Motivationsretorikken

Et speciale om hvordan retorikken kan fungere som aktiv medskaber af alternative politiske ytringer, hvis formål er at skabe debat om målet og værdigrundlaget for den politiske kommunikation.

MOTIVATIONSRETORIKKEN

Partiet ønsker at mindske fremmedgørelsen over for politik blandt mennesker, der lever i Danmark, og Partiet mener, at alle handlinger er politiske og udtryk for menneskers ønsker og meninger. Det er Partiets mål at skabe en politisk form, der giver folket mulighed for at tage initiativer og giver dem stemmen tilbage.

Partiets primære sprog består af spørgsmål til forhold i verden, fordi et spørgsmål er starten på forandring. Partiet stiller spørgsmål som de eksisterende partier ikke gør; spørgsmål, der er for store eller for små eller spørgsmål, der af andre årsager ikke prioriteres af de eksisterende partier. Spørgsmål, der berører og engagerer folk.

Partiet består af dets medlemmer. Medlemmernes spørgsmål og handlinger er summen af Partiets spørgsmål og handlinger. Medlemmernes spørgsmål er vigtige for dem selv og er vejvisere for Partiets handlinger. Partiet vil gennem konkrete handlinger afprøve muligheder for at forbedre eller ændre eksisterende forhold.

Partiet tager udgangspunkt i medlemmernes oplevelse af tilværelsen og knytter sig ikke til nogen allerede kendt politisk retning. I Partiet benyttes direkte demokrati for at give medlemmerne mest mulig indflydelse. Partiet hylder den kortest mulige vej mellem tanke og handling og hylder de handlinger, der fremstår som unikke og kærlige.

Partiet spørger til nutiden. Partiet spørger til fremtiden.

Sådan lyder manifestet for Partiet, der blev stiftet i efteråret 2000. Partiet førte sit manifest ud i livet ved at bede hvert nyt medlem om at stille et spørgsmål til samfundet eller tilværelsen - og sætte fokus på dette spørgsmål gennem aktiviteter i gadebilledet. Eksempelvis spurgte et medlem: ”Hvorfor har folk så travlt?” og fulgte op på sit spørgsmål ved at lave en aktion på Strøget med titlen ”Farten dræber”. Partimedlemmet stillede en fartmåler op på Strøget, stoppede alle, der gik for hurtigt og idømte dem en bøde på ”10 minutters højtlæsning ved Thomas Winding”, ”10 minutters massage” eller ”10 minutters kaffe-kage” i en hjørnesofa på Gammel Torv. En alternativ politisk handling, der i tråd med Partiets manifest involverede de forbipasserende og ved hjælp af en ’unik og kærlig’ handling fik dem til at tænke over konsekvenserne af stress, overarbejde og hektiske karriereforløb. Overvejelser, der gav de forbipasserende supplerende vinkler på de parlamentariske debatter om orlovsordninger, arbejdsuger og feriedage.

Partiet var imidlertid ikke et helt almindeligt parti. Partiet var nemlig omdrejningspunktet for en TV-serie af samme navn, der – suppleret med radioprogrammer, hjemmeside og møder i en bunker på Nørrebro – blev vist på DR2 i efteråret 2000. I programmerne fulgte seerne TV-værten Lars Wass skabe Partiet, hørte hans overvejelser om ungdommens manglende politiske engagement og fulgte hans arbejde med at få Partiet stiftet, registreret og igangsat.

Den imponerende medlemsfremgang på over 1000 medlemmer i løbet af den første måned vidnede om, at Lars Wass som alternativ politisk aktør med udgangspunkt i en alternativ politisk forståelse, ved hjælp af et alternativt medievalg og på grund af sit partis alternative opbygning og manifest havde formået at skabe et alternativt politisk forum, der forekom mange unge danskere at være tiltrængt og relevant.

Af de gængse politikere og politiske journalister blev Partiet hurtigt kritiseret for at være ”en mediehappening, misbrug af licensmidler og mangel på alsidighed”.(1) Kritikpunkterne var relevante,(2) men også problematiske fordi de bedømte Partiet ud fra de traditionelle deliberative parametre og kriterier, Partiet netop havde som eksplicit formål at bryde med.

