Kronik i Politiken, mandag den 21. oktober

”Heldige er folk i Jugoslavien og Somalia, for verdens øjne hviler på dem. Fordømte er folk fra Juba for verden er forment adgang til byen og synes tilmed ligeglad. Det må være en velsignelse af dø foran et kamera – så vil verden i det mindste få det at vide. Men det er smertefuldt at dø eller blive dræbt uden at selv dine nærmeste ved besked”.

Sådan skrev en af de indespærrede indbyggere i det sydsudanesiske by Juba i et håndskrevet brev, der blev smuglet ud af byen i august 1992. Juba havde på det tidspunkt været afskåret fra omverdenen i godt fire måneder af soldater fra den fundamentalistiske regering i Khartoum.

CNN-effekten
Den ulykkelige brevskriver gengiver en hævdvunden tro på, at medierne kan gøre en forskel på verdens skæve gang: At medierne kan forhindre dødsfald og ulykker ved at være dér, hvor overgrebene og uhyrlighederne finder sted. Og hvis medierne ikke er der, dør folk upåagtet og uden hjælp fra den rige verden.

Troen på mediernes stærke indflydelse på verdenspolitikken kender vi sædvanligvis under betegnelsen CNN-effekten. Det var CNN-effekten, der fik de vestlige magter til at sende mere end 20.000 soldater ind i irakisk Kurdistan, da Saddam Hussein i foråret 1991 rettede sin hævn mod de irakiske kurdere. Det var også CNN og de øvrige elektroniske massemedier, der skabte det pres, der i december 1992 fik den amerikanske regering til at landsætte marinekorpset på strandene uden for Mogadishu i Somalia. Angiveligt kunne verden ikke længere være vidne til at tusinder af somalierne døde af sult og blev dræbt i kampe mellem rivaliserende klangrupper.

Medierne har sjældent udenrigspolitisk betydning
Alligevel mener eksperter i udenrigspolitik, at medierne kun sjældent har en så afgørende indflydelse på beslutningstagerne i udenrigspolitik. De to eksempler er faktisk undtagelser fra det generelle mønster, hvor beslutningstagerne bruger medierne til at kommunikerer politik og budskaber til folket. De to undtagelser Kurdistan og Somalia forklares med, at de vestlige regeringer ikke havde en politik over for de to begivenheder på daværende tidspunkt. I sådanne situationer kan massemedierne muligvis påvirke politikere og embedsmænd til at handle. Men det er som sagt undtagelsen.

Hvis regeringer har en politik, kan medierne sædvanligvis ikke sætte dagsordenen og formå politikerne til at træffe beslutninger, de er imod. Verdenssamfundets totale passivitet under det flere uger lange folkedrab i Rwanda i 1994 er det mest rystende eksempel på denne pointe. Den årelange tilbageholdenhed over for serberne i Bosnien er et andet. Og sådan kunne vi blive ved. Amerikanske forskningsresultater tyder på, at det sædvanligvis er politikerne og ikke mindst Det Hvide Hus, der sætter den dagsorden, medierne derefter videregiver til befolkningen.

Ingen betydelig nødhjælp uden iscenesættelse
Hvis forskerne generelt er skeptiske over for påstanden om mediernes enorme indflydelse på verdenspolitikken, er der til gengæld generelt enighed om, at medierne er alfa og omega for det internationale nødhjælpsarbejde. Uden massiv mediedækning ville ofrene for de dramatiske oversvømmelser i Mozambique i foråret 2000 aldrig have modtaget den hurtige og massive støtte, som de fik. Under hungersnøden i Etiopien i 1984-85 kan man sågar pege på det bestemte BBC nyhedsindslag, der fik verdens øjne – og pengepung – åbnet op på vid gab.

