Motivationsretorik

Motivationsretorik. Op til valg og folkeafstemninger bugner medierne med retoriske analyser af de politiske slag. Topkandidaterne får næser og kors og bånd og stjerner på – og partiernes valgplakater, strategier og præsentationsprogrammer evalueres under valgkampen.

En efterårsdag i år 2000 blev man idømt bøde for at gå for hurtigt på Strøget. Med henvisninger til de røde tal på den medbragte trafik-fartmåler blev hurtiggængerne idømt bøder på ”10 minutters højtlæsning ved Thomas Winding”, ”10 minutters massage” eller ”10 minutters kaffe-kage” i en hjørnesofa på Gammel Torv.
Aktionen var en af de ”unikke og kærlige” handlinger, den nystiftede politiske bevægelse Partiet brugte til at vække befolkningens politiske interesse. Fartmåler-aktionen satte fokus på stress, overarbejde og hektiske karriereforløb, og Partiet fik dermed bragt debatterne om orlovsordninger, arbejdsuger og feriedage på dagsordenen udenfor Christiansborgs granitmure.

Partiet var ikke et helt almindeligt parti. Partiet var nemlig omdrejningspunktet for en tv-serie af samme navn der, suppleret med radioprogrammer, hjemmeside og medlemsmøder i en bunker på Nørrebro, blev vist over tolv programmer på DR2. I programmerne så seerne tv-værten Lars Wass skabe Partiet, hørte hans overvejelser om ungdommens manglende politiske engagement og fulgte hans arbejde med at få Partiet stiftet, registreret og igangsat. På hjemmesiden kunne man melde sig ind i Partiet ved at stille et spørgsmål til samfundet og derefter iværksætte en kreativ politisk aktion der kunne sætte problemet på dagsordenen midt i det offentlige rum. I løbet af tv-programmerne besøgte Lars Wass de forskellige medlemsgrupper og dækkede de mest kreative aktioner.
På en måned fik Partiet over 1000 medlemmer.

Den politiske retoriks begrænsninger
I løbet af en måned formåede Lars Wass hvad politikere, partier og fagbevægelser har stræbt efter i årevis. Hans interaktive, medlemsinvolverende, aktions-baserede, kreative og flade Parti-struktur var et konkret bud på hvordan de vestlige demokratier kan komme den snigende politiske apati til livs og få befolkningen til at engagere sig mere i politiske spørgsmål.

Selv om Partiet er et interessant eksempel på nytænkende politisk retorik, falder Partiets kommunikationen udenfor den traditionelle retoriske kategorisering af politiske ytringer. For Partiet ønskede hverken at til- eller fraråde, men at ”give folket mulighed for at tage initiativer og give dem stemmen tilbage”. Partiet forsøgte ikke at komme med svar og løsninger på politiske problemer, men stillede spørgsmålstegn ved grundlæggende værdier. Partiet omhandlede ikke politisk-økonomiske emner, men fokuserede på dagligdagsproblemer. Og Partiet havde hverken til formål at flytte eller samle stemmer – men at berøre og engagere folk.

Partiet var ikke standpunktsretorik som vi kender den, men et eksempel på en helt anden type retorik end den fagretorikken normalt beskæftiger sig med. Partiet var politisk motivationsretorik.

Motivationsretorikken
Motivationsretorikken er en fællesbetegnelse for alle ytringer der skaber debat om samfundets og befolkningens grundlæggende værdier uden at argumentere for et bestemt politisk standpunkt, uden at skrive sig ind i en eksisterende ideologi og uden at have målbare succeskriterier. Den mest interessante motivationsretorik er den der formår, hvad standpunktsretorikken kun sjældent formår – at skabe debat på tværs af holdnings- og værdifællesskaber og som søger at nå ud til de dele af befolkningen der ikke af sig selv opsøger politisk kommunikation.

