Psykologien i nudging

Siden Thaler og Sunsteins indførelse af begrebet om nudging (se fodnote: 1) har debatten raset om, hvorvidt nudging bør anvendes som strategi inden for samfundsmæssige problematikker som for eksempel sundhedsområdet. Kritikere af nudgingtilgangen hævder, at nudging er en form for manipulation, hvor befolkningen påvirkes til at udføre en bestemt adfærd, uden at de selv er klar over, hvordan de påvirkes. Hvis dette er tilfældet, virker det i et demokratisk og liberalt orienteret samfund mindre tiltalende at benytte sig af nudging. Spørgsmålet om, hvorvidt nudging er manipulation af adfærd, er altså afgørende for nudgingbevægelsens eksistensberettigelse.

 

Kritikere af nudgingtilgangen hævder, at nudging er en form for manipulation, hvor befolkningen påvirkes til at udføre en bestemt adfærd, uden at de selv er klar over, hvordan de påvirkes

 

Når man beskæftiger sig med påvirkning af menneskers adfærd, bevæger man sig ind på det psykologiske område. Som følge af dette ses det, hvordan aktører, der beskæftiger sig med nudging (inklusive Thaler og Sunstein selv), til dels trækker på psykologiske teorier, når de skal forklare effekten af nudging. Mere præcist benyttes den såkaldte "Dual Proces Theory", som blandt andet præsenteres af Daniel Kahneman (se fodnote: 2). Den grundlæggende tanke er, hvordan menneskelig adfærd både påvirkes af hurtige, automatiske og ubevidste processer (system 1) og langsomme, kontrollerede og bevidste processer (system 2). At vende hovedet efter en pludselig, høj lyd på kontoret kan betragtes som resultat af automatiske system 1-processer, mens det at forsøge at vende sin opmærksomhed tilbage mod sin computerskærm kan siges at være resultat af mere kontrollerede system 2-processer. Hvis man benytter sig af denne tilgang til menneskelig adfærd, kan man ledes til at tro, at det er muligt at vurdere, om en specifik adfærd (at vende hovedet efter lyde) generelt er forårsaget af system 1- eller system 2-processer. Dette er dog en forsimpling af det menneskelig sind, som kan give problemer, når man overfører teorien på nudgingtyper uden at tage forbehold for teoriens begrænsninger.

 

Inden disse begrænsninger præsenteres senere i artiklen, er det nødvendigt at se på, hvordan "Dual Proces Theory" benyttes i nudgingdebatten for at give et indblik i, hvilken betydning disse begrænsninger har.

 

Type 1- og type 2-nudging

Pelle Guldborg Hansen og Andreas Maaløe Jespersen fra Danish Nudging Association benytter sig i en nylig artikel (se fodnote: 3) af Kahnemans system 1- og 2-tankegang og argumenterer for, at hvis man påvirker personers adfærd via system 1-processer, påvirker man blot deres automatiske adfærd. Dette forekommer eksempelvis, når man giver personer høje, tynde glas at drikke af, hvor mængden af væske automatisk opfattes som større end i små, brede glas, og personerne derfor drikker mindre. Når man påvirker personers system 2-processer, påvirker man til gengæld deres valg af adfærd. Dette kan være valget om at følge anmodningen om at ”Look Right”, som det står skrevet på vejene i London.

 

Når man påvirker personers system 2-processer, påvirker man deres valg af adfærd. Dette kan være valget om at følge anmodningen om at ”Look Right”

 

Med denne opdeling åbner Hansen og Jespersen op for at inddele nudging i type 1 eller 2, alt efter hvilket system den pågældende nudgingtype påvirker. Fordelen ved denne inddeling er, at den giver en forståelse af, hvordan forskellige former for nudging kan påvirke adfærd på forskellige måder. Dette bidrager til debatten om, hvorvidt nudging er manipulation, da Hansen og Jespersen argumenterer for, at nudges der påvirker valg via system 2-processer i mindre grad virker manipulerende. Denne opdeling står og falder dog med, om det virkelig er muligt at inddele menneskelig adfærd som forårsaget af system 1- eller 2-processer. Det virker derfor vigtigt at se på eventuelle begrænsninger ved "Dual Proces Theory", da disse begrænsninger kan problematisere denne måde at afgøre på, hvilke nudges der er manipulerende.

 

Begrænsninger ved "Dual Proces Theory" som ramme for nudgingtyper

Først og fremmest bør man være opmærksom på, at det er problematisk at snakke om adfærd som resultat af enten type 1- eller type 2-processer. Adfærd forekommer nemlig oftest som resultat af et samspil mellem de to systemer. Når man læser førnævnte ”Look Right”-anmodning, sker selve læsningen af dette forholdsvis automatisk. Det er til gengæld valget om at følge anmodningen og overvejelsen om, at bilerne jo kommer fra den anden side i England, som kan tilskrives system 2-processer. Når Hansen og Jespersen snakker om type 1- eller 2-nudges er det altså ikke, hvorvidt de enten involverer system 1 eller 2, men hvorvidt de kun involverer system 1 eller også inkluderer system 2. Det vil altså være fejlagtigt at klassificere nudgingtyper som enten involverende system 1- eller system 2- processer.

