Spørgsmålet er, hvad spørgsmålet gør

”Ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country.” Kennedys legendariske sætning fra 1961 er blevet dissekeret og analyseret til ukendelighed. Alligevel er der et lille ord, der – til trods for, at det er bærende for forståelsen af sætningen – har unddraget sig opmærksomhed. ’Ask’ indleder både den første og den anden del af sætningen, og hvis man i stedet for det, han siger, retter opmærksomheden mod det, han gør, så demonstrerer Kennedy klart og tydeligt, at politisk ledelse handler om at stille – og få andre til at stille – de rigtige spørgsmål.

Fire minutter inde i videoen siger John F. Kennedy sine berømte ord: "Ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country", hvori han demonstrerer, at politisk ledelse handler om at stille de rigtige spørgsmål

Kennedy er hverken den første eller den sidste store leder, der har haft en forkærlighed for spørgsmål. Og han er heller ikke ene om at lade præmisserne for sine spørgsmål forblive usagt. At skelne mellem rigtige spørgsmål (hvad kan du gøre for dit land?) og forkerte spørgsmål (hvad kan dit land gøre for dig?) er lige så selvfølgeligt for store ledere som for rådgivere, analytikere og journalister – og derfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved det.

Tværtimod deltager vi pligtopfyldende i alle de meningsmålinger, fokusgruppeundersøgelser, medarbejderanalyser og coachingforløb, vores ledere får afløb for deres spørgsmål i, og vi opdrages dermed – ubevidst – til at synes, at nogle spørgsmål er rigtige, mens andre er forkerte.

Det gælder for eksempel hvorfor-spørgsmål, som er bandlyst på mange coachinguddannelser. Som der står på coachingkanalen.dk, går coaching ud på ”at stille gode spørgsmål og give konstruktiv feedback, som hjælper mennesker med at få det bedste frem i sig selv”. Da hvorfor-spørgsmål angiveligt bliver ”fortolket som kritiske eller bebrejdende” eller fremkalder ”en analyse eller vurdering, som ikke nødvendigvis er befordrende i coaching processen” er udelukkelsen af netop disse spørgsmål en oplagt måde for coachen/lederen at ”korrigere destruktiv eller fejlagtig adfærd”.

Mission Question: Nyeste skud på lederens spørgsmåls-stamme

Men det er ifølge den amerikanske forfatter og innovationsekspert Warren Berger ikke nok med denne ubevidste opdragelse af borgere og medarbejdere til at foretrække nogle spørgsmål frem for andre. Hvorfor skulle ledere og konsulenter begrænse deres definitionsmagt til kun at gælde de spørgsmål, borgere og medarbejdere skal besvare (i spørgeskemaer, coachingforløb osv.), når de også kan definere og institutionalisere de spørgsmål, medarbejderne stiller sig selv?

Kan det gode spørgsmål værre det bedst svar? Spørg innovationsekspert Warren Berger.

Det kan og bør de ifølge Berger gøre ved at erstatte det traditionelle Mission Statement med Mission Question. I stedet for luftige hensigtserklæringer opfordrer Berger virksomhedsledere og konsulenter til at opstille fem konkrete spørgsmål, som alle i og omkring virksomheden skal stille sig selv. Ved at institutionalisere spørgsmål som ”Hvorfor er vi her overhovedet?” (amerikanerne er tilsyneladende ikke lige så bange for hvorfor-spørgsmål som danske coaches) og ”Hvad har verden mest brug for, som vi er de eneste, der kan tilbyde?” fremtidssikrer ledere ifølge Berger ikke bare den enkelte virksomhed; de baner også vejen for nye og innovative løsninger til gavn for verden.

Med Mission Question får vi således endnu et skud på den stamme, der siden tidernes morgen har næret lederes overbevisning om, at netop deres spørgsmål får det bedste frem i deres omgivelser og korrigerer destruktiv eller fejlagtig adfærd hos såvel det enkelte menneske som i samfundet.

Ved at benytte sig af Mission Question kan virksomheder, ifølge innovationsekspert Warren Berger, bane vejen for innovative løsninger til gavn for hele verden. Læs mere her

Innovativ ledelse eller blind plet?

Men er ideen om, at lederens ”gode spørgsmål” skal være bærende for en nation eller virksomhed udtryk for innovativt lederskab? Eller er det – som det lille ’ask’ i Kennedys tale – tegn på, at der er noget, der unddrager sig vores opmærksomhed?

Med fare for at forbryde mig mod alle coachingens regler, så vil jeg tillade mig at være både analyserende og kritisk over for den forståelse af spørgsmål, der ligger til grund for blandt andet Mission Question. Ikke fordi det er forkert at betragte spørgsmål som et redskab i lederens værktøjskasse, men fordi det ikke er tilstrækkeligt til at forstå omfanget af den betydning, spørgsmål har for vores måde at tænke og udvikle os på.

Når Berger kæder spørgsmål sammen med innovation og udvikling, er jeg således helt enig, men for at få det bedste frem i os selv og vores omgivelser, tror jeg ikke, vi skal institutionalisere nogle spørgsmål som mere rigtige end andre, men spørge, hvorfor vi spørger, som vi gør.