Partiet er blot et af mange eksempler på hvordan motivationsretorikken vækker stemmer ved konstant at pirke til vælgernes politiske bevidsthed. Også avistegneseriernes daglige satire over politiske kontroverser, Nikoline Werdelins ironisering over moderne tilværelser, Realkredit Danmarks reklameopfordringer til at sikre sig ”lidt mere overskud i hverdagen”, Jakob Martin Strids børnebog om ”Mustafas Kiosk”, ”Mujaffa-spillet” på DR-Ulands hjemmeside og de succesrige 2.-3.-generationsindvandreres OPS, ”Oplysning til ”Perkerne” om Samfundet”, er eksempler på motivationsretorik. Selv Big Brother havde, ifølge den radikale politiker Naser Khader, politiske pointer fordi de indespærrede beboere var af forskellig etnisk baggrund, og deres indbyrdes forhandlinger skildrede hvordan unge kan løse indbyrdes problemer på tværs af etniske tilhørsforhold. Eksemplerne på motivationsretorik er vidt forskellige, men bindes sammen af en række fællestræk:

1) De gemmer sig alle andre steder end der hvor man forventer at finde politisk retorik. I reklamefilm, på postkort, i tegneserier og i doku-soaps. De bliver ofte fortalt af forfattere, filmfolk, reklametekstforfattere og journalister der ikke ellers skriver om politik. De handler om emner der ikke ved første øjekast vedrører betalingsbalancen, skattetrykket eller EU-forbeholdene. Eksempelvis var Partiets politiske forum en doku-soap, den politiske agent var en kæk ung studievært, og emnerne var livsnære problematikker plukket ud af partimedlemmernes egen hverdag.

2) De siger aldrig eksplicit ”stem ja, nej, for eller imod”, men lader det være op til modtageren at danne sig sin egen mening. Motivationsretorikeren fortæller historier der får vælgerne til at se at der er noget galt i Danmark, men lader det være op til modtagerne at afgøre hvad der skal gøres ved at Dybbøl Mølle maler helt ad helved’ til at der stadigt oftere tales om over-og-under-Danmark, og at stadigt flere ser sig nødsaget til at gå til psykolog. Eksempelvis påpegede Partiets ”farten dræber-aktion” på Strøget danskernes stress, men anbefalede ikke om stresstærsklen skulle sænkes ved hjælp af ændrede arbejdsuger, skattelettelser eller tvungne feriedage.

3) Det politiske budskab er ofte underordnet andre budskaber – såsom at sælge flere produkter eller at øge seertal. Når Ekstra Bladet eksempelvis siger at man ”ikke skal finde sig i hvad som helst”, Mobilix understregede at ”samtale fremmer forståelsen”, og Realkredit Danmark opfordrer danskerne til at sikre sig ”lidt mere overskud i hverdagen”, har reklamerne både et motivationsretorisk formål, nemlig at sætte etiske eller politiske spørgsmål på dagsordenen og et kommercielt mål om at sælge flere aviser, mobiltelefoner eller kreditforeningslån.

4) De prøver at skabe debat på tværs af de politiske fløje og få vælgerne til at overveje deres standpunkter endnu engang. Ofte finder man motivationsretorikken i massemediernes mest usegmenterede fora såsom billboards, landsdækkende tv- og radiokanalers reklameblokke. Eksempelvis når store reklame-billboards på stilladser, ved busstoppesteder og på stationer ud til meget blandede modtagergrupper. Et tankevækkende budskab på den trivielle vej til arbejdet kan sætte tankerne i gang i en grad så de ender som diskussionsemner i frokoststuen.

5) I ekstreme tilfælde skaber de debat ved at være så kontroversielle, at presseomtalen bringer sindene i kog. Eksempelvis har kunstværker med døde hundehvalpe, blenderfisk og afhuggede havfruehoveder, de konfrontrende Benneton-reklamer og REMREM-kampagnens ”why kill time when you can kill yourself?”-slogan skabt voldsomme debatter om tabuiserede emner.

Motivationsretorikken har til formål at tage hul på de debatter der i standpunktsretoriske sammenhænge er næsten umulige at adressere fordi fronterne er trukket så skarpt op at talerne forbliver i skyttegravene. I det motivationsretoriske ingenmandsland er der bedre plads til at tage den tiltrængte, konstruktive diskussion om indvandrerpolitik, danskhed og demokratiets fremtid for kun her er der plads til at afsøge nye veje, begreber og spændingsfelter uden at blive beskyldt for at være racist eller halalhippie.

