Tabuet er oprindeligt knyttet til religionen. Det er et forbud, som ikke kommer fra mennesket, men fra det guddommelige. Det indebærer, at der er visse ting, mennesket ikke skal røre, se eller omtale. I den moderne verden er det så som så med religionen, og derfor virker det umiddelbart logisk, at der heller ikke længere findes tabuer. Som rationelle mennesker accepterer vi ikke nogen form for gudgivne forbud, men går nøgternt til verden og dens mangfoldighed af perversioner og forskelligartede synspunkter.

Når jeg tænker nærmere efter, så forekommer det mig dog, at der alligevel findes ting, som det ikke er tilladt at røre, se eller omtale. Forbudte emner, som tilsyneladende har det bedst i sprogløshedens mørke. Det forekommer mig, at hvad der er sket, er ikke en ophævelse af tabuerne, men en forskydning. Ved nærmere eftersyn er de ikke borte - de har bare forskudt sig fra det seksuelle og det moralske område til det sociale.

Hvad er det så for tabuer, vi har i dag, hvor man uden blusel kan erklære sig for støvlefetichist eller vindueskigger eller påstå, at Stalin var en hædersmand? Ja, et af de emner, der efter min mening helt klart er tabuiseret i det moderne samfund, er menneskelige forskelle. At nogle er mere dumme, rige, smukke, musikalske eller noget helt femte end andre, det må man helst ikke tale om. Det forbigåes simpelthen i dyb tavshed, og kan ikke gøres til genstand for samtale mellem ordentlige mennesker. Forestil dig blot et tv-program, hvor man diskuterede menneskelige forskelle. Man ser for sig den smukke, velsoginerede studievært sidde over for en uheldigt udseende person og indlede samtalen med at sige: "Kirsten, hvad har det betydet for dig, at du er grim?". Eller den samme studievært indlede en andet program med at spørge: "Charlotte, hvad betyder det for dig, at du aldrig skal tænke på penge?". Eller et tredje, hvor hun spørger: "Camilla, hvordan påvirker det dine børns liv, at de er dumme?". Dette program vil aldrig blive lavet, fordi det vil medføre et offentligt ramaskrig.

Et andet emne, som faktisk er endnu mere tabuiseret, er menneskeligt - og det vil sige moralsk - ansvar. Man kan sige, at for så vidt angår samtalen om menneskelige forskelle, så er det gået den ligesom alle de klassiske tabuer: de er forsvundet til skurvognen, omklædningsrummet og andre steder, hvor der hersker en zynftig tone. Mens talen om det menneskelige ansvar nærmest er forsvundet helt og aldeles - selv fra belægningsstuen og bæverdingen. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har hørt nogen med oprigtighed sige "jeg er skyldig" eller "jeg bærer ansvaret". Og jeg tror ikke, det skyldes, at jeg har hørt dårligt efter. For når politikere siger "ansvaret, det er mit", så mener de bare "i følge loven hænger jeg på den". Det kunne ikke falde dem ind at tænke, at de har pådraget sig et egentligt, moralsk ansvar.

Som sagt er tabuet religiøst. Uden at anfægt oprigtigheden hos det religiøse menneske eller for den sags skyld kvaliteten af hendes eller hans religiøse oplevelser, så er religionen for en sociolog at se menneskeværk. Noget, allerede de gamle grækere i øvrigt havde en anelse om, da de sagde, at hvis okserne havde guder, ville også deres guder være okser. Religionen er ikke menneskeværk på den måde, at nogen bevidst har sat sig ned og fundet på den. Den udspringer af myten, som er menneskets fortællinger om sig selv og sin plads i verdens orden, og dermed kan man sige, at religionen er samfundets orden ophøjet til ydre, guddommeligt princip.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at alle religioner beskæftiger sig vældig meget med tingenes orden. Helt grundlæggende på den måde, at noget betragtes som helligt, og noget som profant. Set med det analytiske øje kan man derfor sige, at blasfemi simpelthen er, når enten det hellige betragtes som profant, eller når det profane betragtes som helligt. Derfor beskriver tabuet også vores holdning til blasfemi. Dets kerne er nemlig, at det opretter en zone af virkeligheden og opstiller skrappe forbud imod at betræde eller benævne denne zone, samt imod at forveksle den med andre zoner.

