Hvorfor fusionere?

Hovedtanken i den nye bog af Kirsten Weiss er, at fusioner mellem de tre skandinaviske broderlande sjældent foregår så smertefrit, som man kunne ønske sig. De små kulturelle forskelle mellem de tre lande betyder nemlig mere, end man umiddelbart skulle tro. Og det kan få katastrofale konsekvenser for fusionerne. Men hvorfor lader de skandinaviske lande så ikke bare være med at fusionere? Hvilket formål tjener en fusion egentlig?

Globaliseringen er en benhård forretningsrealitet, og jo større og mere magtfuld en virksomhed er, jo højere indtjeningsmuligheder er der til stede. Men både Norge, Sverige og Danmark er relativt små lande med små eller mellemstore virksomheder. Og konkurrencen med store lande som Kina, Indien, USA, Frankrig, Rusland, Tyskland og Japan er en benhård kendsgerning.

Vil man have markedsandele på verdensplan, må man derfor være stor med de store. For det handler om stordriftsfordele. Og hvordan opnår man så det? Man fusionerer selvfølgelig med sine små nordiske naboer, som man har så meget til fælles med i forvejen. En fusion kan nemlig gøre virksomheden ledende på markedet både i Skandinavien og resten af verden, den kan gøre virksomheden mere effektiv og trimmet, den kan bortradere en dyr konkurrent, og den kan forøge kapitalbeholdningen og investeringsmulighederne. Derfor har vi fx også set Coop Norden, SAS, Arla Foods og Nordea fusionere. Men det har ifølge Kirsten Weiss ikke været omkostningsfrit.

Den interkulturelle kompetence

De nordiske vikinger står nemlig klippefast på hver deres små kulturelle særheder. Og det kan i værste tilfælde få alvorlige negative konsekvenser for fusionen. For hvis man ikke forstår hinandens udtryksformer og måder at gøre ting på, kan man virkelig komme til at træde hinanden over tæerne. Ofte er det de store økonomiske og strategiske mål, ledelsen har for øje i fusionen, mens de menneskelige følelser og værdier bliver underbetonet og negligeret. Men det er faktisk de nationale værdier og følelser, der kan spolere en fusion fuldstændig eller netop få den til at lykkes. For den lille kulturelle forskel kan gøre en stor økonomisk forskel. Derfor må man forstå, hvordan de andre handler og tænker. For med viden om det anderledes får forståelsen bedre betingelser. Og det er forståelsen, der skaber den interkulturelle kompetence, der er nødvendig, hvis de kulturelle sider af fusionen skal lykkedes. Men på hvilken måde er det så, at de nordiske lande skiller sig ud fra hinanden? Kirsten Weiss har interviewet en række virksomhedsledere og forskere og har nu det stereotype svar klar.

Danskeren hylder individet og hurtigheden

Danskerne bliver fx beskrevet som uhøjtidelige og morsomme. De hygger sig og har en ”det går nok”-mentalitet. De er kortsigtede, impulsive, individuelt orienterede, udisciplinerede, utraditionelle, fandenivoldske, anarkistiske og desuden ikke specielt seriøse. Selvom en langsigtet strategi betyder en smule for danskerne, er der fortrinsvis et stort fokus på økonomien og slutproduktet lige nu og her. Man er jo så pokkers dygtige købmænd og kan altid presse lidt ekstra ud af en forhandling. Dertil kommer, at danskeren også er ”Skandinaviens italiener” Han er meget mere ekspressiv end folkene i de to andre lande, og det er derfor ofte danskerne, der tager teten i forhandlingssammenhænge.

Nordmanden hylder stolthed og selvstændighed

Nordmændene minder mere om danskerne end om svenskerne. De er ærlige, afslappede, nationalistiske og til tider naive. De er renfærdige og idealistiske. Ofte er de lidt svære at blive kloge på. De er uformelle og hurtige til at træffe beslutninger. Og så er de egenrådige og dygtige til det økonomiske. De er ikke bange for at vise deres fordomme. Og de er stolte, lidt bondske og hverken til at hugge eller stikke i. Desuden er de meget opportunistiske: De går efter de hurtige, kolde kontanter. Hvor danskerne har en svag langsigtet virksomhedsstrategi, har nordmændene overhovedet ingen langsigtet tænkning. I modsætning til disse to er svenskerne meget strategiske og procesorienterede.