Midt i en krigstid
Mange politiske talere lader til at være fanget i et paradoks når de ønsker at vække vælgernes politiske interesse. På den ene side tror de kun de opnår interesse hvis de er populistiske. På den anden side har de svært ved at få deres budskaber igennem og dermed flytte stemmer, hvis de er populistiske.

Mange forsøger tilsyneladende at løse dette paradoks ved at optræde i sammenhænge hvor de tror de kan vække og flytte stemmer på samme tid. Men resultatet af denne sammenblanding mellem standpunktsretorik og motivationsretorik er ofte en uhensigtsmæssig blanding af fængende politiske overskrifter og ethos-undergravende underholdningsmomenter. Når megen politisk kommunikation i dag virker modsat hensigten er det fordi mange af politikerne forsøger at vække, flytte og samle stemmer på samme tid. Det er i sagens natur svært både at lægge op til fordomsfri debat på tværs af de politiske fløje, argumentere helhjertet for den ene side af en sag til sine meningsfæller og overbevise modstandere om at man har ret. At tale ungt med de unge, omsorgsfuldt med de ældre og resultatorienteret med erhvervslivet i samme sætning. Og at prøve at flytte, samle og vække stemmer i en og samme sætning.

Sammenblandingen forekommer typisk i talkshows om politiske og etiske emner. Fremfor at gøde en konstruktiv diskussion mellem de forskellige fløje i forsøget på at nå frem til en løsning, opildner talkshowværten ofte deltagerne til uenighed, slagsmål og skænderi. Sådanne programmer har måske nok mange seere. Og disse seere skal såmænd også nok blive underholdt. Men selv om blandingsgenrerne gør det muligt for politikerne at nå ud til de uengagerede dele af befolkningen på en underholdende måde, giver de sjældent politikerne de optimale betingelser for at argumentere nuanceret for budskabet, præsentere visioner og folde argumenterne ud. For meget ofte er politikerne ”type castet” til at argumentere for et bestemt standpunkt som de sjældent får lov at bevæge sig særlig langt væk fra eller nuancere fordi hanekampen så vil miste sin underholdningsværdi. Argumenterne reduceres til overskriftsretorik, fløjene trækkes unødigt skarpt op, og det samlede talkshow ender med blot at bekræfte vælgerne i deres fordomme om at politikerne er overfladiske, mangler virkelighedssans og kører enøjet efter deres færdigpakkede partiprogram.

Jo mere politikerne – mere eller mindre tvunget af de forhåndenværende mediekoncepter – taler ned til vælgerne, jo mere får de vælgerne til at afsøge alternative former for politik. Det får statistikkerne over befolkningens politiske engagement til at forekomme stadigt mere foruroligende og politikerne til at agere stadigt mere desperat.

Den umodne motivationsretoriske situation
Når politikerne trænges op i en revolverjournalistisk krog, har de sjældent meget indflydelse på de tvingende omstændigheder for deres udtalelser. I mange tilfælde er de ikke engang selv med til at definere det påtrængende problem, men må reagere reaktivt på spørgsmål og problemer defineret af andre. Her er det for sent at udøve motivationsretorik. Motivationsretorikken trives bedst i umodne retoriske situationer: før de politiske fløje er trukket så skarpt op at ethvert argument lyder som en krigserklæring; før vælgerne er blevet udmattede af glidebane- og salami-argumenter; før medierne har ”type castet” politikere til at duellere i talkshows der ofte er mere forvirrende end forklarende.

Det interessante ved den umodne situation er at retorikeren selv har mulighed for at skabe den retoriske situation fra grunden. Sålænge det påtrængende problem endnu ikke er udstukket, har man mulighed for selv at tænke sig rundt om problematikken, se den fra flere sider og nuancere sine holdninger inden man påbegynder sin tale. Man kan selv overveje hvilke medier der egner sig, og hvilke modtagere man primært ønsker at involvere i processen. Den kreative motivationsretoriker vil ofte søge at sprænge rammerne for politisk kommunikation ved at eksperimentere med medier, afsendere, emner og billeder.

