Nu mangler vi bare noget sex

Skandalen om det krakkede IT Factory er ved at antage parodiske dimensioner. Set fra et kommunikationssynspunkt ligner affæren en PR-boomerang, der truer med at ramme alt fra revisionsselskabet Ernst & Young til entertaineren Finn Nørbygaard. Vi har forfalskede underskrifter, oppustede regnskaber osv. Nu mangler vi blot et par lumre detaljer for at skandalen, der allerede sammenlignes med Nordisk Fjer, når PFA’ske højder.

Det er mildest talt uheldigt at udnævne IT Factory til årets vækstvirksomhed, få dage før firmaet erklæres konkurs, direktøren forsvinder sporløst, og der konstateres et underskud på flere hundrede millioner kroner. Det er imidlertid endnu mere uheldigt, at prisen er indstiftet og uddelt af en international revisionsvirksomhed med kriterierne stærk økonomi, solide regnskaber og høj integritet som de afgørende forudsætninger for at modtage prisen. Hvad der skulle have været en opmærksomhedsfest for Ernst & Young, endte med at give et kedeligt PR-bagslag, der måske kunne have været forudset.
 
Fra hæderlig til psykopat på få timer
IT Factorys bestyrelsesformand og hovedinvestor, it-milliardæren Asger Jensby, gik i løbet af få timer fra at sige ”han har ikke begået noget kriminelt” om sin forsvundne direktør til, at han vurderede Stein Bagger til at have ”psykopatiske egenskaber”. Den ubehagelige situation er bestemt ikke gunstig imagepleje for moderselskabet JMI-invest, der altid får lidt ekstra kulørt omtale, fordi Finn Nørbygaard er med i ejerkredsen bag Jensby.
 
Entrepreneur of the Year er i Danmark blevet en gedigen pressemæssig fiasko for Ernst & Young. PR-strategien bag prisen er ellers god nok. En international revisionsvirksomhed sætter fokus på de dyder, der gør en erhvervssucces. Det koster penge, men smitter positivt af på arrangøren, der selv kædes sammen med disse dyder. Samtidig gør Ernst & Young sig interessant for en masse blomstrende virksomheder, der alle ønsker at lægge billet ind på en prestigefyldt pris og den efterfølgende opmærksomhed.
 
Initiativet er solidt udtænkt, fordi iværksætterånden er mere in end nogensinde før, og fordi erhvervspressen hungrer efter succeshistorier. Samtidig er sammenhængen mellem Ernst & Youngs kerneydelser og prisens indhold både logisk og relevant. Entrepreneur of the Year 2008 vil dog i Danmark primært blive husket for de forsvundne millioner, den lige så forsvundne direktør og den flove smag af revisionsfirmaets ord: ”Vi sætter en stor ære i tildelingen af den her pris og gør et utroligt stort forarbejde før kåringen. Der var ingen faresignaler undervejs". Eller sagt på en anden måde: Når vi bruger tid og kræfter på at finde virksomheden med den stærkeste økonomi, det solide regnskab og den pletfri integritet, finder vi kun det, som ligger på overfladen. Måske ikke det bedste signal fra virksomheden, der skal være garant for virksomheders troværdighed verden over.
 
Boomerang
E&Y oplever da også intet mindre end den ultimative PR-boomerang. En situation, hvor alle de faktorer, der var positive, vendes på hovedet og skader revisorernes image snarere end at styrke det.
 
  1. Hovedmændene bag prisvinderen er berømtheder i erhvervslivet – det gør historien saftig, mens den er positiv, men endnu mere saftig, når det går galt.
  2. Virksomhedens størrelse og væksthastighed sender positive signaler videre til E&Y. Til gengæld vækker en konkurs af en vis størrelse også mere opmærksomhed.
  3. Virksomheden har tidligere optrådt i kontroversiel sammenhæng og gennemgået flere konkurser. Det, der skulle have været en unik ”Turn-around”-historie, blev det stik modsatte.
  4. De allierede it-journalister, der tidligere faldt over hinanden i begejstring, ender med at hvæsse knivene og give IT Factory igen – råt for usødet.

