Morten Gade fra Bysted til Brugsen

Hvad kommer efter Facebook? Det forsøger Morten Gade blandt andet at svare på. Han er netop skiftet fra kommunikationschef i Bysted til digital chef i FDB. Find også ud af, hvad sammenhængen mellem rollespil, fodbold og kommunikationsbranchen er. Stjæl de gode links fra Mortens Delicious-netværk. Og bliv opdateret på det hotteste underratede buzzword ”cloud computing”.


Se Morten Gades K-profil

Hvad kommer efter Facebook ? Hvordan tror du
, historien om sociale netværk forsætter?

Jeg tror ikke, man skal forvente ét stort netværk, der træder i stedet for Facebook - i hvert fald ikke lige foreløbig. Det er for besværligt for folk at skifte netværk og tilføje venner i ét væk. I stedet tror jeg, at mange vil supplere med forskellige nichenetværk, der opfylder konkrete formål (fx holdsport.dk), giver rum for nørdethed (fx kforum.dk), giver mulighed for mere privatliv (fx jaiku.com) eller taler til et bestemt segment (fx baboom.dk).

Tror du, fremtiden for mange virksomheder og organisationer er, at de selv udvikler deres egne sociale netværk?

Hvis de skal gøre det, skal det hænge sammen med deres kommunikation og forretning. Det skal jo ikke bare være for at gøre det. For en del virksomheder og organisationer tror jeg, det vil give mening at gentænke deres interne kommunikation. For nogle vil det give god mening at blive bedre til digital dialog med kerneinteressenter. Det kræver ikke nødvendigvis at udvikle egne sociale netværk, men kan jo fx ske på Facebook. For nogle vil det give mening at lave egne netværk og for eksempel blive facilitator for et bestemt emne eller en bestemt dagsorden. Men for de allerfleste tror jeg, at det handler om at blive bedre til at forstå og lytte til al den dialog, der allerede er omkring dem.

Hvis du skulle udvikle en ny web 2.0-forretning eller -portal, hvilken skulle det så være?

Jeg ville klone K-forum til andre brancher, hvor folk også gider arbejde gratis. Det er jo en god forretning for jer. Hvorfor laver I det ikke også til arkitekter, advokater eller management-konsulenter?

Nævn et buzzword, som er underrated - fortæl hvorfor?

Cloud computing har muliggjort, at det er blevet sindssygt meget nemmere at bygge nye medier op med tjenester som Ning.com, Wordpress.com eller Google Sites. Det betyder, at vi lever i en anden medievirkelighed end for et par år siden. Og i fremtiden vil det ændre rigtig mange brancher - fx musiksalg (Spotify eller TDC Play i stedet for iTunes eller cd'er) eller software (Google docs i stedet for MS Office).

Hvad var det sjoveste i dit job hos Bysted?

Det er der meget af. Bysted er en fremragende arbejdsplads. Både mine kunder, mine kollegaer og mine opgaver har været fantastiske.

Hvad er det mest irriterende?

Som mange konsulenter ville jeg ønske, at man ikke var begrænset af en tidsfaktor i den enkelte opgave. Det er ikke altid lige tilfredsstillende at afslutte en opgave, når man ved, at man på et par ugers ekstra arbejde kunne have gjort så meget mere.

Hvad glæder du dig mest til i det nye job?

Der er rigtig mange ting, jeg glæder mig til. Jeg tror, jobbet hos FDB er et drømmejob. Det er en organisation med et kæmpe potentiale for at inddrage sine medlemmer. Efter min mening er foreningstanken så aktuel som nogensinde, og digitale medier giver en masse spændende muligheder for at styrke både medlemsservice og medlemsdemokrati. Og så får jeg nogle nye kollegaer, som jeg har hørt rigtig meget godt om. Dem glæder jeg mig til at arbejde sammen med.

Hvad er det fedeste produkt, du har haft i hænderne for nylig?

Forleden landede jeg i Charles de Gaulle efter tre uger på Cuba. Jeg blev fandme glad, da jeg rørte ved vandhanen på toilettet. For det første kom der vand ud af den. Fantastisk! Og så var det endda varmt. Forrygende!

Hvad er dine yndlingssites?

Mit Delicious-netværk er noget af det mest inspirerende i verden, http://delicious.com/network/morten.

http://a.aaaarg.org/ har en masse e-bøger med akademisk litteratur af legalt tvivlsom karakter.

Men ligesom så mange andre bruger jeg sikkert mest tid på Facebook, Ekstrabladet.dk og Sporten.dk. Og Google.

Hvad er fedt på Kforum

Redaktørerne. I giver sitet stemme og personlighed.

Hvad kunne Kforum gøre bedre?

Prioritering, struktur og interaktionsdesign - jeg kan slet ikke finde rundt og misser helt sikkert en masse gode artikler. Teknologi - jeg bruger ikke nogen andre sites, der giver så mange fejl. Æstetik - det er måske det grimmeste site, jeg besøger jævnligt.

Du kan godt lide rollespil. Hvad er din yndlingsfigur?

Elverpigerne :-)

Hvad er sammenhængen mellem kommunikationsbranchen og rollespilsverdenen?

Rollespillerne piller sig også enormt meget i navlen. Og de vil så gerne tages seriøst af de store. Det minder meget godt om kommunikationsverdenens forhold til økonomidirektøren.