I den modne retoriske situation vil emnet ofte være så uddebatteret at det er svært at tilføje nye vinkler; de traditionelle politiske medier vil have taget patent på historien i grad så modtagerne flygter til de andre kanaler for at slippe for debatten, og når modtagerne endelig lytter, vil de ofte være forudindtaget enige med repræsentanterne for deres parti. Kun i den umodne situation har den udøvende retoriker mulighed for at arbejde aktivt fremfor reaktivt.

Mellemkrigstidens politiske kommunikation
Hvis politikerne ønsker at skabe generel opmærksomhed omkring sig selv, deres parti eller demokratiet i det hele taget fremfor at argumentere for en aktuel politisk pointe, er det mere hensigtsmæssigt for dem at søge mod motivationsretoriske genrer end at deltage i talkshows der tvinger dem til at udkæmpe standpunktsretoriske slag. Et eksempel på et motivationsretorisk politisk tv-program er DR2s Indefra, hvor to journalister afbryder politikernes Christiansborgdagligdag ved at stille dem overrumplende spørgsmål eller bede dem kommentere mærkværdige genstande. Indefra-journalisterne har blandt andet haft en ”donor-karavane” med rundt til en stribe tidligere sundhedsministre der vægrede sig ved at lægge blodårer til kanylerne selv om de i deres ministertid havde stået bag kampagnerne for organdonation; de har haft et ”kæreste-finder-smartcard” med rundt til Pernille Blach Hansen, Morten Helveg og de andre unge løver for at tjekke om de havde opnået deres politiske lynkarrierer på bekostning af ungdomslivet uden Christiansborg-buret, og de har fået Elisabeth Arnold til at indrømme at hun i særlige tilfælde har følt sig nødsaget til at lyve for pressen fordi hun ellers ville være nødt til at røbe indholdet af tophemmelige forhandlinger. Alt andet lige ville hun jo så også netop have løjet hvis hun havde nægtet at den slags situationer forekommer fra tid til anden.

Et program som Indefra er med til at nuancere vælgernes politikforståelse ved at vise andre sider af politikerne end dem man er vant til at se i tv-avisen, avisernes 1. sektioner og på P1. De viser politikerne i etiske dilemmaer; politikere der i praksis tvinges til at slække på deres politiske principper, og de viser andre sider af politikernes tilværelse end den strengt politiske. Personlighedsfacetter der ikke desto mindre også har betydning for den enkelte politikers linje, udlægning af partiprogrammet og reaktionsmønstre.
I sådanne motivationsretoriske sammenhænge har selv politikere mulighed for at optræde som sig selv – som personer hvis primære beskæftigelse tilfældigvis er politik, men samtidig personer med mange andre erfaringsfacetter og meningsnuancer, personer der er ligeså hele, travle, forvirrede og forelskede mennesker som vælgerne.

Men selv om politikerne i mellemkrigstiden har mulighed for at eksperimentere med form, indhold, emner og medier, skal de trods alt være varsomme med hvilke sammenhænge de optræder i for det repræsentative demokrati forudsætter at vælgerne nogenlunde kender politikernes grundholdninger og dermed har en vis fornemmelse af hvordan deres repræsentant kan forventes at handle og reagere i forskellige situationer. Der er derfor grænser for hvilke grænseoverskridende aktiviteter, quizzer og badutspring de folkevalgte politikere kan deltage i hvis de stadig skal have deres ethos i behold, og der skal være en mening med at vælge netop dem som repræsentanter. Selv om medieopmærksomheden ofte er stor og historierne vil nå ud til helt andre målgrupper end den politiske inderkreds, er det svært at se den motivationsretoriske pointe i at politikere slikker body-tequilaer i sig for åben skærm eller sætter deres vid under en skæppe ved ikke at kunne svare på de mest banale spørgsmål i en quiz.