Personligt er vi yderst skeptiske over for troen på mediernes store magt i flertallet af en række større katastrofer, som vi har analyseret forud for konferencen om ”Glemte Katastrofer” i København d. 23. oktober. For at undersøge mediernes indflydelse har vi systematisk gennemgået størrelsen af mediedækning og nødhjælp i forbindelse med en række nyere katastrofesituationer. Denne sammenligning peger på et noget mere kompliceret billede.

Lad os vende tilbage til oversvømmelserne i Mozambique. Vi benægter ikke, at medierne i denne situation havde stor indflydelse. Men vi undrer os, når vores undersøgelser viser at en langt større oversvømmelseskatastrofe, der ramte den indiske delstat Orissa tre måneder tidligere, ikke fik nogen nævneværdig mediedækning. Katastrofen i Indien var faktisk langt større og krævede mindst 10.000 menneskeliv. I Mozambique døde ca. 800 mennesker.

Hvorfor fik Mozambique så megen opmærksomhed og hvorfor ikke Orissa? Forskellen skyldes det, der teknisk hedder ’framing’ – eller iscenesættelsen for nu at låne et ord fra fiktionens verden. Altså hvordan en historie kan skæres og præsenteres af medierne. Det, der gjorde den store forskel, var en bestemt TV-optagelse af en kvinde, der var ved at føde sit barn i et træ. Imens kunne man høre larmen fra rotorbladene på den sydafrikanske redningshelikopter, der hang lige over hende. Katastrofen, der havde ramt Indien tre måneder tidligere, havde mindst ligeså dramatiske øjeblikke, men de blev aldrig fanget ind af et TV-kamera og historien nåede derfor dårligt nok vores skærme. Mozambique modtog ca. 165 millioner US $ i støtte efter sin oversvømmelse. Indien blot 23 millioner US $.

Så selvom man foreløbig kan konkludere, at medier og specielt TV-dækning er afgørende for størrelsen af nødhjælp til en given katastrofe, må man også konkludere, at det er en form for indflydelse – eller lotterispil - man nødigt ville forlade sig eget liv og helbred på.

Nød i Afrika er en gammel nyhed
Vi har også sammenlignet den humanitære katastrofe i Kosovo i 1999 med to ’typiske’ afrikanske kriser, nemlig de årelange katastrofer i Sudan og i Angola. Den internationale nødhjælp til Kosovo nærmest eksploderede i 1999 med mere end 780 millioner US$ . Til gengæld forblev hjælpen til de to afrikanske nødsituationer nogenlunde stabil. Fra 1997 til og med 2001 modtog Angola og Sudan en konstant strøm af international nødhjælp på gennemsnitligt mindre end 150 millioner US$ om året. Og med undtagelse af et par uger under en særlig slem hungersituation i Sudan i 1998, viste de internationale medier ingen særlig interesse for de to enorme humanitære nødsituationer.

Det er som enhver redaktionssekretær kan bevidne, ikke i sig selv nogen ”nyhed” at afrikanere sulter og dør. Ikke desto mindre modtog de to lande betydelige mængder af nødhjælp. På den anden side er der en påfaldende sammenhæng mellem en enorm dækning af situationen i Kosovo og så en tilsvarende enorm international nødhjælp. Meget groft regnet var der mindst fem gange så meget nødhjælp til rådighed per nødlidende i Kososvo, som der var til menneske i nød i Angola og Sudan.

Udover at notere den indlysende forskel i donorernes gavmildhed finder vi det i denne sammenhæng interessant at spørge hvorfor, de to afrikanske katastrofer overhovedet modtog international nødhjælp, når der nu ikke var nogen mediedækning. Indledningsvis kan vi slå fast at omverdenen og her især de store magter som USA ikke havde nævneværdige sikkerhedsinteresser i de to lande. Til gengæld var der en omfattende underskov af FN organisationer, private hjælpeorganisationer og stærkt engagerede enkeltpersoner, der har arbejdet i årevis i de to lande.

