Nearables nærmer sig

Der er sikkert en eller flere i din omgangskreds der går rundt med et ”smartwatch” eller et fitness armbånd der, for de fleste, fungerer som en glorificeret skridttæller. Uret eller skridttælleren snakker med en telefon eller en anden computer og kan i bedste fald give bæreren mulighed for at forstå sin hverdag på en anden måde. Måske endda droppe elevatorturen og tage trappen.
af Mads Bødker
Nearables”  er små smarte klistermærker der kan fortælle din smarte telefon en masse ting om dine omgivelser uden du skal gøre noget.
 
Sæt en Nearbles på skoen i skobutikken og så holder
den øje med hvem som prøver den.
 
Der er masser af produkter derude, der typisk omtales som ”wearables” – computerteknologi du ikke skal putte i rygsækken, men kan tage på. Men hvad nu hvis vi kunne smide små computere med indbyggede sensorer ud i vores omgivelser og lade dem snakke med al den teknologi,vi nu alligevel bærer rundt på? Hvad nu hvis vi på en simpel måde kunne lade vores hverdagsting tale til vores smarte telefoner eller via en cloud-service kommunikere med os? Teknologien er der, og der er mange bud på hvordan det kan gøres.
 
Tag computerteknologien på! Wearables dækker over tøj, accessories, der kan måle, optimere og kommunikere med anden computerteknologi. Kilde: www.redcode.net
 
Generelt kan man tale om Tingenes Internet – the Internet of Things eller IoT – som en metafor for den måde, computerteknologi kan spredes ud i alverdens ting i stedet for at være noget vi skal interagere koncentreret med. Men der er mange visioner – store og små – for hvad IoT skal kunne. I denne artikel vil vi primært se nærmere på, hvad man kunne kalde små-skala IoT, og hvordan små ’under radaren-produkter’ måske kan være med til at ændre forståelsen af hvem der skal (og kan) definere hvordan vores Smarte Nye Verden skal opføre sig.
 
Forbrugere som eksperter
Det amerikanske firma Estimote introducerede allerede sidste år Estimote Beacons, et produkt der kan være med til at ændre den måde Internet of Things (IoT) – netforbundne hverdags-ting og større infrastrukturer – bliver designet, udbredt og brugt på. Hvor megen af diskussionen om stor-skala IoT typisk har drejet sig om interoperationalitet, policy, protokoller og den hårde teknologi i industrielle scenarier, er nye produkter og services som fx Estimote’s nye ”Nearables” – små smarte klistermærker der kan fortælle din smarte telefon en masse ting om dine omgivelser uden du skal gøre noget, Sense’s ”Mother” eller Berg’s ”Bergcloud” – eksempler på nye og mere brugerorienterede tilgange til IoT. Tilgange, der er præget af en grundlæggende forståelse af mennesker som eksperter i deres eget liv fremfor blindt at stole på, at de store hardware- og software-producenter ved, hvad der er fedt for (for)brugeren.
 
1. Den spæde start på Tingenes Internet
Mark Weiser og hans kolleger på Xerox PARC (Palo Alto Research Center) i Californien arbejdede i begyndelsen af 90’erne på en visionær idé om noget de kaldte Ubiquitous Computing eller bare Ubicomp – på dansk typisk oversat til Allestedsnærværende IT. Hvad ville der ske, tænkte Weiser og hans kolleger, hvis computeren ikke længere var en beige box med en tilkoblet skærm som man skulle sidde foran og stirre ind i, men i stedet fordelt rundt i verden, udstyret med evnen til at sanse den umiddelbare kontekst og klar til at assistere brugerne, når det var nødvendigt?
 
Weisers idé stod i stærk kontrast til idéen om Virtual Reality (VR), som ellers var populær i begyndelsen af 90’erne, hvor brugeren var tvunget til at ’gå ind i’ computeren med alle sanser. Ubicomp tilbød i stedet ’Calm Technology’ som skulle fungere ubemærket i baggrunden (eller periferien) af vores hverdagsaktiviteter. Foruden en mængde eksperimenter med smarte computere og de nye kontekster for arbejde og fritid som disse indebar, skrev Weiser i 1991 Ubicomp-klassikeren over dem alle: en artikel i Scientific American som han kaldte “The Computer for the 21st Century”.
 
Og Weiser fik ret. For det er vitterligt først her i begyndelsen af det 21. århundrede, at visionen om allestedsnærværende computere for alvor begynder at blive til praktisk virkelighed for andre end forskere og en håndfuld tech-journalister. Her i det 21. århundredes andet årti er mange af visionerne om Ubicomp (som Ambient Intelligence, et begreb som bl.a. Philips bruger om deres smart home-produkter) rykket væsentligt nærmere den almindelige bruger.
 