 

Selvom dette forbehold medtages, er der stadig nogle begrænsninger ved brugen af "Dual Proces Theory". En opdeling af nudging som påvirkende system 1 eller (også) system 2 forudsætter, at det er muligt at generalisere, hvordan en given nudgingtype påvirker system 1- og 2-processer hos alle personer. Dette er problematisk i og med, at der er store individuelle forskelle i, om man har tendens til at følge intuitive bedømmelser (system 1-processer), eller om personens system 2-processer generelt udfører superviserende kontrol. Disse individuelle forskelle er blandt andet resultat af personens såkaldte arbejdshukommelseskapacitet, som påvirker om man er i stand til at flytte sin opmærksomhed fra automatisk tilgængelige aspekter (blinkende skilte i vejkanten) til andre mere relevante aspekter for personen i den pågældende situation (holde fokus på vejens forløb).

 

Samtidig er det ikke muligt at generalisere, hvad der er automatisk tilgængelige aspekter ved omgivelserne, da personers tendens til at være opmærksomme på bestemte ting i omgivelserne blandt andet påvirkes af personens mål (se fodnote: 4). For eksempel vil en person med målet om at tabe sig i højere grad være automatisk opmærksom på sund mad end en person uden dette mål. Samtidig kan personlig erfaring spille en rolle i forhold til, om man er klar over den påvirkning, man bliver udsat for. Ved at have beskæftiget mig med nudging ved jeg for eksempel, at fjernelsen af bakker i min kantine er et nudge, der skal få mig til kun at købe det mad, jeg selv kan bære.

 

Et andet eksempel på en nugning er kantinens valg af størrelse på tallerkner - jo mindre tallerkner, jo mindre mad

 

Jeg er under mit køb opmærksom på denne påvirkning, og jeg køber heller ikke mere, end jeg kan bære, da jeg synes, det er en god ide og egentlig gerne vil tabe mig. Min adfærd er på trods af involvering af kontrollerede system 2-processer altså lig adfærden hos en, der ikke var klar over påvirkningen fra de manglende bakker, men som uden at tænke over det heller ikke købte mere, end han kunne bære. Så er det type 1- eller 2- nudging?

 

Oplevelsessiden af nudging

En opdeling af nudging i type 1 eller 2 afspejler en simplificering af det menneskelige sind, og det er ikke er så let at generalisere, som det fremstilles. Så selvom både Thaler & Sunstein og Hansen & Jespersen har pointeret, at de tager afstand fra det økonomiske menneskesyn (mennesket som et hyperrationelt væsen), virker de til at betragte mennesket som underlagt universelle regler. Det kan virke fristende at benytte en ramme med type 1- og 2-adfærd, så man hurtigt kan afgøre, hvilke nudges der er "lovlige" (ikkemanipulerende) og derfor igangsætte disse.

 

Men når man beskæftiger sig med diskussioner om bevæggrunde for personers adfærd, virker det også gavnligt at beskæftige sig med en mere individorienteret tilgang. Psykologiske fænomener kan ikke altid forklares ud fra en naturvidenskabelig tilgang, hvor det er muligt at opstille generelle lovmæssigheder (at pulsen stiger, når vi er bange). Psykologien har også en humanvidenskabelig side, der handler om den individuelle oplevelse, også kaldet fænomenologien. Denne individuelle oplevelse er ikke mulig at generalisere, og derfor kan man få et misvisende billede, når man forsøger at beskrive psykologiske fænomener uden at medtage denne dimension.

Det er altså ikke muligt at generalisere, hvordan personer påvirkes af nudgingtyper som for eksempel manglende bakker. Man kan dog komme tættere på en viden om dette, hvis man i stedet for generelle antagelser om, hvad der foregår i den enkeltes sind på baggrund af observation af adfærd, benytter sig af en mere såkaldt fænomenologisk tilgang til området. Med dette menes en tilgang, hvor man simpelthen spørger til personers oplevelse af de forskellige nudgingtyper i interviews.

 

Her ses to andre eksempler på nudging: Supermarkedet, der vælger at placere frugt, og ikke slik, oppe ved kassen samt trykte fodspor hen mod Københavns mange skraldespande

 

Nudging har til formål at påvirke mange mennesker, og det kan derfor virke lidt omsonst at undersøge den enkeltes oplevelse. Men ved at anerkende kompleksiteten af det menneskelige sind og gå mere fænomenologisk til værks vil det være muligt at få en langt større indsigt i, hvordan nudging påvirker den enkelte person. Og ud fra dette kunne man lave en vurdering af, om det er påvirkninger, som vi ønsker i vores samfund.

 

 

 

 

 

___________________________________________________________