Morlil er en server

Skrevet af
Det er på tide at revurdere den såkaldte informationsteknologi. Alting er ikke længere så nyt at vi fortsat kan leve med it-industriens slogan om, at ”det kun er fantasien der sætter grænser”. I øvrigt sætter fantasien faktisk meget afgørende grænser, og det er oftest op til den levende og levede virkelighed at bryde den begrænsede og begrænsende fantasis lukkede rum. Men det er en anden snak. Og dog måske ikke.

Selve ideen om ”informationssamfundet” er jo udtryk for en fantasi – og nærer en fantasi. I sin ekstreme udformning er den, at mennesket er er en løsrevet hjerne som svæver i rummet. Ingen krop, ingen følelser og ingen (ubehagelige) møder ansigt-til-ansigt, krop-til-krop. Kun en hjerne, udstyret med sanser ganske vidst, men mest med to øjne.

Det har været ganske forbløffende op gennem sidste halvdel af 90erne, hvordan investorer, fabrikanter, nørder, utopister, ekstremt liberalistiske økonomer – og senest almindelige politikere – har kunnet synge med på samme sang om netværkssamfundets komme. Det var næsten for godt til også at være sandt, at vi på én gang skulle få mere kapitalisme, mere personlig frihed, mere selvudfoldelse, større effektivitet, højere produktivitet og mere fællesskab. Og altsammen på grund af at nogle bits og bytes farer rundt i ledninger og luft. Dot-com bølgen var en traditionel aktiebobbel, hvis årsager nok skal findes i mere almene fænomener, specielt i det amerikanske samfund, men at det blev internettet (og ikke tulipaner, sydøstasiatiske skibe eller jernbaner) som var genstand for boblen, var ikke helt tilfældigt. Informationsteknologien og ideen om ”uafhængighed af tid og sted” (som formuleret i Dybkjær-rapporten, 1995) var som skabt til at være motor for den globaliserede finanskapital, som selv er det primære eksempel på uafhængighed af tid og sted – og nu ville skabe verden om i sit eget billede gennem it.

No Sense of Place
Uafhængighed af tid og sted lyder godt og effektivt. Det kan endda lyde progressivt. Ned med institutioner og bygninger og regulativer. Væk med de snærende bånd for den frie udfoldelse. Væk med tiden, denne slavebinder som forpligter os i processer og lader os vente på resultater. Væk med stedet, denne jordiske bundethed, denne begrænsning i materie. Uafhængighed af tid og sted – hvis man virkelig tænker over dette, svimler det helt. For når tid og sted er væk. hvad er så tilbage? Tilbage er pengene – eller ånden, alt efter om man er investor eller utopist. Tilbage er effektiviteten – eller det legende menneske, alt efter om man er embedsmand eller nørd.
Men alle kan ikke få deres ønsker opfyldt på én gang. Alle kan ikke have ret. Det er umuligt. Men alle kan godt have uret. Og det tror jeg, de har. Informationsteknologien har nemlig nogle meget afgørende begrænsninger, så afgørende at et informationssamfund ikke kan hænge sammen.

Eramus Computicus
Såfremt salig Holberg levede idag, ville han måske skrive en scene, hvor Erasmus Nørretranders efter et besøg i Cyberspace nyomvunden og i triumf vender hjem til købstaden – for straks at få foretræde for it-ministeren, der arbejder på at gøre landet til verdens bedste it-nation. Erasmus Nørretranders har netop plæderet for at bredbånd til alle vil genoplive demokratiet, fordi det vil føre til, at ”informationen flyder friere mellem politikerne og vælgerne.” Morlil Weis har offentliggjort sit store arbejde, ”Konvergensrapporten”, hvor det internet-opkoblede køleskab nævnes helle otte gange. Og nu til scenen: Tid: efteråret 2001. Sted: forsknings- og it-ministeriet i Bredgade. Personer: Erasmus Nørretranders og Lillemor Weis. Erasmus træder ind i Morlils ministerkontor.Morlil: ”Jeg er så stolt af dig, lille Erasmus. Fortæl os nu, hvad du har set og lært i det store Cyberspace”.Erasmus: ”En server modtager 11 megabit information hvert sekund. Morlils hjerne modtager 11 megabit information hvert sekund fra Morlils sanser. Ergo, Morlil er en server!”

