny Alliance. Attraktionen var en simpel fortælling om et ønske om et opgør med blokpolitik samt et opgør med Dansk Folkepartis vetoret og alt for store indflydelse på det danske samfund. Og så var det noget med humanisme og noget om at se løsninger frem for fejl hos andre. Det gav en fantastisk interesse hos medierne og hos et bredt udsnit af befolkningen. I løbet af kort tid var der samlet underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget, og 15.000 medlemmer var hurtigt i kartoteket.

1. diskurs: Politisk lede, ud med DF, hen over midten

 

I løbet af sommeren blev der formuleret politik. Stifterne og stifternes netværk blev udvalgt til at skrive elementer til et partiprogram. Oplæg blev offentliggjort på Ny Alliances hjemmeside, og medlemmer kunne byde ind med kommentarer og bidrag, og de politiske oplæg kunne så vedtages af stifterne. Af politisk vigtige områder kan nævnes: skattepolitik max 40 % over tid, afviste asylansøgere, belønne miljøbevidsthed og beskatte miljøbelastning. Ambitionen blev formuleret i form af topstyring af naturlige årsager, da der jo ikke var kompetente valgte forsamlinger endnu, men var ellers et forsøg på en åben proces, hvor alle kunne byde ind. Det manglende politiske apparat blev således en dyd. Man kan næsten se en reetablering af Habermas’ idealmodel for den borgerlige offentlighed.

 

2. diskurs: Nyt demokrati i nye medier på baggrund af 1. diskurs

I eftersommeren fandt stifterne en række spidskandidater, som man ville satse på til de 9 storkredse. Det var mennesker, som var kendt for resultater, de havde opnået i ikke-politiske kontekster. Kontakten var etableret direkte mellem stifterne og den enkelte. Det gjaldt også i mit tilfælde. Et enkelt forsøg på at samle os lykkedes til dels inden valget – men kun én gang til en almindelig præsentationsrunde.

 

3. diskurs: Manglende fællesskab og manglende holdfølelse

Så kom valget. Vi havde kun fået formuleret politik på centrale og udvalgte områder, og på intet tidspunkt havde der været lejlighed til at drøfte politikken i bredere forstand. De 9 storkredse blev bedt om at udvælge de folketingskandidater, man ville satse på ud over spidskandidaterne. I min storkreds, Københavns Omegn, foregik det ved, at der blev afholdt et møde med samtlige interesserede kandidater – 21 i alt. På baggrund af denne fælles præsentation udvalgte storkredsens bestyrelse otte kandidater. Listen blev sendt til sekretariatet.

 

På valgkampens 3. dag blev samtlige 98 folketingskandidater samlet på Christiansborg. Til hver storkreds var der tilføjet kandidater, som bestyrelsen aldrig havde hørt om eller mødt. Kandidater var tilføjet af stifterne. I al væsentlighed var det folk, som havde medvirket i politikdannelsen og som tak nu fik et folketingskandidatur.

 

På Christiansborg-mødet var der en velkomst, en gennemgang af vores udspil til skattepolitik og information om, at der ikke var centrale midler eller kræfter til at bidrage til den enkelte kandidats valgkamp. Vi gik således i gang med hver vores valgkamp.

 

Valgkampen bød på flere ting. For det første et karaktermord i medierne på Naser Khader (sort arbejde, Khaders fars fond, manglende lederegenskaber). For det andet var der tale om enkeltkandidaters soloridt (40 % skat på Fyn, lukke bykerner for privatbilisme osv.). For det tredje satsede Naser Khader (for) meget på diskussion med Dansk Folkeparti. For det fjerde bar Naser Khader ved til det blussende bål af kritik ved ikke at kunne vores egen skattepolitik og ved at være uklar til partilederrunderne og i spørgsmålet om, hvem Ny Alliance ville pege på som statsminister.

 

Ny Alliances optræden i medierne under valgkampen blev ikke om konkret politik, men i metaperspektiv om hvad den enkelte kandidat mente om en kollegakandidats udtalelser eller om Naser Khaders reaktion på et eller andet. Pressens journalistik blev meget kritisk og klassisk ’fejl- og modsætningsfinding’.

 

I det små kom vi som enkelte kandidater mere eller mindre til kort til vælgermøder, fordi vi faktisk ikke vidste, hvad vi mente om det, vi havde formuleret politik på. Og vi kom endnu mere til kort på alle de områder, hvor vi ikke havde formuleret politik (fx ældre, børn, folkeskoler, velfærd, udenrigspolitik, forsvar, religion osv. …). Fra at stå til næsten 20 mandater i meningsmålingerne gik vi til at få 5 folketingsmedlemmer.

 

4. diskurs: Frustration og uenighed

Efter valget kom Jørgen Poulsens fratrædelsessag, hvor han udviste total mangel på situationsfornemmelse. Alle, både presse og internt i Ny Alliance, brugte efterfølgende megen energi på at placere ansvar og udnævne skurke. Centrale sekretariatsmedarbejdere, sekretariatsleder, kommunikationschef og pressechef forlod deres job. Leif Mikkelsen blev af stifterne udnævnt til midlertidig landsformand.

 

På et strategimøde den 19. januar i Korsør præsenterede Naser Khader storkredsformænd og spidskandidater for folketingsgruppens nye politiske strategi og oplæg til organisatorisk struktur. Den organisatoriske struktur går ud på at afskaffe et formelt kommunalt partiapparat og alene basere sig på de 9 storkredse. Et oplæg, der må forvente at give nogen modstand hos de allerede etablerede kommunale bestyrelser. Folketingsgruppens politiske strategi handlede om at søge samarbejde med regeringen og satse på tre konkrete politikområder.

 

Gitte Seeberg var ikke med til mødet, hvorfor en storkredsformand spurgte, om Seeberg bakkede op om strategien. Svaret fra Naser Khader var klart, at det gjorde hun. Der var en god stemning på mødet, og vi gik derfra med tro på, at vi ville evne at rejse os. Vi afsluttede mødet med at klappe højt til ære for de journalister, vi vidste, stod uden for døren og ventede på kommentarer.

 

En uge senere meldte Gitte Seeberg sig ud, netop fordi hun ikke kunne stå bag strategien, og fordi hun har en beundringsværdig høj integritet. Umiddelbart herefter meldte jeg mig ud, dels fordi jeg er enig med Gitte Seebergs kritik af strategien, men frem for alt fordi jeg ikke længere kunne have tillid til Naser Khader som formand. Den manglende tillid til formanden fik en uge senere Malou Aamund til at melde sig ind i Venstre og dermed sikre blokpolitiken og DF’s vetoret. Det var helt urimeligt over for alle dem, der stemte på Malou og Ny Alliance i Nordsjælland. Havde de ønsket en venstrekvinde, havde de jo stemt på Venstre. Det var ikke overraskende for mig, at Malou kunne blive venstrekvinde, men det afslører, at hun er drevet af et personligt projekt. Det, der trods alt overraskede mig, var, at hun ikke timede det mere hensynsfuldt, så Ny Alliances forhandlinger om asylansøgerne måske kunne have givet konkret resultat.

 

5. diskurs: Opløsning

I dag, 12. februar, viser en ny meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau, at hele 42,3 procent af vælgerne mener, at der er behov for et midterparti, der bryder med VKO. Ny Alliance er død, men drømmen – den første diskurs – lever stadig for alle os, der gerne ville gøre op med blokpolitikken og DF’s vetoret og som ønsker en mere løsningsorienteret og human politik i Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job