Deres lobbyarbejde var i stand til at sikre en vedvarende strøm af nødhjælp - uden nævneværdig mediedækning og hovedsageligt ved hjælp af gammeldags lobbyarbejde. Uden denne gruppe af engagerede organisationer og enkeltpersoner ville Angola og Sudan højst sandsynligt været blevet glemt af omverdenen. De blev til dels glemt i og med, at den nødhjælp, som kom ind i de to lande, langt fra var tilstrækkelig til at imødekomme behovene. Men lidt har som bekendt også ret.

Europæisk borgerpligt
Mens de to afrikanske katastrofer langt fra fik tilstrækkeligt med ressourcer, fik Kosovo til gengæld massiv hjælp. Vi tvivler på, at det udelukkende skyldes, at medierne var så optaget af krisen i Kosovo. Vi mener derimod, at den enorme nødhjælp skal forklares med, at Kosovo blev opfattet som et europæisk sikkerhedsproblem. Derfor var politikere og beslutningstagere langt mere villige til at yde nødhjælp. Beredvilligheden til at give nødhjælp blev uden tvivl hjulpet på vej af mediernes enorme fokusering på nøden, lidelserne og elendigheden.

At Kosovo blev opfattet som et særdeles alvorligt sikkerhedsproblem i de europæiske hovedstæder og i Washington kan aflæses af det faktum, at de vestlige regeringer i NATO gik uden om Sikkerhedsrådet og startede luftkrigen uden godkendelse i FN. Medierne dækkede situationen ned til sidste detalje. Ikke en eneste af de store danske TV-stationer undlod at sende rapportere til Gazanizze-basen i Italien, hvorfra de danske F-16 jagere lettede på togterne ind over Kosovo. På en god dag kunne man sågar støde på vilfarne reportere fra et mindre københavnske lokal TV i Tirana, Albanien.

Mediedækningen gjorde det nærmest til en borgerpligt at støtte indsamlingerne fra Dansk røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp: Nu skulle der leveres nødhjælp. Derved kom den internationale nødhjælp til at fungere som et blandt flere krisestyringsredskaber for de vestlige magter, alt imens medierne beredvilligt videregav beslutningstagernes analyser og holdninger. Medierne gjorde det ydermere nemt at støtte Kosovo-albanerne i og med, serberne overvejende blev fremstillet som en flok barbariske bøller og forbrydere.

Nødhjælp som sikkerhedspolitik
At sikkerhedspolitiske overvejelser er af helt afgørende betydning for omfanget af international nødhjælp, illustreres også af det seneste års begivenheder i Afghanistan. I de tre første kvartaler af 2001 modtog Afghanistan nødhjælp til en værdi af 232 millioner US $. Efter 11. september og året ud blev der udløst 433 millioner US$ til nødhjælp for Afghanistan. Antallet af mennesker i desperat nød i Afghanistan var stort set det samme i hele perioden – ca. 6 millioner mennesker.

Nogle vil måske sige, at det var lettere at levere nødhjælp til Afghanistan i slutningen af 2001, end det var tidligere på året. Men det er ikke korrekt. De amerikanske troppers kampe gjorde det faktisk langt vanskelligere at operere i Afghanistan i de sidste måneder af 2001. Den massive nødhjælp, som er fortsat i år, kan ikke forklares med mediernes dækning. Den kom først efter det amerikanske felttog startede den 7.oktober. Den enorme stigning i nødhjælp synes i langt højre grad at kunne forklares med, at de vestlige regeringer pludselig erkendte Afghanistans enorme sikkerhedspolitiske betydning for verdens stabilitet. Man erkendte også, at den militære kampagne kunne understøttes af en kraftigt øget internationale katastrofeindsats.

Som i Kosovo blev nødhjælpen en blandt flere andre krisestyringsinstrumenter. Medierne kom halsende efter. Men de gjorde ikke særskilt meget ud af at skildre nøden i Afghanistan. De var optaget af kampene mod Taleban, Osama bin Laden og al-Queda netværket. Holdningen på det toneangivende CNN illustreres af et internt cirkulære, der anbefalede at billeder af nødlidende afghanere konsekvent skulle matches med billeder af ødelæggelserne i New York og Pentagon.

