Brug-og-smid-væk-nyheder forsøder kontorlivet i fem minutter af gangen. Enkelte artikler kan dog have et længere liv, hvis blandt andet fotoet vækker nysgerrigheden

Brugere af jp.dk er af Update/Digital Urban Living blevet undersøgt ved hjælp af interviews, tests og observationer. Resultaterne fra undersøgelsen er klare: Netaviser giver brugerne et pusterum i arbejdet foran skærmen og hurtig viden til at drysse rundhåndet udover kollegerne. Viden der i øvrigt fordamper igen med det samme – med mindre netjournalisterne har mere end almindeligt styr på deres virkemidler. Virkemidlerne kommer jeg tilbage til.

Pause med dårlig samvittighed

Netavisen giver hjernen nogle minutters pause fra arbejdet, uden man overhovedet behøver rejse sig fra stolen. Det er én rigtig god grund til lige at kigge forbi jp.dk, pol.dk og berlingske.dk - og måske endda bt.dk og eb.dk – i stedet for at gå ud og drikke en kop kaffe eller ryge en smøg.

En anden god grund til at blive foran skærmen er, at ingen jo behøver vide, at man holder pause. Det ligner, at man sidder og arbejder. Hele tiden. Som man føler, man burde. Derfor sidder den dårlige samvittighed og frygten for at blive opdaget hele tiden i baghovedet. Er det her fair over for min chef? Tænk, hvis hun kommer og ser det. Tænk, hvis kollegerne kigger på min skærm. Det må de ikke! Måske derfor tager gennemsnitsbesøget på jp.dk fem-seks minutter; det er den tid, det tager at give hjernen luft fra arbejdet. Til at få et lynhurtigt overblik over forsidens nyheder. Og det er den tid, man kan få sig selv til at skulke.

I øvrigt er det ikke kun arbejdet, chefen og kollegerne, man har en fornemmelse af at gå bag ryggen ved at tage en lille pause. Det er også en selv. For de fem minutter går med at skimme, hoppe, skippe og scrolle. I stedet for at læse sådan, som man føler, man burde: Dybdegående, grundigt, eftertænksomt. Som en af de interviewede udtrykker det: "Jeg lover mig selv, at de lange artikler, dem kan jeg læse på en regnvejrssøndag. Den søndag kommer bare ikke."

Sådan bliver en artikel mindeværdig

Vi klikker os fra forsiden ind på to-tre artikler pr. fem-minutters-besøg. Sådan er det i hvert fald på jp.dk. Dels er det selvfølgelig de artikler, der umiddelbart interesserer os: Lastbilschaufføren klikker på nyheden om lastbiler. Håndboldfans på håndboldnyt. Arbejdsmarkedsjuristen på arbejdsmarkedsstof. Og så videre. Dels er det nyheder, vi på en eller anden måde kan bruge til at positionere os over for kollegerne – blandt andet breaking news. "Har I hørt at...", "Der er lige sket noget..." Det er egentlig en kende paradoksalt, når nu vi har brugt krudt på at skjule for selv samme kolleger, at vi sidder og pauser på en netavisen.

Men langt det meste stof når aldrig fra netaviserne og videre til kollegerne. Det når ikke engang frem til langtidshukommelsen. De artikler, der gør, har en række fællestræk – udover selvfølgelig det interesserede klik i første omgang.

1. Fotos fotos fotos

Webguruer forsager arkivbilleder og kræver friske nyhedsfotos til enhver tid. Det er hverken realistisk på en travl redaktion eller nødvendigt. Så længe billedet har en eller anden form for drama, overraskelse eller nogle mennesker, vi kan forholde os til, så virker det – det vil sige, så hjælper det til med at huske artiklens stemning og budskab. I øvrigt går der ofte længere tid med at kigge på fotoet end at læse teksten.

2. Sammenhæng mellem foto og tekst

"Hvad har de to børn på billedet dér at gøre med krig? Det ser da meget fredeligt ud." Drama og mennesker skal der til, men ikke på bekostning af fotoets relation til artiklen. Tilliden til journalistens billedvalg er stor, og der kan gå lang tid med at lede efter sammenhængen mellem det dårligt valgte foto og artiklen – med stor irritation til følge.

3. Gåder, provokationer og paradokser

Ofte rejser netartiklen en slags implicit spørgsmål i rubrik og underrubrik. Det er smart, og det virker. Men ægger underrubrikken uden at dække, bliver man så irriteret, at man skynder sig væk igen.

Udover på mere eller mindre elegant vis at tilbageholde information giver det pote at tænke i provokationer og paradokser. For eksempel viste én virkelig effektfuld og mindeværdig underrubrik sig at være Politikens "I dyre områder skal sommerhusene flyttes. I billige områder skal de rives ned." Provokerende. Overraskende. Æggende.

4. Vær kort, præcis og giv mange indgange

Fotos får mere opmærksomhed end tekst. Men det betyder ikke, at der ikke skal bruges krudt på teksten. For eksempel understøtter mange indgange – faktabokse, fremhævede citater og andre velkendte kneb – den skimmende, hoppende læsning på smukkeste vis. Og så er det i øvrigt værd at bemærke, at lange artikler ofte skræmmer folk væk; man scroller ned over nyheden, og er den for lang, kan det "jo alligevel ikke svare sig", som en af de interviewede udtrykte det.

5. Ingen farver og striber

Bannerblindhed er et velkendt fænomen, og denne blindhed lader til at have spredt sig til alt, hvad der bare perifert minder om reklamer: Links i teksten, små grafikker, redaktionelle bannere – alt andet end tekst og fotos.

Artiklen bygger på "Rapport om e-publicering" skrevet af Lars Kabel, Peter From Jacobsen, Martin Brynskov og Mette Stentoft (Forlaget Ajour og UPDATE). Download rapporten her.