Skabs-politikere
Mens de folkevalgte politikere kan være afskåret fra at deltage i en række motivationsretoriske aktiviteter hvis de vil have deres ethos nogenlunde i behold, har befolkningens mange skabspolitikere langt friere motivationsretorisk spil. Befolkningens politiske aktivitet i mellemkrigstiden kommer til udtryk på mange planer. De sene rødvinsnætters intense diskussioner om meningen med livet til inspiration og livskraft for triste venner; bugnende indkøbskurve fyldt med økologiske, bæredygtige varer og opdragelsen af ungerne til tolerante, åbne, kærlige mennesker er blandt hverdagens motivationsretoriske, livspolitiske handlinger. Mere eksplicit kan man stå med morgenmad og smil til gratis uddeling til de travle cyklister på vej til job for at ønske dem en bedre dag; klæde sig i nissetøj, synge ”der bor en lille nissemand” og dele klejner til de trætte julefrokostdeltagere i nattogene – eller stoppe folk på Strøget og idømme dem bøder for at stresse livet af sig.

Men ligesom politikerne skal være varsomme med deres optræden i motivationsretoriske sammenhænge, kan også borgernes motivationsretorik være problematisk hvis den pludselig tangerer standpunktsretorik og parlamentarisk diskurs. For eksempel havde Jacob Haugaard stor motivationsretorisk succes med sin ironiske valgkamp hvor han ved at engagere sig i enkeltsager som ”flere hvaler i Randers fjord” og ”medvind på cykelstierne” fik skabt opmærksomhed omkring mange politiske mærkesagers tåbelighed. Men da Haugaard blev valgt ind i Folketinget var det pludselig knap så sjovt at det mandat der afgjorde hvorvidt højre eller venstrefløjen fik sine lovforslag igennem, var besat af en joker ingen reelt vidste hvad stod for.

Jacob Haugaards politiske karriere er et eksempel på at motivationsretorikkens succes ofte hviler på en imaginær ’kontrakt’ mellem motivationsretorikeren og modtagerne. Denne kontrakt forudsætter at motivationsretorikeren ikke overskrider grænsen til standpunktsretorikken og tager modtagernes velvilje til indtægt i standpunktsretoriske sammenhænge. Hvis vi skal forholde os til Haugaard som folketingsmedlem og standpunktsretoriker, er vi nødt til at vide, hvad han står for – og hvis Lars Wass og hans Parti stiller op til et folketingsvalg, er det ikke længere nok at de kan vække politisk interesse ved at opfordre vælgerne til at spørgsmålstegn til samfundet. Så må de også give os en fornemmelse af hvad de selv kunne finde på at svare i konkrete politiske spørgsmål. Ligeså vigtigt det er motivere, ligeså vigtigt er det at til- og fraråde i konkrete sager. Og der skal trods alt træffes beslutninger for at landet udvikler sig og ikke stagnerer.

I krig og fred
Mellemkrigstidens motivationsretorik er uundværlig for valgkampens standpunktsretorik da de eksplicitte argumenter falder til jorden hvis vælgerne ikke er både motiverede, flytbare og aktivt lyttende tilhørere. Omvendt vil motivationsretorikken forekomme ligegyldig og hul, hvis den ikke følges op af visionære og argumenterende ytringer. Motivationsretorikken mellem krigene er forudsætningen for at valgkampene kan løbe optimalt af stablen - og samtidig er det ved hjælp af motivationsretorikken at politikerne skal bevise at de kan følge op på deres krigserklæringer. Også når krudtrøgen har lagt sig.

Kilde: RetorikMagasinet
RetorikMagasinet er et populærvidenskabeligt fagblad for praktiske kommunikatører. RetorikMagasinet er det eneste tidsskrift, der handler om retorik i bred forstand.

Valgkampen og dens iscenesættelse vil vi følge her på K-forum. Og alle kommunikationsfolk, spin-doktors og retorikere er velkommen til at give deres besyv med. Send din artikel eller kronik til: webmaster@kommunikationsforum.dk


Relaterede artikler

Motivationsretorikken - Et speciale om hvordan retorikken kan fungere som aktiv medskaber af alternative politiske ytringer, hvis formål er at s...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Pressechef

Se alle job Indryk job

Job

Pressechef

Frist: 13. august

Student assistent

Frist: 9. august kl. 12.00

Grafisk designer

Frist: 7. august kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.