Især er 'Internet of Things’ blevet en storsælgende vision, der er funderet i tre grundlæggende ting: Først en science fiction-agtig forestilling (i retning af ‘tænk hvis der var computere i alt, og de alle var forbundet og kunne sanse deres omgivelser?’) Dernæst at computere og sensorer hele tiden bliver mindre, mere strømbesparende og billigere (tænk ’Moores lov’ – at antallet af transistorer man kan putte på en chip fordobles hver hvert andet år). Sidst, men overhovedet ikke mindst, især for stor-skala IoT, at de Internet Protokol (nu IPv4)-adresser vi er ved at løbe tør for er blevet mangedoblet med version 6 af Internet Protokollen (IPv6). Og vi får brug for alle de IP-adresser vi kan få, hvis IoT skal rulles ud til alle mulige former for komplekse energi- transport- og produktionssystemer. Med IPv6 får vi et ’address space’ på Internettet der svarer til, at alle atomer på jordens overflade kan få 100 IP-adresser. Hver!
 
Men se dig omkring: Hvor mange ting har du stående eller liggende i skuffer, på hylder, i tasken? Se ud på gaden. Forestil dig alle de små eller store begivenheder der kunne registreres, spores, gøres sjovere, sikrere, (u)synligere eller simpelthen bare enklere, hvis man byggede et par sensorer og lidt smart computerkraft ind i dem og gav dem en IP-adresse så almindelige mennesker (altså ’borgere’, foruden arkitekter, byplanlæggere, politi, redningskorps, miljøorganisationer, kunstnere osv.) kunne tilgå dem gennem en simpel brugergrænseflade? Man kan komme op med en masse plausible, sjove og praktiske IoT-scenarier bare ved at se sig lidt omkring i verden. 
 
 
IoT i dit hjem og på gaden. Der er mange mulighedheder. Se flere eksempler på både store og små IoT-scenarier her.
 
2. Dimsernes Internet – eller ”er det hele bare nye Bluetooth gadgets?”
Der er store visioner på spil i IoT-scenarierne. Men hvordan kommer alle de her ting og services typisk ud til forbrugerne? Hvordan er det vi lettest får en fornemmelse af hvad (små-skala) IoT kan gøre for os?
 
En af de for tiden mest populære teknologiske standarder, der hjælper almindelige mennesker med at få almindelige ting til at tale med hinanden og opføres sig lidt ’smart’, er Bluetooth. Bluetooth – i praksis bare en lille radiosender der kan snakke med en radiomodtager – er ikke nødvendigvis Internet of Things-pionerernes våde drøm, men den er rigtig godt udbredt i forbruger-elektronik og dertil relativt billig. Mange kan sikkert huske Bluetooth fra dengang det var en lidt upålidelig måde at få sin computer til at tale med sin Nokia N95 eller fra den dér computermus, der hele tiden skulle genforbindes. En herlig teknologi der dog dengang også havde en tendens til at tømme dit apparat for strøm på ingen tid. I dag er Bluetooth (Bluetooth LE, også kendt som ‘Smart’ eller BLE)  en væsentlig mere stabil, sparsommelig og ikke mindst brugervenlig teknologisk platform. Og rækkevidden er kommet helt op på omkring 70 meter – formentlig under helt optimale forhold. Det fine med den nye BLE-standard er, at man ofte knap opdager, at ens smarte telefon kobler sig på bilradioen eller til stereoanlægget/babyalarmen derhjemme når man kommer ind ad døren. Calm Technology? Ja, for det meste.
 
Bluetooth har i et par år været en af de helt centrale teknologier for mange wearables (fx. de populære ‘Quantified Self’-teknologier: FitBit og Jawbone fitness-armbåndene eller diverse smarte ure, Pebble, Casios Bluetooth-ure, Galaxy Gear, Moto360 (snart) og med den nye Bluetooth LE-protokol er det ved at være fortid med det ustabile, batteri-drænende og lidt nørdede image Bluetooth har lidt under.
 
Wearables med Bluetooth er sikkert kommet for at blive. Men hvis tingenes internet ikke bare skal være ’Dimsernes Internet’ hvor vi bare er nødt til at købe nye, skinnende smart-indsæt-en-eller-anden-hverdagsgenstand-her, hver gang vi har læst nyhederne fra Consumers Electronics messen (CES) i Las Vegas, så skal der nye tiltag til.
 
CES 2014. Stort, glitzy consumerelektronikshow, CC. Nan Palmero. Kilde: https://www.flickr.com/photos/nanpalmero/
 
Wearables kan være fint, men en af udfordringerne er, at retten til at bestemme hvilke dimser, der skal være smarte eller hvilke dele af ens liv, der kan indrammes af IoT-produkter næsten udelukkende ligger hos de store hardware- og software-producenter. Og hvordan får vi visionen om det personlige Internet of Things til for alvor at blive en del af vores hverdagsomgivelser og ikke kun ting, vi skal gå rundt med, og som vi altid glemmer et eller andet sted: ure, briller – eller hvad med en smart hat?
 
