Myten om den usynlige Helle

Som læser sidder du lige nu og tæller på knapper. Orker du endnu en artikel om, hvor pokker hun er blevet af, hende Helle T? Endnu en efterlysning af Henrik Sass’ og Morten Bødskovs bud på et nyt socialdemokratisk projekt, som kan få partifællerne til at glemme 10 års fløjkrige, evindelig krisesnak og deraf følgende zig zaggeri. Endnu et causeri om, at det i virkeligheden var meget mere ægte dengang med Stauning, H.C. og Anker ude fra Sydhavnen? Suk.

Lad mig tilstå, at jeg har det lige som dig. Jeg orker næsten ikke. Nogen burde jo skrive noget om Fogh og pille bare det værste spin af hans seneste besøg hos Bush. Jeg har læst, at Fogh frejdigt erklærede, at han og Bush kæmper for en større sag. Men jeg har endnu ikke set nogen bede Fogh om at forklare, hvorfor danske soldater så pludselig ikke skulle deltage i kampen i Irak.

 

Jeg har også læst, at det er en særlig ære, at Fogh er blevet inviteret til ranchen i Crawford – det forlyder fra Texas, at det aldrig før er set, at Bush har stået og fisket lige før et fint besøg. Men jeg har ikke set nogen spørge, om det i virkeligheden (også) handler om, at Bush ikke har særlig mange venner at invitere. Eller om han allerede er så ligegyldig, at han ikke har meget andet at lave end at fiske og cykle rundt på mountainbike med Anders fra Nærum.

 

Og nogen burde skrive om troværdige Villy. Hvis man bare skal holde trit med, hvad manden mener om aktuelle sager, kunne man jo fylde adskillige spaltemeter dagligt. En gang imellem kunne man så stoppe op og spørge, om der er noget af det, han virkelig mener. Sådan, virkelig mener.

 

Men nu bestyrer jeg altså en blog, der forestiller at følge med i Helle Thorning-Schmidts bedrifter. Dertil kommer, at Kommunikationsforum så mindeligt har spurgt, om jeg har »lyst til at skrive en artikel til Kforum omkring Helles problemer. Hvad sker der med hende og hendes manglende synlighed?«.

 

Jeg mener faktisk, det er en myte, at Helle er usynlig. Oven i købet en farlig myte, fordi den risikerer at fjerne fokus fra de reelle udfordringer, som Socialdemokraternes formand unægtelig står med for tiden.

 

Sekspunkts spinning

Al den snak om usynlighed bygger på en præmis om, at Helles problemer grundlæggende skyldes dårlig spin. Hvis bare hun var mere synlig, hurtigere til at melde ud, skrev mere på sin blog og så videre – så ville det gå meget bedre. Jeg mener ikke, at problemet er Helles spin, men derimod Helles politik.

 

Men det er klart, at der langt ind i Socialdemokratiet findes en forestilling om, at problemerne handler om kommunikation. Som da Morten Bødskov i sidste uge i TV-Avisen gentog partiets mantra fra valgkampen om, at vi først får et regeringsskifte, når Socialdemokraterne får større tilslutning. Som om vælgerne næsten burde skamme sig over de dårlige målinger. Som om det slet ikke havde strejfet Bødskov, at vælgerne bare har vejet Socialdemokraternes politik og fundet den for let.

 

Sagen om unge rundt om i landet, der satte biler og andet småt brændbart i flammer, er et godt eksempel på problemet. Den almindelige opfattelse er, at Helle Thorning-Schmidt har været helt usynlig igennem forløbet. Men det passer ikke. Faktisk havde hun og partiet en sekspunktplan klar allerede fredagen før, Anders Fogh Rasmussen meldte ud i TV-Avisen om søndagen, at det ikke var samfundets skyld.

 

Men af en eller anden grund blev planen ikke bragt i TV-Avisen som planlagt, og derfor blev den ikke opdaget af andre end de særligt indviede.

 

Helle var altså ikke usynlig – hun blev bare betragtet som ligegyldig. Hvad der unægtelig er en del værre.

 

S-tå mellem Villy og Fogh

I sidste uge mødte Helle Thorning-Schmidt op til et møde i Den Røde Skole i Kalundborg, hvor hun forsøgte at erobre initiativet tilbage med en ny sekspunktplan – ”den største integrationsreform i vores lands historie”.

 

Vel at mærke ikke den samme plan, som var blevet lagt frem blot to uger tidligere. Tværtimod må man sige, at de to planer er som nat og dag. Hvor den første taler om flere penge til at bekæmpe gadekriminalitet, om bedre samarbejde mellem skole, politi og kommune og om løft til udsatte boligområder – ja, så taler den anden plan om loft over andelen af udlændinge i skole og boligområder, om tvungen stuearrest og om at betale udlændinge for at forlade Danmark.

 

Måske er det bare mig, men usynlighed forekommer ikke at være det afgørende problem.

 

Det interessante er, at partiet på mindre end 14 dage går fra at behandle optøjerne som et fælles samfundsproblem til at betragte det som et rent indvandrerproblem, der i sidste ende bedst løses ved, at de skyldige får stuearrest eller ligefrem en enkeltbillet ud af landet.

Ind imellem de to yderpunkter havde Anders Fogh Rasmussen slået fast, at det i hvert fald ikke var samfundet skyld – og Villy Søvndal havde foretaget sit berømte skrid ad Helvede til-angreb på Hitzb-ut Tahrir.

 

For mig at se er Helle Thorning-Schmidts afgørende problem, at hun famler rundt efter et værdipolitisk ståsted – og oftest vælger at stille sig på et, der ligger så tæt op ad regeringens, at hun ikke udgør nogen troværdig eller attraktiv modpol for vælgere, der måtte ønske sig noget andet. Dertil kommer, at partiet i både værdispørgsmål og andre sager synes at mangle evnen til at stå fast på et synspunkt i ret mange dage, hvis det kommer under pres i den offentlige debat.

Det er den alt for synlige mangel på et indre kompas, der er årsagen til Socialdemokraternes aktuelle problemer – ikke formandens usynlighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job