Svenskeren hylder grundighed og samarbejde

Svenskerne har det med at være formelle og lidt stive i det. De er strukturerede, velorganiserede, punktlige og disciplinerede. Men de er også socialt orienterede, konsensussøgende og bryder sig ikke om konflikter. De mener, man skal tage hensyn, og er autoritetstro. Svenskerne er de mest tolerante og forholder sig helst tavst og korrekt til sagerne. Dertil kommer, at der er en tendens til, at de ser sig som bedre end dansken og norsken. Og så er de, som sagt, meget procesorienterede; de arbejder med langsigtede strategier og har evindelige, ubeslutsomme møder med pæne dialoger. Her sidder nordmanden derimod og taler om sine oliemilliarder, mens danskeren stresser og med alle midler prøver at få nogle beslutninger igennem alt for hurtigt.

Fusionens rabundus

Der er altså ifølge Kirsten Weiss store forskelligheder mellem de tre nationalidentiteter. Disse forskelle kan betyde, at et møde mellem den formelle og pæne svensker, den nationalistiske og profitorienterede nordmand og den effektive og uformelle dansker simpelthen kører frygteligt af sporet. Konsekvensen bliver, at en ellers fordelagtig økonomisk fusion mellem de tre lande går galt på grund af de kulturelle forskelle. For at komme denne konflikt i forkøbet skal man først og fremmest prøve at forstå hinanden og møde hinanden med anerkendelse. En interkulturel nordisk kompetence er derfor formlen for fremtidens fusionssucces mellem de nordiske lande.

En smule overdrevent?

Men kan det nu virkelig passe, at de tre folkefærd er så forskellige fra hinanden? Er det ikke en smule overdrevet og stereotypt, og er det ikke en lige lovligt forsimplende tilgang at have til forretning i almindelighed og til de tre vikinger i særdeleshed? Vi har jo næsten det samme sprog og den samme demokratiske og humanistiske opdragelse. Betyder det slet ikke noget for fusionens succes? Interkulturel kompetence er utvivlsomt en god ting, men hvor store er problemerne mellem de tre skandinaviske lande egentlig?

Kirsten Weiss mener, at problemerne er rigtig store. Helt præcis er der så store kulturelle forskelle mellem den enkelte nordmand, svensker og dansker, at fusionerne mislykkes. 50 % af fusionerne dør, fordi de skandinaviske broderfolk ikke kan blive enige. Kulturforskellen er simpelthen fusionens endelig. Ifølge Kirsten Weiss altså. Desværre glemmer hun at beskæftige sig med de andre 50 %, hvor det lykkes. Hvad der er synd, for det ville give et langt mere nuanceret billede og en langt mere interessant bog.

For er det rent faktisk ikke sådan, at lige præcis den store samhørighed, der er mellem de skandinaviske lande, langt overskygger de små kulturelle særheder, der måtte være? Vi har trods alt set Coop Norden, SAS, Arla Foods og Nordea fusionere med stor succes. Man kan i hvert fald med god grund indvende, at det er alt muligt andet end lige præcis små nationale forskelle, der afgør udfaldet på en fusions succes. Det er strukturelle faktorer, personligheder, interesser, geografi, fysiske lokaliteter, kommunikation, information og så videre. Og ikke nødvendigvis en arketypisk nationalidentitet, som gør forskellen og forhindrer fusionen.

Den overfladiske management-tradition

Kirsten Weiss har valgt at skrive sin bog i den gode overfladiske management-tradition. Det betyder, at bogen er spækket med eksempler. Der er faktisk ikke andet end folk, der i en gentagende kedsommelig uendelighed bekræfter Kirsten Weiss’ tese om, at der er så store forskelle mellem folkefærdene, at fusionerne går galt. Hendes hovedargument er, at svenskeren, nordmanden og danskeren ikke er ens, selvom sproget nærmest er det. Og denne uerkendte forskellighed kan altså vælte en fusion.