Hvad kritikerne ikke ofrede så meget opmærksomhed på var, at Partiet faktisk i løbet af et efterår formåede, hvad politikere, partier og fagbevægelser har stræbt efter i årevis. At give et konkret bud på, hvordan de vestlige demokratier kan komme den snigende politiske apati til livs og få befolkningen til at engagere sig mere i politiske spørgsmål og aktivt være med til at præge samfundets udvikling. Jeg mener imidlertid, at Partiet er et meget interessant eksempel på, hvordan alternative politiske ytringer kan rumme et stort retorisk potentiale og være til stor inspiration for retorikere der ønsker at bidrage til styrkelse af demokratiet.

Problemet er bare at Partiet ikke lader sig analysere ud fra den politiske retoriks gængse definitioner, kriterier og parametre. For Partiet ønskede hverken at til- eller fraråde, men at ”give folket mulighed for at tage initiativer og give dem stemmen tilbage”. Partiet forsøgte ikke at komme med svar og løsninger på politiske problemer, men at stille spørgsmålstegn ved grundlæggende værdier. Partiet omhandlede ikke politisk-økonomiske emner, men fokuserede på dagligdagsproblemer. Og Partiet havde hverken til formål at flytte eller samle stemmer – men at berøre og engagere folk.

Partiet er blot et blandt mange eksempler på alternativ politisk kommunikation, der har stort potentiale som politisk interessevækker og inspirationskilde for de mere traditionelle politikere og retorikere, der arbejder med politisk kommunikation. Men som ikke bliver taget alvorligt fordi de ikke lever op til de formelle krav til traditionel politisk kommunikation.

Specialets problemformulering
I dette speciale ønsker jeg at undersøge og beskrive hvordan retorikeren kan fungere som aktiv medskaber af alternative politiske ytringer, hvis primære formål er at skabe debat om målet med og værdigrundlaget for den politiske kommunikation.

Specialets motivation
Grunden til at jeg finder det så nødvendigt at udvikle kriterierne og parametrene for den alternative politiske kommunikation er, at jeg oplever en stigende diskrepans mellem de politiske afsendere – politikere, journalister, der dækker politisk stof og retorikere, der beskæftiger sig med at producere og rådgive om politisk retorik – og modtagerne af de politiske budskaber.

Resultatet af denne diskrepans er at den brede befolkning tilsyneladende engagerer sig stadigt mindre i de traditionelle demokratiske og parlamentariske beslut-ningsprocesser.(3) Mange vælger alternative former for politisk engagement,(4) mange andre reagerer med politisk apati.(5) Generelt opridser medierne og valgforskerne(6) tre ofte tilbage-vendende begrundelser for befolkningens svindende engagement i de traditionelle politiske fora: Politikerne taler så indforstået, at politik ikke længere er for almindelige mennesker;(7) politik er blevet et overfladisk cirkus, hvor alt er mudderkastning, smarte overskrifter og taburetklæberi(8) og den partipolitiske struktur medfører alt for dogmatiske løsninger på komplekse spørgsmål, der kræver nuancerede løsninger.(9) Tre vidt forskellige og umiddelbart modstridende årsager der ikke desto mindre lader til at være sameksisterende irritations-momenter ved den aktuelle politiske kommunikation blandt mange modtagere.

Jeg mener at disse irritationsmomenter bunder i to grundlæggende problemer ved den aktuelle politiske kommunikation. Dels mener jeg, at de politiske afsendere opfatter den politiske apati alt for unuanceret, dels mener jeg at de politiske afsenderne alt for ofte søger at komme den politiske apati til livs ved at vække, flytte og samle stemmer i en og samme ytring.

Konsekvensen af den forsimplede apatiforståelse er, at mange politiske afsendere i forsøget på at gøre politik mere forståelig og nå bredere ud i befolkningen reagerer ved at reducere komplekse politiske argumenter til fængende overskrifter, iblande budskaberne forvirrende underholdningsmomenter eller opridse fløjene som mere dogmatiske end de egentlig er i håb om at opnå spændingsfyldt konfrontation. Dette bidrager imidlertid sjældent til at nuancere modtagernes forståelse af problematikken, men får snarere de politiske ytringer til at fremstå endnu mere indforståede. Og får fløjene til at fremstå så dogmatiske, at reel, konstruktiv diskussion forekommer utopisk.

