Naser efter solstik strategi

Er Naser Khader blevet for stor til Det Radikale Venstre? Det spørgsmål trænger sig på efter hans udmelding om, at de radikale bør acceptere regeringens skattestop. Naser Khader har bevæget sig ind på et område, hvor han ikke er på hjemmebane, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at han er overeksponeret. Hvad skal Naser Khader gøre nu?
af Joachim Sperling

 

Naser Khaders kalender er både dobbelt- og triplebooket. I juni var han på coveret af både Euroman og Arena, han forfattede grundlovskronikken i Politiken, han har været sommergæst hos Klaus Bundgård Poulsen, og senest har han ryddet avisernes forsider, fordi han har givet udtryk for, at de radikale bør kunne acceptere regeringens skattestop til gengæld for at komme i regering.

I 2006 er Naser Khader foreløbig blevet nævnt næsten 3.000 gange i de trykte medier. Dermed overgår han Marianne Jelved med et mulehår, men til sammenligning er Margrethe Vestager kun nævnt 600 gange. Se graf her

 

I gennemsnit er der tale om ca. 15 omtaler i artikler om dagen, og det er en vanvittig eksponering for et menigt folketingsmedlem. Lige før sommerferien kan det have været en medvirkende årsag til, at Naser Khader blev hasteindlagt efter et ildebefindende, der indikerede tydelige tegn på stress. Se graf her

 

Svigtende dømmekraft

At Naser Khaders dømmekraft er ved at svigte ham, blev første gang klart for offentligheden, da han skrev en frådende kronik i Politiken om fyringen af hans samleverske Bente Dalsbæk - en kvinde, som Naser Khader har mødt i Folketinget, og som bl.a. fungerede som taleskriver for Folketingets formand. Tingets direktør Henrik Tvarnø mente ikke, at man kunne være en centralt placeret medarbejder i Folketinget og samtidig have børn med et folketingsmedlem. Bente Dalsbæk blev efter sigende tilbudt et upassende alternativ, og ved at takke nej underskrev hun reelt sin egen fyreseddel. Naser Khader blev så rasende, at han skrev ovennævnte kronik, og som det ikke var nok, delagtiggjorde han også offentligheden i, at han foragtede Henrik Tvarnø. Det er ikke en tone, man normalt forbinder med et radikalt medlem af Folketinget.

 

Det skulle ikke blive første gang, at Naser Khader brugte det offentlige rum til at diskutere forhold vedrørende sin familie. Senere indviede han i programmet Mads og Monopolet halvdelen af Danmarks befolkning i, at hans lille søn ikke kunne få lov til at skifte daginstitution. Kritikken var rettet mod pædagoger af "anden etnisk oprindelse", der mener, at Naser Khader har svigtet deres sag, og derfor ikke vil passe hans barn. Sådan blev det i hvert fald udlagt. Og dermed udstilledes det atter en gang, at indvandrere er akkurat lige så splittede i integrationsspørgsmål som den resterende del af befolkningen, og at Naser Khader et stykke hen ad vejen er mere på linje med etniske danskere end med sine muslimske broderfolk.

Sagen var enestående i den forstand, at Naser Khader brugte sig selv og sin familie til at fremme sit eget politiske projekt. Naser Khaders etniske oprindelse har, koblet med et usædvanligt politisk talent, givet ham en suveræn platform til at kunne agere på netop dette område, men spørgsmålet er, hvor mange problemer offentligheden kan klare at høre om - for uanset hvad man hedder, kan det godt gå hen og blive for meget.

Tøger fik ret

Naser Khaders temperament slog også gnister, da Tøger Seidenfaden i en søndagskommentar i foråret tillod sig at påpege, at Naser Khaders popularitet er et tveægget sværd for de radikale, fordi hans holdninger går direkte imod flere års radikal politik. Naser Khader lod sine klakører skrive harske debatindlæg, der skulle påvise det modsatte, men det kunne ikke undgå at bære præg af, at han følte sig ramt af kritikken. Hvorfor ellers reagere så voldsomt? Nu viser det sig, at Tøger Seidenfaden skulle få ret, for den seneste udmelding cementerer jo den radikale borgerkrig, der på længere sigt truer med at splitte partiet.

Naser på en knivsæg

Selvom Naser Khader bevæger sig på en knivsæg både privat og politisk, har vi ikke hørt det sidste til ham. Da Naser Khader meldte ud, at han vil være integrationsminister, hvilket i sig selv er ganske usædvanligt, medførte det øjeblikkeligt positive tilkendegivelser fra regeringspartierne. Her laver man sikkert gerne en "bytter" med Rikke Hvilshøj, hvis ellers Naser Khader får held til at føre Det Radikale Venstre sammen med V og K.

En mulighed kunne i den forbindelse være, at Naser Khader skifter parti, men det kommer der sjældent noget godt ud af, for renegater vil altid have det svært med troværdigheden. Se bare Christine Antorini, der på trods af et enormt politisk talent fortsat spiller tredjeviolin i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Derfor bliver Naser Khader i sit parti, med mindre han ender med at smide sig selv på porten via endnu en brøler.


 

Tre råd til Naser Khader

Det politiske liv tillader ikke mange brølere, og med sin kontante facon har Naser Khader mindst lige så mange fjender, som han har venner. Derfor bør han overveje følgende tre råd:

  1. Gå i hi eller hold ferie indtil den 30. september, hvor Demokratiske Muslimer markerer 1 års dagen for Muhammed-tegningerne i JP med en konference. Lad sagen om skattestoppet være det sidste, vi har hørt fra Naser Khader denne sommer. Drop Mads og Monopolet, drop Clement Direkte, drop Euroman, drop Arena, drop medierne!
  2. Vend tilbage med en række initiativer og offensive forslag til den nye folketingssamling i oktober. Fair nok, at du gerne vil være integrationsminister i en borgerlig-radikal regering, men husk, at integration er andet og mere end et opgør med islamister, salafister og fundamentalister. Hvad skal der til, for at beskæftigelsen øges? Hvad skal der til for at stoppe diskrimination? Og hvad med ghettoerne - hvad kan der gøres for at øge boligspredningen? Eller med andre ord, hvad er Naser Khaders samlede syn på integration? Kort sagt: Glem skattestoppet, og gør det, du er bedst til.
  3. Selvom Michael Kristiansen ikke har tid, Henrik Qvortrup ikke har lyst, og Morten Boje nok ikke lige er dig, så findes der sikkert en doktor derude, som du kan bruge til at sortere i henvendelserne fra medierne, og rådgive om, hvad du skal og ikke skal. Det skal være en, der kan beskytte brandet Naser Khader på samme måde, som PET-agenter beskytter personen Naser Khader.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også