Norges mindesmærke for Utøya-ofrene
Utøya: bruddet, tabet og tiden

Skrevet af
Kunsten har taget religionens plads i vores gennemsekulariserede samfund og handler derfor i det offentlige rum mest om at sige det uudsigelige – kunsten er blevet vores eneste svar, når vi skal konfrontere tilværelsens mysterier og desværre også den absolutte meningsløshed. Norge afslørede i sidste uge et modigt monument for Utøya-katastrofen – på bedste vis ikke kun et monument for de omkomne, men også et monument for alle os, der kun har tomheden som billede, når vi møder den sorte og totale ondskab.
Den 22. juli 2011 var en fredag. Det var dagen for den sidste store bjergetape i årets Tour de France. Etapen, hvor Contador havde sidste mulighed for at gøre indtryk på feltet og verdenspressen med et fantastisk angreb – og måske en etapesejr. Det var en sommerdag i Danmark, i Norge, i Sverige og i verden. Folk var på ferie både i Oslo og i resten af verden. På den lille ø Utøya på Norges vestkyst holdt Socialdemokratiet som altid sommerlejr for partiets unge medlemmer, og i Oslo sad statsminister Stoltenberg hjemme for at arbejde på en tale.
 
Jeg var som alle andre danskere også på sommerferie og sad i fredsommelighed og kiggede på Contadors forgæves forsøg på at slette sin fortid som dopingvinder, da der pludselig tikkede en “Breaking”-besked ind på tv-skærmen – der var rapporter om en bombesprængning i det centrale Oslo. Jeg tænkte – desværre – at det var de sædvanlige tosser. Nogle rasende islamister, der var sure over et eller andet. Rapporterne talte ikke om omkomne, så jeg vendte mig hurtigt mod Contadors i øvrigt mislykkede angreb på den gule trøje. Senere om aftenen, da jeg igen tændte for den globale nyhedsstrøm erfarede jeg, at den var helt gal. Ikke alene havde bomberne i Oslo krævet otte liv, en sindssyg psykopat havde koldblodigt myrdet omkring 70 unge mennesker på Utøya. Øjeblikket mindede i sin nådesløse absurditet om 11. september 2001 og var næsten lige så virkelighedsforvrængende. Dagen mistede sin farve og mentalt blev Norge noget andet – selv på afstand.
 
Den 22. juli 2011 mistede 77 mennesker livet efter Anders Behring Breiviks terrorangreb, der både ramte Oslo og øen Utøya 
 
Et angreb på samfundet
I alt 77 mennesker omkom for den gale morders hånd den 22. juli 2011. Meningsløst. Som døden altid virker for de efterladte. Men fordi angrebet både var tænkt og udført som et symbolsk angreb på demokratiet, fællesskabet og vores idealer om det åbne samfund, rammer det os alle både hårdere og dybere end flystyrt, tsunamier og andre katastrofer. Utøya var et angreb på hele samfundet, og handlingen kræver derfor også en form for offentlig sorgbearbejdning som svar. Et mindesmærke at samles om – og et sted, hvor de efterladtes tab kan blive en del af en større fortælling om sammenhold og mening. Hvor man mindes den enkelte og minder hinanden om det fælles.
 
Utøya: Såret i klippen. Jonas Dahlbergs monument på Sørbråten over for Utøya har en meget direkte spejling af begivenhedens umulige voldsomhed
 
Det gabende tomrum i klippen vil gøre det umuligt at komme over på den anden side
 
I sidste uge offentliggjorde man i Norge vinderen af den konkurrence, der har været udskrevet om et monument for de stakkels ofre. Udfordringen er naturligvis: Hvordan kan man sige det, der ikke kan siges? Hvordan taler man om Utøya på en måde, der er meningsfyldt uden at være banal, omklamrende og patetisk? At tale om det, der ikke findes ord for, er en af de grundlæggende definitioner af kunstens virkefelt – og med den svenske vinder Jonas Dahlbergs projekt må det siges at være lykkedes at skabe et monument, der ikke fastholder besøgende, pårørende og verden i smerten, men som i stedet peger på vejen videre til de hverdage, som livet består af, uanset hvilke forhindringer onde mennesker forsøger at lægge dem i vejen. Monumentet er til stede både ved kysten over for Utøya og i det centrale Oslo, og det lader pynten Sørbråten om at være kanal for mødet med det mørke, mens Oslo-afsnittet af projektet er langt mindre melodramatisk og drejer sig om fremtiden i fællesskabet.
 