Morlil bryder grædende sammen.
Tænk at skulle være en server! Men snart efter fatter hun dog det store og helt nye i situationen og glad rejser hun land og rige rundt og fortæller om teknologiens ”fantastiske muligheder”. På tv erklærer hun at i løbet af få år vil køleskabet selv bestille letmælk, når man er på vej i bund i den eksisterende karton. ”Og det er ikke science fiction”, tilføjer hun, mens hun ser klog ud som en server fuld af informationer.
Nørretranders om bredbånd og demokrati er citeret fra et interview her i avisen (1. oktober 2001). Birte Weiss om det internetopkoblede køleskab fra tv-kanalen dk4 (sommer 2001). Så det er ikke det rene digt. Desværre.

Information overload
Man kan (og bør!) diskutere det gode og dårlige, det hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige i at alle informationer i hele verden skal flyde gennem samme net – men uanset meningerne tror folk flest, at sådan bliver fremtiden. Hologrammet i luften der taler til os som Obi Wan-Kenobi i Starwars eller rumpiloterne i Star Trek der bliver ”beamet” op til Starship Enterprise. Alt kan reduceres til bits og bytes, digitale elektroniske signaler, som derefter flyder frit gennem kabler såvel som luft. Informationerne er det nye samfunds atmosfære.
Og vi skal alle ånde dem ind og ud, og vores eneste bekymring synes at være, at der bliver nogen, B-holdet, som ikke ånder så mange informationer som os andre.

Tele-demokrati
Forleden var jeg til brainstorm i Københavns Kommune, som ville genoplive den folkelige deltagelse i byen politiske liv med ”tele-demokrati”. Jeg tror, jeg fik dem overbevist om at der ikke er noget teknologisk fix på et problem, som intet har med teknologi at gøre. Men cyber-troen er sidst kommet til politikere og embedsmænd, og de nyligt omvendte er de mest troende. Seneste skud på stammen af den busk der i EU-sprog hedder ”eGovernment”, er projektet ”Danmarksdialogen”, hvor folk skal kunne lufte deres meninger på offentlige hjemmesider. Projektet er dømt til fiasko, som lignende projekter rundt omkring i verden, simpelthen fordi internettet ikke er et fælles offentligt rum (som de ”traditionelle” medier er), men projektet er stort og flot og baseret på den grundsætning, at ”den politiske proces = en serie informationsbehandlinger”.
Hvis det er rigtigt, kan man ikke længere bolle sig til tops. Men det er ikke rigtigt. Politik handler ikke først og fremmest om at ”informationer flyder mellem befolkningen og politikerne”, som også Nørretranders tror, men om mange andre ting, for eksempel værdier, interesser, magt og tillid - afstemning af meninger og forhandlinger om fælles strategier og så videre og så videre.

De digitale djøfer
Den herskende DJØF-klasse prøver i sin blodfattigdom at producere en fremtids-”vision”, som er ren tilpasning til en tænkt fremtid -informationsfremtiden. Men teorierne holderikke.
Og det forkerte er såmænd ikke særlig vanskeligt at finde. Det stirrer os lige i øjnene. Det er elementært, min kære Watson. Det er selve ideen om ”informationer” der har et problem. Princippet i den digitale teknik er jo at reducere alt til informationer. Hvis noget ikke kan reduceres til informationer, kan det ikke flyde gennem nettet. Og der er et folkeligt mundheld, at ”for den der lige har fået en hammer ligner alting søm”. Vi har lige fået computere og internet, og nu ligner alting informationer. Og hvis det ikke gør det, så skal det komme til det. For vi skal ind i ”vidensamfundet” – ikke sandt?