Er vitterlig forsimplende

Bevares. Det er vel muligt. Men come on. For det første findes der garanteret lige så mange svenskere, der er grove og effektive, som der findes danskere, der er procesorienterede, som der findes nordmænd, der er pæne og høflige. For det andet er det utænkeligt, at civiliserede mennesker, der ønsker at indgå fusioner, ikke kan finde ud af at se hen over hinandens små forskelligheder. For det tredje er det nok sjældent, at forklaringen på, at en fusion går galt, alene er de små nationale forskelle. Bogens argument holder altså hverken i Danmark, Norge, Sverige eller i resten af verden.

Den stærke kalmarunion

Parolen om, at det altid er en god ide at kigge på organisationskulturerne i forbindelse med fusionerne, er åbenlyst en god ide. Men organisationskulturen består af mange andre ting end lige præcis forskelle i nationalidentiteter. En interkulturel kompetence kommer man langt med i den vide verden, men når det handler om de tre gamle nordiske lande, er enheden vist større end forskellen. Det er jo trods alt ikke mere end 500 år siden, at Erik af Pommern stod i spidsen for de tre nordiske riger forenet i den store, stærke Kalmarunion!

Så kan det virkelig passe, at små kulturelle forskelle i nationalidentiteter er årsagen til fusionernes fiasko – som spørgsmålet var i artiklens begyndelse? Kirsten Weiss mener ja. Jeg mener nej. De fleste, der har arbejdet med svenskere og nordmænd på den ene eller anden måde, kan nok nikke genkendende til nogle af de stereotype beskrivelser, men de kan aldrig i sig selv være årsagen til fiasko. Går det galt, skyldes det et utal af komplicerede faktorer, hvoraf forskellen mellem den simple og stolte nordmand, den formelle og sociale svensker og den effektive og grove dansker kun udgør en brøkdel af problemet. Den nuance mangler bogen desværre.

FAKTABOKS

Sagt om nordmanden

”I SAS er nordmændene en stamme for sig. De er dem, vi andre gør mest grin med, når vi alle sammen er samlet, for de er så nationalistiske. Deres OL i Lillehammer – det hørte vi meget om. Nordmænd er selvfede, men vi andre synes stadig, de er provinsielle. At de har fået olien, betragter vi som lidt af et held. Det var deres appelsin i turbanen, men det har ikke grundlæggende ændret vores syn på dem. Til gengæld har det ændret deres syn på sig selv.”

- Lars Andersen, direktør for Public Affairs i Scandinavian Airlines Danmark.

Sagt om svenskeren

”Svenskere har et enormt fokus på det sociale. Hver gang, vi er til et seminar, der er ledet af svenskerne, så starter vi med at enes om en dagsorden. Her er det stensikkert, at en svensker altid bringer det op som et punkt på agendaen, at ”vi skal også have det hyggeligt”. Selvfølgelig skal vi det, tænker man som dansker. Det kommer da helt automatisk, når vi sidder om aftenen og får en fadbamse eller tre, men svenskerne vil gerne have, at vi aftaler, at vi skal huske det sociale. Den slags aftaler vi ikke i Danmark.”

- Lars Andersen, direktør for Public Affairs i Scandinavian Airlines Danmark.

Sagt om danskeren

”Det er typisk dansk at tro, at der ikke sker noget som helst hos de andre. Som udgangspunkt sker alt i København, og selvfølgelig vil svenskerne ned til os, men hvad skulle vi dog tage til Sverige, endsige Norge efter?”

- Claes Nilas, direktør for hovedstadens Udviklingsråd 2000-2004

Når vikinger slås - hvorfor skandinaviske virksomheder har det så svært med hinanden

af Kirsten Weiss

Jyllandspostens Forlag

1. udgave, 224 sider, Indbundet

ISBN: 8776920100

299,00 DKK

 Læs kapitel 1 af bogen her