Det faktum, at den åbenlyse, kirkelige religiøsitet næsten er forsvundet, har fået mange til at mene, at så må religionen ganske simpelt være væk. Det tror jeg er en alvorlig forenkling af sagen. Som sagt er tabuet kendetegnet ved, at det kommer udefra. Hvis man selv er religiøs, kan man kalde det for guddommeligt. Hvis man er mere nøgtern, kan man kalde det heteronomt. Det er simpelthen et teknisk udtryk for, at det er fremmedbestemt. Derfor kan man sige, at for såvidt som vi kan pege på områder af livet, som alle eller mange betragter som fremmedbestemte, så er vi på sporet af moderne hverdagsreligion.

Jeg mener så ganske afgjort, at der findes områder af den moderne, danske tilværelse, som de fleste betragter i et heteronomt perspektiv. Man kan tænke på markedet, der af mange bliver betragtet som noget ydre, hvis bud man har at adlyde. Eller man kan tænke på moden, som ikke bare har sin moderkirke i Paris, men også i tusindvis af sekter, der står i et mere eller mindre kompliceret forhold til moderkirken. Her nærmer vi os noget, man kunne kalde for almindelige danskeres religiøse rørelser i hverdagen. Hvis man tror på markedet eller moden vil der være visse ting, som er hellige og visse, som er profane. Det er derfor, statslige indgreb eller tøj fra FØTEX kan gøre nogle mennesker så vrede. Deres vrede skyldes nemlig, at de betragter den slags som blasfemiske og dermed som overgreb på deres dybeste, åndelige rørelse.

En af de religioner, som mange danskere dyrker med gudfrygtighed og fromhed, er individets religion. Denne religion bygger på, at det enkelte menneske er fuldstændig, helt og aldeles unikt og usammenligneligt med noget som helst andet. Individets religion indebærer dermed, at individet betragtes som noget, der står i en stejl modsætning til samfundet. Denne religion er i virkeligheden ganske ny, eftersom man frem til omkring år 1800 mente, at det enkelte individ var en meningsløs størrelse, og at livet først fik en mening, når mennesket indgik i et fællesskab. Men moderniseringen af samfundet, som allerede sætter ind på det tidspunkt, driver en kile ind i forholdet mellem mennesket og det samfund, det lever i. Fra den tid er modsætningen mellem individet og samfundet blevet stadigt større.

I dag er det kommet så vidt, at individet og samfundet for de fleste er to fjendtlige størrelser. Siden den tid har individet derfor været helligt, mens samfundet har været profant. Og det er kernen i de moderne tabuer.

Det grundlæggende i de moderne tabuer er at man ikke må sammenligne individet med noget andet individ og at man ikke må gøre det afhængigt af fællesskabet.

Problemet er, at man kun kan sammenligne størrelser, som er kvalitativt ens. Det vil sige: rent principielt er en sammenligning noget, som involverer, at man finder en eller anden fælles dimension, hvor A er mere end B. Hvis der slet ikke er nogen dimension, som A og B har til fælles, kan man derfor heller ikke sammenligne dem.

Det følger ganske logisk af doktrinen om det unikke individ, at det ikke kan sammenlignes med noget som helst. Når hvert individ er helt og aldeles forskelligt, er der nemlig ikke nogen fælles dimension, hvori A kan være mere eller mindre end B. Det er derfor, det er et tabu at diskutere forskelle. For det forudsætter jo netop en eller anden fælles dimension, hvor A har eller er mere end B. Og det er derfor, at hvis man gør det alligevel, så har man profaneret det hellige individ ved sammenblande eller med andre hellige individer.

På samme måde er det forbudt at gøre individet afhængigt af andre individer, og her kommer forbuddet imod ansvar ind. Et individ, som er afhængigt af andre individer, kan man ikke kalde selvbestemmende, eller med et fint fremmedord: autonomt. For hvis det er afhængigt af andre, så kan det jo ikke være herre i eget hus. Og derfor er det tabu at nævne ansvaret. For ansvar betyder netop, at de andre har et krav på en. At man skylder dem noget. Og ud fra grundprincippet om, at alle mennesker er autonome, går det ikke.

