Mogens har ret

Mandag aften kom det frem, at Mogens Lykketoft i en tale ved sin 70 års fødselsdagsreception havde sendt en særdeles harsk svada afsted, rettet mod såvel den forrige som den nuværende regering. Helle Thorning-Schmidt-regeringen blev kritiseret for at være talent- og profilløs, mens den siddende Venstre-regering blev kaldt ”den mest fladpandet populistiske regering, vi har haft i min levetid”, og statsminister Lars Løkke Rasmussen fik mærkatet ”lille svindler”.

Lykketoft i sin rolle som Folketingets formand - og Løkke Rasmussen på talerstolen. Polfoto/ Niels Hougaard.

Herefter fulgte et forløb, hvor Lykketoft beklagede sit ”følelsesudbrud”, men også at en af hans private gæster havde lækket talen. Som han altså havde sendt rundt i skriftlig form per e-mail til føromtalte private gæster, der bl.a. talte nationalbankdirektør Lars Rohde og Venstres tidligere formand Uffe Ellemann Jensen. Det er svært at forestille sig, at Lykketoft ikke skulle have forventet, at talen blev lækket. Hvis han da ikke ligefrem har lækket den selv.

Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at Mogens Lykketoft ikke hører til blandt Helle Thorning-Schmidts største beundrere. I 2014 skrev han f.eks. et indlæg i Faglige Seniorers medlemsblad, hvor han kritiserede Thorning-regeringen for at arbejde for tæt sammen med højrefløjen og for ikke at gøre noget ved dagpengeforringelserne, som han kaldte ”det mest brutale angreb på den danske model, som hidtil er gennemført”.

Heller ikke kan det vel undre, at han ikke nærer den store agtelse for Venstre-toppen. Og generelt er der ikke noget nyt i, at politiske veteraner, der har opnået, hvad de skulle (eller kunne) i politik og dermed har mindre at tabe end menige partimedlemmer, langer ud efter partitoppene, når den førte politik byder dem imod.

Lykketoft rammer en nerve

Vi har i de senere år bl.a. set det fra Birthe Rønn Hornbech, fra Ritt Bjerregaard og fra Uffe Ellemann Jensen. Den slags udfald plejer de pågældende yngre politikere gerne at affeje med et overbærende smil og en kæk, men som regel respektfuld bemærkning.

Denne gang var reaktionerne dog mere oprørte end sædvanlig. Ord som ”arrogant”, ”kluntet”, ”nedladende” og ”dum” vældede ud i både etablerede og sociale medier. Venstres Michael Aastrup Jensen mente, det var ”ekstremt, at han tilsviner dem, der har støttet ham i hans kandidatur, på den her helt latrinære måde”.

Jan E. Jørgensen mente, at foruden Facebook og Ekstra Bladet, så var det udmeldinger som Lykketofts, der forårsagede den tiltagende politikerlede blandt vælgerne. Anders Samuelsen m.fl. mente, det var direkte "uværdigt” af Lykketoft.

Det er uværdigt - både for Lykketoft selv og for folkestyret at gå amok på den måde som den tidl statsministerkandidat...
Opslået af Anders Samuelsen på Facebook 25. januar 2016

Lykketofts tale ramte tydeligvis en nerve. Angrebet var personligt og perfidt. ”Svindler” er muligvis grænsende til det injurierende (”krejler” havde nok været bedre). Dumt er det måske også, ud fra den betragtning, at det næppe omvender nogen til hans synspunkt. Men hvis man, som jeg, er enig med ham i den substans, som forsvandt bag de korte, hidsige formuleringer og i den almindelige medieforvirring, er der alligevel andre forhold i samfundet, bl.a. dem, Lykketoft sigter til, der snarere fortjener betegnelsen ”uværdige”.

Når Lykketoft omtaler Lars Løkke Rasmussen som han gør, så er det fordi, det er almindeligt kendt, at statsministeren gentagne gange har demonstreret, at han har problemer med at skille offentlige midler fra sine egne. Dét er uværdigt for en statsminister.

Læk af fortrolige skatteoplysninger

Når Lykketoft bruger ord som ”dybt usympatiske” om folk, der sidder på nøgleposter i den nuværende regering, så kan det selvfølgelig henvise til personlige antipatier, men det kan også henvise til det faktum, at der under den forrige Venstre-ledede regering blev lækket fortrolige skatteoplysninger om oppositionslederen. En i dansk regi fuldstændig vanvittig og uhørt hændelse.

Vi ved ikke, hvem det var i nuværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsens forvaltning, der stod for at lække oplysningerne. Men vi ved, at vedkommende enten var Troels Lund Poulsen selv eller havde en højtstående stilling med Troels Lund Poulsen som øverste chef.

Det faktum, at skattesagskommissionen helt forventeligt ikke kunne afdække hvem ud af den stærkt begrænsede gruppe af mulige personer i forvaltningen, der videregav oplysningerne, er ikke en frikendelse af nogen. Det vækker snarere mistanke om, at nogen dækker over nogle andre. Og under alle omstændigheder vækker det følelsen af, at vores politiske system er ude af stand til at føre kontrol med sig selv. Og det er uværdigt for et demokrati.

Når Lykketoft taler om fladpandet populisme og om at give fedtede skattelettelser til vælgere, som man anser for dumme og egoistiske, så blotter han en flanke, fordi den elitarisme, han anklager de andre for, nemt bliver til en boomerang.

"Så du tror ikke, folk mener det, når de afgiver deres stemme, du tror, de lader sig narre let, du tror, de ikke vil have skattelettelser i virkeligheden? Hvad er det for et syn du har på vælgerne?”

