Nu er det snart jul. Ja, ikke at det er noget nyt: De venlige fabrikanter og sælgere af alskens varer har venligt (men bestemt) mindet os om det siden en gang i november, hvis ikke før. Men nu sker det lige om et par dage. Og det betyder, at vi har mulighed for at stifte bekendtskab med en sjælden gæst: Traditionen, der hvert år indfinder sig ved juletid og forsvinder igen ad bagdøren omkring nytår.

Nogle vil måske hævde, at traditionerne slet ikke er døde. Er det måske ikke sådan, at rigtig mange vælger at gifte sig ved et traditionelt kirkebryllup? Såmænd. Og det vigtige er netop, at man vælger at følge traditionen, men også kunne have valgt noget andet - fx en borgerlig vielse eller slet ikke at gifte sig. Det hele er lige godt og helt i orden. Og sådan er det hele vejen igennem: Det, man med en sociologisk betegnelse kalder frisættelsen, påvirker nu næsten hele vores forestillingsverden, hvilket i praksis betyder at vi gør som vores livsstil fortæller os. Og det betyder, at det ikke længere er nok at svare "fordi vi gør sådan her på egnen", når man bliver spurgt til sine handlinger.

Det eneste felt, hvor man kan komme til at stå til regnskab efter traditionens målestok er, når det gælder julen. Hvis en stakkels person kommer til at røbe, at han ikke gider fejre jul, skal han stå til regnskab. Lige på stedet. Og ingen forklaring er god nok: Der er ikke lagt op til diskussion, og enhver forklaring er bare en dårlig undskyldning. Og ligesådan med maden: Selv om man egentlig ikke er den store tilhænger af den fede, danske julemad, ved man udmærket at det ikke kan hjælpe noget at foreslå culottesteg og dampede grøntsager. Vi gør nu engang som vi altid har gjort, når det gælder juleskikkene, og det er ikke nødvendigt med nogen som helst forklaring for at forsvare det. Man har jo traditionen bag sig.

Det er derfor, nogle mennesker har det så svært med julen. For eksempel husker jeg tydeligt, hvordan en af mine gymnasielærere, dengang for år tilbage, med usvigelig sikkerhed fik en jule-depression hvert år omkring den første december. Hun, der ellers var et barn af frisættelsens århundrede (og vel især frisættelsen i 1968), vidste af bitter erfaring, at regnskabets time var kommet, og at det ikke er muligt at undslippe traditionernes favntag på denne tid af året. Og det slog aldrig fejl, at resignationen meldte sig som et hammerslag.

Men jeg synes, man skal se tingene i et andet perspektiv. Selv om man på alle måder er et frigjort menneske er der noget smukt i, at man én gang om året får lov at opleve, hvordan traditionen binder os sammen i et fællesskab. Og vel at mærke et fællesskab, der - til forskel fra vores virtuelle communities på Internet og andre steder - inkluderer os alle. Høj som lav, ung som gammel. Om end – indrømmet – ikke på tværs af religioner.

Julen er en enestående mulighed for at opleve, hvordan fællesskabet omslutter os, fordi vi præcis har noget til fælles. Noget, som ikke er til diskussion og som vi kan dele uden at skulle forhandle os til rette. Det kan godt ske, jeg næsten ikke kan kende min nabo fra opgangen derhjemme, når jeg ser hende på trappen. Men når jeg ser hende komme slæbende med et juletræ ved jeg, vi har noget til fælles.

Det er derfor, julen er så smuk. Og det er derfor, vi skal huske at nyde den. En skønne dag er den måske væk?


Skrevet i december 1999