Jonas Dahlberg har designet det mindesmærke, der skal opføres til minde om ofrene for Utøya-massakren
 
En repræsentation af Utøya
Projektet, der har været publiceret på hele internettet i en uges tid, består i sin – mørke – hovedingrediens af et sår. Inde på land, med udsigt til Utøya, skærer Jonas Dahlberg et 3,5 meter bredt spor gennem den yderste pynt på kysten. Sporet går ned under vandlinjen, og spidsen af den lille halvø bliver derved utilgængelig og kan i mindesmærkets kontekst fungere som en repræsentation af Utøya selv. På arrets ene side hugges ofrenes navne ind i klippen, helt bogstaveligt i den del af pynten, der ikke kan nås, kun betragtes, og symbolsk er de dræbte nu et andet sted, kun synlige i vores erindring. Som besøgende kan man fra en underjordisk altan komme i øjenhøjde med de døde, men det vil være umuligt at røre de indhuggede navne. Mindebalkonen kommer man til gennem en udhugget gang ind i klippen, der virker som indgangen til et gravkammer.
 
Fra en balkon vil man kunne betragte den klippeside, hvor ofrenes navne er skåret ind i
 
Kontrasten mellem naturen på Sørbråten, som stedet hedder, og den mørke passage til den niche, hvorfra man kan se både vandet, Utøya selv og ofrenes navne, er en stærkt betydningsladet vandring fra lys, gennem mørke til lys igen, gennem knuget indadvendthed og sorg til accept. Dødsrigets mytologi ligger lige for i det underjordiske kammer, men monumentets brutale sår i naturen, der spejler ugerningens voldsomhed, formår trods alt med sin nøgternhed at holde på værdigheden uden at forfalde til den klichefyldte metaforik, der kunne have været resultatet.
 
En sti skal føre besøgende ind gennem klippen
 
Det borthuggede materiale fra kysten bruges til at skabe et monument i Oslo. Et monument for bybombens ofre og vel at mærke et mere eftertænksomhedsskabende monument, der også skal lede tankerne hen på den vej videre, der SKAL komme. Det fjernede klippemateriale bruges til at skabe en blanding af siddepladser og amfiteater langs en ny halvcirkulær sti gennem Oslos regeringskvarter. Siddepladserne/amfiteatret er en opfordring til samtale og dialog, og stien der vil virke som en lidt mærkelig omvej, skal lede tankerne hen på det perspektivskifte den 22. juli 2011 betød for både den enkelte og for hele Norge.
 
Viola: Bill Violas videoinstallation 'Going Forth by Day' viser en scene, der næsten kunne være en vandring gennem skoven ved Sørbråten
 
Tilsammen består det todelte mindesmærke af ingredienserne: Brud, fokus og bevægelse – som symboler på både chocket, mindets stilstand og tidens gang. Der er elementer i konceptet, der minder om den amerikanske videokunstner Bill Violas storslåede videoinstallation 'Going Forth by Day', der handler om intet mindre end livet og døden. I installationen, der projiceres på alle fire vægge i et stort, hvidt rum, er en af videosiderne et bredt panorama af mennesker af alle slags, der fredeligt går gennem en nåleskov, som et billede på menneskets passage gennem livet – det kunne næsten være en vandring på bredden ved Utøya. 
 