3. Nearables – hvad kan vi gøre for DIG?
Så er vi tilbage ved start. Vi kan få alle ting til at snakke sammen. Alt kan kobles på Internettet, men hvem skal gøre det? Det er helt sikkert at det ikke kun bliver ingeniørerne. Det er ganske enkelt ikke realistisk at det kun bliver dem, der skal putte små trådløse computere ind i alle vores hverdagsgenstande – i vores nøglebundter, punge, biler, briller, tøj, sko, elmålere, lamper, vinduer, veje og postkasser. Der er bare for mange ting i hjemmet, på gaden, i butikken, på arbejdspladsen, og alle disse ting indgår i et næsten uendeligt antal skiftende og temmeligt uforudsigelige hverdagssammenhænge, som ikke bare kan repræsenteres med ingeniørens use-cases eller et brugs-scenarier. Så hvorfor ikke lade brugerne selv finde ud af, hvad de vil sætte små computere og lav-energi-radiosendere/modtagere til at gøre? 
 
Estimote introducerede allerede sidste år deres Estimote Beacons – små ‘sticky’ plastikbrikker i venlige pastelfarver der ved hjælp af iBeacon-teknologi, Apples noget oversete iOS7 Bluetooth-funktionalitet kan fortælle din iOS-telefon noget om sine omgivelser? – hvis du er inden for rækkevidde, naturligvis. De er relativt billige ($99 for tre stk.) og forholdsvist enkle at programmere.
 
En Estimote Beacon snakker med en smart telefon, foto CC. Jonathan Nalder. Kilde: https://www.flickr.com/photos/jnxyz/
 
Det klassiske scenarie for Estimote Beacons er vel noget i retning af at du går på Strøget og glor på vinduer. Da du har stået et sekund og beundret Illums vinduesudsmykning sender en Estimote Beacon en sjov video til din telefon via Bluetooth med reklamer for tilbud og nye spændende produkter.
 
Helt sikkert ikke det mest opfindsomme scenarium, men det er måske den egentlige pointe. Estimote har nemlig et nyt produkt på trapperne: Nearables er navnet på en klasse af produkter, der tager små-skala Internet of Things-udfordringen op, men i en form hvor det i langt højere grad bliver brugernes indsigt i deres egen hverdagspraksis, deres eget arbejde og deres egne idéer, som bliver omdrejningspunktet for interaktionen med smarte ting og hverdagsaktiviteter. Nearables er meget små, kulørte klistermærker (3mm tykke), der indeholder en Bluetooth-sender, en lille computerprocessor, der blandt andet kan fortælle, hvor den er, har et indbygget accelerometer (der kan mærke bevægelse) og en temperatursensor.
 
 
Det smarte ved Nearables er, at de kan programmeres til at opføre sig på et utal af måder. Betragtet som computere er de meget begrænsede, men sammenkoblingen mellem en Nearable og en hverdagsting kan radikalt forandre den måde genstanden opleves på og interageres med. Men kan for eksempel forestille sig at klistre en Nearable på sin taske (sit kamera, sin iPad, en jakke eller det dyre halstørklæde du altid glemmer) og lade den snakke med ens iPhone. Hvis de to kommer uden for en specificeret rækkevidde giver din telefon dig besked. Eller hvad nu hvis jeg klistrer en Nearable på min telefon og beder den om at slukke mit Sonos-anlæg, når jeg går ud af min lejlighed? Eller på min hund? Hvad med interaktive objekter på museet? Skobutikken med sko der fortæller dig om størrelser og farver, når du løfter dem fra hylden?
 
Bliver dine nøgler ofte væk? Eller kan du ikke finde din cykel nede på banegården? Ved hjælp af Nearables kan din Iphone fortælle dig hvor dine ting er. 
 
I praksis har produkter og services, der ligner Nearables, været under opsejling i en del år. TikiTag (der blev til Touchatag og var ejet af franske Alcatel-Lucent) forsøgte sig for eksempel i 2008/9 med noget lignende. Ideen med deres billige Radio-Frequency ID/Near Field Communication-udstyrede klistermærker (RFID/NFC, i praksis samme teknologi som i dit nøglekort til arbejdet) og en USB NFC-læser (der kunne erstattes med en af de få telefoner med NFC-læser, fx Nokias 6212 og 3220 modeller) var grundlæggende den samme: Lav en billig, enkel måde at koble ting til andre ting eller til internettet.
 