Sådan kunne man fristes til at spørge, og svaret ville egentlig være interessant at høre fra Lykketoft selv.

DF's store held

Ikke desto mindre er og bliver den politiske virkelighed jo mere kompleks end som så. Vælgere har alle mulige forskellige motivationer for de kryds, de sætter. De bombarderes med budskaber og løfter i valgkampen, men de har ikke og kan aldrig have fuld information om konsekvenserne, når de træffer deres valg.

Denne regering er ved magten, ikke fordi vælgerne syntes, Løkke var en synderlig ønskværdig statsminister, men først og fremmest fordi Dansk Folkeparti har stort held med at tale til folks bekymringer om økonomi, om integration, om udkantsproblematikker. Men hvis man ser på, hvad DF konkret leverer af hjælp til de grupper, der er socialt og økonomisk trængte, så er det mildt sagt et pauvert udbytte.

Samtidig lægger de konsekvent stemmer til skattelettelser og ”effektiviseringer” af velfærden. Kristian Thulesen-Dahl er selve ophavsmanden til den dagpengereform, som nærmest har demonteret den højt besungne danske model - og som Socialdemokratiet gladeligt har båret hele byrden af vælgernes bebrejdelse for.

Dansk Folkeparti får gennemført en reform, som Socialdemokratiet tager skylden for. Smart. Polfoto/ Mikkel Khan Tariq.

Det ér dumt, i betydningen kontraproduktivt, at stemme på Dansk Folkeparti, hvis man ikke ønsker at bytte velfærd for skattelettelser. Men hvis man udelukkende lyttede til partiets egne udsagn, så kunne man nemt forledes til at tro, at det forholdt sig lige omvendt.

For dum til politik

Det samme gør sig i øvrigt gældende for Socialdemokraterne og Venstre. Man siger i valgkampen det, man tror er mest populært at sige om velfærdspolitikken, og efterfølgende gør man noget fuldstændig andet, hvis det er det, der passer én. Som vælger er det svært ikke at opfatte det som, at ens folkevalgte tror, man er for dum til at gennemskue det. Lykketoft er ikke selv uskyldig her, men udsagnet tror jeg ikke ligger langt fra en almindeligt udbredt fornemmelse i befolkningen.

Hvilket bringer os til det med politikerleden og dens årsager. Det er muligt, som Jan E. Jørgensen anførte, at det er ”den hårde tone” mellem politikerne, der afføder den afsmag, som i stigende grad kan spores i befolkningen. At de går for voldsomt til hinanden, at linjerne er for hårdt trukket op.

Min egen tiltagende politikerlede har dog sit udspring i den stik modsatte betragtning. Nemlig at politikerne i vidt omfang slet ikke er i politik for at kæmpe for eller imod noget eller nogen. De er der for at gøre karriere. De opfatter deres ansættelsesforhold som direkte sammenlignelige med dem, der gælder for højtstående personer i det private erhvervsliv.

Hvis de ikke kan få den samme monetære belønning, som de kunne få hos f.eks. McKinsey, så synes de ikke, det er det værd. Som vælger tænker jeg: ”good riddance”. Mon ikke vi trods alt kan finde nogen, der gerne vil være i politik, fordi det både er et spændende job og et gigantisk privilegium at være med til at bestemme over fordelingen af vores fælles goder? Og fordi det at lede et land er noget andet og mere end at køre en virksomhed?

Hvad skal der til for at indignere en folketingspolitiker?

Offentlighedsloven fra 2013 bærer præg af en holdmentalitet, som er særligt udpræget blandt de gamle magtpartier på Borgen. De, politikerne, er på det ene hold, og medierne er på det andet, og derfor gælder det om at forhindre medierne i at forstyrre arbejdet med utidige krav om offentlighed i forvaltningen og andet uvedkommende. De har den opfattelse, at så snart de har nået et ministerkontor, så rager det ikke længere vælgerne, hvordan de forvalter den magt og det ansvar, de er blevet betroet.

De har ondt af sig selv og hinanden, når nogen bruger hårde ord imod dem, fordi de med deres lovgivning (eller alternativt: deres lovsjusk) har fjernet nogens forsørgelsesgrundlag eller sendt dødssyge mennesker i "ressourceforløb", der ikke tjente andet formål end at fremskynde deres død, eller fordi de demonstrerer en isnende ligegyldighed, når de konfronteres med disse konsekvenser.

Eller fordi de prioriterer at bruge tid på at skændes om, hvilken form for kød der skal serveres i børnehaver. Eller fordi de i ramme alvor vil synke så lavt som at huse flygtninge i teltlejre under en snestorm, og at sætte politiet til at ransage flygtninges ejendele for værdigenstande for at inddrive, hvad der kun kan betegnes som håndører i den store sammenhæng. Eller bare fordi de – igen – har løjet op i offentlighedens åbne ansigt.

Man kan få det indtryk, at det eneste, der efterhånden kan gøre en folketingspolitiker oprigtigt indigneret, er hvis man kaster et par skældsord eller et meme med en hamburgerryg efter en kollega.

Jeg er ikke ubetinget fan af Mogens Lykketofts måde at gribe tingene an på. Først og fremmest kunne han sige tingene direkte, uddybet og utvetydigt ud i offentligheden i stedet for disse evige halvhjertede og fordækt formidlede angreb.

Men jeg tror ikke, at vores demokrati ville lide skade af flere åbne, ærlige og undertiden vrede opgør politikerne imellem. Lad det bare være en opfordring.