Frem for at blive ”hero by association” bliver E&Y ”guilty by association” eller måske snarere blot uforvarende tabere på imagefronten. Finten er, at PR-initiativer som oftest forsøger at låne troværdighed fra 3. part. Hvad enten det er i traditionelt pressearbejde, hvor det er journalister og medier, der både viderebringer og kontrollerer, garanterer eller blåstempler budskaberne, eller i initiativer som prisuddelinger, hvor prisuddeleren låner fra prismodtageren og omvendt.
 
I traditionelt pressearbejde er det journalistens opgave at verificere fakta. Det er denne funktion, der er årsagen til, at medier kan skabe troværdighed. Egne initiativer kræver imidlertid, at afsenderen selv tjekker modtagerens efter i sømmene. Og her har E&Y muligvis sovet i timen. I hvert fald kunne man have tænkt lidt over, om der måske kunne gemme sig en brand i al den røg. Med prisuddelingens kriterier, E&Y’s manglende opdagelse af uregelmæssigheder og revisionsfirmaets efterfølgende rygsvømning kan den uindviede vel næppe komme til andre konklusioner end:
 
  1. E&Y har ikke undersøgt IT Factory grundigt nok.
  2. IT Factory har præsteret at føre et ellers grundigt revisionsselskab bag lyset.

Groft sagt kan den glade prisuddeler vælge mellem at blive opfattet som enten doven eller inkompetent. Sandheden er formodentlig, at E&Y ikke har været så grundige i gennemgangen af virksomheden. Det er jo ”bare” en prisuddeling og omhandler ikke den juridiske revisionsproces. Det er i øvrigt ikke E&Y, men derimod KPMG, der står for revisionen af IT Factory. Så mon ikke de er i gang med lidt forberedende Q & A?
 
To tidligere konkurser
IT Factory har ikke mindre end to tidligere konkurser bag sig. Firmaet har ført en mildest talt omtumlet tilværelse. Alligevel har en del it-journalister været med i hyldestoptoget for vækstkometen IT Factory. Og det er måske ikke så sært, når selv bestyrelsesformanden bedyrer ikke at kende til virksomhedens reelle situation.
 
Dog har især Berlingskes it-blogger Dorte Toft mere end antydet, at noget kunne være galt. Hvis man nogensinde har bedrevet PR-arbejde i it-branchen, ved man, at Toft er speciel, lidt nørdet og ekstremt dedikeret til sit fagområde. Samtidig har netop hun for såvel Børsen, Computerworld og Berlingske gravet dybere i it-stoffet end de fleste. I denne sag tager Toft en speciel rolle, idet hun som den første satte spørgsmålstegn ved dele af historien om vækstkometen med Stein Bagger ved roret. Det resulterede angiveligt i, at en af Danmarks mest rutinerede kommunikationsfolk blev hyret til at tage sig af pressen.
 
Alligevel kan IT Factory næppe have kendt til det gamle PR-mundheld: ”Start aldrig et slagsmål med folk, der køber blæk i tøndevis”. Virksomheden har i hvert fald ifølge Toft bedrevet miserabelt PR-arbejde (Dorte Toft – Bizzen) med både fordrejelser, slet skjulte trusler og tilbagetrækninger af tidligere interview. Alt i alt en bizar håndtering, der nu finder en form for forklaring: Der var tale om luftkasteller og myriader af løgne.
 
Kom med noget sex
Mens bagmandspolitiet og andet godtfolk tager sig af det juridiske aspekt i sagen, har vi andre næppe set den sidste saftige detalje. Medierne er allerede i gang med at kaste sig over Jensbys andre selskaber, Nørbygaard kan nok også levere en overskrift eller to, og Stein Bagger bliver vel også fundet før eller siden. Imidlertid mangler vi stadig den sidste ingrediens i den perfekte offentlige erhvervsskandale. Vi mangler en lille lummer afsløring af seksuel karakter. Det gav i sin tid PFA-sagen vinger og er det eneste, der skal til, for at hæve IT Factory op i skandalernes absolutte superliga.
  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job