Forskellen på information og viden
Men information er ikke viden. Viden er meget mere end ord, billeder, lyde og tal. Viden er meget mere end teorier. Viden, at vide noget, er ikke bare resultatet af tilstrækkelig mange informationer på serveren mellem ørene, men opnåelsen af en tilstand, hvor man forstår og kan gøre noget.
Den skelnen bliver mest glemt i troen på it-fremtiden. Selv Manuel Castells, den spanske sociolog der mere end nogen har formuleret ideen om ”netværkssamfundet”, og som regel er rimelig sober, skelner sjældent mellem information og viden. Det er altsammen ét fedt – email, websider, mobilsamtaler osv. For det formidler altsammen de berømte informationer.
Castells siger ganske vist, i sin nyeste bog ”Internet Galaxy”, i nogle perifere bemærkninger, at skoler og uddannelser står over for den udfordring at lære de studerende at få viden ud af informationerne. Men viden opstår ikke bare af informationer, men i lige så høj grad, eller større, af praksis.

Viden er vigtig- del den
Viden (i mennesker!) udvikles i faglige og praktiserende miljøer, i levende sammenhænge, hvor man lærer af hinanden, hvad enten man er læge, atomfysiker, journalist, musiker, skuespiller, filminstruktør, administrator, sælger eller tekniker – og et stykke tekst (eller en anden form for ”information”) er altid kun en skygge af ens viden. Ens virkelige viden sidder godt og solidt plantet i ens organisme, og det ærgrer it-industrien og embedsmændene og virksomhedslederne, som for nogens vedkommende i al fald helst ville have, at Morlil var en server, for så kunne man tappe ”viden” fra hende og lade den flyde frit på nettet til gavn for alle – eller man kunne downloade viden til hende via nettet. Det hedder ”videndeling” og er et af tidens helt store buzzword som skal motivere it-investeringer. Viden skal ligge på servere og være tilgængelig for alle via nettet.
Informationer på servere? Selvfølgelig! Så meget som muligt. Det er det, man har servere til. Men det er ikke videndeling, det er informationsdeling. Informationer er noget, servere (og bøger!) har. Viden er forbeholdt levende mennesker af kød og blod, og ånd og sjæl. Og de mennesker er forankrede i kulturelle og sociale fællesskaber der giver informationer levende og praktisk mening.

Relaterede artikler

Nettet er som skabt til kunstgræs - Internettet giver helt nye muligheder for at skabe offentlig opinion. I udlandet er man begyndt at trække på internette...
Evolve! E-optimismen lever endnu - Rosabeth Moss Kanter skriver i sin bog Evolve! om en fremvoksende e-kultur, der bliver styrende for økonomien i det 21 å...
Fremtidens film er computerspil - Hvad sker der med indholdet i det lille sorte husalter, når computer og tv smelter sammen og bliver til et medie med lev...
Principper for brugervenlighed - Brugervenlighed handler om at bygge bro mellem teknologiens muligheder og vores evne til at udnytte den. Jo hurtigere og...
Interaktivt tv - et interaktivt brand - “Godaften, det er fjernsynet – vi håber, De vil synes om det.”
Sådan lød det den 19. september 1948, da Lily Brober...
Open source - information wants to be free - En mand fra Finland har taget kampen op mod Bill Gates og den licensierede softwareverden. Han har skabt et gratis, ope...
Videndeling – hvorfor og hvordan ? - Videndeling eller Knowledge Management er et af tidens store buzzwords – og det er der en rigtig god grund til.
Vi ...
Informationer lyver - Galileio sagde for fire århundreder siden de berømte ord: ”Mål alt hvad der kan måles. Og det der ikke kan måles – gør d...
Telefonen som museumsgenstand - Er den almindelige telefon blevet en museumsgenstand i år 2022? Selvfølgelig er svaret nej, den almindelige telefon e...
Netværkssamfundet og dets opståen - Den spansk-amerikanske sociolog Manuel Castells ambitiøse og skelsættende bud på en systematisk teori om den sociale og ...
Castells: The Internet Galaxy - Den spanske sociolog Manuel Castells er om nogen blevet internettets akademiske ikon. Alle internet guruernes guru. "The...
Mediehistorien er først lige begyndt - Danmarks første mediehistorie er nu afsluttet med udgivelsen af fjerde bind i december 2003. Når noget så stort som en b...
DJØFokratiets tjener - ”Danmark har fået en grå regering” skrev Politikens mangeårige redaktør for lederkollegiet Lars Trier Mogensen i 2011. ”...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Senior fundraiser

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.