Sikkerhedspolitikkens afgørende betydning for størrelsen af den internationale nødhjælp illustreres særlig tydeligt i Nordkorea. Fra midten af 1990’erne til i dag har Nord Korea stået midt i en alvorlig fødevaremangel, der flere gange er kammet over i desperat hunger. Sammenligner man omfanget af nødhjælp til Sudan og Angola med Nordkorea lå hjælpen til den kommunistiske et-partistat i årene 1997 til 2001 næsten på det dobbelte af bistanden til Angola og Sudan. Ser man på mediernes dækning af de tre katastrofesituationer, var den mere eller mindre af samme omfang - så godt som ikke eksisterende.

At Angola og Sudan på trods af mangel på medieinteresser modtog en konstant strøm af international nødhjælp, kan som nævnt forklares med lobbyarbejdet fra FN-organisationer og NGOer. Nordkoreas problem i den forbindelse er, at der kun er meget få af disse organisationer til stede i det ekstremt lukkede land. Og der er selvsagt ingen mediedækning af betydning, da kun meget få journalister er sluppet ind i landet. Den forholdsvis høje bistand til Nord Korea kan derfor bedst forklares med sikkerhedspolitiske motiver hos donorerne, ikke mindst hos USA. Her skal det ikke overses, at USA er den største bidragyder til nødhjælpsoperationerne i Nord Korea.

Den sikkerhedspolitiske begrundelse for hjælpen til det kommunistiske Nord Korea er at USA, Sydkorea og andre af de regionale magter frygter for uro i et sultende Nordkorea. Hvis der, som følge af massiv hungersnød skulle opstå uro vil noget sådant kunne få de væbnede styrker til at handle ’uoverlagt’. Uoverlagte handlinger fra et land, der antageligt råder over eller er tæt ved at råde over kernevåben, vil være en trussel mod den regionale stabilitet. Set i dét lys er international nødhjælp en begrænset pris at betale for at sikre den regionale sikkerhed. Det sikkerhedspolitiske argument er endog så stærkt, at man yder nødhjælp til det kommunistiske land uden at have blot nogenlunde sikre tal for antallet af nødlidende og med begrænset kontrol over hvem i Nordkorea, der i sidste ende nyder godt af hjælpen.

Medierne – en troløs elsker
Alt i alt er der altså god grund til at stille sig skeptisk over for mediernes enorme indflydelse på beslutninger om at yde international nødhjælp. Det er uomtvisteligt, at i bestemte situationer – især hvis der ikke er nævneværdige stormagtsinteresser på spil og, hvis der i øvrigt ikke har været en mediedækket katastrofe i et langt stykke tid og, hvis ’framing’en er i orden, så kan medierne få en endog meget stor indflydelse på omfanget af nødhjælp.

Men i en lang række andre tilfælde spiller både humanitære organisationer og medierne, bevidst eller ubevidst, sammen med de sikkerhedspolitiske beslutningstagerne og bidrager dermed til at gøre nødhjælpen til et instrument i international krisestyring. De mere idealistiske motiver for at give nødhjælp bliver altså blandet op med et stærkt element af egeninteresse. Det kan heller ikke udelukkes, at organisatorisk egeninteresse spiller en rolle for FN-organisationer og for NGOer, der laver lobbyarbejde til fordel for at bestemte humanitære katastrofer ikke glemmes.

Men det er samtidig vigtigt at slå fast, at de internationale nødhjælpsorganisationer har et stort ansvar for, at humanitære katastrofer ikke glemmes. I sidste instans er det dem og deres tilstedeværelse og indsats, der kan sikre menneskers overlevelse. Nogen gange får de hjælp af medierne. Andre gange må de klare sig selv. Medierne er som en troløs elsker: Som oftest svigter de. Enkelte gange er de dér, når der er brug for dem. Men man kan grundlæggende ikke regne med dem.