Da jeg fik fingrene i TikiTag, var mit eget beskedne bidrag en gammel kaffekop udstyret med et lille påklistret TikiTag-klistermærke i bunden der ’shufflede’ min blog-læser, hver gang jeg stillede koppen på bordet efter en tår. Jeg synes selv det var rimeligt smart, men virkeligheden og den konkrete brugskontekst sætter altid uforudsete begrænsninger: Min drøm om en fremtid som interaktionsdesigner blev i praksis slukket af instituttets opvaskemaskine.
 
Nearables repræsenterer et plausibelt bud på et åbent og billigt udviklermiljø, der tager udgangspunkt i masseudbredelsen af Bluetooth LE i forbrugerprodukter og samtidig en helt anden forståelse for brugeren end den, der praktiseres hos mange af de store teknologiproducenter. På samme måde som Estimote er det kreative bureau Berg i London gået ind i kampen om fremtidens smarte hverdag og har med BergCloud skabt et spirende udviklermiljø med inkluderet hardware tiltænkt ’almindelige’ hardwareproducenter der efterspørger en hurtig og nem måde at få deres ting til at tale sammen – og med deres brugere – over Internettet. Hvad med en vaskemaskine der ved, hvordan dit tøj skal vaskes? Eller hvad med simple displays der reagerer på deres omgivelser? (Se fx Pixel Track og deres fine film om simple displays og rejseoplevelser:)
 
Sense’s Mother skiller sig lidt ud ved at være et endnu mere ’off-the-shelf’-produkt end Nearables og BergCloud, og udmærker sig ved at være baseret på et simpelt ’én-sensor, én funktion’-princip. Man køber simpelthen de sensorer man har behov for i løsvægt og kobler dem op på den venligt udseende ’Mother’-station, som derefter snakker med internettet og videregiver information til en simpel brugergrænseflade på din foretrukne computer.
 
 
Sense ’Mother’ med et udvalg af sensorer. De første, der er tilgængelige, er bevægelsessensorer. Sense kalder dem ’cookies’, men de er IKKE spiselige (endnu). Som i en tag-selv slikbutik kan vi måske om få år købe for 50 kroner blandede sensorer?
 
De første sensorer der er kommet til Mother er bevægelsessensorer, men Sense lover at der kommer en mængde sensorer, som man kan klistre på hvad som helst og dernæst for eksempel aflæse en daglig aktivitets-log på en tablet, telefonen eller i sin foretrukne browser. Man kunne bede en bevægelsessensor om at sende besked i det øjeblik, dens kontekst ændres, fx hvis ens cykel begynder at bevæge sig – uden at man selv er i nærheden. Eller hvad med lige at se på hvor tit du (eller din bedre halvdel) faktisk får brugt de håndvægte du har liggende under sengen ved lige at smide en bevægelsessensor på?
 
Hverken Estimotes Nearables eller BergCloud er tiltænkt egentlige slutbrugere, men primært rettet mod virksomheder og for eksempel programmører eller folk, der bare nyder at sidde med kodning eller scripts. Det er typisk den type ’tinkerers’ (se for eksempel her) der, gennem Estimotes, Bergs og til en vis grad, Senses produkter kommer til at definere hvordan en verden, der er gennemsyret at computerteknologi, kommer til at opføre sig. Det er ikke tung programmering, men heller ikke noget man ’bare’ lige giver sig i kast med. Ikke desto mindre kan man se konturerne af ’tweakability’ eller hackability i de produkter, der er relativt simple at bygge, om så de passer ind i nye kontekster og understøtter nye aktiviteter (se for eksempel her).
 
I en hurtig og omskiftelig computerteknologisk ’start-up’-verden, der samtidig er præget af kampe om standarder og protokoller, kan vi ikke forudsige om Estimote, BergCloud, Sense og deres produkter og services stadig eksisterer om fem år. Tilgangen, derimod, er der ikke noget i vejen med. Uden at overgøre det demokratiske potentiale i (åbne) IoT-teknologier der let kan konfigureres til at imødekomme nye brugssituationer, kan man med nogen ret sige, at den tilgang Nearables, BergCloud og Senses Mother repræsenterer, viser potentialet for en mere menneskelig og mindre ’teknokratisk’ interaktion med smarte ting i vores hverdag. En tilgang der anerkender den enkeltes behov for at definere, hvordan hun vil interagere med den omgivende verden, og hvilke ting eller aktiviteter der er vigtige eller relevante at inddrage i et personaliseret Internet of Things. Men jeg ved ikke endnu om de der Estimote-stickers eller Senses sensorer kan tåle en tur i opvaskemaskinen …
 
Tak til Kjeld Hansen og Rasmus Ulslev Pedersen for nyttigt input undervejs. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job