Fremfor at blande stemmevækningen og stemmeflytningen sammen mener jeg, det er langt mere hensigtsmæssigt at adskille de to.

Specialets tese
Min tese i dette speciale er, at den retoriske teori og praksis først vil blive i stand til fuldt at udnytte de alternative politiske ytringers potentiale, hvis retorikkens traditionelle syn på politisk kommunikation bliver udvidet, diskuteret og revideret.

Dette speciales konkrete bidrag til denne mere nuancerede opfattelse af politik er introduktionen af et nyt begrebspar, der kan hjælpe retorikeren til at sondre mellem to af hinanden afhængige idealtyper for politiske, retoriske ytringer.

Disse to idealtyper kalder jeg standpunktsretorikken og motivationsretorikken.

  1. Standpunktsretorikken har til formål at vinde tilslutning til det ene af
    to eller flere standpunkter i en konkret politisk sag. Dens succes kan måles
    umiddelbart udfra succeskriterier som flest stemmer og størst tilslutning.
    Ligesom standpunktsretorikken har den deliberative talegenre til formål at
    "tilskynde eller fraråde om det gode og det gavnlige". Den argumenterer eksplicit
    for at et standpunkt er bedre end alternativerne og informerer om den konkrete
    sags aspekter og konsekvenser. Standpunktsretorikken svarer på mange måder
    til den forensiske debat, Charlotte Jørgensen beskriver som "1) en konfrontation
    2) efter visse formelle regler 3) af parter der argumenterer for hvert sit
    standpunkt 4) til et givet tema 5) med det formål at opnå en beslutning hos
    tilhørerne." Standpunktsretorikken kan være både stemmeflyttende og stemmesamlende.
  2. Motivationsretorikken har til formål at motivere modtagerne til at sætte
    sig yderligere ind i politiske emner og tage deres stemmeret alvorligt. Dens
    umiddelbare succes er svær at måle, da den søger at skabe langsigtet og holdbar
    interesse hos vælgerne. Den argumenterer ikke eksplicit for et standpunkt,
    men har til formål at belyse sagen, samfundet og de moralske spørgsmål fra
    flere sider. Motivationsretorikeren har et stort moralsk ansvar som den, der
    træffer det aktive valg om at give visse problemer signifikans og må derfor
    forholde sig etisk til sit valg af budskaber og virkemidler. Motivationsretorikken
    deler den politiske epideiktiks ønske om at indpode grundlæggende politiske
    værdier i tilhørerne forud for den konkrete politiske debat. Men mens den
    politiske epideiktik ofte er stemmesamlende er det motivationsretorikkens
    primære formål at være stemmevækkende.

Jeg opfatter standpunktsretorikken og motivationsretorikken som indbyrdes afhængige af hinanden. Ideelt set medvirker motivationsretorikken til at skabe og vedligeholde det motiverede, flytbare og aktivt lyttende retoriske publikum,(10) der er forudsætningen for, at
standpunktsretorikeren kan fremsætte gode, visionære, informative og argumenterende ytringer, og forvente at publikum forholder sig kritisk og nuanceret til de fremsatte standpunkter, før de træffer deres valg.(11)

Når jeg relativt rigidt adskiller standpunktsretorikken og motivationsretorikken fra hinanden, er det fordi jeg mener, at mange af den aktuelle politiske kommunikations problemer bunder i, at standpunktsretorikken og motivationsretorikken alt for ofte behandles under et. Med dette speciale ønsker jeg derfor at påbegynde udviklingen af de relevante parametre og succeskriterier, der skal til for at kunne behandle de to retorikker selvstændigt. Når jeg på de følgende sider primært fokuserer på motivationsretorikken er det fordi jeg mener, at standpunktsretorikken gennem de mange studier i deliberative ytringer og forensisk debat er langt mere velbehandlet end motivationsretorikken.