Mere positivt er det et miljø, der er fyldt med fantastisk visionære og dygtige mennesker. Det synes jeg også, kommunikationsbranchen er.

Hvad er den værste bog, du har læst?

Jeg læser sjældent dårlige bøger færdigt. Men da jeg var en mere aktiv rollespiller, skulle man jo læse Tolkiens Ringenes Herre. Hold kæft, hvor var den kedelig. Og så får jeg det fysisk dårligt, når jeg læser Houllebecq.

Hvem ville du aldrig stemme på?

Politikere uden ægte indignation. Dem er der alt for mange af, især i de fire socialdemokratier (A, F, V, O).

Hvad er det fedeste designobjekt i verden?

Jeg er virkelig glad for t-shirts. De kan vel opfylde alle menneskets behov: T-shirten holder dig varm, den binder dig ind i et fællesskab, den giver dig mulighed for at udtrykke dig selv... (men ok, de er svære at spise).

Hvad ville du ønske var opfundet (som ikke er det)?

Gratis, trådløs strøm, der ikke forurener. Det ville gøre verden til et bedre sted.

Hvad tænker du om kommunikation lige nu?

Kommunikatører har det af og til med at tro, at de kan styre virkeligheden meget mere, end jeg tror tilfældet er. Jeg tror, dagligdagsoplevelser ofte betyder allermest for vores oplevelser af en organisation eller en dagsorden: Det kan være oplevelser med frontlinjepersonale, snak med bekendte (offline eller på nettet), venners oplevelser osv. Det er ting, som hverken PR, web, kampagner eller designprogrammer har direkte indflydelse på. Det betyder selvfølgelig ikke, at det, vi laver, er irrelevant. Men at årsagssammenhængskæderne er længere, end man ofte forfalder til at tro.

Hvad er de største kommunikative udfordringer for virksomheder lige nu, set fra dit synspunkt?

Jeg tror, at mange organisationer har svært ved at skabe sammenhæng mellem deres mange kanaler: Markedsføring og PR, linjekommunikation og intranet, website og sociale medier. Det er en rigtig spændende udfordring.

Jeg tror også, at mange (især videns-) virksomheder har svært ved at finde balancen mellem behovet for på kort sigt at lave nedskæringer og samtidig vide, at de om et par år har svært ved at rekruttere det rette personale

Hvad er sammenhængen mellem fodbold og web 2.0?

Dem er der mange af! Men hvis vi skal tage en af dem, kan vi jo tage fortællingen om, hvordan indgangsbarriererne til at udgive et medie nærmest er forsvundet over de seneste ti år. Kigger man eksempelvis på mit yndlingshold, Brøndby IF, er der et væld af medier rundt om den officielle hjemmeside brondby.com. Der er selvfølgelig alle de professionelle - ud over aviserne er det fx sporten.dk, bold.dk osv. Der er også en masse fansites - og nogle af dem er ret gode - fx det begejstrede nørdesite 90min.dk og det satiriske blok4.dk, hvor jeg på et tidspunkt så en diskussion om Asbjørn Sennels filosofiske ståsteds betydning for hans placering på banen. Og oveni sker der en hel masse meningsdannelse på sociale sites som Facebook, Twitter osv.

Hvad ser du som de største forandringer i kommunikationsbranchen i de år, du har været med i gamet?

Det er svært at sige. I de syv år, jeg har arbejdet i kommunikationsbranchen, har jeg helt sikkert udviklet mig i en anden retning end branchen som helhed. Men mit bedste bud er nok det stadig større fokus på målbarhed og styring med udgangspunkt i forretningsstrategi og kommunikationsstrategi. Med en djøf'et baggrund som min kan jeg jo bestemt ikke begræde den udvikling. Men det er også vigtigt at huske på, at meget af det, vi laver, måske er dyrere at måle, end det er at udføre.

Hvem ser du op til inden for kommunikationsbranchen?

Der er mange dygtige mennesker inden for den her lille branche, og jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med rigtig mange af dem. Hvis jeg skal nævne tre, er det den britiske skribent og web-fyr Paul Carr (fordi jeg gerne ville have hans viden og hans pen), min kunde gennem mange år, salg- og marketingchef i Ledernes Hovedorganisation Uffe Daub (fordi han er imponerende dygtig til at holde fokus på både detaljen og strategien) og min Bysted-kollega Karen Bredegaard (fordi hun er den bedste kollega, man kan forestille sig - fagligt, socialt og menneskeligt. Hun er mit idol).

Hvad er de 5 tommelfingerregler for at få succes i sit job?

Det kommer jo nok an på, hvad succes er. Men her er fem:

1. Det går ikke uden dine kollegaer. Så du skal opføre dig ordentligt.

2. Du skal ikke gabe over for meget. Det betyder, at du skal vide, hvad du er god til, og koncentrere dig om det. Det gælder ikke om at være bedst til mest muligt. Det er også bare utroværdigt.

3. Det går ikke uden en hel masse faglighed. Du skal være dygtig akademisk, og du skal være dygtig til at skabe sammenhæng mellem din akademiske viden og metode og så den konkrete udfordring, du står over for.

4. Du skal have en masse empati. Du skal forstå de organisationer, du arbejder i, og deres udfordringer - ofte ganske hurtigt. Og ikke mindst skal du forstå dine kunder som personer og forstå dem som del af den organisation, de arbejder i.

5. Det skader ikke, hvis du er lidt heldig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også