I Oslo vil monumentet i højere grad skabe eftertanke og fællesskabsfølelse
 
Monumentets kompleksitet og symbolske værdi
Monumentet over en afdød kan med rette betragtes som en af selve skulpturkunstens afgørende grundformer. Siden antikken har mausoleer, relieffer, mindesten, steler, pyramider, bautasten og lignende været den konstant, vi har haft lyst til at etablere, når vi står ansigt til ansigt med dødens mærkelige, uafvendelige tilfældighed. Når vi ydermere står over for en fej og ond handling, bliver de følelsesmæssige krav til værket mere komplekse. Det er ikke længere nok med mindet – der skal etableres en eller anden form for offentlig bearbejdning af den sorg, vi kollektivt føler, fordi anslaget ikke kun ramte nogle tilfældige mennesker, men opleves af både ofre og det øvrige samfund som symbolsk. Monumentets svar skal derfor nødvendigvis også være symbolsk på et større plan og pege på de værdier, vi som samfund vil forsvare med døden.
 
Kunstens tanker
I gamle dage havde vi troen og kirken som det fælles rum, der kunne mediere mødet med det ubegribelige. Dén helt basale kerne har vi i fornuftens navn smidt ud, og vi står derfor i dag mere tøvende over for begivenheder som Utøya, end vi nogensinde før har gjort. I en moderne sekulariseret verden har kunsten overtaget religionens rolle som formidler af det hinsides. Men vi er ikke trygge ved kunstens eller sorgens placering i vores bevidsthed. Det er derfor, at vi i dag ikke mere laver offentlige monumenter for sejre – kun for tab.
 
Kunstens åbenhed volder problemer og mængden af stærke, men uforurenede, symboler er ikke ret stor. De billeder og betydninger, der melder sig først, er allerede ødelagte af alt for massiv brug i vores visuelt meget støjende tid.
Kirkens ritualer og håndtering af livets største temaer trækker på en lang, lang tradition og har et rituelt indhold, der i kraft af sin kontakt med en mytologisk fortid er gennemprøvet, forstået og uangribeligt. De religiøse symboler og ritualer har en robusthed og en betydningsmætning, der gør dem resistente over for banalisering. Anderledes forholder det sig, når en ny tids religion i form af kunsten skal forsøge at sige det, der ikke kan siges med ord. Her er ingen tradition, ingen skriftsteder eller billeder, der kan give os trøst. Vi bliver hver gang nødt til at opfinde dem og er derfor hver gang i fare for at falde i det banales store fælde, så det, der skulle være en rensende og afklarende måde at mindes, i stedet bliver en slags selvtilfreds fejring af vores egen følsomhed. Skillingsvisen, popsangen, romantikkens knækkede søjle og himmelvendte blikke bliver det følelsesarsenal, vi trækker på – i mangel af bedre.
 
Kunstnerne forsøger at afhjælpe den mangel. At skabe nye billeder, der både er kunst og sårheling. De starter forfra hver gang, når vi nu ikke mere har ritualer og liturgi at klynge os til. Alligevel er det, som om moderne monumenter over ufattelig smerte og ondskab har mindst tre tanker tilfælles:
 
Bruddet (tabet, tomrummet)
Spejlingen
Tiden
 
Bruddet som bærende koncept
Den første kunstner, der massivt introducerede bruddet som bærende koncept, var den amerikanske arkitekt Maya Lin, der i 1980 vandt konkurrencen om et monument over Vietnamkrigens faldne amerikanere. Monumentet blev afsløret i 1982, i en tid hvor sårene fra den mislykkede krig stadigvæk var helt åbne. I de år var der ingen heroisk stemning omkring krige i USA, og mindesmærket er derfor en ren abstraktion: Et sort snit i landskabet – et ar, hvor navnene på de døde kan findes som enkle inskriptioner i stenens tavshed. Monumentet forsøger ikke at tolke eller tilbyde accept. Det er næsten tavst i sin underspillethed og minder ved den demokratiske tilgang – at hver enkelt falden soldat nævnes ved navn – om D-dag-strandenes tusindvis af kors.
 
Vietnammonumentets greb er rent brud – hverken refleksionens spejling eller tidens gang spiller en rolle. Netop derfor vakte det også furore, da det blev afsløret. Her var ingen heroisme, intet bud på en fælles national fortælling, ingen selvtilfredshed, kun en sort grædemur til de efterladte.
 
