Novo betaler for åben ledelsesstil

Den 10. april 2002 var en dramatisk dag for Novo Nordisks ledelse og aktionærer. Det var den dag, hvor koncernchef Lars Rebien Sørensen helt uventet satte sin signatur på en fondsbørsmeddelelse, der nedjusterede Novo Nordisks forventede vækst i driftsresultatet fra 15 til 5-10 pct. Reaktionen fra aktiemarkedet kom prompte: På én dag faldt kurserne 21 pct., hvilket svarer til over 25 milliarder kr. Novo er nr. 8 på denne måneds liste over mest omtalte virksomheder.
af Mandag Morgen Monitor


I et usædvanligt åbenhjertigt interview i Børsens Nyhedsmagasin påtog Lars Rebien sig det fulde ansvar for de bristede forventninger: “Det er skamfuldt at skulle skuffe både aktionærerne og analytikerne, som har haft tiltro til vores forventninger - og medarbejderne, som vil blive påvirket.”

For første gang er Novo Nordisk kommet i en reel tillidskrise, som handler om virksomhedens økonomi. “Det er tydeligt, at Lars Rebien Sørensen følger Novos - og sin forgænger Mads Øvlisens - åbenhedspolitik, når han brødebetynget siger, at han er ked af, at han måtte nedjustere forventningerne til overskuddet,” siger Jesper Højberg Christensen. “Umiddelbart er det meget sympatisk og ærligt, når han siger, at han ikke kan få øje på årsagerne til, at Novo Nordisk blev 25 milliarder kr. mindre værd overnight.”

Problemet for Novo er ifølge Jesper Højberg Christensen, at sådan en udmelding ikke aftvinger respekt i erhvervslivet. “Det er kun, fordi Novo Nordisk har så meget opsparet goodwill i offentligheden, at Lars Rebien kan slippe af sted med det. Andre topledere ville nok konstruere forklaringer på nedjusteringen og præsentere nye strategier og initiativer for at berolige aktionærerne,” siger han.

“Det giver en lille sprække i Novo Nordisks flotte image: Mange vil sikkert spørge, om de nu også er helt så dygtige, som man normalt går og tror. Jeg tror ikke, at Lars Rebien en anden gang kan slippe med at sige undskyld,” siger Jesper Højberg Christensen.

Kommunikationschef i Novo Nordisk, Mike Rulis, mener ikke, at virksomheden kunne have tacklet situationen på anden måde. “På direktionsmødet, dagen før vi kom med børsmeddelelsen, blev det konkluderet, at vi kunne ikke nå målet om at levere 15 pct. vækst i år, sådan som vi tidligere havde stillet markedet i udsigt. Og når først den konklusion er nået, skal vi ifølge de børsetiske regler meddele det til markedet for at undgå, at der opstår uens information om vores forretningsmæssige situation. Det er grunden til, at Lars Rebien melder ud uden at have samtlige svar på årsagssammenhænge,” siger Mike Rulis. Han erkender, at det havde været rarere, hvis virksomheden kunne vente, til den var i stand til at give bedre forklaringer på nedjusteringen. Men han mener, at det ville være forkert at konstruere forklaringer på den mindre vækst for at berolige aktiemarkedet. “Vi vil ikke risikere at gå helt i skoven med forklaringer, som ikke er gennemtænkte,” siger han - men erkender, at aktieanalytikere har efterlyst mere håndfaste udmeldinger fra Novo Nordisks topledelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også