Definition af motivationsretoriske ytringer
Sondringen mellem motivationsretorik og standpunktsretorik er relevant og anvendelig i forbindelse med andre kommunikationsgenrer end den politiske, men da jeg i dette speciale ønsker at undersøge motivationsretorikkens relevans for fremtidens politiske kommunikation vil jeg i specialet begrænse mig til at definere og behandle motivations-retoriske ytringer, der har politisk potentiale.(12)

Overordnet definerer jeg sådanne politiske motivationsretoriske ytringer som:

Ytringer, der søger at skabe debat om samfundets og befolkningens grundlæggende værdier uden at argumentere for et bestemt politisk standpunkt, uden at skrive sig ind i en eksisterende ideologi og uden at have målbare succeskriterier.

Denne definition er meget bred og kan rumme ytringer præsenteret i vidt forskellige medier, af vidt forskellige former for politiske agenter, kan henvende sig både til meget snævre og meget brede retoriske publikumsgrupper og kan omhandle vidt forskellige emner.
Motivationsretoriske ytringer kan således for eksempel være kunstværker, hvis æstetiske værdi har underliggende politiske budskaber og som bliver udstillet i det offentlige rum eller diskuteret voldsomt i massemedierne.(13) Biograffilm og litterære bestsellers, hvis handlinger eller persongalleri alligevel problematiserer samfundet og skaber debat blandt læserne.(14) Avisernes vittighedstegninger. Reklamekampagner, der udover deres ønske om at sælge et produkt indeholder et politisk budskab. Eller det kan som vi indledningsvis så det med Partiet være en TV-serie eller et satireprogram.

I dette speciale er jeg primært interesseret i at undersøge de motivationsretoriske ytringer, der søger at skabe debat på tværs af holdnings- og værdifællesskaber og som søger at nå ud til de dele af befolkningen, der ikke af sig selv opsøger politiske ytringer og debatfora. Sådanne motivationsretoriske ytringer vil ofte være karakteriseret ved at de:
  1. Forekommer i genrer der ligger langt fra de gængse politiske fora, udtrykkes
    af politiske agenter der kun sjældent er identiske med de folkevalgte politikere,
    og omhandler emner der kun i den allerbredeste politikdefinition kan opfattes
    som politiske.

  2. Indeholder flere budskaber foruden det implicitte politiske. Ofte vil de
    politiske budskaber være underordnet andre, mere konkrete kommunikationsformål
    - såsom at få flere tilskuere, højne seertal eller sælge produkter.

  3. Henvender sig til et usegmenteret publikum, da de således bedst kan skabe
    debat på tværs af eksisterende fællesskaber og traditionelle politiske fløje.
    Ofte er de således at finde i massemediernes mest usegmenterede fora - såsom
    billboards, landsdækkende TV - og radiokanalers reklameblokke.
.(15)

Selvom jeg således finder motivationsretoriske kunstværker interessante helt generelt, mener jeg, at de mest interessante kunstværker i denne sammenhæng er dem, der provokerer og sætter tankerne i gang med en overraskende placering midt i gadebilledet fremfor dem, der kræver aktiv opsøgning på gallerierne. Selvom jeg i det hele taget finder Partiet interessant, er det især de mange gågadehappenings, der involverede modtagere på tværs af befolkningsgrupperne, jeg finder relevante i denne sammenhæng fremfor TV-udsendelserne, der blev vist på Danmarks Radios ”hemmelige kanal”. Et særligt interessant motivationsretorisk politisk forum i denne sammenhæng er således de stort anlagte reklamekampagner der er placeret på kolossale billboards og ved busstoppesteder over alt i det offentlige rum. Med deres meget synlige placeringer har sådanne kampagner den fordel, at de når bredt ud i befolkningen.(16)

Segmentering og aktivt opsøgende modtagere er i mange andre – især standpunktsretoriske - kommunikationssammenhænge en stor styrke, men i denne specifikke motivationsretoriske sammenhæng er de mindre interessante, da de i sagens natur indsnævrer sig til at tale til dem, der allerede er aktive eller til dem, der allerede deler holdnings- og værdifællesskaber.(17)

Af samme grund er de nye dialogiske medier mindre relevante i denne indsnævrede sammenhæng. Selvom frembruddet af internettet med sine store muligheder for skræddersyede informationer, on-lineafstemninger og direkte dialog mellem vælgere og politikere har stor betydning for demokratiets fremtid, er de nye dialogiske medier mindre egnede til at vække apatiske stemmer, da de ofte forudsætter modtagernes aktive opsøgning af indholdet. Den motivationsretoriker der ønsker at nå bredt ud blandt befolkningen og vække stemmer, der ikke af sig selv aktivt vil opsøge politiske informationer eller debatfora, står således som første udfordring over for at få modtagerne tiltrukket til de alternative politiske fora - hvadenten disse er digitale, analoge eller folkehøringer i forsamlingshuset.