Vietnam: Det sorte ar. Maya Lins tavse og moderne grædemur var alt, USA kunne tilbyde Vietnamkrigens berørte i 1982
 
Poetisk brutalitet efter 9/11
For nogle år siden færdiggjorde man i USA mindeparken for 9/11. Også her har man valgt at spejle den brutale handling med en slags poetisk brutalitet. Fodaftrykkene af de to tårne står (bruddet) tilbage som et helt konkret minde, men hullerne er nu rammer for en vandskulptur (tiden): Hen over kraternes kanter strømmer kunstige vandfald mod tårnenes fortidige kældres bund. Vandfaldene skal vel minde os om tidens strømme, evigheden og det vand, vi alle kommer fra. “We are all water”, som Yoko Ono sang på pladen 'Sometime in New York City' fra 1972. Desuden virker vandet både smukt, poetisk og lindrende som en kontrast til den knugende stemning af sorg, der præger mausoleet. Langs kraternes tombakkant er navnene på de døde præget, og monumentet blander som Utøya-monumentet både de efterladtes personlige sorg og samfundets. Hvad 9/11-mindesmærket mangler er en bevægelse, der rækker ud over mindet om begivenheden. Her er kun tomhed – ikke en opfordring til at gå videre sammen.
 
9/11: Vandet, der strømmer ned i de tomme huller efter tvillingetårnene, forsøger at forvandle tomhedens symbol til symboler for tid og liv
 
Vandfaldene er både smukke og poetiske og står i stor kontrast til den sorgfuldte stemning, der præger mausoleet
 
Til minde om samfundets fællesskab
I Oklahoma City i USA står et mindesmærke for en ugerning, der er beslægtet med Utøya, nemlig Timothy McVeighs sprængning af en offentlig bygning i byen i 1995. McVeigh var også højreradikal og brugte også kunstgødning til sin bombe.
 
Mindesmærket består af to porte, der fastlåser tidspunktet for bombesprængningen (tiden), 168 tomme stole – en for hvert af ofrene (bruddet) og et spejlbassin, der både skal skabe ro og netop spejle de besøgende for at styrke bevidstheden om, at vi som mennesker blev forandrede af den onde og ubegribelige handling. (spejlingen). Mindesmærket i Oklahoma City, der ikke formår at skabe en fornemmelse af helhed ud af de hver for sig forståelige dele og derfor måske ikke er så kunstnerisk vellykket, adskiller sig fra andre lignende mindesmærker (9/11, Utøya) ved også at sætte plads af til at mindes de overlevende. En gestus, der peger på fællesskabet og er med til at flytte mindesmærkets fokus fra de efterladtes forståelige sorg og til det fællesskab, samfundet er. 
 
Oklahoma: Mindesmærket over bomben i Oklahoma City har også plads til at mindes de overlevende. De tomme stole er en meget direkte reference til de dræbte
 
Denkmal – et brud med vores virkelighedsopfattelse
I Berlins centrum står Peter Eisenmans mindesmærke for de jødiske ofre for Holocaust, der også tematiserer alle tre begreber – omend mere skjult. Monumentet breder sig i et ordnet mønster – nærmest som en kirkegård – over et 19.000 m2 stort område, og det består af 2711 betonklodser i højder, der varierer fra 40 cm langs monumentets kant til næsten fire meter inde mod midten.
 
Monumentet betjener sig ikke af nogen form for symbolik, men præsenterer massakrens forvirrende omfang og altforskydende virkning på en meget underspillet måde, der giver plads til den personlige eftertanke. Når man nærmer sig området, virker det overskueligt, men efterhånden som man kommer ind i det, bliver det overvældende, skræmmende og forvirrende. Brud, spejling og tid er her tilstede i totaliteten – som brud på vores virkelighedsopfattelse, og ikke i specifikke enkeltdele. En meget subtil – og måske intellektuel – måde at dreje de besøgendes tanker mod Europas 'stunde null'.
 