Vestens bedst bevarede hemmelighed

Når præmisserne for Kennedys spørgsmål er forblevet usagt, så har det nemlig ikke noget med Kennedy at gøre. Det skyldes, at der er så godt som ingen, der har beskæftiget sig med, hvad det at stille spørgsmål betyder. Vi har en lang række talemåder, der involverer spørgsmål (”som man spørger, får man svar”, ”sku´ du spørge fra nogen?”, ”det er et spørgsmål om tid” for at nævne nogle stykker), og der er en lang række brancher, hvor det at stille spørgsmål er bærende for såvel arbejdet som arbejdets resultat, herunder medie- og advokatbranchen.

Alligevel findes der ingen ’spørgsmålets filosofi’ eller for den sags skyld fænomenologi, antropologi, ontologi, natur, eller hvad man ellers har kaldt de mange undersøgelser, man har underkastet praktisk talt alle andre fænomener. Der er ikke lavet nogen undersøgelser af, om man bruger spørgsmål på samme måde i alle kulturer, vestlige såvel som østlige, og i alle samfund, demokratiske såvel som udemokratiske. Og til trods for sidste århundredes sprogfilosofiske paradigme og dets forgreninger i blandt andet pragmatisme, hermeneutik og diskursanalyse er spørgsmålet og selve spørgeakten forblevet et underbelyst emne i filosofien.

Vi har en lang række talemåder, der involverer spørgsmål, men der findes ingen 'spørgsmålets filosofi'

Da vestlig filosofi- og idéhistorie samtidig udspringer af Platons dialoger, og det er en grundlæggende præmis i demokratiet, at befolkningen kan sætte spørgsmålstegn ved magthavernes beslutninger, kan man få den tanke, at spørgsmålet er Vestens bedst bevarede hemmelighed.

Spørgsmål er mange ting

Hvis det er tilfældet; at vi i 2500 år har holdt på og levet (godt) af en hemmelighed om, hvad spørgsmål er og betyder for den måde, vi tænker og udvikler os på i Vesten, så bør vi måske tøve en kende med at lade nogen gøre sig til herre over, hvilke spørgsmål vi som ledere, konsulenter, borgere, medarbejdere og andet godtfolk skal – og ikke skal – stille os selv.

I stedet bør vi måske lægge øret til de få, men vigtige bidrag til en ’spørgsmålets filosofi’, som peger på, at der er mange forskellige måder at forstå og bruge spørgsmål på. Udover den mere eller mindre instrumentelle opfattelse af spørgsmål som udviklingsværktøj, så kan spørgsmål blandt andet forstås som erkendelsesværktøj, samfundsstrukturelt fænomen, forholdemåde til etik og moral (rigtigt/forkert), udtryk for menneskets frihed og som menneskets væsentlige væremåde.

Mens de mange spørgeskemaer, coachingforløb og Mission Question giver god mening, hvis vi udelukkende betragter spørgsmål som et mere eller mindre instrumentelt udviklingsværktøj, så skal der andre metoder i spil, hvis vi vil tage højde for de øvrige aspekter af vestlig spørgekultur.

Uanset om vi betragter spørgsmål som erkendelsesværktøj eller som menneskets væsentlige væremåde, så er det nemlig et vilkår, at vi for at være, lære og udvikle os som mennesker må stille vores egne spørgsmål. Mennesket er med C.E.M. Struyker Boudiers ord et ”question-animal”, og det gælder (som den tyske filosof Martin Heidegger har sagt på en lidt anden måde) for ethvert spørgsmål, at det fortæller mere om den, der stiller spørgsmålet end om den eller det, der spørges efter. Med de mange spørgsmålsbaserede meningsmålinger, interview og medarbejderanalyser in mente kan man spørge sig selv, om vi ikke snart har fået tilstrækkelig viden om diverse analysebureauer, mediehuse og HR-konsulenter til, at vi kan overlade spørgsmålene – og dermed muligheden for at fortælle noget om sig selv – til nogle andre.[1]

Mennesket er et "question-animal", ifølge C.E.M. Struyker Boudier. Spørgsmålet fortæller derfor mere om den, der stiller det end om det, der spørges efter

Som man spørger, får man svar

Men uanset hvem, der stiller spørgsmålene, så kommer vi ikke uden om, at der for hvert spørgsmål, vi stiller, er noget, vi ikke spørger om. Noget, der forbliver usagt. Vores blinde plet. Hvis spørgsmålet er Vestens bedst bevarede hemmelighed, så er det måske de spørgsmål, vi stiller – og ikke stiller – der kan lære os mest om os selv. Hvis spørgsmålet er et samfundsstrukturelt fænomen i Vesten (hvilket dets rolle i demokratiet, retssystemet og de generelle metoder til videnstilegnelse og udvikling kunne tyde på), så er det måske værd at vide, at vi konsekvent vælger bestemte spørgsmålstyper fra. Hvad er det, vi ikke ser, tænker og udvikler, når vi frarøver os selv og hinanden muligheden for at spørge ”hvorfor”? Hvilke tanke- og handlemønstre er vi fanget i, når vi ni ud af ti gange spørger, hvad eller hvordan i stedet for hvem eller hvornår? Kan vi påvirke vores tanke- og handlemønstre ved at stille vores spørgsmål i en anden rækkefølge? Og har man de samme spørge- og dermed tanke- og handlemønstre i ikke-vestlige kulturer og samfund?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg stiller mig selv i disse år. Velvidende, at som man spørger, får man svar.

[1] Mit eget bud på en metode, der tager højde for denne forståelse i analysen og udviklingen af virksomheder og interessentgrupper hedder Stafetanalyse® og er beskrevet på stafetanalyse.dk og i en tidligere artikel på Kforum.