Specialets målsætning
Med dette speciale håber jeg at medvirke til at danne grundlaget for at fremtidens retorikere i højere grad end i dag vil kunne fungere som aktive medskabere af den politiske kommunikation mellem de politiske højtider. Målet med specialet er derfor at udvikle de parametre, der kan hjælpe retorikeren til at sondre mellem anvendelsesmulighederne for de to retorikker og at påbegynde udviklingen af de relevante – og mig bekendt endnu ikke eksisterende – parametre for motivationsretorikken.

Specialet har således et udpræget funktionelt sigte hvilket er årsagen til at jeg valgt at lade Lloyd F. Bitzers velkendte - og meget funktionelle - tekst om Den retoriske situation fungere som specialets strukturerende princip. Ved at tage udgangspunkt i en så almenkendt og benyttet tekst mener jeg overskueligt at kunne illustrere, på hvilke punkter motivationsretorikken adskiller sig fra standpunktsretorikken i sin forståelse af de situationelle grundbegreber exigence - det påtrængende problem, constraints - de tvingende omstændigheder og audience - det retoriske publikum.(18)

På trods af mit meget funktionelle sigte og specialets eksplicitte anbefalinger for motivationsretorisk praksis, har jeg valgt at skrive et teoretisk spekulativt speciale. Specialet er dog indirekte empirisk funderet. Jeg har gennem hele min studietid arbejdet med at undersøge kulturelle tendenser gennem omfattende kvalitative analyser af unges drømme og livsparadokser samt deres politiske interesse og engagement,(19) og i den forbindelse har jeg savnet et funktionelt, teoretisk funderet begrebspar, der kunne danne grundlag for den retoriske forståelse af alternative politiske ytringer. Politiske ytringer jeg gennem mit arbejde i den empiriske virkelighed har erfaret har stor betydning for befolkningens forståelse af politiske problematikker, men som falder uden for retorikkens – og generelt også de politiske afsenderes – opfattelse af politisk relevante ytringer.
I løbet af specialet vil jeg inddrage tre eksempler på sådanne alternative politiske ytringer. Disse eksempler har imidlertid udelukkende til formål at illustrere og konkretisere mine ellers ret abstrakte sondringer og synteser. Jeg har således ikke til hensigt hverken at analysere eller at problematisere disse eksempler, men håber at de vil tjene til at læseren bedre vil kunne forankre mine teorier og begreber i den empiriske virkelighed.


Download specialet her

Noter
(1) Se blandt andet pressemeddelelsen om Partiets udvikling efter TV-seriens afslutning. Bilag 1g.

(2) Relevante kritikpunkter set på baggrund af den gængse politikopfattelses kriterier, hvor medierne – og især Danmarks Radios public servicekanaler – bør afholde sig fra at favorisere enkelte politiske aktører. Men disse kritikpunkter forekommer mindre relevante, hvis man i stedet for at anskue Partiet som et traditionelt forsøg på at skabe et nyt parti bedømmer det som et eksperiment med alternative politiske kommunikationsformer.

(3) Se Bykilde, 2000; Andersen med flere, 1999; Simonsen, 2000 samt Schrøder og Phillips, 1999 for undersøgelser og begrundelser for den svigtende interesse for demokratiet. Se desuden artiklerne Skråt op med demokratiet, Møller, 2001 og Der er noget helt galt i politik, Tynell, 2000.

(4) Dette beskrives eksempelvis af Beck, 1994, med begrebet subpolitik og af Giddens 1994, 1996 og 1999, med begrebet livspolitik. Begge begreber vil blive kort introduceret i afsnit 3.2.2.

(5) Den politiske apati, der skildres i statistikkerne er imidlertid ikke helt så simpel som den ofte fremstilles i medierne. Dette vil jeg vende tilbage til i afsnit 3.2.1 og 3.2.2.