Berlin: Peter Eisenmans stele-mark bruger ingen direkte symboler, men virker desto stærkere ved den overraskende virkelighedsforvrængning, der bliver monumentets tema
 
Mindesmærkets rolle som samfundskommunikation
Man kan i det postreligiøse samfund spørge sig selv, hvad et sådant mindesmærke skal kunne. Det er et sted at mindes. Et holdepunkt i den evindelige flygtighed, som døden gør så nærværende. Men når mindesmærket også skal henvende sig til andre eller andet  end de efterladtes personlige sorg, har det også en rolle som samfundskommunikation. Som et kollektivt udsagn, der skal pege på samfundets grundlæggende værdier og den kerne, der skal forsvares – med døden, om så det gælder.
 
Det er en vanskelig ting at gøre. Dels skal mindesmærket bevare værdigheden og respekten for ofrene og de efterladte, dels skal det sige noget alment. Og det noget skal række ud over de mest påtrængende følelser som vrede, sorg og tomhed. Mindesmærket skal også have betydning om 100 år, fordi det rummer en alment accepteret, opbyggelig fortælling.
 
Med alle de forbehold og undskyldninger over for de berørte, det er mig muligt at tænke ind i en sætning, vil jeg nemlig sige, at det også er sådan, at det skønne – som jo er kunstens gebet – tillige rummer dén forførelse, der tillader os at nyde det smertefulde. Notorisk kaldte den tyske komponist Karlheinz Stockhausen 9/11 for verdens største kunstværk. Pathos kan være pragtfuld (jeg elsker Mahler), men hvis den bare fastholder os i en slags selvsmagende følelse af retfærdighed, bringer den os ikke videre – hverken som mennesker eller samfund.
 
Jeg synes netop, at Utøya-forslaget fornemt formår at balancere på den knivsæg, der giver mening. Ideen om det brutale snit som en spejling af begivenheden er som nævnt ovenfor ikke ny, men ved Utøya består det fine i forslaget i, at snittet netop IKKE er på selve øen, hvilket ville have været alt for tæt på, som når folk sætter farten ned på motorvejen for at kigge på ulykker. Nu bliver Utøya liggende i horisonten og kan få lov til at udvikle sig og måske vende tilbage til en hverdag, mens afstanden til selve øen gør det muligt at mindes – uden at et besøg til mindesmærket kammer over i voldspornografi.
 
Projektet er desuden stærkt, fordi det direkte med udvekslingen af materiale forbinder de to geografiske centre for ugerningen, men bruger forbindelsen til at pege på dét fælles grundlag, der kan være ondskabens modgift – samtalen.
 
Jeg mistede selv min far, da jeg var 22 år gammel. Han var 50. Han blev ramt af en blodprop i hjernen og forlod både mig, mine seks søskende og vores mor helt uden foregående advarsel en blå oktoberdag i 1983.
 
Når jeg står på kirkegården i Kalundborg ved min fars gravsten, er det selv på 30 års afstand et meningsfyldt øjeblik, fordi vi begge to – om jeg så må sige – er med i en oldgammel formidling af den store sorg.
 
I det moderne sekulære samfund er det kunsten, der må træde til for at fremmane dén betydning. Jeg håber, at det smukke monument for ofrene på Utøya kan være med til at skabe den samme form for heling for det norske folk.
 
Da min far var død, skrev min gamle onkel et kondolencekort til min mor. I det kort skrev han blandt andet: ”Jeg ønsker for dig, at du kommer igennem din sorg. For det er netop det, man skal – ikke over, men igennem”. Det synes jeg den dag i dag er vise ord, og netop Utøya-monumentet tilbyder med sin blanding af konfrontation (snittet) og eftertanke (stien og amfiteatret i Oslo) den mulighed for bearbejdning, der kan være med til at bringe både pårørende og mere perifert berørte igennem det fortvivlende møde med ondskabens banalitet.
 

Relaterede artikler

Samme samlende terrortale - Lars Løkkes tale ved mindehøjtideligheden for ofrene for terroren i Paris var rørende, den var passende, og den var utro...

Giv din stemme

27 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

46 JOB

Communications Officer

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.