Det er dyrkelsen af individet, som dybest står bag de moderne tabuer. Og det forklarer også, hvorfor ansvaret er værre end sammenligningen. Hvor sammenligningen ikke indebærer noget krav, men er en ren registrering af et forhold, så er ansvaret en permanent fordring fra de andre. Og det er meget værre.

Individets religion fører til en lang række af de ting, som kendetegner den moderne hverdag. Udviklingen af et utal af "intelligenser", så alle kan være intelligente på deres egen måde, og ingen skal sammenlignes direkte. Modviljen mod at bedømme nogen mennesker inden for nogen som helst discipliner. Og fjernelsen af begrebet ansvar - ikke blot inden for politik og inden for hverdagslivet, men også inden for et decideret fællesskabsoverskridende og solidaritetstruende virkefelt som kriminalitet. Det er helt uhørt og provokerende at sige til en professionel kriminolog, at forbrydere skal stå til ansvar for deres forbrydelser over for det fællesskab, de har forbrudt sig imod. Det kommer slet ikke ind i deres individualistiske tankeverden.

Man kan mene, at individets religion er et stort skridt henimod menneskets frigørelse, og at vi derfor burde hilse den velkommen. Jeg mener, at det modsatte er tilfældet. Egentlig er individets religion en form for afgudsdyrkelse, der gør os ufri. Lad mig forklare.

Det moderne samfund er ikke begrundet ved noget guddommeligt princip. Det er begrundet ved os selv. Det viser sig ved, at vi ikke accepterer traditionen som begrundelse. Vi forlanger love og regler, der er lavet af mennesker ligesom os selv. Og ikke nok med, at de skal være lavet af mennesker som os selv - det er en forordning fra en tyran også - nej, lovene skal være legitime. Vi skal have valgt vores lovgivere på en måde, som kan accepteres af alle.

Det moderne samfund er altså autonomt - begrundet i sig selv. Men hvis samfundet er begrundet i sig selv, så kræver det også mennesker, som personligt er i stand til at begrunde sig i sig selv og ikke behøver et eller andet ydre princip som deres begrundelse. Men paradoksalt nok ender individets religion med, at vi gør det modsatte af at begrunde os i os selv. Ved at fraskrive os ansvaret, så ender vi nemlig med at begrunde os i alle de andre. "De andre" eller "systemet", som altid har skylden, bliver faktisk det fremmedbestemte princip, som vi flygter ind i, fordi vi ikke gør at give de andre en fordring på os selv.

Sagen er, at uanset hvor meget man dyrker individets religion, så er man faktisk ikke et individ, med mindre man har et ansvar. Det er det personlige ansvar, der gør forskellen på mig og min sidemand. Og da al mening ligger i en forskel, så betyder den manglende forskel på mig og sidemanden, at jeg egentlig er meningsløs.

Egentlig frihed kræver, at vi bliver til individer, som gør en selvstændig forskel. Og det kan vi ikke blive på nogen andre måder end at tage ansvaret. Så længe vi ikke gør det, har vi i virkelighed valgt at forvalte vores frihed ved at give afkald på den og forskrive os til et ydre, fremmed princip, som vi efter behag kan kalde "de andre" eller "systemet".

Dette er et meget stort problem. Ikke blot er det individets religion, som fører til, at flere og flere medborgere ikke kan se sig selv som medlemmer af et fællesskab og derfor ikke kan acceptere demokratiske afgørelser, hvis de går dem imod. Det er såmænd galt nok, at demokratiet falder i vanry, fordi det engang imellem går os imod. For det er svært at udstede en garanti for, at det ikke vil ske engang imellem - med mindre man er socialdemokrat i Københavns kommune. Det er meget værre, at vi lever i et samfund, der er selvbestemmende, hvis vi ikke som mennesker anser os for selvbestemmende og viser det ved at tage ansvaret. For så er vi kommet til at leve i det værste af alle verdener: et frit samfund uden fri mennesker.