(6) Se eksempelvis Andersen med flere, 1999; Bykilde, 2000; Phillips, 2000; Jarner, 2000; Goodnight, 1999.
(7) Se for eksempel Phillips, 2000. Mere herom i afsnit 3.2.1

(8) Se for eksempel Bykilde, 2000; Andersen med flere, 1999 og Jarner, 2000.

(9) Se for eksempel hvordan Antorini med flere, 1999, opfordrer venstrefløjen til at nuancere sit syn på sine traditionelle idealer i lyset af de seneste årtiers samfundsudvikling.

(10) Alle væsentlige krav til det ‘retoriske publikum’ i Bitzers definition. Mere herom i kapitel 3.

(11) Jeg mener, at standpunktsretorikkens og motivationsretorikkens afhængighed af hinanden svarer til Sheards beskrivelse af den politiske epideiktik som preliminary og indispensable i forhold til deliberative ytringer. Denne tankegang vil blive uddybet i kapitel 2.

(12) Sondringen mellem motivationsretorik og standpunktsretorik er også relevant og anvendelig i forbindelse med mange andre genrer, men da dette speciale ønsker at undersøge motivationsretorikkens relevans for fremtidens politiske kommunikation vil jeg begrænse mig til at definere politiske motivationsretoriske ytringer.

(13) Eksempelvis Christian Lemmertz’ rådnende grisekroppe og Michael Brammers hundehvalpe. Mindre kendte kunstværker udstillet på feinsmecker-gallerier er knap så relevante i denne sammenhæng, da jeg i dette speciale ønsker at undersøge muligheder for at skabe bred debat, og det derfor er et væsentligt kriterium at kunstværket er tilgængeligt udenfor de snævreste kunstkenderkredse.

(14) Som jeg beskriver i afsnit 2.3 foreslår G. Thomas Goodnight den politiske retoriker at lade sig inspirere af trivialgenrerne. Et aktuelt eksempel på implicit politisk litteratur er den norske forfatter Jan Kjærstads prisbelønnede trilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren, hvor hovedpersonen, Jonas Wergeland, drømmer om at tænke stort, visionært og anderledes. Derigennem får Kjærstad problematiseret mange ellers tabuiserede aspekter ved den norske nationalkarakter og blandt andet skildret baggrunden for Fremskridtspartiet og EU-modstandens succes i Norge. Se for eksempel Kjærstad, 2000, pp. 88.

(15) Motivationsretorikkens modtageropfattelse uddybes i afsnit 3.4.

(16) I løbet af specialet vil jeg behandle to eksempler på sådanne kampagner. Ekstra Bladets Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst, og Mobilix’ Samtale fremmer forståelsen. Jeg vil ikke her gå ind i diskussionen om, hvorvidt sådanne reklamer og en sådan mediaplacering er hensigtsmæssig i konkret salgsøjemed. Jeg vil heller ikke bedømme kampagnerne udfra andre reklamesucceskritier som ad-liking og erindringsværdi. I dette speciale behandler jeg udelukkende reklamekampagnerne på grund af deres motivationsretoriske kvaliteter.

(17) Som jeg vil beskrive i afsnit 2.1 er sådan fællesskabstyrkende kommunikation typisk for den politiske epideiktik, men ikke nødvendigvis for motivationsretorikken.

(18) Selvom jeg foretrækker Bitzers originale betegnelser og i længere citater vil citere direkte fra den engelske tekst, vil jeg i den løbende tekst for læserytmens skyld ofte benytte Jens E. Kjeldsens danske oversættelser af Bitzers begreber. Bitzer tekst i Kjeldsens udmærkede oversættelse kan læses i Rhetorica Scandinavica 3, 1997.

(19) Gennem hele min studietid har jeg været tilknyttet reklamebureauet McCann-Erickson, hvor jeg har arbejdet med at udvikle alternative metoder til modtagerforståelse og strategisk planlægning. Da jeg i dette speciale ønsker at teoriudvikle fremfor at diskutere metode og empiri vil det desværre være alt for omfattende at redegøre for disse analyser her. Se eventuelt Pass, 1995; Pass, 1998 eller Pass 2000 a og b.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job